Vikingenaturens svaghed

Kvinders vitalistiske frelsestilbud hos Harald Kidde og Henrik Pontoppidan

Af Rasmus Vangshardt

"Du har bespottet Livet, Tue."

Så bastant kan det lyde, når man har nydt sig igennem Harald Kiddes enorme Aage og Else (1902/3), der ellers består af hypnotiserende gentagelser og et plots uendeligt uklare bevægelse mellem livs- og dødssfærer. Alligevel slutter romanen med denne afklarede og kategoriske påstand og den tidstypiske påkaldelse af 'livet' (selv) i (meget) bestemt form. Det er sikkert også dette skift i romanens parlando, om ikke i dens metafysik, der har gjort, at stort set al forskning, der citerer fra bogen, refererer til dette sted: "du har bespottet Livet." (Kidde 1930, 686)

Som man nok vil fornemme, ender romanen ikke 'godt,' idet den bruger hele anden halvdel på Tue Tavsen og Lull Wedéns kærlighedshistorie. Den slutter med det netop citerede brev fra Lull. Tue har bespottet livet, og for en datterdatter af Friedrich Nietzsche er dette ursynden.¹ Livet har sine love, sin egen kraft, og er man ikke i overensstemmelse med disse love eller i kontakt med den kraft, gider vitalistkvinder til sidst ikke længere vente på at frelse en dødsviet mand.

Lull tilbyder hele vejen igennem Tue frelsen – ordret. Ikke i Kristus, men til livet: en forløsning fra den dødsvendthed, han lever i. Der er 102 grave overalt omkring ham og en vished, der trods alt er ganske logisk stringent. Hvis man elsker noget forgængeligt, vil man også skulle leve med, at det forsvinder. Lull tilbyder et moribund spøgelsessind som Tues den brusende glemsel, en vilje til magt og et nyt liv i solen. Det er en kvindes vitalistiske frelsestilbud, som afvises i så lang tid, at det til sidst ikke længere står ved magt.

Den rette historiske betegnelse for dette fænomen er vitalisme. Som Lise Præstgaard Andersen har dokumenteret i forbindelse med denne periode, betragter man ofte Friedrich Nietzsches værker som inspiration for tidens vitalisme. Tankesættet var en diffus blanding af viljedyrkelse, naturkraft og en anti-civilisatorisk trang til vildskab hinsides kulturen. Derfor blev motiver som ild, sol, blod, rovdyr og vikinger de naturligt foretrukne, og en almindelig tematisk idé om eksistensen af 'livet selv' hinsides konventionerne blev ivrigt dyrket.² Henrik Pontoppidans udødelige Jakobe kan i sit forhold til Per ses i samme lys som Lull. Det sker litteraturhistorisk interessant samtidig med Harald Kiddes Aage og Else, eftersom Lykke-Pers otte bind udkom mellem 1898 og 1904.

Dette fællestema er ikke indlysende, når man kigger på de to forfatterskabers receptionshistorie. I den nyeste samlede danske litteraturhistorie bliver Henrik Pontoppidan karakteriseret som den mest konsekvente forfatter i det moderne gennembrud (Busk-Jensen 2009, 249). I samme værk står der om Harald Kidde, at forfatterskabets tematikker kan "forekomme tilbageskuende", mens han alligevel udviklede en "radikalt eksperimenterende, ekspressionistisk stil" (Gjesing 2009, 449). Pontoppidan står altså som brandesianeren, mens Kidde enten var konservativ eller modernist, men ikke gennembrudsmand.³

På samme måde har der i forskningen ofte været fokus på Pontoppidans brug af Nietzsches vitalisme,⁴ mens Knud Bjarne Gjesing har vist, at Kiddes forfatterskab er blevet opfattet som decideret modstillet 103 enhver form for vitalisme, særligt med henvisning til Villy Sørensens indflydelsesrige Digtere og dæmoner (1959). Man har ifølge Gjesing set Kiddes "livsangste og seksualforskrækkede hovedpersoner" som udtryk for romanernes og forfatterens egen livsholdning (Gjesing 2009, 453).

Pointen er derfor, at den påståede brandesianer og realist Henrik Pontoppidan skildrede det samme kvindelige, vitalistiske frelsestilbud som den dødstyngede og pietistiske Harald Kidde. Af denne sammenlignende øvelse kan man derfor ikke blot møde uhørt kraftfulde kvindeskikkelser på et højdepunkt af dansk litteraturhistorie, men også prøve at anvende den allestedsnærværende Jakobe i en ånd, hun selv ville have bifaldet: til at lære noget om Harald Kiddes morderiske tilværelseskamp.

Lykke-Per i det østerlandske hjem

Det er indlysende, at Jakobe Salomon litteraturhistorisk set er langt mere ombejlet end den outrerede Kiddes Lull Wedén. Hvad der her følger om Jakobe, er ikke originalt, men en udlægning af, hvordan man kan se to af hendes funktioner i romanen: dels som repræsentant for nietzscheansk-vitalistisk livssyn, dels som et frelsestilbud i samme ånd til Per.⁵

Per er kommet til København for at udleve sin frigørelsesdrøm i teknikkens navn. Frihavne og vindmotorer skal løsrive ham fra hans jyske præstefamilie. Den har efter Pers egen opfattelse ladet ham vokse op i et hjem præget af et dødsmærket lutheraner-sind. Det hjem, hvori Per møder Jakobe, er alt andet. Det er jødisk-sekulært, hendes bror Ivan ser et stort lys i at hjælpe Per frem i verden som ingeniør til dens frelse ved teknikken, og selv papfaderen er godmodig og nyder, at der kommer bejlere i hjemmet, uafhængigt af deres religiøse baggrund.

Allerede dette Salomon-hjem kodes som en mulig vej ud i lyset, i hvert fald som et alternativ til Pers egen barndom:

Det var meget mere en Forskel i Tonen, i Talens Varmegrad, i selve Livstemperaturen i de to Hjem. Naar han her hørte de kaadmundede Børn tale næsten kammeratlig til deres Forældre; naar han hørte Fru Salomon drøfte 104 Foraarsmoderne med sine Døtre, (…) naar han bestandig fandt Sindene livfuldt optagne af alt, hvad der skete rundt om i Verden, men aldrig hørte den mindste Hentydning til det dunkle "Hinsidige", der som en Gravluftning havde gennemtrængt hans eget Hjem (…) – han følte da med Taknemlighed, at han virkelig her havde fundet, hvad han havde villet søge i fremmede og fjerne Egne, Naturens Børn, ubesmittede baade af et Himmerig og et Helvede. (Pontoppidan 1905, I, 235)

Modsætningen til det kristne barndomshjem er tydelig, og det er væsentligt, at varmen mellem børn og forældre opfattes som et resultat af, at det dunkle 'Hinsidige' ikke påkaldes som værn mod naturlig livsglæde. Samtidig er der også en forberedelse af den tidstypiske vitalisme, i de 'kaadmundede Børn', deres forårsmode og især det faktum, at familien er naturbørn, der ikke er degereneret af kategorierne himmel og helvede. Forberedelsen handler om, at det netop er Jakobes solskin, der kan frelse Per fra hans dødsmærkede skyggesind, og Per fornemmer det fra begyndelsen:

Ja, hver Gang han fra dette østerlandske Solskinshjem tænkte tilbage paa sit eget Liv med dets triste og fattige Glæder og Samvittighedskampenes Kval og Uhygge, følte han med Skamfuldhed, at han virkelig var, hvad Faderen altid havde kaldt ham, et "Mørkets Barn", en Underjordisk – en Sidenius. (I, 236)

Jakobe og vitalismen

Selvom Salomon-hjemmets østerlandske solskin modstilles det underjordiske, jyske barndomshjem, er Jakobe ikke indledningsvis kun udtryk for den sunde vitalitet. Det er hendes enfoldigere søster Nanny snarere. Jakobe er "sin Faders udtrykte Billede" (I, 217) – og han var "en fattig, brystsvag, tysk Lærd" (I, 208).⁶ Pointen er derfor ikke, at Jakobe i sig selv skal repræsentere vitalismen. Hendes forhold til Per, derimod, repræsenterer en klar mulighed for vitalistisk frelse for ham – og en udviklingsmulighed for hende.⁷ Det er uden tvivl også derfor, Pontoppidan 105 med en typisk ledemotivisk strategi lader Per bemærke, at Jakobe slet ikke er så utiltalende, som folk tror. Faktisk bærer hun sig "ganske stolt" og ligner snarere en ørn end en papegøje (I, 238-9). Der er med andre ord tale om, at hun bærer det nietzscheanske rovdyrs mærke.⁸

Da Jakobe udtrykker respekt for ingeniørfaget (I, 239), betages Per naturligvis og udtrykker sin glæde ved at kende hende og fornemmer for første gang Jakobes mulige rolle i hans frigørelse: "Husker De ikke fra Deres danske Læsebog et Sagn om en Bakketrold, der krøb op gennem en Muldvarpetue for at leve mellem Menneskene men nøs ganske forskrækkeligt, hvergang Solen brød gennem Skyerne?" (I, 240-41) Per føler, at han er på vej ud af sit troldehjem og ud i lyset og luften. 'Solen' er ved at bryde frem gennem skyerne, og Jakobe har i øvrigt "en Smule Del" deri (I, 240).

Dette liv i solen fuldbyrdes efter en række forviklinger, da Per og Jakobe ender på en forlovelsestur i de schweiziske alper. De elsker gentagne gange på deres vandringer under den åbne himmel, Jakobe blusser af elskovslyst, og Per fornemmer, at hun tilbyder ham frelsen fra det dødsmærkede skygge-Sidenius-sind. Derfor giver det i allerhøjeste grad mening, at de lige efter en kærlighedsakt ser et trækors. Det indlysende afskedsekko, som Jakobe skal frigøre Pers fremtidige slægt fra: "'Fy for Pokker!' udbrød han. 'Skal vi have det Gespenst at se paa!'" (II, 92) Og Per reagerer i overensstemmelse med logikken:

Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunde forhindre det, havde han spændt Hanen. Med Udraabet: "Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!" – sendte han et Skud mod Krusifikset, der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften. (II, 94)

Ud i det nye århundredes livsevangelium med Jakobe. Denne tilstand, som det udtrykkeligt er Jakobe, der hensætter Per i, er også ordret forbundet med teologiske kategorier af et nyt liv:

For Per havde disse Dage virkelig betydet en ny Fødsel og en ny Daab. Livet havde med eet opladt sig for ham i en Fylde og en Skønhed, hvorom han aldrig havde drømt. Han var gaaet omkring som i en Aabenbarings-Rus, med en Fornemmelse af at have faaet et helt Sæt nye Sanser. Alt, hvad han hidtil 106 havde krævet af Lykken, forekom ham nu ligegyldigt og smaat i Sammenligning med den Sum af Nydelse, der kunde gemmes blot i et Kys. Jakobe selv var som forvandlet for ham. Han elskede hende nu som den Kvinde, der havde skænket ham nyt Liv, der havde udvidet hans Verdens Grænser, og i hvis Favn han havde fundet den Besværgelse, der manede Dødens Skygge fra hans Vej. (II, 90-91, mine kursiver)

Jakobe skænker altså Per 'en ny Fødsel,' 'en ny Daab,' en 'Aabenbarings-Rus,' et 'helt Sæt nye Sanser,' en 'Sum af Nydelse,' et 'nyt Liv' og – ikke mindst: Hun maner 'Dødens Skygge fra hans Vej.' I denne forestillingsverden træder hun frem som en sanselig frelse, brunet af forårssolen, og en guddommelig-vitalistisk modmagt til dødens skygge midt i den vilde alpenatur. En ægte frelserkvinde.

Som det imidlertid også skal blive tydeligt i tilfældet Kidde, er menneskers frelsestilbud til hinanden skrøbelige, og de kan trækkes tilbage. Per skal ikke blot ende med at fornægte denne vej ud i livet, Jakobe ender også med at betvivle sin egen evne til at frelse ham fra spøgelserne. Alligevel består den klare vitalistiske mulighed i hendes videreførelse af slægten, for da læseren møder hende igen mange år senere, er det stadig en vitalistisk livsfilosofi, hun drømmer om at indpode sit barn. Hendes forsøg på at skabe et børnehjem er ikke udtryk for humanistisk tro på det gode i mennesket, og hun drømmer ikke om at opflaske sit barn i en sådan pænhed. Tværtimod:

Der var noget af Bølgens eventyrlige Dragning i denne morderiske Tilværelseskamp, i denne vilde Omtumlen, i dette uophørlige Op og Ned, der lige til Undergangens Øjeblik blev ved at lokke med nye og grænseløse Muligheder.
Som bestandig i denne Tid havnede hendes Tanker tilsidst hos det Barn, hun skulde føde til Verden. Hun vilde haabe, ifald det skulde komme til at slægte sine nordiske Forfædre paa, at det da ikke maatte blive af disse Muldjordsmennesker, disse hjemstavnsbundne Trælle, for hvem Verden eller dog Lykken hørte op, saasnart de ikke længer kunde øjne Røgen fra deres Moders Skorsten. Hun vilde haabe, at hendes Barn i saa Fald maatte blive en Havets Ætling, en Vikingenatur, besat af den kamplystne Udve (…). (III, 149, mine kursiver)⁹

Det var netop vejen fra 'Muldjordsmenneske' og hjemstavnsbunden træl til kamplysten 'Vikingenatur,' som Per selv fornemmede i sine 107 første samtaler med Jakobe. At denne forestilling forbliver i hende til det sidste, mens han ender med at fornægte den, styrker kun emmen af afvist, vitalistisk frelsestilbud.

Man aner også konturerne af en anden frelsesøkonomi: Den vitalistiske livsfilosofi, Jakobe og Per deler i alperne, forsvinder ikke fra romanen med Pers videre vej ud i livet. Tværtimod lærer Jakobe, gennem sit forhold til Per, hvordan den faktisk kan udleves. Og således bruges Pers afviste frelsestilbud til, at Jakobe kan frelse – sig selv.¹⁰

Kiddes perversiteter

Harald Kiddes litteraturhistoriske skæbne har været noget mere krank end Pontoppidans. Det er også ganske på sin plads – Pontoppidan var en større forfatter. Dog må det fastholdes, at behandlingen af Kidde har været uretfærdig. Som allerede påpeget har man ofte set ham som det dødsvendte, kompleksbærende sygdomstilfælde, særligt med henvisning til Villy Sørensens behandling af forfatterskabet. I øvrigt en skæbne, Kidde delte med Jakob Knudsen.¹¹

Hvor Knudsen i det mindste vandt både folkelig opbakning og ros fra den konservative fløj i dansk åndsliv, blev selv dette ikke Kidde til del i nogen nævneværdig grad. Selv højrefløjens enfant terrible Harald Nielsen kaldte eksempelvis Aage og Else for "en eneste langtspunden Perversitet" (Nielsen 1933, 103).¹² Man ser altså, at begge fløje har næret denne idé om et sygeligt forfatterskab, og som Knud Bjarne Gjesing også minder om, blev Villy Sørensens udlægning bestemmende (Gjesing 2009, 453). Denne baggrundsviden om Kiddes forfatterskab er relevant for at forstå en sammenligning af Jakobe og Lull: De to 108 forfatteres væsentligste kvinder burde ikke ligne hinanden, men gør det. Deraf kan det påvises, at Kidde ikke udelukkende var en resigneret sortseer, men at forfatterskabet også udgør en nuanceret kamp for og imod en sådan livsindstilling, når man stilles over for dødens realitet. Eller mere nietzscheansk sagt: en selvovervindelseskamp.

Lull og gravene

Aage og Else (1902/3) begynder med en "kold og klagende" efterårsblæst over en ensom kirkegård (Kidde 1930, 7), blot så der ikke er tvivl om stemningen. Tue er ikke engang begyndt i skole endnu, men må i romanens begyndelse alligevel være vidne til, at hans næsten jævnaldrende bror lægges i graven. På vej tilbage fra graven følges Tue og hans fader med den hvidskæggede præst, hvis øjne "gled hen over de hældende Kors og de hvide Marmortavler" (8). Hymnisk mumler præsten: "Grave – lutter Grave –" (8).

Denne scene udgør ikke blot en stemningsfuld begyndelse, der er kongruent med romanens stil, den giver også en forklaring på de to binds sære titler: "Døden" og "Livet". Hele første bind handler om, hvordan Tues (lykkelige!) barndom og opvækst i Vejles omegn og Nørreskoven omgives af lutter grave. Alle dør nemlig omkring ham. Først Alf, men også en legekammerat, en søster og begge forældre. Alligevel skildres opvæksten i de grønne omgivelser som en slags Edens have på trods af dødens realitet. En paradisisk fortilstand i Vejles skove. Tues livssyn gengives derfor med tiden sådan, at en hengivelse til 'Livet' ville være et forræderi mod hjemmet og hans døde. For at ære dem må man mindes de døde, leve et asketisk liv til deres pris. En hengivelse til livet i form af erindringens ophør ville i øvrigt også være overflødig, fordi barndommens dødserfaringer har lært Tue, at alting er forgængelighed, hvorfor en hengivelse til noget andet blot vil rumme en kommende skuffelse.¹³

109 Man ser her let, hvorfor Kidde har opnået den tvivlsomme ære at blive beskrevet som livsfornægtende asket, selvom man jo også kunne have tilladt sig at bemærke, at vi her synes at have gøre med en form for dødstynget, protestantisk modernisme – og det er dog i det mindste originalt.

Pointen er imidlertid, at andet bind hedder "Livet", og at det har at gøre med Tues forhold til den jævnaldrende Lull Wedén. Hun tilbyder ham en vej væk fra livsfornægtelsen, og den skal her undersøges som en vitalistisk frelsesmulighed. Allerede titlen på de to bind antyder samtidig en nuancering af den påståede askese. Andet bind skildrer faktisk livets mulighed og et menneske, der ikke er i stand til at udnytte den. Det betyder også, at fortællerens sympati utydeliggøres. Man kunne foranlediges til at tro, at de to titler derfor var plot-relaterede: fra Tues dødsmærkede barndom til livet i lyset med Lull. Men hun ender med at trække sit frelsestilbud tilbage. Med andre ord kunne man sige, at de to titler markerer livsmuligheder, ikke plot-struktur, og i den forstand får Lulls vitalisme det sidste ord.

Første gang, Tue ser Lull, er hun 14 år gammel og omgivet af solskin og sommerfugle (135). Typisk for romanen er det netop, da han kommer hjem fra denne første positive oplevelse med det livsvendte menneske, at moderen kan fortælle, at søsteren Regitze ligger syg med en lungebetændelse, der lidt senere tager livet af hende. Således følges Tues livs glæder i sandhed af grave.

Lull og frelsen

Lull er 14 år gammel, da de har deres første meningsfulde samtaler, Tue 15. Hun er barnebarn af en berømt, unavngiven professor fra den sydtyske by "Immerstadt", men har mistet begge sine forældre og er kommet til fjerne slægtninge på Vejleegnen. I begyndelsen er hun kæreste med Tues sunde ven Sigurd, og Tues dødsmærkede sind slår dem derfor i nogen grad i hartkorn. Hun har mistet både far og mor, og Tue tænker: "at hun kunde lege og springe! af hvad Stof mon hun var gjort? Godt, at han ikke havde rakt hende Hånden, godt, at han ikke var steget ned til hende" (156). Det samme gælder den livsduelige ven Sigurd. Tue kommer til at hade ham:

110 Han hadede ham for hans røde Kinders Skyld, for hans Munterhed og sorgløse Sind. (…) Og han hadede ham, fordi han var fri, fordi han kunde blive ved at danse i Sole, blive ved at øse af den Kilde, hvis Dråber, han havde smagt, var så søde; fordi han var retmæssig Herre til alt det Liv og al den Lykke, han nu selv måtte tilvende sig på Tyvevis (…). (145, mine kursiver)

Denne sammenhæng får Tue til at konkludere, at Lull "var ganske ligesom Sigurd – letsindig og tom. Hun var ikke værdig til at kaldes hans Søster" (156-157). Denne blanding af røde kinder, soldans og herrementalitet giver et umiskendeligt vitalistisk præg, der også som i tilfældet Lykke-Per modstilles den mandlige hovedpersons følelse af, at man maksimalt kan have denne livsindstilling på lånt tid.

Alligevel udviser Lull forståelse for Tues sorger og de mange dødsfald, der også rammer ham, efter at de to har lært hinanden at kende. De bliver med tiden nære, mens Sigurd glider ud af billedet. Dermed begynder en vekslen, der skal udgøre resten af romanens plot. Lull vil gerne være 'normale' kærester og prøver hele tiden at udvide det, Tue opfatter som en kampzone. Hun tilkæmper sig kys, hvilket han oplever som et forræderi mod de døde. Hun erobrer sig retten til at spise middagsmad med ham og tilmed til at komme og lave lektier med ham på den hellige søndag. Tue veksler mellem mild overgivelse og indædt modvilje.

Det udvikler sig til en forestilling, hvor Lull er sig bevidst som frelsesudvej. Tue har nægtet at gå med Lull 'på Bal' og er alligevel blevet jaloux efterfølgende. Det kan vitalistkvinden ikke længere holde ud:

Og det vil jeg have Lov til, jeg vil ikke altid sidde inde hos dig og læse alle de Bøger og høre på al det – og du skal ikke pine mig sådan, når du alligevel ikke selv – – og jeg vil have dig, vil jeg – jeg vil have Lov til at kysse dig, når jeg har Lyst, og jeg har altid Lyst og –. (448)

Dette berettigede krav kulminerer i, at Lull går over stregen. Hun ved godt, at det er 'Tues døde', der holder ham fra at overgive sig til hende, lyset og livet, men hun kan ikke styre sin indsigt: "du kan tro, jeg skal ramme dem, det døde Pak!" Og videre: "Jeg hader dem, hader, hader, hader dem – og jeg skal udrydde dem, skal jeg, udrydde dem – jeg spytter på dem, jeg –." (450)

Dette er naturligvis at gå for langt, selvom hun har en vis pointe. Det kommer derfor til en afgørelse:

111 "Jeg vil frelse dig!" råbte hun med tindrende Øjne.
"Frelse mig –" han forsøgte et bittert Smil.
"Ja, frelse dig," gentog hun – hun vendte sig hurtigt bort, som i Gråd.
Frelse – det luede et Øjeblik op i ham, men så sank han atter sammen, opgivet – det var forbi, det sidste, der var ikke mere at tænke over (…). (452) ¹⁴

Lull afslører her sin bevidsthed om, at hun er vejen ud af døden for Tue, og hans tiltrækning afsløres også. Endda ned i den velvalgte metafor for hans fristelse, nemlig ild, livets og det vitales symbol. Men også hans dumhed. Man burde læse (og gør det måske også), at han opgivende synker sammen, fordi han véd, at han ikke kan overgive sig, men i stedet tror han sig opgivet.

Tue er stadig af den opfattelse, at den menneskelige afgrund består i hengivelse til livet, ikke i dets opgivelse. Tue fortolker med andre ord livet omvendt: Afgrunden er ikke tilbagetrækning, erindring, askese, livsspild, men det modsatte. Begynder man at holde af livet og dets beboere, åbner man en afgrund, fordi der er to ting at finde, når man vender sig mod det: For det første skuffelse, fordi alt er forgængelighed i det lange løb, for det andet amoral, fordi man skænder mindet om sine allerede døde: "Han blev iskold af Skræk for den Afgrund, han så ned i, den Afgrund, der var ham selv, den Afgrund hans Begær efter Livet havde gravet i hans Hjærte" (141).

Denne afgrund går igen sent i romanen, eftersom Lull er blevet repræsentant for 'Livet'. Efter hendes påstand om at ville hans frelse tænker Tue: "Det var altså det, hun vilde, det hun havde truet med, den store Hemmelighed, hun så længe havde gået og båret på" (453) og lige efter:

Afgrunden havde åbnet sit ildspyende Svælg lige for hans Fødder – kun et Skridt, og han var styrtet derned, ned i hendes Favn, ned i Livet, i dets fortærende Flammer – bort fra den faste Kyst, hvortil han havde reddet sig og sit liv. (456)

112Han erfarer altså en kvindes kærlighed som afgrunden, og han tror på dette tidspunkt, at han ikke kan undslippe den: "Det var forbi, der var ingen Frelse, ingen Udvej, han var redningsløst hjemfalden til hende, tabt i hendes, i Livets Vold." (456) Så sent i romanen tænker Tue og Lull stadig nøjagtig modsat om det samme. Hun véd, at hans frelse ville være at overgive sig til livet med hende. Han tror, at akkurat det samme ville betyde afgrunden. Særligt i dette perspektiv er det værd at minde om, at det er Lulls vitalisme, der får romanens sidste ord. Mon ikke den er mere optaget af at skildre Tues vildveje end af at idealisere dem?¹⁵

Tue tænker nemlig også forkert om sin hældning mod Lull. Han er ikke 'redningsløst hjemfalden' til hende eller i livets vold. For han ender med at tøve for længe, menneskers frelsestilbud til hinanden består ikke evigt. Tue når at overgive sig: "min Lull, min – til Jul, til Jul – da kom Livet" (665). Dette liv, han har fået skænket af Lull, er eksplicit vitalisme:

Han forstod det! (…) Døden, Livet, alt – Dødsens aldrig hvilende Hærgning, Livets stedse påny opvældende Blomstring – han forstod det – Elskov var det, Elskov, der som en underjordisk Ild bragte Blomstervældet til at slå som duftende, blussende Flammer op af Gravens golde Hule (…). (681)

Hele den cykliske idé om, at livet er som en blomstring, at elskoven er frelsen, og at verdens drivende kraft er en 'underjordisk Ild', er kongruent med tidens vitalisme, og det er netop denne drøm, der får det sidste ord fra Tues perspektiv. Det er med Lull, at hans "af Livet tilintetgjorte Slægt" igen skal hengive sig til "Evighedens rette, ustandseligt fødende Jord" (683).

Imidlertid er der bare dét, at han har forspildt sin chance. For efter denne bekendelse til Livet med stort L afsluttes romanen med kvindens tilbagetrækning af sit frelsestilbud i form af et brev fra Immerstadt – hvor ellers! Lull har læst i sin morfars sidste bog, at "Livet lader sig ikke bespotte" (685), og hun har derfor lovet sig selv og ham, 113 at hun ikke vil gøre det. Men tro mod sin vitalisme ville det selvsagt være en bespottelse at tilbringe livet med Tue den Tavse, der netop dyrker sin fravendthed – hun kan heller ikke vide, at han har omvendt sig, eller for den sags skyld om hans omvendelse ville holde:

Du har bespottet Livet – du vilde ikke gøre, som det vilde – først vilde du ikke tåle at det tog alle dine kære fra dig, og så vilde du ikke lyde det og tage imod mig, som det gav dig i Stedet for – for at alting kunde blive godt for dig igen – – Tue, du har bespottet Livet, det har du – for du har villet det skulde være som du tænkte, men det kan Livet ikke have –
Tue, Livet er så godt, så godt når man vil lade det råde, men ellers hævner det sig forfærdeligt. (686)

Og da Lull er 'livet selv' for Tue, må man sige, at hævnen i sandhed er forfærdelig med tanke på hans omvendelse. Der findes frelse i form af den sunde kvinde, men der findes også fortabelse, hvis man takker nej.

Ekskurs: At være barnebarn af Friedrich Nietzsche

Som nævnt er Lull Wedén barnebarn af en tysk filosofiprofessor, der aldrig navngives, og det vil selvsagt styrke emmen af netop vitalistisk frelse, hvis det kan sandsynliggøres, at der alluderes til Nietzsche. Især fordi det er med henvisning til en slags aftale mellem Lull og bedstefaderen, at hun trækker sit frelsestilbud tilbage: Man må ikke bespotte livet.

Årstallene passer ikke helt, idet Lull daterer sit sidste brev til Tue 1897. Nietzsche var ikke død på dette tidspunkt, selvom morfaderen virker eftertrykkeligt passé i romanen. Men en række andre elementer peger på selvovervinderen Nietzsche. Væsentligst af alt handler det selvfølgelig om hans livskraftige filosofi, der allerede er antydet, men også at morfaderen var hadet af sine kollegaer, at han ikke forblev i sin professorstilling og – især – at han endte med at blive forrykt. Alle temmelig oplagte Nietzsche-allusioner.

En særlig dansk reference synes samtidig at skulle understrege denne sammenhæng. På et tidspunkt studerer Lull og Tue Harald Høffdings etik. Lull bruser konstant op og er uenig med professor Høffding med henvisning til, hvad "Morfa'r siger" (413). Tue forsvarer derimod "varmt denne milde, varsomme Sædelære, men Lull fornægtede den 114 rent ud, og tilsidst blev Morfaders hvasse Radikalisme og idealistiske Utopier hentet ned fra Hylden for at modbevise" (413).

Over for Høffding sættes ikke blot morfaderen, men også Georg Brandes, af romanens sære Mester Linné. Han dyrker også Lulls morfar: "af sådanne Mænd gives der kun få, men havde vi truffet hinanden, jeg og Deres Bedstefa'r, da havde vi været to Broderånder – ligesom Georg Brandes og jeg var det en Gang" (469). Romanen sammenstiller altså morfaderen og Brandes over for Høffding, og dermed synes der ikke længere at herske tvivl om, at der med morfar henvises til Nietzsche, idet det netop var Brandes' og Høffdings fejde om Nietzsche, der for alvor gjorde ham kendt i Danmark. Brandes forsvarede Nietzsches "aristokratiske Radikalisme", og dermed gentages altså også selve radikalismeprædikatet, der tilskrives bedstefaderens tænkning flere gange.

At det er en ung kvinde under 20, der i romanen skal forkynde Nietzsches livsfilosofi om livets love og kraft, gør ikke romanen mindre bemærkelsesværdig.

Afslutning

Man vil i det foregående forhåbentlig have fået indtryk af, hvor stærke kvindeskikkelser to mænd omkring århundredeskiftet skabte, og hvilke intense metafor-dannelser romanernes hovedpersoner foranlediges til i deres udlevelse af en vitalistisk relation, skønt ingen af de to par ender med at forblive sammen. Dette peger ikke kun på den litterære styrke, men også på en uvant sammenhæng mellem to væsensforskellige forfatterskaber. Skulle man som lovet bruge Jakobe til at lære noget om den mere ukendte Kidde, kunne det være, at hun hjælper os til at se, at han ikke nødvendigvis er den perverterede dødsdyrker.

Johnny Kondrup har for nylig gjort den iagttagelse, at det ikke er indlysende, at sympatien ligger entydigt hos Clemens Bek i mesterværket Helten (1912). Ligesom Aage og Else er også denne blevet læst som et forsvar for den verdensfornægtende erindring, med Kondrups udtryk det "åndelige ægteskabs gensidighed" mellem Clemens og Dorete. Men som Kondrup påpeger med henvisning til både romanen og et overset Kidde-brev, er forfatterens sympati med Clemens ikke 115 entydig (Kondrup 2017, 72, 74 (n6)). Tilsvarende har Anders Ehlers Dam i en undersøgelse af folkevise-elementet i Aage og Else vist, at visen i Kidde-romanen tolkes som en "vitalistisk visdom" (Dam 2016, 109).¹⁶

Det er en lignende konklusion, der kommer frem, når Tue og Lull spejles i Jakobe og Per. Tue når at fortryde, vil gerne tage imod frelsestilbuddet fra Nietzsche-Lull. Det er bare for sent. Og dermed destabiliseres hans position. Resignationen behøver ikke at være frelsen, for Tue kunne det lige så godt have været den vitale kvinde. Kiddes forfatterskabs frelse kunne ligge i, at det fremover bliver tydeligere, at forfatterskabet udgør en intens og nuanceret kamp for og imod resignationen og pieteten, ikke et allerede afgjort forhold til livet og kvinderne.

Litteratur

Andersen, Lise Præstgaard: "Henrik Pontoppidans forfatterskab og den tyske vitalisme", Henrikpontoppidan.dk 2007.

Behrendt, Flemming: "Efterskrift", i: Henrik Pontoppidan: Smaa Romaner 1905-1927, bd. 2, København 2011, s. 181-263.

Bukdahl, Jørgen: Dansk National Kunst, København 1929.

Busk-Jensen, Lise: "Himmelflugt – Henrik Pontoppidan", i: Klaus P. Mortensen & May Schack (red.): Dansk litteraturs historie. 1870-1920, København 2009, s. 219-249.

Dam, Anders Ehlers: Den vitalistiske strømning i dansk litteratur omkring år 1900, Aarhus 2010.

Dam, Anders Ehlers: "'Under sorten Muld.' Das 'Aage og Else'-Motiv in der dänischen Literatur und Kunst um 1900", i: Annegret Heitmann og Katarina Yngborn (red.): 'Rider ud saa vide.' Balladenspuren in der skandinavischen Kultur, Freiburg 2016, s. 95-126.

Gjesing, Knud Bjarne: "Litterære eksperimenter – Harald Kidde", i: Klaus P. Mortensen & May Schack (red.): Dansk litteraturs historie. 1870-1920, København 2009, s. 449-463.

116 Höger, Alfons: Form und Gehalt der Romane und kleineren Erzählungen Harald Kiddes, München 1969.

Kidde, Harald: Artikler og Breve. Udgivet af Jens Marinus Jensen, København 1928.

Kidde, Harald: Aage og Else, 2. udgave, København 1930.

Kofoed, Niels: Den nostalgiske dimension. En værkgennemgang af Harald Kiddes roman Helten, København 1980.

Kondrup, Johnny: "Tilbagetrækning. Et motiv i Harald Kiddes Helten", i: Anders Ehlers Dam & Marianne Stidsen (red.): Distancens patos, København 2017, s. 61-74.

Kristiansen, Børge: 'At blive sig selv' og 'at være sig selv'. En undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i lyset af Luthers teologi, Schopenhauers og Nietzsches filosofi, København 2006.

Moestrup, Jørgen: Pontoppidan og Nietzsche. Idésammenhæng og idékonsekvens i perioden omkring Lykke-Per (speciale), København 1967.

Mortensen, Klaus P.: Ironi og utopi. En bog om Henrik Pontoppidan, København 1982.

Nielsen, Harald: Litterære Mirakler, København 1933.

Pontoppidan, Henrik: Lykke-Per, 2. udgave i tre bind, København 1905.

Ravn, Martin 2014: "Jakob Knudsens dannelsessyn. Lærer Urup (1909)", i: Kristoffer Garne, Martin Ravn og Kristine Ravn (red.): Jordens grøde og himlens væde. Læsninger og perspektiver i Jakob Knudsens forfatterskab, København 2014, s. 117-131.

Sørensen, Villy: Digtere og dæmoner, København 1959.

Vangshardt, Rasmus: Livets febrile hemmeligheder. Et litterært slægtskab mellem Henrik Pontoppidan og Thomas Mann, Hellerup 2017.