Af Tidens religiøse Psyke

Tre Boganmeldelser1)

1) Aage Berntsen: En Daares Visdom. (73 Sider. Pio.) — Johan Bojer: Det nye tempel. (302 Sider. Norsk Gyldendal.) — Einar Christiansen: De spurgte ham – . (163 Sider. Gyldendal).

Den, som faar vakt intellektuelle Forventninger gennem den logiske Leddeling af Aage Berntsens lille ny Bog, vil skuffes ved blot at stifte Bekendtskab med nogle tankefattige Stykker Prosalyrik, der tilmed virker kunstnerisk svagt, idet deres pseudoprofetiske Stil er et uorganisk Sammensurium af gammeltestamentlig Højhed og Ro, Walt Whitmansk og Johs. V. Jensensk Sensibilitet, Dr. med. Aa. Berntsens Lægedrastik og Digteren Aage Berntsens friske Ynde og mandige Nænsomhed. I det hele har en Kritiker saa let Spil over for dette i alle Henseender spinkle Arbejde, at han bør nedlægge de æstetiske Vaaben, tage det, som det er, og kun betragte det i dets Egenskab af et blandt Tidens mangfoldige religiøse Ansigter.

Som saadant er det vel ikke synderlig markeret, men i øvrigt ganske tiltalende. Navnlig er det velgørende, at Forfatteren saa fuldt ud stiller sig paa rent menneskelig Basis og ikke forfalder til den mindste Leflen med kristelige Symboler. Tømmermandens Søn synes overhovedet ikke at interessere ham. Og hans yderst vage Definition af Gud som en Tone, vi klinger sammen med, naar vi gør det gode, eller som "det, der er renere end Sorgen og stærkere end Glæden", fremtræder ikke paa Baggrund af den forgæves søgendes Fortvivlelse; tværtimod har hans Agnosticisme et Skær af Evangelium: netop i Kraft af hans Uvidenhed om "hvorfra eller hvorhen eller hvorfor" er det jo, at hans Haab og Længsel lever.

"Glæden over alle Glæder er at være som et Barn, der leger og venter, at hans Far ved Aften vil hente ham hjem – thi jeg er et Haabets og Længselens Barn."

En saa lykkelig Natur har Ret til at karakterisere den Resignation, der faktisk er Summen af hans "Daarevisdom", som Taknemmelighed.

428 "Mennesket klager: Se, Livet gav mig Stene for Brød! Men hvem har lovet Dig Brød, Du hylende Abe? Er Stene ikke bedre end gloende Jærn? … Jeg er en Haabløs, der haaber, en Vantro, der tror … Jeg tror, at den VÆLDIGE leder alt til det Bedste."

Ak ja! – Men en Optimismens Forkynder, som egentlig kun kan motivere sit Livsyn med sit private solrige Temperament og ikke evner gennem en magtfuld Kunst at overføre dette til andre, en Glædens Apostel, der synes at mene, at "lykkelig eller ulykkelig" i det væsentlige er et Spørgsmaal om Valg og Indstilling, og som for saa vidt ikke fornægter sin Afstamning fra den troskyldigste og mest himmelblaaøjede Grundtvigianismes sidste Repræsentant, en Visdomslærer, der blufærdigt forholder sit Auditorium selv de svageste Efterdønninger af eventuelle gennemlevede Kriser, og hvis Fortvivlelsens Sang i sin fuldkomne Mangel paa smertelig Dybde er en ligefrem Blasfemi mod al virkelig Lidelse, – han kan vel charmere ved sin Elskværdighed og pauvre Ægthed, kan vel røre ved sin Naivetet, kan vel afvæbne ved den uaffekterte Fordringsløshed over sin halvprofetiske Attitude; men han kan ikke hjælpe famlende eller sønderknuste Brødre og Søstre. Det er da ene og alene som et indtagende Exempel paa det lødigste af Tidens aandelige Overfladiskhed og ved sine pletvise digteriske Fund, at hans Bog har en Slags Værdi.

Ikke mindre overfladisk end Aage Berntsens bramfri Messingkorn er Johan Bojers pretentiøse Fortsættelse af Den store hunger. Allerede Titlen Det nye tempel udfordrer jo Kritikken til Strenghed.

Forfatterens Navn genkalder i Erindringen en Række ypperlige Romaner; den ubestikkeligt nøgterne og gennemsigtigt klare Troens makt, den skært poetiske og henrivende amoralske Fangen, som sang, den monumentalt pragtfulde Den siste viking og den gribende sublime – omend næppe absolut sande – Den store hunger. Nogen Sammenligning med disse Værker taaler hans nye Bog slet ikke, heller ikke rent episk. Den indeholder en Mængde rigt og levende Stof; men det er kun udnyttet halvt. Atter og atter er der udmærkede Tilløb til en overbevisende Menneskeskildring, – som saa bestandig fortegnes og plumres af den taagede, ansvarsløse og intellektuelt uredelige religiøse Forkyndelse, der aabenbart er Hovedsagen for Bojer.

I Den store hunger saa vi den fordums verdenskendte Ingeniør Per Holm, hvem Uheld og Sygdom havde reduceret til Husmand og Landsbysmed, midt i sin ydre Fornedrelse hæve sig til den mægtigste indre Sejr ved at øve en Kærlighedsgerning mod den, der havde voldt ham mest ondt.

Mennesket maa reise sig og være bedre end de blinde makter, som 429 styrer dets veie, det maa midt i sine ulykker sørge for, at det guddommelige ikke dør. … Saa vidunderlig er du, o menneskeaand. … Som hevn for din ulykke befolker du universet med en alkjærlig Gud.

I Det nye tempel ender den aldrende Per Holm med at at tilstaa for sig selv, at hans Søn Lorents er naaet videre frem som Præst i en Statskirke, hvis Lære han nærmest afskyr, at ville finde "Gud gjennem menneskenes sind, ved samfølelse med dem." Bojer er altsaa fra at være en human-religiøs Individualismes Tolk gaaet over til at blive Talsmand for en kirkelig Menighedsfølelse. Og denne Udvikling kan vi efterspore hos Lorents.

Han er som ganske lille Dreng sammen med sin Søster Lovise blevet adopteret af en rig Grandtante, der imidlertid har stillet den Betingelse, at Forældrene skal slippe al Forbindelse med deres Børn, hvad de ogsaa gaar ind paa som et Offer til Sønnens og Datterens Fremtidslykke. Men det bliver Lovise, der kommer til at arve Adoptivmoderens Gaard saavel som de Heste af hendes andre Herligheder, medens Lorents til Straf for sine kommunistiske Studenterteorier maa nøjes med et Pengebeløb til sin Uddannelse. Han mister ved dette Slag Selvrespekten, dels ved den pinlige Erkendelse, at han trods sit retoriskt svulmende Had til Kapitalismen dog er rasende over at gaa Glip af en Millionformue, dels ved den ydmygende Sindets Fallit, der ligger i hans uovervindelige Bitterhed mod den heldigere Søster. Saaledes revet ud af hidtidige sjælelige Sammenhæng drages han af Længsel efter sin Far og Mor og faar Lovise til at følge med sig paa et Besøg hos dem i deres fattige Hjem. Han ser her to Mennesker, som "hadde forstaat at inderliggjøre sit liv", og hvis Værdier ikke var anbragt "bak en revolution"; skønt de vel har lidt saa tungt som næsten muligt, kan de endnu straale mod hinanden, "som om de blev forlovet igaar". Og skulde den gamle Ingeniør begynde forfra igen, vilde han ikke vælge Teknikken, men være Præst i "det nye Tempel": uafhængig af alle kirkelige Dogmer sige til den enkelte, at Gud er til i hver den, der vil realisere sin Drøm om det guddommelige.

For Lorents bliver Forældrenes Livskunst og Faderens Religionsfilosofi en Musik, som han opfanger med det religiøse Instinkt, hans Barndomsegns Landskab har aflejret i ham.

"Det hadde gjennemlevet alt det som menneskene efterhaanden fik stavet sig frem til at kjende, og gjennem aarstidene viste det i billedskrift, ikke bare livet og døden, men ogsaa opstandelsen. Gud vet, om det ikke hade aandet ind i mennesket de første hellige drømme, der laa jo der efter regn i maanekveldene og prøvede at avspeile selv himlen."

Bojers Helt har altsaa – overordentlig betegnende – sit religiøse Udgangspunkt 430 i Lyrikken. Derimod er det ikke nær saa karakteristisk, at han under det teologiske Studium, som han tager fat paa nogen Tid efter Besøget hos Forældrene, føler sig som en Spion, der samler paa Skyts mod den officielle Kristendom, efter at han under en Samtale med Biskoppen før sin Ansættelse i Statskirken er en formelig Pedant i sin Terminologi: Gud er et Navn for Altet, Kristus "det moralske univers i menneskeform". Synden "friktion mellem vor higen og vor begrænsning". For hvad betyder i Grunden slige Bagateller, naar Lorents dog – ligervis som "Kandidaten" i Anker Larsens forvirrede Præmieroman – lidt efter lidt indretter sig paa at have samme Religion som den Person, han i Øjeblikket staar overfor, – kun at hans Elasticitet i Stedet for af Kandidatens Humor er præget af en Bjørnsonsk farvet Patos.

"Han saa sig … som prest, ikke af hensyn til sin egen opfatning, men for menneskenes skyld, som en tjener for det gudsbillede, som overleveringen har dannet i deres Sind."

Og under Jordpaakastelsen ved en Begravelse skriger det i ham:

"… hvis enkers og mødres bønner ikke høres af non, hvis døden er en evig forsvinden, da, og netop da, blir de mennesker, som tror, for mig saa forunderlig kjære. Da har jeg lyst til at slutte ring med dem og si: La mig dele eders fejltagelse … Hvis Gud hverken er i stormen, i stilheten eller mellem stjernerne, saa kan vi trøstig dyrke ham desto mer, for da viser vi at han ialfald er i vort hjerte."

I nøje Forhold til en saadan Tankegang staar det Kristusbillede, der som ved en Aabenbaring gaar op for ham under en Sindsbevægelse, han oplever efter at have læst en Samling Breve, sorn hans Mor – uden at kunne sende dem – har skrevet til ham i de mange Adskillelsens Aar. Den nye Kristus præsenterer sig selv saaledes:

"Den jomfru som undfanget mig, var sjælenes eget behov … Jeg har like saa mange skikkelser som der er menneskesind. Enhver, som levendegjør mig, skaper mig ut av sin egen higen."

Dette Synspunkt kunde Bojer i Slutningen af Den store hunger med Rette anlægge paa det abstrakte Gudsbegreb, som den enkelte efter Behag kan udlede eller lade være med at udlede af sit Liv. Men han har aldeles ikke gennemtænkt Springet herfra til en menighedsdannende Kristus, der nu engang er knyttet til en Slags historisk Overlevering. Han har lukket Øjnene for den Kendsgerning, at Grundvolden for et Fællesskab maa fornemmes som objektivt, han er gaaet af Vejen for Problemet om, hvordan en Religionsform, der er gennemtrængt af Bevidstheden om sin egen Relativitet, skal vinde Myndighed over de brede Lag, hvis aandelige 431 Konstitution kræver det massive, og – allerværst – har han forgabet sig for heftigt i Lorents til at se, at naar denne rare unge Mand et Par Aar igennen har troet paa andres Vegne og fremsjælet Prædikener af den Art, der gives Prøve paa sidst i Bogen, vil han være udmarvet af Lyrik og have forfusket sit Smule Selv i menneskekærligt Pjat af en skærende Falskhed.

Men Johan Bojer er saa stor en Kunstner, at han lejlighedsvis kan gennembæve sit intellektuelle Roderi med en kaotisk brusende Livsfølelse, som frelser hans Roman ud af det ligefrem uappetitlige og efterlader et Indtryk af noget – trods alt – karsk og tilværelsesdueligt. Heri ligger baade Bogens digteriske Værd og dens fundamentale Bedrag.

Er Livet Bojers Muse, saa har Døden været Einar Christiansens i de to vidunderlige Smaadramer, der er hans seneste Gave til os. Hans dæmpet skælvende Dedikationsvers er beslægtet med Goethes Zueignung foran Faust; men for Resten er det Ibsens Kejser og Galilæer, som paa paatvinger sig Erindringen under Læsningen af de Dialoger, der udgør det første af Arbejderne og samler sig om den nytestamentlige "rige Yngling", Benaja.

Ligesom Julian er Benaja voldført af Kristus og hans Krav, og de har ogsaa det fælles, at Mesterens Fordring er uden for og ikke inden i dem selv. Spændingen mellem det naturlige Menneske og Tømmermandssønnens Forlangende sprænger omsider Benaja. Dog bliver hans sidste Stund fredfyldt, fordi den forfærdelige Rabbi med ét forsvinder for ham:

"Jeg ser ham ikke. Alting er mørkt og stille – – og saa vidunderlig … ensomt … Han er her ikke … Han er død."

Med denne røg- og knaldfri Pointe slutter et næsten fuldkomment lille Værk, der vel ikke har meget af Situationens, men des mere af Stemningens dramatiske Nerve. Jeshuas Forening af den dybeste Kærlighed og strengeste Ubønbørlighed er paa én Gang givet med Legendens Stil og med realistisk Styrke, og den uløselige Syntese af et tragisk Livsbillede og et æggende Problem knuger, som blot Virkeligheden eller den store Kunst kan det.

I Bogens andet Opus kommer imidlertid Befrielsen. – Pilatus, der er faldet i sin Kejsers Unaade og foretrækker selv at tage sit Liv fremfor at lade Bødlen gøre det, har paa den Baggrund to Samtaler med sin Søn, begge dirrende af undertrykt Bevægelse; maaske er Forfatteren aldrig naaet højere i diskret Dramatik end her. Den sidste Embedshandling som Pilatus udfører, bliver Kristi Domfældelse, og det takker han Guderne 432 for. Ganske vist har han et Øjeblik ligget under for den anklagede Jødes sælsomme Personlighed, men kun, indtil disse berømte Ord lød: "Jeg er Sandheden." Da oprøres den romerske Humanist:

"… Hvad er Sandhed? Hvem tør forkynde sig selv som den Eneste? … Søgen efter Sandhed – det er den Gerning, vor Aand er sat til at gøre – og den højeste. Men den, der … vil trykke andre ind under sin egen Sandheds Aag – han er en Formastelig, en Voldsmand, en Nedbryder af det, som er helligst i Mennesker –: vort Jeg, vor Ære! – fordi han gør os til Slaver af en fremmed Villie. … – havde den Mand faaet Lov til at leve, han kunde blevet en Svøbe for Menneskers Samfund."

Altsaa Lessing om igen, men ikke som Plagiat. En gammel Lærdom i et alvorligt Sinds nye Tillevelse og i en betydelig Digters originale Form. Og som positivt Modstykke til Kristusfornægtelsen den desillusionerede og stilfærdige Heroisme, hvormed Pilatus og hans Søn ser Døden under Øjne. Den kan varme, hærde og højne dem, der føler sig henvist til en ærlig Stræben efter at leve Livet værdigt uden nogen Himmel over det.

Vor nuværende Litteraturs og Presses Mylder af forfængelighedsstinkende Charlataner, som gør i "religiøse" Livsanskuelser og ynder at slaa sig til Korsriddere paa en Nedrakning af 1880'ernes Tankekulde, havde ingen Skade af at erkende, at den intellektuelle Properhed i De spurgte ham som Forudsætning har det paagældende Tiaars klare og tørre Linjer. Men Einar Christiansen har paa frugtbar Maade forbundet sin Ungdomsgenerations visne Redelighed med vor Tids dybere Perspektiv; derfor er hans Afvisning af Mesteren blevet ærbødig og smertelig. Et skønnere og – fra Kirkens Standpunkt – farligere Nej til Kristus er der ikke blevet sagt herhjemme i flere Aar.

Over for dette Nej byder Retfærdigheden dog at fastslaa, at der ude over den hele Jord sidder mange, som under snævert ortodoxe Former siger Ja til Kristus og paa deres Ja opbygger menneskelige, umenneskelige og nu og da kanhænde overmenneskelige Værdier. Det er kun taabeligt ikke at ville regne med disse Tusinder af inderlige og stærke gammeldags Kristne. Men hvor er deres nordiske Digter?