Hvad gør vi ved Henrik Pontoppidans "kasserede" ting?
Da Henrik Pontoppidan i 1905 var ved at lægge sidste hånd på sin anden store roman, Lykke Per, omtalte han i et af de stenografiske Interviews i Hver 8. Dag sine første svære år som forfatter:
Under eget Navn eller under opdigtede Navne maatte jeg, for Brødets Skyld, offentliggøre halvfærdige Ting omkring i de mærkeligste Aviser, Almanakker og illustrerede Almueblade. Adskillige af disse Ting er sporløst forsvundne for mig. Jeg husker ikke længer, hvor de blev trykt, og nogen Kladde har jeg aldrig opbevaret. Herover sørger jeg dog ikke. Paa en eneste Undtagelse når, hvis Forsvinden jeg beklager, fortjente de sikkert kun den Skæbne de har faaet.
Et sådant udsagn må jo give alle os litterære ådselædere blod på tanden.
Adskillige har da også i årenes løb fundet det ene eller andet frem og gengivet større eller mindre brudstykker deraf ikke mindst i en række af Dansklærerforeningens udgivelser.
Grundlæggende for vor viden om forfatterskabet i dets helhed blev den lille bog Henrik Pontoppidan. En Biografi og Bibliografi, som den unge boghandlermedhjælper Poul Carit Andersen for nøjagtig 60 år siden udgav. Den indeholdt resultatet af en systematisk eftersøgning og samling af kendte og ukendte ting.
Da bogen i efteråret 1934 blev bebudet, nævnte Inger Holt (senere Cavallin) den i et brev til Henrik Pontoppidan. Hun'1 havde som stud.mag. skrevet en opgave om hans forfatterskab og havde ved den lejlighed fået en forbindelse med ham der fortsatte i mange år. Med "megen Glæde og Interesse", havde hun nu læst om Poul Carit Andersens bog.
Henrik Pontoppidan svarede bl.a.: "Rigtig glad for hans ihærdige Opgravning og Registrering af gamle, på Møddingen henkastede Ting, kan jeg naturligvis ikke være. De skriver sig fra en Tid, da jeg så at sige måtte sidde med Pennen i Hånden både Dag og Nat for at min Familje kunde leve uden at føle en Literats Kår altfor trykkende. Af denne Affaldsdynge er i Forvejen altfor meget trukket frem i Dagens Lys, og da Hr. Andersen i sin Tid skrev til mig om sit Forehavende, lagde jeg ikke Skjul på, at det ingen Interesse havde for mig. Men hans store og opofrende Hengivelse til Literaturstudiet kunde jeg jo ikke andet end anerkende, selv om denne Kærlighed måske nok er lidt i Slægt med den Passion, der kan besætte en Frimærkesamler."
Flere gange i årene forud havde Henrik Pontoppidan i drøftelser med sine forlæggere modsat sig genudgivelse fx af Mimoser fra 1886 og Spøgelser fra 1888. Testamentarisk har han forbudt udgivelse af journalistik og digte samt trykning af breve1.
Dette har hidtil hindret en udgivelse af hans bladartikler. Det var tilfældet i 1957 i anledning af 100 året for hans fødsel. For mit eget vedkommende afskrev jeg dengang (før fotokopieringens tid) så godt som alt, hvad der var trykt af ham i Politiken, Kjøbenhavns Børs-Tidende, Flensborg Avis mv.
Med udgangen af 1993, som var 50-året for hans død, ophørte boets rettigheder over forfatterskabet2. Umiddelbart betyder det, at man nu frit kan optrykke, hvad der tidligere har været på tryk, hvad enten forfatteren selv har "kasseret" det eller ej. Det er dog et uafklaret juridisk problem, om Henrik Pontoppidans testamentariske bestemmelser uden videre tilsidesættes af de mere generelle regler om kunstnerisk ophavsret.
Enetale(r)
I efteråret 1993 udsendte Johan de Mylius – med titlen Enetaler – et udvalg af de artikler, Henrik Pontoppidan i foråret 1897 fik offentliggjort i Politiken. Og nu sidste eftersommer udkom – med "Henrik Pontoppidan" som forfatter Meninger & holdninger. Af Urbanus' dagbog Redigeret af Erik H. Madsen.3
Titlen på Johan de Mylius' udvalg er i mine øjne misvisende. Henrik Pontoppidan skrev ikke "enetaler". I en af de første artikler indviede H.P. (som forfatteren underskrev denne og en række af de følgende artikler) sine læsere i, hvordan han førte "enetale" med sig selv. Dette udtryk havde han sat som overskrift over den pågældende artikel. Det samme ord brugte han derefter som titel på en række af de følgende.
Det er, som om Johan de Mylius har ladet sig forføre af den selvvalgte titel. Nogle af de øvrige artikler, som Henrik Pontoppidan med andre overskrifter fik trykt i de 2 måneder, omtales kort i indledning og noter, men det er ikke nok til at bedømme forholdet mellem de optrykte og dem, der ikke er kommet med. Flere af disse er lige så betydningsfulde, hvis man for alvor vil beskæftige sig med denne del af forfatterskabet.
Ikke mindst savner man den første af artiklerne fra 1897 – om den netop afdøde forfatter Anton Nielsen – og den hvori han lidt senere svarede på indvendinger mod den første. De nævnes i en note, fordi de er forudsætningen for bemærkninger i en af de optrykte. Det er dog ikke nok til at se, hvordan Henrik Pontoppidan med sine avisskriverier tog del i en løbende debat.
Begge er tilmed vigtige dokumenter til belysning af HPs opfattelse af andre digtere – her af denne såkaldte skolelærerforfatter, der tydeligt nok stod ham selv nær i viljen til at blive "en virkelig folkedigter".
Tillige røber særlig den første, hvad hans sind var optaget af i begyndelsen af 1897, nemlig opgøret med "dette kære, lille Samfund af Præste- og Degnesønner". Det var det arbejde, der efter adskillige års kamp med stoffet skulle vise sig at blive hans største roman, Lykke-Per.
Henrik Pontoppidan contra Peter Nansen m.fl.
Det er i det hele taget vanskeligt på det foreliggende grundlag at forstå og bedømme de mange åbenbare eller skjulte hentydninger til andre af avisens artikler.
Mærkeligt er det fx, at Johan de Mylius ikke nævner den, der tydeligt nok er baggrunden for Henrik Pontoppidans drillerier mod Peter Nansen. Noget af det meget spændende i disse artikler er sammenstødet mellem de to. Noterne giver for få – og tildels misvisende – oplysninger.
Politiken bragte en dansk gengivelse af noget, PN på opfordring havde skrevet til Neue deutsche Rundschau. Heri havde han udtrykt håbet om, at den stadig voksende forbindelse mellem det unge danske og det unge tyske åndsliv ville betyde "den sikre og stilfærdige Nedbryden, som derved sker af gammel Fordoms og gammelt Hads Mur mellem de to beslægtede Nationer. Det er Muligheden, som derved skabes, for en Gang i gensidig Forstaaelse at regulere ogsaa de politiske Grænser uden Uret til nogen af Siderne".
Blot tre dage senere stod i avisen den Enetale4, hvori H.P. citerer lidt af den sidste sætning. Det ærgrer ham imidlertid, "at Nansen saadan ganske alene skal klare denne gamle Grænse-Affære. Rent ud sagt, jeg under ham det ikke."
Det blev indledningen til en polemik, der særlig tilspidsedes efter nogle spydigheder om det dansk-tyske forhold i en senere artikel. Denne gang havde Henrik Pontoppidan underskrevet med sit fulde navn. Anledningen var prins Christians (den senere Chr. X) forlovelse med en ung prinsesse af Mecklenburg5.
Peter Nansen tog til genmæle. Herefter øgede Henrik Pontoppidan sine sarkasmer og betegnede PN som det bedste eksempel på det, avisen tidligere på året havde efterlyst i en enquete: Hvad er en Snob?6
Johan de Mylius antager som forklaring på den første drilske bemærkning, at det skulle være nag til PN på grund af hans "erobring af det tyske læsermarked". Der er, mig bekendt, intet holdepunkt for en sådan antagelse. Formodningen om, at Henrik Pontoppidans – og mange andre nordiske forfatteres – oversætter, Mathilde Mann, skulle være den, han i sin artikel hentyder til som en oversætterinde, der "plyndrede" skandinaviske forfattere, er blottet for mening i forhold til det, vi gennem et halvt hundrede breve kender til forbindelsen mellem hende og HP.
Til gengæld lades læseren i stikken med det, der for alvor er på spil og som var et brændende spørgsmål for begge de to skribenter – således som det var for et stort flertal af danskere: forholdet til det af Preussen erobrede Sønderjylland.
Man får intet at vide om, hvor meget denne sag fylder i Politikens spalter i disse måneder. Der er reportager om den preussiske behandling af danske sønderjyder, og der er mange og store indlæg om emnet, bl.a. et par af Karl Gjellerup. Et af dem foranledigede den tidligere forlægger, nu københavnsk borgerrepræsentant og senere rådmand Gustav Philipsen til en stor artikel. Heri påpegede han, at det netop ikke drejede sig om nationalistiske gengældelsestanker, men om protest mod en folkelig undertrykkelse.
I noterne til en af Henrik Pontoppidans senere artikler gengives lidt mere af de to indlæg af Peter Nansen, hvori han – med kommentatorens ord – "satiriserer kraftigt over Pontoppidans nationale revanchisme". Udtryksmåden rammer i mine øjne ved siden af. Foruden vreden over uretten mod danske sønderjyder er HPs artikler jo en harcelleren over det provisorie- og politistatsregimente, Danmark havde lært af Bismarcks Preussen.
A propos Karl Gjellerup – denne med Henrik Pontoppidan jævnaldrende forfatter, præstesøn som han, gang på gang hans antipode (som Urbanus f.eks. allerede i en af sine artikler i Kjøbenhavns Børs-Tidende havde skrevet kritisk (og rosende) om – sådan som det kan læses i Erik H. Madsens udvalg):
Det kunne af Johan De Mylius' oplysninger se ud, som om Politikens redaktion særligt havde tilkaldt Karl Gjellerup for at danne modvægt mod Henrik Pontoppidans kommentar til prins Christians forlovelse.
KG betegnes i denne sammenhæng som "den frafaldne", men det oplyses ikke hvorfor. Han var en næsten lige så hyppig skribent i Politiken som Henrik Pontoppidan. Med sine kæmpeartikler fylder han mindst lige så meget. Han, der boede i Dresden, fortalte adskilligt om forhold i Tyskland. Formentlig ville man have bedt ham om at tage til Schwerin, den nyforlovede prinsesse Alexandrines hjem, hvad enten Henrik Pontoppidan havde blandet sig eller ej.
Karl Gjellerup havde også to store artikler om et andet af de da så brændende spørgsmål: Skal Danmark tiltræde Bernerkonventionen eller ej? Desværre er Henrik Pontoppidans artikel om samme emne kun nævnt i en note (og uden oplysning om artiklens skjulte polemik mod både Karl Gjellerup og Peter Nansen). Allerede i Kjøbenhavns Børs-Tidende havde han skrevet om emnet, men desværre er den artikel ikke med i Erik H. Madsens udvalg.
Johan de Mylius går ikke ind på det, vi i dag gennem breve og andre arkivalier véd om baggrunden for Henrik Pontoppidans medarbejderskab ved Politiken. Det savnes.
Bl.a. at han skulle have skrevet et forord til en nyudgivelse af Anton Nielsens Fra Landet i anledning af denne forfatters 70 års fødselsdag. Anton Nielsen nåede ikke at opleve dette, som han ifølge et par breve til Henrik Pontoppidan havde set hen til. I stedet kom mindeartiklen – formentlig med anvendelse af stof fra det planlagte forord, og i øvrigt med gengivelse af noget fra et af Anton Nielsens breve.
Om Anton Nielsen udgivelsen véd vi også besked fra en række breve, der i disse måneder veksledes mellem Henrik Pontoppidan og Peter Nansen. Endnu vigtigere er det, at denne brevveksling rummer oplysninger om sammenstødet mellem dem.
Det fremgår af et brev, som Peter Nansen skrev samme dag, han første gang nævntes i en Enetale, at han var dybt såret, men ikke hvorfor drillerierne havde en så voldsom virkning, at forbindelsen mellem dem ophørte.
I et brev fra Peter Nansen 6 år senere, da Henrik Pontoppidan ved sammenslutningen af Det nordiske Forlag med Den Gyldendalske Boghandels på ny får forbindelse med Gyldendal, står der tydeligt, hvilket ømt punkt Henrik Pontoppidan i 1897 havde ramt: "Jeg havde en Fornemmelse af, at De, fra det Øjeblik jeg tog Stillingen i Gyldendalske Boghandel, ansaa mig for hjemfalden til Bedsteborgerlighed og Snobberi. Det ærgrede mig, at just De dømte saadan. Jeg tænkte: han kunde da for Fanden vente og se."7
Avisartikler og/eller romaner
Da disse artikler fra foråret 1897 er en ikke uvæsentlig del af Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed, havde det været ønskeligt, om læserne også havde fået lidt mere og lidt mere præcist at vide om såvel hans "ansættelse" som hans fratræden som "journalist" ved Politiken.
Det er for summarisk, når det hedder, at det var Edvard Brandes, der fik Henrik Pontoppidan "tilbage til Politiken". HP havde, ganske rigtigt, skrevet en del artikler i avisen i 1887-89 (et par er med i Erik H. Madsens udvalg). Det nye medarbejderskab er nævnt i et par af HPs breve til Edvard Brandes, men som så ofte efterlader de flere spørgsmål, end de besvarer.
Henrik Pontoppidan havde til avisens julenummer skrevet fortællingen Indtoget eller Den kloge Mand. I den anledning havde han haft forbindelse med Ove Rode, der var nær knyttet til redaktionen og den 1. marts 1897 blev redaktionssekretær.
Det er også ham, han henvender sig til et par uger efter, at hans sidste artikel, en teateranmeldelse, i begyndelsen af maj havde stået i Politiken:
"Jeg kan ikke længer finde på noget at skrive om; derfor hører De intet fra mig. Lysten til at "passiare" er gået af mig; rimeligvis kommer den igen, når jeg kommer lidt ud at lufte mig". Foreløbig måtte han dog blive hjemme, men det trøster ham, "at De har Hr. Hansen, der jo på en meget smuk Måde har afløst mig. Og to Slags Enetaler på én Gang bliver vel også for meget af det Onde".8
Det var Carl Ewald der med anvendelse af det nævnte pseudonym havde haft en række anekdotiske artikler under den genkommende rubrik Passiar.
Jeg tvivler derfor på, at man af det faktum, at kun "de to sidste af de ialt 19 Enetaler blev henvist til en placering på side 2", kan slutte, at det "givetvis", som Johan de Mylius mener, er "et tegn på, at avisens interesse i at give spalteplads til Pontoppidans monologer var ved at kølnes". Og at det drejede sig om en "divergens" "på et område, hvor man ikke skulle have ventet det, nemlig omkring kongehuset", foruden hans spillen så "stærkt på de antityske strenge".
Formodningen om uoverensstemmelse i storpolitiske spørgsmål som årsag til ophøret af Henrik Pontoppidans medvirken ved Politiken kom til orde allerede i Vilh. Andersens bog fra 1917 Henrik Pontoppidan. Et nydansk Forfatterskab. Muligvis er det en genklang af, hvad Henrik Pontoppidan forud havde fortalt Vilh. Andersen.
Jeg tror, at forklaringen på såvel begyndelsen som afslutningen af dette journalistiske mellemspil først og fremmest er arbejdet med den store roman, han i disse år havde planer om, og som efter mange kvaler blev til Lykke-Per.
Forholdet svarer til hans slagsmål med stoffet til den første større roman, Muld, der udkom i 1891. Det var dengang, han begyndte at skrive i Politiken og senere blev fast medarbejder ved Ernst Brandes' avis, Kjøbenhavns Børs-Tidende. Det nye "journalistiske" afsnit i 1897 minder også derved om det tidligere, at bladartiklerne for en dels vedkommende synes at være kladder fra det igangværende romanprojekt.
Der gøres i Enetalers noter rede for noget af det, der siden genfindes i Lykke-Per. Et par steder sker det med en oplysning om "romanens 3.udgave, som er den, alle senere oplag er trykt efter". Denne henvisning til Tredie Udgave, der kom i 1907 og som kun i ganske ubetydelige forhold berører den også senere ret så indviklede teksthistorie, forekommer helt uforståelig på baggrund af de redegørelser, der findes, fx i min bog Kunst og budskab (1970) og senest i tekstoplysningerne til 3. tranebogsudgave af Lykke-Per 1984.
Når Henrik Pontoppidan i maj 1897 indstillede sin journalistiske virksomhed, hænger det utvivlsomt også sammen med den kendsgerning, at han her i foråret fik et forskud fra Det nordiske Forlags leder, Ernst Bojesen, på den nye roman. Det er i forbindelse hermed, at ordet LYKKEPER nævnes for første gang. Tillige havde han fået et nært forhold til E.A. Hirschsprung, den ene af de nye indehavere af Det Schubotheske Forlag, hvorfra der nu også kom rundhåndede honorarer for foreliggende eller forventede udgivelser.
Man kan, som det siges, læse de optrykte artikler "blot for deres egen skyld. Og det skal man, først og sidst. Trods skitseformen er de små mesterstykker i ironisk pointering, lyrisk stemning, harmfuld satire eller eftertænksom ransagelse."
Men det er dog at gøre for stort et væsen af dem, når det hedder, at de – som en modsætning til "romanerne og novellerne" i disses flere "gennemrettede og til dels spolerede udgaver" – giver "os stilisten, prosakunstneren Pontoppidan tilbage".
Jeg gætter på, at der er ganske mange, der først og fremmest finder artiklerne spændende, fordi man i dem møder et tidligt stadium af det, der endte som Henrik Pontoppidans egentlige bedrift i dansk åndsliv, de store romaner.
Urbanus' dagbog – og adskilligt andet
Undertitlen på Erik H. Madsens bog hentyder til, at Henrik Pontoppidan, da han var medarbejder ved Kjøbenhavns Børs-Tidende (som hele bogen igennem er stavet Børstidende) i 1889-90 under de fleste artikler brugte pseudonymet Urbanus. Sådan havde han i Hjemme og Ude nogle år før signeret et par skildringer Fra Byen – til forskel fra en række andre Fra Landet, hvorunder der stod Rusticus.
Urbanus' artikler fremtrådte sædvanligvis under overskriften Dagbog. Alligevel er det en lidt mærkelig undertitel, Erik H. Madsen har valgt, eftersom de pågældende artikler udgør mindre end halvdelen af bogen. Der er nemlig her tale om et langt bredere udvalg af ting fra næsten hele Henrik Pontoppidans forfattervirksomhed.
Der indledes med et par af de artikler, Henrik Pontoppidan forud for sin tilknytning til Kjøbenhavns Børs-Tidende havde skrevet til Politiken, i eget navn eller under mærke. Også et par af artiklerne fra 1897 er med. Og kan således læses både her og i Johan de Mylius' Enetaler.
Erik H. Madsen har tillige valgt at bringe nogle af Henrik Pontoppidans talrige bidrag til Tilskueren. Med er også den kontroversielle artikel Et Nytaarsønske, offentliggjort i Dagens Nyheder/Nationaltidende 1929 samt endelig de Randgloser til et og andet i Tiden, der i 1930 stod at læse i Flensborg Avis som et par af de Breve fra Landsmænd, hvormed adskillige danske skribenter søgte at støtte avisen. (Det undrer dog, at den lille artikel Endnu et Par Randgloser (foranledigede af Præsterne Andersens og Beyers Indlæg i "Flensborg Avis") ikke er med eller blot nævnt i noterne.)
Erik H. Madsen har – ifølge sit forord – set bort fra de "novellistiske tekster", fordi de fleste "er optrykt af Pontoppidan selv" (det havde været godt både med lidt forklaring på denne skelnen mellem "novellistiske" og andre tekster – og lidt om, hvad der skete, når HP gjorde som nævnt; det var jo aldrig slet og ret optryk). Andre er "lejlighedsarbejder uden større interesse". Alligevel bliver der, som EHM skriver, "en god portion tilbage, som er så velskrevet at den stadig kan læses med fornøjelse, og som har betydning for den der vil studere forfatterskabet."
Man får et godt indtryk af, hvor mange forskellige emner Henrik Pontoppidan beskæftigede sig med i sine bladartikler. Erik H. Madsen har lagt "hovedvægten på tekster, hvor han udtaler sig om moral, religion, politik og litteratur."
I bogen findes således et par "indlæg" i den såkaldte sædelighedsfejde. Nogle artikler drejer sig om bøger (af Edvard'2 Brandes, Karl Gjellerup, Sophus Schandorph, Viggo Stuckenberg) – og overhovedet om forfatteres vilkår i datidens Danmark, som fx En Balance-Konto fra Tilskueren 1909 med modangrebet på Rigsdagens "Jammerhyl" over støtten til litteratur og kunst. Heri findes bl.a. en hel lille levnedsskildring af Martin Andersen Nexø og hans kamp for at blive forfatter.
Blandt Urbanus' artikler findes også den spændende beretning om en dumdristig bjergbestigning, som forfatteren foretog i sin ungdom. På vej mod en af de schweiziske alpetoppe, Faulhorn, blev han tvunget til at overnatte på en klippeblok midt i en mægtig snemark.
Det kan undre, at Erik H. Madsen har kunnet stå for fristelsen til at tage den Enetale med, hvori Henrik Pontoppidan 8 år senere mindes en anden begivenhed fra den samme schweiziske egn, nemlig hans forelskelse i Su'san' i det lille værtshus på Heimwehfluh. Men tyr man tillige til Johan de Mylius' optryk, får man en ikke uinteressant mulighed for at sammenligne med den måde, hvorpå forfatteren på sine gamle dage i Hamskifte fortalte ikke blot om bjergbestigningen (sådan som det nævnes i Erik H. Madsens noter), men sammenkædede de to schweiziske oplevelser. Og med den atter bemærkelsesværdigt ændrede i den samlede, stærkt forkortede udgave af de fire små erindringsbind, Undervejs til mig selv, som Henrik Pontoppidan skrev i sit sidste leveår.
Det var jo disse oplevelser, der satte så meget skred i den unge ingeniørstuderendes sind, at der i stedet for en opfinder blev en skribent af ham.
Fornøjeligt – men alligevel utilstrækkeligt
Også Erik H. Madsen gør i en indledning rede for nogle af de omstændigheder, der knytter sig til denne side af forfatterskabet, og en række noter hjælper til forståelse af artiklerne.
Heller ikke her kan jeg dog nægte savnet af den viden, som i dag lader sig samle gennem breve mv. (og som bl.a. dementerer, at om "den første periode ved Politiken tier kilderne"). Jeg tror også, at man hurtigt vil finde udvalget for snævert – paradoksalt nok – fordi Erik H. Madsen har villet have så meget med.
Er man fx blevet indfanget af Henrik Pontoppidans opgør med præsteskab, kirkeliv og religion, kan man finde det belyst i en række af de artikler, Erik H. Madsen har taget med (bl.a. de to, der førte til blasfemisagen mod Ernst Brandes som redaktør af Kjøbenhavns Børs-Tidende).
Udvalget er dog helt utilstrækkeligt til virkelig at bringe én ind på livet af sagen, sådan som den tager form i Henrik Pontoppidans forfatterskab. Man mangler fortsat en lang række af de artikler, hvori den fandt sine første udtryk, og som er forudsætninger for hans videre arbejde med tanker og udtryk, sådan som de kom til at indgå i de små og store romaner. Det vigtige er jo, hvordan de igen dukker op, somme tider som fortællerens bemærkninger, oftere dog som ræsonnementer hos den ene eller den anden af de personer, der fortælles om.
Noget tilsvarende gælder de artikler, hvori Henrik Pontoppidan i eget navn eller under pseudonym forsøgte sig med udkast til en poetik. Der er for lidt med til, at læseren kan sammenstykke Henrik Pontoppidans tanker – og så holde dem op mod det, der sker, da de får deres endelige form, særlig i den lille kunstnerroman Nattevagt, der udkom 1894 (og hvis hovedperson, Jørgen Hallager, af Erik H. Madsen er blevet berøvet sit ene l).
Udvalget bringer den ene af to artikler (fra 1888) om Sophus Schandorph i anledning af hans bog Birgittes skæbne. Den anden, hedder det i noterne, "er stort set et referat". Det er nu ikke rigtigt. Også den indeholder en række betydningsfulde "kunstteoretiske" overvejelser bl.a. med inddragelse af Anna Ancher og hendes måde at male på.
Tilsvarende savner man det tilsyneladende opgør med realismen i anmeldelsen af Amalie Skrams Lucie (også fra 1888 – og om hvilken vi fra et brev véd, at hun var meget glad derfor, omend uenig med HP om mange enkeltheder).
Det er godt og fornøjeligt, at nogle af de mange bladartikler nu er blevet så meget lettere tilgængelige. Desværre gør dog ingen af de to udgivelser det muligt at slippe for i besværlige læseapparater at lede efter de manglende aktstykker eller at rekvirere tidsskrifter frem fra magasinerne.
Henrik Pontoppidan selv?
Der er tillige noget grundlæggende forkert ved en udgivelse som Erik H. Madsens, fordi han uden videre anfører Henrik Pontoppidan som forfatter til bogen og dermed pådutter ham de "meninger" og "holdninger", som han selv mener at kunne finde i de optrykte artikler.
Det er uomtvisteligt, at HP er ophavsmand til alle de optrykte artikler. Men det er jo – som for Enetalers vedkommende – ikke hans eget udvalg. Det kan heller ikke opfattes som et blot tilfældigt påfund, når han under en artikel valgte at sætte A.K., Urbanus, H.P. eller anden form for signatur – i stedet for at bruge sit fulde navn, som han nogle gange gjorde det. Også om dette forhold rummer breve adskillige vigtige oplysninger.
Det er ikke uden videre Henrik Pontoppidan, der ytrer sig, når der står Urbanus eller et andet mærke under artiklen. I denne henseende svarer hans såkaldte journalistik til romanerne, hvor det, Henrik Pontoppidan har på hjerte, kommer til orde gennem de menneskers tanker og udsagn, hvorom der fortælles, og ganske særlig gennem spændingen imellem dem indbyrdes – og i forhold til læseren.
Erik H. Madsen siger i sit forord, at man i artiklerne kan "finde materiale til diskussionen om hvad Pontoppidan mente om dette og hint", men betoner dog straks, at man bør omgås dem "med varsomhed" – hvad han derefter kommer nærmere ind på i sin indledning.
Det er altså så nogenlunde det modsatte af, hvad Johan de Mylius giver udtryk for: "Enetaler er Pontoppidans egen stemme" … "Her er han selv, og vi kan nu lægge disse Enetaler ved siden af hans værker og så måske få bedre hold på, hvad han egentlig "mente"."
Jeg er ikke i tvivl om, at det er Erik H. Madsen, der rammer rigtigst. Det er for mig at se et selvbedrag, hvis man tror at kunne forholde sig til en "Henrik Pontoppidan selv" bagved og i modsætning til den romanforfatter, der er og hele tiden har været umiddelbart tilgængelig gennem sine bøger.
Det kan forekomme så nemt med den ene eller den anden af hans artikler, hvor spydighederne og deres adresse synes entydig. Langt mere besværligt – men også mere givende – bliver det, når man gennem hans geniale romanform sættes i klemme med sig selv – og helt på eget ansvar og eventyr må finde ud af tingene og selv tage stilling.
Man forstår derfor godt udsagnene i HPs breve, der viser hans modvilje mod at få optrykt bladartikler o.l. – med den nævnte testamentariske bestemmelse til følge.
Det vigtigste er ikke det juridiske, ja end ikke forholdet til Henrik Pontoppidan er afgørende. Det er det derimod, hvordan vi – for vores egen skyld – behandler en kulturarv som den, Henrik Pontoppidans samlede forfatterskab udgør.
Så længe man ikke fuldstændigt tør tilsidesætte testamentariske bestemmelser og udgive alt, hvad vi kender fra hans hånd (hvor dog naturligvis breve udgør et andet og mere kompliceret problem), er megen omtanke og omhu i udvalg og præsentation nødvendig – mere end tilfældet er med de her omtalte bøger. Man får den mistanke, at nu skulle der ske noget, nu da ophavsretten var ved at udløbe.
