"Modellerne" til Jytte Abildgaard
I en tidligere kronik er der gjort forsøg på at påvise, hvem Henrik Pontoppidan brugte som model, da han tegnede sin kvindelige hovedfigur i romanen "De dødes rige". Dagens kronikør, der støttes af Statens humanistiske Forskningsråd i et bredt anlagt forskningsarbejde omkring Pontoppidans forfattervirksomhed, fremlægger yderligere stof om emnet.
Det er ikke rigtigt – som formodet af dr. Ib Ostenfeld i en tidligere kronik – at Jytte Abildgård i Henrik Pontoppidan's roman De dødes rige som eneste model har haft maleren P.S. Krøyers smukke hustru Marie Triepcke.
Forfatteren brugte også træk af en ung svensk pige, som den danske litteraturmagister Martinus Galschiøt for mere end 100 år siden var ulykkeligt forelsket i.
Det fremgår af brevvekslingen mange år senere mellem ham og digteren. Tilmed findes der i dette tilfælde en af de i forbindelse med den store forfattervirksomhed ellers så sjældne dokumentationer. Galschiøt har nemlig forsynet et af brevene fra Henrik Pontoppidan med en påtegning derom – og utvivlsomt netop for at henlede senere forskeres opmærksomhed på forholdet.
I efterskriften til Magister Globs papirer 1979 har jeg gjort rede for det første bekendtskab mellem de to mænd.
Som redaktør af det store værk Danmark. I Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere henvendte Galschiøt sig i 1883 til den dengang ganske unge forfatter.
Det førte til de to egnsskildringer Kronjyder og Molboer og Vestfyn, hvoraf der senere blev de to små bøger Minder og Den gamle Adam – sammen med Højsang optrykt i nævnte bog. Men det lagde også grunden til et livslangt bekendtskab, der i de sidste tre årtier deraf blev et meget nært venskab, afbrudt ved Galschiøts død i 1940, en månedstid efter hans 95 års fødselsdag.
Galschiøt hjalp i en årrække Henrik Pontoppidan med korrekturlæsning, bl.a. på fire af de fem bøger i En Fortælling-Kres, som siden blev til romanen De Dødes Rige.
Det var under arbejdet på en efterskrift til det nye optryk af denne roman – som netop nu er kommet i boghandelen – at jeg blev opmærksom på brevvekslingens hentydninger til Galschiøts svenske oplevelser.
Han må først have fortalt lidt derom mundtligt. Derefter har han lånt forfatteren en del breve fra den svenske pige og hendes mor.
I juli 1910 skriver Henrik Pontoppidan fra Rørvig om, hvor stor en oplevelse det har været gennem brevene at lære Galschiøts stockholmske venner at kende.
Langs kanten på Pontoppidans brev har Galschiøt skrevet: "Motiver og Træk fra disse Breve er benyttede til Torben og Jyttes og hendes Mors Karakteristiker. "Torben og Jytte" udkom 1912". Under de to linier står der: "Galschiøt" og yderligere: "jævnfør Pontoppidans egne Udtalelser herom i Brev af 1/11 1912".
Påtegningens form, sammenholdt med en række tilsvarende, efterlader ingen tvivl hos mig om, at den ikke blot er gjort for Galschiøts egen skyld. Han har, tydeligt nok, i flere omgange arbejdet med sine papirer, indtil han endelig i midten af trediverne afleverede dem, ordnet, til Det kongelige Bibliotek.
Det brev fra november 1912, som der hentydes til, er skrevet samtidig med, at Galschiøt har fået den færdige bog Torben og Jytte, den første af de allerede nævnte fem, som udkom i årene 1912-16 og derefter i samlet og omarbejdet form i 1917, stort set blev til den roman, som vi nu f. eks. kan læse i et nyt optryk.
I sit brev var Henrik Pontoppidan bekymret for at have såret Galschiøt med den brug, han i bogen havde gjort af vennens betroelser.
Galschiøt afviser enhver tanke herom. Han havde jo netop stillet "stoffet" til rådighed, fordi han "syntes, at det var så rigt og ejendommeligt, at det burde benyttes, og jeg vidste ingen jeg hellere vilde betro det til, da jeg ikke selv magtede at gøre noget ud deraf."
Torben og Jytte havde dog været ham en skuffelse, for så vidt Jytte kun syntes "et blegt Afbillede af den, der skrev hine Breve til mig." Ellers har han haft udelt glæde af "at læse Bogen eller rettere høre Dem berette, paa den Dem ejendommelige suveræne Maade".
Der er næppe tvivl om, at de to venner også mundtligt har drøftet Jytte og hendes mors historie.
I brevene kommer det endnu en gang frem i efteråret 1917, da Galschiøt har fået den ny, samlede udgave af De Dødes Rige.
Også den har han været meget optaget af. Men han er jo ingen uvildig dommer. Han har "altid Signe Sohlman bagom Jytte – det kan ikke være anderledes – og hun synes mig baade dybere, rigere og mere forstaaelig, saadan som jeg husker hende og som hun (for mig) fremtræder gennem Brevene. De to ganske smaa Brev-Brudstykker, Jytte finder i sin Skrivemappe, da hun pakker Kufferten ud paa Storeholt, var den levende Signe – jeg syntes at jeg næsten maatte kunne finde dem i Brevene".
Galschiøt var, da han skrev som gengivet, endnu kun nået igennem "de to første Afsnit" – og det må være dels Torben og Jytte, dels Søren Smed og hans Æt, som henholdsvis Første Bog og Anden Bog kom til at hedde i den ny udgave.
Brevene oplyser ikke noget om, hvordan Galschiøt har set på Jyttes senere historie, f. eks. hendes ægteskab med den mondæne og forlorne portrætmaler Karsten From, et forhold som Ib Ostenfeld naturligt inddrager i sine overvejelser.
Den svenske pige, som uomtvisteligt har spillet en rolle i Henrik Pontoppidans langstrakte arbejde med Jyttes skikkelse og historie, hed altså Signe Sohlman. Hendes mor omtales i brevene bl. a. som "Mamma Hulda".
En af Galschiøts foran gengivne bemærkninger kunne godt forstås sådan, at han selv har overvejet – ja, måske endda gjort forsøg på – at fortælle sin ungdomshistorie. Af brevene til Henrik Pontoppidan fremgår det, at han i øvrigt tænker på en slags memoirer.
Noget sådant blev dog først virkeliggjort mange år senere, dels i form af et par bøger, dels i nogle tidsskriftsartikler. Således fortalte han i 1929 i Nordisk Tidskrift om sit ophold i Sverige i nogle forårs- og sommermåneder i 1872. Han havde to år før klaret sin magisterkonferens og fik nu, som den første, det Oehlenschlæger-Tegnérske stipendium.
Blandt de mange svenske, han i disse måneder lærte at kende, var også Aug. Sohlman, redaktør af Aftonbladet. Denne indbød ham til at tage med ud til familiens sommersted i skærgården, og her kom Galschiøt så de fleste af sine søndage.
Han fortæller om den første modtagelse, da han sammen med redaktøren og en anden bekendt gik i land fra damperen, og fru Sohlman kom dem i møde med en jublende børneflok. Den ældste, "en smuk pige på 18 år, rakte mig hånden og ønskede mig velkommen."
Men det er også alt, hvad Galschiøt selv over for en bredere offentlighed har meddelt om den pige, der så afgørende greb ind i hans liv.
Lidt mere står der om moderen, Hulda Sohlman, bl. a. at en stor sorg mere end én gang formørkede hendes lyse syn på livet.
Det nævnes ikke, at den ene gang var da hendes mand i 1874 omkom ved en drukneulykke. Og heller ikke, at datteren Signe døde i 1878, 23 år gammel.
De breve som Galschiøt i 1910 lånte Henrik Pontoppidan, var ikke mellem dem, han afleverede til Det kongelige Bibliotek.
En nærliggende tanke var det, at han kunne have sendt dem tilbage til familien, med hvem han i mange år bevarede forbindelsen. De er imidlertid heller ikke mellem Aug. Sohlmans papirer, som af familien er afleveret til Kungliga biblioteket i Stockholm.
Det vigtigste spor ender altså blindt.
Derimod findes der i Kungliga biblioteket en del andre breve både fra Signe Sohlman og hendes mor f. eks. mellem Ellen Keys papirer. Dér ligger også yderligere nogle minder om Signe Sohlman, bl. a. i forbindelse med hendes død.
Ved gennemgangen deraf får man indtryk af en ung pige, der har været elsket og værdsat, måske endda, som Jytte Abildgård, ligefrem ombejlet.
Man aner, at hun har været syg – sandsynligvis af tuberkulose. Måske har hendes viden om sin sygdom fået hende til at afslå den unge danskers frieri – eller som Jytte, først at sige ja og så at tage sit ja tilbage. Det lader sig ikke klarlægge gennem de dokumenter, det hidtil er lykkedes at finde.
Netop derfor er også udtrykket "modellerne" sat i gåseøjne.
Det betyder ikke, at jeg ikke finder Ib Ostenfelds kronik overvejelse værd. Henrik Pontoppidan kan også have haft Marie Krøyer i tankerne.
Der er overhovedet meget mere at sige om hans forhold til Skagen, til Krøyer og de andre malere deroppe, end fremlagt i en efterhånden ikke helt lille litteratur om emnet. Også en del urigtigheder at korrigere. Men det må blive en anden gang.
Personlig tror jeg, at Henrik Pontoppidan havde det i tankerne, hvor om der er fortalt, da han skrev til Vilh. Andersen, at han har "ikke selv "gjort" Historien om Torben og Jytte. Den er som romanens andre fortællinger skåret ud af Livet uden meget Hocuspocus."
Men det er også muligt, at det var Marie Triepcke han først og fremmest tænkte på.
Vi ved faktisk intet om, hvordan han i enkeltheder brugte det, han havde mødt i livet.
Hovedsagen for mig med denne redegørelse er da også igen en gang at understrege det vigtigste i Henrik Pontoppidans digtning: Han bruger nok den virkelighed, han har lært at kende – men for gennem sine fortællinger derom at fortolke den.
Hans genialitet er, at hans fortolkning har fået varig gyldighed. Eller rettere: at hans historier fortsat fængsler, tvinger sig ind i læserens egen fortolkning og derved bliver en hjælp til at komme til rette med – vores virkelighed.
