Thorkild Skjerbæk til Ib Ostenfeld
Sendt fra Hadsten. 26. april 1983

kompliceret modelbrug

Thorkild Skjerbæk . Vinterslevvej 35, Hadsten 26.4.83

Kære dr. Ib Ostenfeld.

Først for et par dage siden blev jeg opmærksom på Deres indlæg i Berlingske Tidende den 10. ds. [8. ds]. Jeg synes ikke det tjener noget formål at føre en diskussion i avisen, men vil dog gerne på denne måde her knytte et par bemærkninger til Deres indlæg.

Jeg er ked af ikke at have udtrykt mig tilstrækkelig tydeligt: at det ikke drejer sig om forståelsen eller misforståelsen af et enkelt "elskværdigt" brev fra Henrik Pontoppidan, men derimod om sammenholdelse af en række forskellige dokumenter, hvor det vigtigste er, at M. Galschiøt så tydeligt har genkendt træk fra sine stockholmske breve i "Torben og Jytte".

Jeg tror godt, jeg forstår, hvad De mener med, at "Pontoppidan skrev altid elskværdige breve" – jeg har gennemgået hundreder af dem […] Hovedsagen for mig med min kronik var jo blot […] at give et lille bidrag til forståelsen af, hvor kompliceret en sag Henrik Pontoppidans modelbrug er. […] Og da jeg, […] arbejder med en klarlæggelse af Henrik Pontoppidans forbindelse med Skagen og Skagens malere, vil jeg være overordentlig taknemmelig for et par linier om det, De nævner, at HP omgikkes ægteparret Krøyer på Skagen. Hvornår? […] Så vidt jeg har kunnet få dokumenteret, har Henrik Pontoppidan ikke været i Skagen den 5. juni 1896, da P.S. Krøyer har dateret sin tegning af ham, først gengivet i "Højsang" i Det Schubotheske Miniaturebibliothek. Men hvor og hvordan da?1

Med venlig hilsen fra
Thorkild Skjerbæk

 
[1] portrættet til Højsang blev tegnet i Krøyers atelier i "Holckenhus" over for Glyptoteket i København; det bekræftes ved brev fra HP til P.S. Krøyer 4.6.1896, et brev, vi ikke kendte i 1983; det findes i den Hirschsprungske Samling. (Skjerbæks note). tilbage