Modellen til Jytte Abildgaard

Henrik Pontoppidan brugte i sit forfatterskab altid levende modeller til sine store romanfigurer. Således også i romanen "De dødes Rige". Men hvem dannede forbillede for romanens kvindelige hovedperson? Kronikken tegner et billede af Jytte Abildgaard og sandsynliggør, hvem Henrik Pontoppidan havde i tankerne, mens han formede sin figur.

Det er næppe nogen overdrivelse, at Henrik Pontoppidan så at sige altid brugte levende modeller til den uhyre mængde personer, der optræder i hans værker. For at undgå nøgleromanens uheldige og tvivlsomme form, valgte han gerne at digte sine skikkelser over mere end en enkelt model. Tyge Enslev i De dødes Rige kan således være bygget over både Hørup og Sverdrup, og Pontoppidan kunne med god samvittighed erklære, at Enslev ikke var en simpel afbildning af hverken den ene eller den anden.

Den kvindelige hovedperson i De dødes Rige, Jytte Abildgaard, danner dog vistnok en undtagelse, og hun indtager i det hele taget en særstilling i Pontoppidans persongalleri. I dette har kvindekønnet – og især de mere fremtrædende – forfatterens respekt og sympati, mens de mandlige personer behandles kritisk, ironisk eller spottende, især i kærlighedssager, hvor de sjældent slår til. Jytte tilskrives ganske vist også beundringsværdige egenskaber, hun benævnes endog etsteds, med forfatterens skjulte tilslutning, som "en falk i bur". Men hun er fra barnsben lammet i sin udfoldelse af magter i sit indre, som hun ikke har kræfter til at besejre. Hun er ramt, fra første færd, i roden af sin kvindelighed. Hun gøres værket igennem til genstand for en dybtgående analyse, medfølende og med tvivlende håb. Men skæbnen vil det anderledes. Hun er med andre ord et særtilfælde, enestående i Pontoppidans produktion. Dette forstærker formodningen om, at forfatteren har haft en bestemt person i tankerne, en person, hvis livsgang smertede ham, og som han ville rejse et smukt mindesmærke for.

Jytte er et begavet og klogt menneske. Hun gør indtryk på mændene ved sin naturlighed, "uden skygge af koketteri". Men et kærlighedsforhold er hun ude af stand til at realisere. Det skyldes tildels hendes tidligt vågnede skarpblik for "alt det onde, menneskene gjorde hinanden når de elskede". Hun drages mod lykken, men indser alt for tydeligt misforholdet mellem den første hengivelses beruselse og de ulykker, der snart følger i dens kølvand. "Det romantisk højtidelige lå ikke for hende", og med pessimisme ser hun "Kærlighedsdrømmens fantasteri og selvbedrag i denne de skønne indbildningers verden". Hun nærmer sig sine bejlere i et fortvivlet håb om at have fundet den "tvillingbroder", der ene af alle vil kunne forstå hende men gyser i det afgørende øjeblik tilbage for at binde sig, – ingen vil kunne leve livet sammen med hende. Uden hun bringer ulykke over dem.

Og hvorfor ikke? Her skyder et andet træk sig frem hos Jytte: hendes arvede vanskelige og "umulige" sind, et træk, Pontoppidan ellers aldrig bringer på bane. Hendes forældre har været agtværdige folk. Men den ene af brødrene rømmer fra hjemmet og er for altid forsvundet, sandsynligvis død i fjerne lande. Og den anden broder begår selvmord. Jytte er selv født med en problematisk natur. Under den overlegne, intelligente overflade huserer mørke, stridige følelser, som hun forgæves prøver at styre. Hun holder sit hjerte "under lås og slå" og "holder folk på afstand" for at skjule sin kvide. Men ser hun ind i sig selv kan hun ikke findie "ord for, hvad der dybest bevægede hende". Ransager hun sig selv i sit forhold til kærligheden, befinder hun sig i en "troldeskov", i "et af disse mørke tjørnekrat – sit væsens urskovsdyb", som medfører "panisk skræk". Allerede før hun har nærmet sig en mand "stirrede hun ind i sin sjæls uvejsomme tjørnekrat" og flygtede "for mørket og de røde rovdyrøjne derinde" og havde således tidligt "kendt sin skæbne". Den var forud bestemt. Hvad hun frygter er den blinde lidenskab, der for hende kun er en vild, afsindig illusion, uforenelig med hendes væsen. Selv overfor Torben, den ensomme, tænksomme, lidenskabsløse og hensynsfulde elsker, "var det som om der slog flammer op omkring hende" og "de mørke tanker begyndte at flagre om hendes lykke som natsværmere om et lys". Helst vil hun "fare som en stormvind henad landevejen, bort fra sig selv og sine tankers ugleskrig". Så nær lykkens opfyldelse og dog så uendelig fjernt fra den! Hun ønskede gerne et barn, men det måtte så "sendes hende med pakkeposten, uden disse mange forudgående formaliteter". (!). Gifte sig ville hun aldrig, det indså hun nu, "Hun var nu engang ikke anderledes". Hun ville ikke, som kvinder flest, give efter for "begæret efter nedværdigelse" i et samliv. Hun havde nok i sin kamp mod bunden i sin sjæl, "Rædselsdybet, der fik det til at sortne for øjnene".

Jytte var "sky for at se sig selv nøgen" i spejlet, for slet ikke at tale om sit ansigt. Og hun spørger sig selv, om den "elskelige gamle professor Knudsen", 60 år, som hun traf i ungdommen, ikke havde været hendes eneste kærlighed.

Hendes tragiske facit går ud på at gøre sig til ven med savnet og sorgen. Alt andet er kun blændværk. Og "tage imod sin skæbne med kærlighed". Hendes sidste ord "Nu dør jeg – og så har jeg dog aldrig levet."

Skønt det arvede udtrykkelig nævnes i værket, er Jyttes skæbne dog også bestemt af kærlighedsforholdets gennemgående vilkår i verden. Og her samstemmer Jyttes mørkesyn helt og holdent med forfatterens. Begge ved af erfaring, at den kærlighed, der praktiseres, rummer såre lidt af det "livets store mysterium", den burde være et billede af. Jyttes tragik er kærlighedens tragik. Pontoppidan kan af fuldt hjerte underskrive sin sørgmodige heltindes suk, at det "også engang skulle times hende at sidde som en forpjusket høne og le ad sin lange, dybe drøm om lykke? Men da ville hun hellere dø." Og med streng appel til manden: "Hvem kan forstå det der foregår inden i et andet menneske?"

Efter at jeg forgæves i lange tider havde grundet over, hvem der havde stået model til Jytte Abildgaard, fik jeg Knud Voss' piece Skagen-Skæbner omkring maleren P.S. Krøyer i hænde (udgivet af J. Greens boghandel i Sorgenfri 1981). Det stod mig med eet klart, at her fandtes løsningen. Jytte er det smukke mindesmærke over Krøyers hustru Marie Triepcke. Pontoppidan omgikkes ægtefællerne på Skagen og har opmærksomt fulgt Maries videre skæbne. Han lader Jytte optræde i "ildgul silke" ganske som Krøyer malede hende på Skagens strand.

Krøyer var, som mange, betaget af hendes skønhed. Han giftede sig med hende i 1889, da hun var 25 år, men forholdet blev hurtigt ulykkeligt. Marie havde et vanskeligt sind med udslag i nedtrykthed og hun forlod hyppigt sin godmodige mand for i ensomhed at søge helbredelse ved rejser i indland og udland. I 1895 fødte hun ham en datter. Men hverken dette nye bånd eller Krøyers uforandret hengivne forståelse kunne få Marie til at slå sig til ro, i 1903 forlod hun ham, tvunget af sin særhed, skønt hun stadig fattede en uforløst kærlighed til ham. Ikke engang datterens vanskeliggjorte stilling kunne afholde hende fra at flygte bort. Hun kastede sig i armene på den svenske komponist Hugo Alfvén, som hun havde truffet på Skagen men blev dog i flere år boende alene i Nordsjælland. Først i 1912 flyttede hun sammen med ham i hans bolig i Tällberg i Dalarne, efter i 1905 at have født ham en datter. Også dette ægteskab blev ulykkeligt. Det opløstes 1930, og Marie døde ti år senere i største ensomhed i Stockholm.

Alfvén skriver senere om samlivet. "Dybest hos Marie lå hendes eneboertemperament, som kontrasterede til min rastløse virketrang. Hun ville beholde mig for sig selv… Hun ville have mig over på livets rolige skyggeside, hvor min natur trak mig mod livets solside. Dette skel mellem os i konstitution, åndeligt liv og temperament åbnede en kløft i vort samvær. De bånd, som tidligere forenede, fandtes ikke mere. Efterhånden gled vi længere og længere bort fra hinanden. Nu sover Marie den evige søvn".

Marie Triepcke var nøjagtig som Jytte Abildgaard "en ensomt omflakkende aftensværmer, født med et fredløst skumringssind". Og hendes to elskere er i betydelig forklædning afbildet i Torben Dihmer og Karsten From. Mens Torben trak sig tilbage til sit kloster på godset Fausingholm, blev Krøyers kloster Middelfart Sindssygehospital. Og Karsten From overgav sig til sin livstørst – vistnok i overdreven gengivelse – i lighed med den svenske kunstner. Men selvom de to mænd ingenlunde er portrætter af Krøyer og Alfvén, er de dog veltrufne medier for de to elskere, der krydsede Jytte på hendés knudrede livsgang, hver især med deres vidt forskellige stemningsunderlag. Hos ingen af dem fandt Jytte den uopnåelige "Tvillingbroder", hun søgte, – og som hun ifølge sin natur aldrig kunne finde. Skylden for nederlagene hvilede bestandig på hende. Skæbnen, arven, var og blev hendes overmand.

Jyttes sørgelige lod synes ikke at have været en nødvendig og en så fremtrædende bestanddel af De dødes Rige. Den virker som en roman i romanen. Alligevel har den kloge forfatter haft sine hensigter ved at indflette Jyttes triste liv i sit værk: ved, gennem et ekstremt tilfælde, at foreholde mandkønnet, hvilke uhyre krav der stilles til at "forstå, hvad der foregår i et andet menneske", omend det stundom kan være umuligt.

I Marie Triepcke har han fundet den model, der kunne anskueliggøre dette. Han erkender hendes høje værd som kvinde men indser med sorg, at hun uundgåeligt er viet til "savnet og sorgen". Og heri er hun ikke uden slægtskab med sin forfatter. Den stærke havde indfølingsevne for den svage.