Til min Ven Chr. Prosch!

18 Hvor er Munterheden, hvor den Glæde,
der saa nylig gjemtes i Dit Bryst?
Hvorfor seer jeg Dig, min Ven! at græde,
Du som før var idel Skjemt og Lyst?
Hvad betyder nu den mørke Mine?
Hvorfor bærer Du den sorte Dragt?
Siig mig: har Du misted en af Dine?
Er det derfor Du er taus forsagt?

##

Saa jeg spurgte og Du sukked' stille
Da jeg saae Dig moderløs igjen!
Du var ikke meer den muntre milde,
Ej den spøgefulde glade Ven:
Moder-Tanken fyldte heelt Dit Hjerte,
Der var ikke Rum for Vennens Vel,
Kun det bittre Savn den tunge Smerte
Havde hjemme i Din mørke Sjæl!

##

19 Ja jeg veed, hvorfor Din Taare rinder,
Veed og fatter hvad Du ængstes ved,
Veed og kjender til det Baand som binder
Sønnen til sin Moders Kjærlighed!
Veed og kjender til den Røst som vækker
Hjertet, veed at den er blid og from,
Veed og kjender til den Haand, som rækker
Sønnen alt det, som han beder om!

##

Nu skal Stemmen ikke mere lyde
Ikke mere kalde paa Dit Navn,
Haanden mægter ikke meer at byde,
Eller lette Søvnen snart hans Savn:
Og naar Du saa gjerne "Moder" stammer,
Er der intet Øre for Din Røst,
Ordet taber sig i bitter Jammer,
Medens før det bragte salig Trøst!

##

20 Ja, min Ven! Dit store Savn jeg fatter,
Kan forklare mig Dit mørke Sind,
Derfor højt jeg ærer, dybt jeg skatter
Hver en Veemods-Taare paa Din Kind:
Skam Dig aldrig ved en vel meent Taare,
Thi en Moder hun er mange værd,
Græd Du mange ved Din Moders Baare,
Og hun signer Dig blandt Himlens Hær!

##

Dog – Din Taare standser nok med Tiden,
Taarestrømmen bliver Glædens Hav,
Snart med Rolighed Du staaer ved Siden
Af Din elskte Moders stille Grav!
Du har mange Venner end tilbage,
Mangen Ven, der er Dig huld og varm,
Ogsaa jeg skal tit i Mismods Dage
Villig byde Dig en trofast Arm!