En Folkefest

Der var meget, Deltagerne i Raadhusfesten kunde glæde sig over. Først og fremmest de smukke Lokaler, men ogsaa hele Festens Forløb, der ydre set var fornøjelig og vellykket.

Det maa imidlertid være blevet mange paafaldende, at der blandt de skiftende Indtryk, man bragte med sig hjem, ikke var et eneste – det eneste, hvorom man kunde samle alle de andre – ikke et Øjeblik, man kunde pege paa som Udtryk for hele Festen, naar undtages Begyndelsen af Helge Rodes skønne Tale.

Dette Øjeblik var for kort og isoleret til at kunne præge Aftenen, men tilstrækkeligt til at minde om, at det ikke var nogen almindelig Festlighed, men en Folkefest, man var indbudt til.

Man skulde vente, at dette ganske anderledes havde paatvunget sig Bevidstheden. At der var opstaaet en Stemning, der gjorde denne Fest forskellig fra en hvilkensomhelst bedre Middag, hvor Lyset og Toiletterne øver deres oplivende Virkning – men det var netop ikke Tilfældet. Allerede da Karl Larsen for en udsøgt Forsamling af det velstaaende københavnske Bourgeoisi2 forkyndte, at "vi repræsenterer hele Folket", følte man det som et: "Dette skal være Troja." Det var ikke Folket. Det var alle dem, for hvem Drachmann havde betydet en Nydelse mere og for hvem han nu var en Forlystelse mere. Derfor lød det rent forløjet, naar han i Festtalerne præsenteredes som Oprøreren mod det borgerlige Samfund – det borgerlige Samfund, i hvis Pragtbygning man befandt sig, for hvis velnærede, dekolleterede Damer man perorerede1 og for hvis gode Sedler man festede.

Misforholdet mellem Festens Hensigt og Festens Forløb traadte frem ikke blot i den lidet folkelige Forsamlings Præg, men hørtes ogsaa grelt gennem Talernes Ord.

Georg Brandes Tale var præget af en Ironi der tydeligt sagde, at han nok vidste, hvad det var, han var med til og ikke ønskede at vove sig for langt ud. Talen skulde holdes, af forskellige praktiske og taktiske 937 Grunde, derfor blev den holdt, men det kunde ikke sætte os andre i Folkestemning.

Selv om hans Ord havde været baaret af en varmere Følelse for Festens Genstand, er det imidlertid tvivlsomt om hans Stemme egentlig egner sig til at tale paa et enigt og samfølende Folks Vegne, dertil vækker den for let Minder om hadske og haanende Ord. Mange Aars Partigængeri har givet den en lidet tillidsvækkende Klang. Man behøver blot at lægge Mærke til de blandede Følelser, det vakte hos En, naar Georg Brandes paakaldte I.P. Jakobsen og Schandorphs Skygger. Begge Navne vakte Sympati – det ene endogsaa stærkere Følelser. Anraabelsen skete med al den Skønhed og Patos, Georg Brandes raader over og hans Gestus var netop i det Øjeblik af en paafaldende og bedaarende Ynde. Alligevel følte man næsten i samme nu en Kulde, en Mistro. Det var jo ikke som danske og betydelige Mænd, de blev kaldt frem – ikke paa vore Vegne – det var som personlige Venner, afdøde Partifæller, og i samme Nu kom man til at tænke paa de mange, der med Spot vilde være bleven vist bort fra et Elysium, hvortil Georg Brandes havde Nøglen, fordi de ikke havde den rette Tro, skønt vi andre syntes, at ogsaa de var danske og betydelige Mænd.

Man kan nu engang ikke baade holde Folkefest og fejre Partitriumfer – alligevel forsøgte man det ved denne Lejlighed.

Man fortsatte det Dobbeltspil, som vi kender fra de sidste Aar, paa engang at optræde som Frisindets Frelste i Modsætning til den store forstokkede Hob og samtidig at tale paa dennes Vegne, naar det gælder om at tolke dens overstrømmende Følelser.

Man takker paa denne Maade jævnlig sig selv for, hvad man har gjort for det i Mørke vandrende Folk. Hvad enten man samles til Drachmanns Fødselsdag eller til en Rusfest, er det den samme Radikalismens Hallelujastemning, man behager sig i.

Skønt "den anden af Danmarks mest veltalende Mænd" utvivlsomt var i god Tro, var ogsaa han paa Forhaand vingestækket.

Han havde nemlig set de Vanskeligheder, Holger Drachmann frembød som Folkehelt og troede at kunne komme ud over dem ved kønne og bevægede Ord. Hans Tale formede sig som en begejstret Undskyldning. Men paa saa gyngende Grund faar man ikke den virkelige Jubel til at vove sig ud. Det nytter ikke at tale om de Lidelser, hvoraf Drachmanns Digtning er fremgaaet, at skildre ham som vor Forløser – netop ved sine Svagheder. Der er noget rigtigt i dette, men dette Synspunkt er ikke Folkets og kan aldrig blive det. Det kan rives med, fyldes af Taknemmelighed mod den, der i Livets Strid – maaske i Kamp mod det selv – har tømt Lidelsens og Smertens Bægre, men det kan ikke takke for de Lidelser, der staar for det som Svaghedens og Nydelsens uadskillelige Ledsagere, selv om det netop er gennem disse, at Visdommen og Skønheden er vundet.

En Villon, Musset, Heine, Bagger, Verlaine vil erobre sig deres Rang i Eftertidens Dom netop gennem deres Svagheder og Vildfarelser, men de vil ikke blive takket for disse af deres Samtid, thi vi 938 erkender ikke Vildfarelsen3 som et vilkaarligt og beundringsværdigt Middel.

Der var en eneste, der talte som der skulde tales – Helge Rode. Han var hverken blaseret eller betænkelig overfor sin Helt. Da han pegede frem gennem den Slægternes Eriksgade, ad hvilken Drachmanns Poesi skulde drage sin Hyldingsfærd, var det som vi pludselig slap ud af det Tilfældiges klamrende Favntag. Vi følte os allerede som Eftertid og saa Digteren – befriet fra Døgnets Smuds – i hans beundringsværdige Storhed og Rigdom. Forvisningen om at Evigheden har sat sit Stempel paa Drachmanns Digtning, var, saaledes som Helge Rode udtalte den, en stor og gribende Ting, men dermed var, ogsaa det eneste sagt, der i Øjeblikket kunde siges, thi ingen Tydning af Skriften er endnu anerkendt som den rette.

Og her staar vi da overfor det, der gjorde en Folkefest for Drachmann umulig paa dette Tidspunkt – det, at han hverken som Menneske eller som Digter er Folkets Mand. Han har ikke selv tilladt os at gøre ham til eet med sin udødelige Digtning. Han og hans Venner har bragt for meget ind mellem ham og den – for meget, som ikke pludselig kan stryges bort. Holger Drachmann er en Personlighed som Folket paa Grund af hans Geni har indrømmet visse Friheder – store Friheder. Det har forstaaet, at det kom til kort med sin Fordømmelse. Det har lært at holde sig tilbage, men er derfor heller ikke rede til at flokke sig paa Kommando. Det har vænnet sig til en vis Mistro og det vilde næppe være muligt at pege paa nogen Side af Drachmanns Personlighed, der var egnet til med et Slag at slaa denne Mistro ned. Hvor er f. Eks. de Ord, bag hvilke han har staaet som en Mand, og for hvilke han har bragt Ofre. Han har sagt Ting, der forargede nogle, men bag sig har han haft Partiets og Klikens sikre Tilhold. Da det gjaldt om ogsaa at hævde sig overfor dem, saa man ham hurtigt bøje af og vende tilbage. Et hvilketsomhelst Punkt, man vilde fremdrage, vilde ved nøjere Undersøgelse vise sig at føre ind til et lignende Vildnis af Spørgsmaalstegn.

Det hævner sig at ville være for populær. Man kan ikke gøre sig gemen med Avisernes og Restaurationernes Publikum, vise det en uværdig Fortrolighed angaaende sit intimeste Privatliv og samtidig gøre Regning paa at have sit Folks Beundring liggende parat. Naar man til daglig gaar i Slæber, kan man ikke pludselig bestige Kothurnen uden at blive komisk.

Slammet fra de sidste Avisindiskretioner sad endnu frisk paa Helten, da han traadte frem for at bejle til sit Folks Hyldest. Festen blev holdt paa et Virvar af Indtryk, der ikke blot stammede fra hans Digtnings Rigdom og fra dens Løshed og Skiften, men mindst ligesaa meget fra flere Aartiers Rygter, Sladder og stillen sig selv til Skue. Det var derfor ikke det daarligste Symbol for Aftenen, da Røgen fra de slukkede Fakler ustandseligt bølgede op om Digterens Skikkelse og hyldede den i en sort og stinkende Os.

For megen Os – altfor megen Os.

939 Men selv om han havde været noget mere sparsom med sit Privatliv, vilde hans Digtning have lagt uoverstigelige Hindringer i Vejen. Man behøver blot at sammenligne Drachmann som Festemne med en langt mindre overdaadig udstyret Natur som Pontoppidan. Denne har ikke blot den Fordel, at man ikke daglig har snaget i hans Privatliv, men hans Kunst er saa klar, saa fast, at det allerede nu vilde være muligt at sige Ord om den, der uden Tøven eller Betingelse fandt Tilslutning i alle Sind.

Hvem formaar i Øjeblikket noget saadant med Hensyn til Drachmann. Hans Rigdom overvælder, hans Mangfoldighed forvirrer. Hvad er Svaghed og hvad er Styrke? Paa hvad har han levet – og for hvad?

Vil Eftertiden mindes hans polemisk-sociale Digtning, der endnu ved denne Lejlighed paraderede, eller vil den ikke snarest huske ham kun som Nydelsernes kaarne og beaandet festlige Sanger? Om sligt er det umuligt at dømme sikkert – maaske vi endnu slet ikke har faaet Øje paa det i hans Digtning, der som en Generalnævner gør en Beregning af alle de enkelte Sider mulig.

Det var de samlede Værker, Festen blev holdt paa, men netop derfor kunde det umuligt blive en Folkefest; thi Drachmann er mindre end nogen de samlede Værkers Mand.

Folket vil selv – naar Tidens Fylde kommer – samles til Fest for det Udvalg, der rummer det uforgængelige, det, om hvis Betydning alle er overbevist og tør udtale sig. Og denne sin Ret til selv at bestemme Tidspunktet lader det sig ikke fratage af en emsig Klike.

Det var en Folkefest uden Folket; det var en Folkefest, hvor Talerne manglede slaaende og fængende Ord, og det var endelig en Folkefest, hvor disse Mangler var naturlige, fordi der endnu ikke bestaar noget Tillidsforhold mellem Digteren og det Folk, af hvilket han skulde hyldes.

Dette skal fremhæves og understreges. "Politiken" skal ikke paany have Lov til ved Haan og Brøsighed at lede Indignationen bort fra sig selv og over paa nogle Syndebukke. Selv de naiveste Frøkner og Præster taber i Interesse ved Siden af dem, der ved denne Lejlighed er blevet grebet i at ville "drive" med Folket, bruge det til egen Forherligelse, agere dets selvbestaltede Formyndere og paadutte det Opfattelser og Følelser. Det er mod dem, at Blikkene skal rettes, det er deres Flovhed og Forbitrelse, det er interessant at betragte.

Først Flovheden, da de ikke med et Ord omtalte Digterens bemærkelsesværdige Ytring om de københavnske Kvinder, og da de satte hans Forsvarsartikel, et Vidnesbyrd om den mest fuldkomne Begrebsforvirring, paa den mindst iøjnefaldende Plads i Bladet. Og saa Forbitrelsen, da de mærkede, at Latteren og Harmen bredte sig over det ganske Land. De kan længe nok gøre sig røde i Kammen – deres Fest vil for stedse karakteriseres ved den berømte Ytring. Ikke fordi den er særlig slem, men fordi den var det eneste der kunde huskes, af hvad Skjalden sagde. Havde Drachmann i en eller flere foregaaende 940 Taler fundet Udtryk, der greb eller begejstrede, saa kunde man meget vel med et Smil have taget denne Kaadhed med i Købet – nu var det noget ganske andet. Derfor lykkedes det heller ikke Drachmann at bilde os ind, at han har set "et helt Folk i Fest"; thi hvis han virkelig havde haft en saadan Hallucination tør man tiltro ham, at han havde fundet rammende og mindeværdige Ord uden at søge saa dybt. Nej han fornemmede godt, at det kun var et tilfældigt og ikke altfor ædru Drikkelag, han befandt sig i – og det gør en Forskel.

Det vilde have været Drachmann mere værdigt at erkende dette end at strides med sit Folk om en Hyldest, som kun kan ydes frivilligt. Thi det lykkes dog ikke at overbevise os om, at det er ham og "Politiken", der er det danske Folk og mindre for hver Gang de holder en Fest som denne.

Ogsaa derfor maa den kaldes vellykket – lad os blot faa flere.

Harald Nielsen.

 
[1] perorere: tale (vidt og bredt). tilbage
[2] < Bourgeosi tilbage
[3] < Vilfarelsen tilbage