Post festum

Af Helge Rode

Det er faldet mig ind i denne Tid, om det alligevel ikke var en sund Tanke af den amerikanske Millionær, som gjorde et Par udmærkede Heste til Hædersgæster ved en stor Banket. Sandsynligheden taler for, at ingen misundte dem den Ære, de nød, hverken Menneskene eller andre Heste. Man vidste heller intet om deres Privatliv og de holdt ingen Taler, som der kunde gøres Indvendinger imod. Festen for de to Heste har derfor sikkert været usædvanlig smuk og harmonisk. Vi her i Danmark burde tænke over det. Hvis vi igen føler Trang til at holde Fest i Raadhushallen (hvad Lokalet angaar, er det jo fristende nok) saa bør vi gøre en Hest eller af nationale Grunde vel heller en Ko til Hædersgæst. Saa gaar alt nok godt.

For det er jo med Hædersgæsterne det kniber her hjemme. Folket er godt nok. Det er storartet. – Men Hædersgæsten, han burde sandt at sige hellere holde sig hjemme.

Da Holger Drachmann i Raadhushallen holdt sin første Tale, smilende, lidt keitet og overvældet af Glæde, da sagde han som Jeppe, den gode danske Mand: "Drømmer jeg eller er jeg vaagen. Jeg tror ikke et Ord af det hele." Det var elskværdigt og beskedent sagt og det kunde være rimeligt, om man havde rost ham for det, da han jo ellers i Sandhed ikke har høstet megen Ros for sine Taler ved den Anledning.

Imidlertid, som Sagerne nu stiller sig, kan Ordene hverken kaldes beskedne eller elskværdige. De er kun sande. Thi da nogle Dage var gaaet og Drachmann vaagnede op af sin Drøm og greb frem for sig, 1013 fik han med Tugt at melde en L. i Haanden, som Jeppe og Holberg med allerhøjeste Tilladelse udtrykker det. Drachmann vaagnede og saa, hvem og hvor han var. Han var sig selv. Han var en stor dansk Digter og man havde anbragt ham paa en Mødding.

Situationen er ikke uden Humor og Drachmann kan tage sig den let, for han beholder jo dog det sidste Ord. Her skal ikke dvæles ved alle de vederkvægende Optrin, som dog ikke derfor er glemte. – Da en af Værterne skældte Hædersgæsten Huden fuld og beklagede, at man havde inviteret ham (det^'1 skulde ikke ske igen, om han saa blev 80 Aar), naaede Komedien et saadant Højdepunkt, at man fyldtes af Taknemmelighed. Men det var ikke Drachmann, som blev komisk.

Alle de Angreb, som i hine mindeværdige Dage rettedes mod Drachmann, kan vel ikke skæres over en Kam. Men selv de ærligste tydede neppe paa Overlegenhed. – Godt Humør mærkede man ikke meget til, men desto mere til en fundamental Fejl: Den manglende Sans for Storhed. – Det skarpe Blik for Smaating. Det svigtende Syn for det monumentale. Den gode Hukommelse for en aabenmundet Mands henkastede Kaadheder. Den svigtende Taknemmelighed for en Rigdom af gode Gaver. Vi har megen Kultur og megen Kritik, men lidet Geni, og det som er Faren for os er, at vor Kultur kan blive Smaakultur og at vort kritiske Hang, ikke som ret og godt er, trækker Genialitetens Grænser tydeligt op og derved virker opdragende, men bliver til en Smaalighed, der undergraver selve vor Sans for Genialitetens Væsen og derved virker hemmende. – – –

Jeg forstaar ikke, at Harald Nielsen har villet være med her, og jeg synes ikke, hans Ord bør staa uimodsagt. Helt igennem præges hans Artikel af et besynderligt Skævsyn.

Han siger: Hverken som Menneske eller som Digter er Drachmann Folkets Mand. (Jeg indrømmer, at dette mere er H. Nielsens Speciale end mit.)

Men har han Ret? Drachmann har som ingen anden hos os formaaet at skrive for alle. Han har skrevet Vers, som bedaarer den kræsneste, og Vers, som forstaas af den jævneste. Hvad mere er: Han har stundom digtet saaledes, at alle maa betages, som kan betages. Han er desuden en god Patriot og føler i sjelden Grad "folkeligt" med folkelig Sorg og Glæde.

"Han er en Personlighed, som Folket paa Grund af hans Geni har indrømmet visse, store Friheder." – Det er maaske sandt nok, at denne "Indrømmelse" er den daglige, jævne Dom hos Folket, men dette samme 1014 Folk har, naar de ser Drachmann^'2 i deres Midte, en Tilbøjelighed til at klappe i Hænderne og raabe Hurra. Der er intet at gøre ved det. Hans Personlighed vækker uvilkaarlig festlige Følelser. Harald Nielsen vil ikke være med. Hans "Indrømmelse" af visse store Friheder er en Art "betinget Benaadning": Paa Grund af dit Geni skal du slippe; men siger du en Kaadhed igen, saa har vi en Protokol – og saa lægger vi det hele sammen. – –

Her regnes som i Kriminalretten.

"Der hersker en vis Mistro overfor Drachmann". Mistro? – Der hersker vel ogsaa en vis Mistro overfor Foraaret. For det er ikke ganske til at stole paa. Alligevel vil det danske Folk (naturligvis med enkelte Undtagelser) nok være med til at fejre Foraaret. Og selv om det nu regnede paa Foraarets Fødselsdag, vilde man se at bevare sit gode Humør og ikke glemme, at Foraaret betyder Sol og Blomstring. Thi: intet er lunefuldt som Foraaret og intet staar dog fastere i sin Skønhed i vor Forestilling. Saaledes burde det ogsaa være med Drachmann. Der er saavist ingen Grund til Mistillid.

Videre taler Harald Nielsen, om "Aartiers Rygter og Sladder og Stillen sig selv til Skue". Mon Hovedskylden for Rygter og Sladder ligger hos Drachmann? Folk kan lade være med at sladre. Lad et sladdersygt Publikum tage sin Del af Skylden og se, hvad der bliver tilbage.

Drachmann har, som store Lyrikere før ham, for fuldt Alvor til Tider udkæmpet sit Privatliv for Folkets Øjne. Regnskabet for disse Forhold er vanskeligt at opgøre. En væsentlig Del kommer af Lyrikens egen Natur – en væsentlig Del af Publikums.

"Man kan ikke, naar man til daglig gaar i Slæber, pludselig bestige Kothurnen uden at blive komisk", siger Harald Nielsen, og det er det urigtigste Ord, jeg nogensinde har hørt sige om Drachmann. Hans Liv har overhovedet intet med "Slæber" at gøre. Det er festligt i sit Anslag, festligt i sit Forløb.

Og nu tilsidst. "Det var en Folkefest uden Folket; fordi der endnu ikke bestaar noget Tillidsforhold mellem Digteren og det Folk, af hvilket han skulde hyldes." Saaledes resumerer H. N. Indtrykket af Festen. Og alt hvad der tidligere er citeret af hans Argumentation stiler herimod – "thi ingen Tydning af Skriften er endnu anerkendt som den rette."

Livets Skrift kan unægtelig være vanskelig at tyde; men at Drachmann skal høre til de særlig dunkle Runer, har jeg ondt ved at begribe. – Den Skrift maa vel ogsaa have stærke og klare Tegn, 1015 som man overhovedet kan overlade Efterslægten at tyde, for Tiden, vilde ellers slette den ud.

I en Menneskealder har Drachmann fyldt vort Land med Sang, i lange Tider var han vor Digtnings eneste Stolthed. En Foraarsskikkelse var og er han i et vinterligt Klima, en festlig Opmuntrer, en frisk Brise i et lummert Samfund. Er det ikke nok til, at vi kan fejre ham?

Naar Tiden har foretaget sit Udvalg af hans Værker, vil der blive nogle Bind af en dejlig, bølgende dansk Prosa tilbage og en Samling Digte, som vi ikke har haft Mage til før ham, og som kan staa ved Siden af de ypperste. Er det ikke nok?

Og det er Foraar og Sommer og Efteraar og Kærlighed og Frihedsfølelse, rige og sunde Klange, som taler ud af denne Digtning, simpelt og let forstaaeligt for alle. Naturen har i vor Midte skabt sig et vidunderligt Instrument for at lette sit Hjerte. Er det ikke nok?

Nej, det er ikke nok. Vi har "snaget i hans Privatliv," siger Harald Nielsen, og vi er bleven forvirret derved – Frem med Skarnbøtterne!

Mon Folkeinstinktet ikke i Virkeligheden dømmer sundere? Egentlig tror jeg, at Folket opfatter Drachmann rigtig, som den han er, som en stor Digter, hvis Svaghed er nøje forbunden med hans Styrke, som et Naturvæsen i det ordnede Samfund. En stor og rig Skikkelse, som skal omfattes med Beundring og godt Humør.

Og saaledes: Som Digter, som en stor og rig og i Ordets gode Betydning humoristisk Skikkelse fejredes han ogsaa ved Raadhusfesten uden fad Smiger, uden nogen Værdiforfalskning, med et Korn Salt, som Brandes sagde.

Og mon ikke de, der som Harald Nielsen har en sikker Følelse af de urokkelige Værdier i Drachmanns Digtning, hellere burde retlede og fæstne dette Instinkt end selv lade sig forvirre af alle disse forskræmte og opskræmte, ærlige og uærlige Stemmer.

For alt hvad Harald Nielsen taler om Partifest og saagar "Politiken" er jo ren Fantasi. Det er jo slet ikke Tilfældet, at kun den ene af Talerne hyldede Drachmann først og fremmest som Poet. Georg Brandes selv gjorde det. Som Partimand tvivler jeg paa, at han særlig beundrede Drachmann. Der er i det hele taget næppe noget Parti, der i ham ser den ideale "Partifælle".

Drachmann hyldedes som Digter, som stor, lyrisk Digter. Det var en Fest for Poesien. Derfor kunde Folk af alle Stænder og alle Partier være med. Mig forekommer det, at Skriften var tydelig nok.

1016 Men ud fra dette ganske skæve Syn gaar Harald Nielsen videre. Det er mod disse Partimenneskers "Flovhed og Forbitrelse", at Opmærksomheden skal rettes. "Flovheden" over Drachmanns Tale og "Forbitrelsen" over, at "Harmen og Latteren bredte sig over det ganske Land".

At Drachmann har – lad mig sige – holdt bedre Taler ved andre Anledninger, kan man jo beklage, men hvis det var flovt, saa var det lige saa flovt for Harald Nielsen, som for Festens andre Deltagere. Den berømte Ytring om de københavnske Kvinder, kalder han selv "ikke særlig slem". Naa – men hvorfor saa ikke tage det med Ro? Jo. "Havde D. i en eller flere foregaaende Taler fundet Udtryk, der greb og begejstrede, saa kunde man meget vel med et Smil have taget denne Kaadhed med i Købet." – Atter skal der regnes – trækkes fra og lægges sammen – som stod man i en Urtekræmmerbod.

Drachmann var ikke særlig heldig med sin Tale. – Ak nej, han havde glemt sine Penge hjemme. – Men det er maaske passende at erindre om, at han havde betalt for Festen forud.

Og hvad nu "Forbitrelsen" angaar. Saa meget desto bedre, hvis mange har været forbitrede over "Latteren og Harmen", skabt som den var af forvrængede, løgnagtige Referater, af lumpen, forløjet, hyklerisk Indignation!

Festen skal for bestandig karakteriseres, siger H. N., ved "den berømte Ytring", der var et Udtryk for, at Drachmann godt vidste, at han befandt sig i et tilfældigt, ikke altfor ædru (!) Drikkelag." Føler Harald Nielsen ikke, at han her gør fælles Sag med det, han ellers staar fjernest: Grinet?

Disse Linier fremkommer for sent. Raabene er allerede stilnet af. Forgæves – forgæves, har man raabt. I Stilheden høres atter Toner. Stærke og brusende, skælvende og milde, friske, forfriskende, bevægede og bevægende. Det er Poesien. Det er Drachmanns Poesi. Føler nogen Flovhed og Forbitrelse nu – saa er det ikke dem, som fejrede denne Poesi ved en skøn Fest paa Raadhuset.