De Dødes Rige
Et forsigtigt forsvar for Jyttes forhold til Karsten From
Forholdet mellem Jytte og Karsten From er nok noget af det mest ubærlige i De Dødes Rige. Det er så åbenlyst forkert, og lidt desperat, og så sker det alt sammen alt for pludseligt, i en slags vældig mørk spiralerende bevægelse mod bogens sidste del. Og dog er det samtidig det eneste reelle, kødelige, forhold Jytte indtræder i – alt andet forbliver stort set ved tanken. Af samme grund synes jeg, det kunne være interessant at tage det alvorligt. Eller i hvert fald give det min opmærksomhed.
Ofte, når man læser resumeer, analyser eller anmeldelser beskrives den smukke portrætmaler Karsten som en ligegyldig nar, og en charlatan, hvilket han også er, bestemt, men man glemmer, at han måske frem for alt er den mand, der faktisk forløser Jyttes (begrænsede) erotiske potentiale, og i månederne indtil hun bliver gravid, giver hende lidt af barndommens ubekymrede lykke tilbage. Det er nemt at glemme, men forfatteren beskriver faktisk deres hvedebrødsdage som lykkelige. Derudover er Karsten From, som romankarakter, et eksempel på noget af det, jeg beundrer mest ved Pontoppidans stil – evnen til at lade synspunktet skride ubesværet mellem alvidende og tredjeperson, og ved dette skred holde læseren hen i en meget livagtig tvivlrådighed hvad angår karakterernes egentlige karakter (hvis man kan tale om en sådan). Han suspenderer dommen, næsten i det uendelige, og tvinger os dermed til at gøre det samme. Og når så en dom fældes, som Jytte jo endelig gør over Karsten, når hun mod slutningen tænker ved sig selv at:
det dog mindre var hans letfærdighed, hun følte sig ydmyget af, end af hans karakters ynkelighed, den falskhed og det usle hykleri, hvormed han søgte at skjule sit bedrag. Og med det menneske havde hun et barn…! Hvordan var det gået til?
Så mener jeg, at det ikke nødvendigvis er det sidste, der kunne siges om den sag, havde romanen fået lov at fortsætte. Så meget har vi som læsere lært. Alligevel er det som om denne, den sidste i en lang række af domme (hun er, som Torben Dihmer tænker et sted, jo virkelig "standhaftigt vægelsindet"), får lov at farve vores læsning af Karsten og Jyttes forhold på for entydig negativ måde. Jeg har fundet en række eksempler:
Da Per forlader Jakobe for at gifte sig med Inger, tager han for en gang skyld skridtet fuldt ud og handler, og det valg bliver på nogle måder hans tragedie, ligesom tilfældet er for Jytte, den store relativist eller handlingslammede, depressionsramte kvinde, der med ét vælger helt, helt forkert og gifter sig med den simple skørtejæger Karsten From.1
Torben Dihmer er imidlertid ikke det eneste mellemvæsen, der rejser ud for at undersøge forskellen mellem moderne virkelighed og erindringsbillede. Der er mindst to andre, den ene er Mads Vestrup, der rejser til København, den anden er Jytte Abildgaard, der tager på rejse i den europæiske dekadence, personificeret i den københavnske kunstmaler Karsten From.2
Hun kan ikke hengive sig til den mand, hun elsker, for hun frygter for kærligheden, som så meget andet i denne indbildningers verden, kunne være "fantasteri og selvbedrag", og hun kaster sig i en masochistisk kynisme i favnen på en mand hun foragter.3
Jyttes ægteskab med Karsten From betyder den store skuffelse for Torben Dihmer, og for Jytte, der lever i drømmen om tvillingeparret. Tvillingeparret bliver hende og Karsten From, det mest værditomme og overfladiske forhold, der kan tænkes.4
Umiddelbart forekommer det paradoksalt, at Jytte netop finder sin tvilling i den kyniske levemand Karsten From, som har svunget sig op fra samfundets bund med sin spekulationskunst. For ikke alene synes hans naragtige overfladevæsen at legemliggøre alt det Jytte afskyr og foragter, den øvede og berygtede kvindebedårer vækker også en instinktiv angst i Jytte.5
Og dog er Jyttes spørgsmål til sig selv et godt spørgsmål. Hvordan er det gået til? Og ikke mindst, på hvilke måder har Pontoppidan bearbejdet os – og karaktererne – sådan at vi, lidt modvilligt, og lidt efter lidt, accepterer og lever os ind i dette på mange måder fuldkommen usandsynlige match?
Før jeg kaster mig over forholdet til Karsten From, er der et andet forhold, hvis tvetydighed, jeg synes det er vigtigt at dvæle ved. For modsat hvad Smærup skriver i forordet til min udgave af De Dødes Rige, mener jeg ikke, at vi kan vide os sikre på, at Jytte nogensinde for alvor har elsket Dihmer. Hun tvivler jo selv til det sidste, og der er også andre mænd ind over … Jytte har et fickle heart, en vidtløftig fantasi og en svaghed for det fjerne, det drømske, det, der ikke kan lade sig gøre. Den mandige, og i grunden gode, men også tavse og lidt klodsede bejler med de milelange kinder og grå øjne kan hun jo ikke for alvor give sig hen til. Og det på trods af, at hun gør op til flere forsøg. Han forbliver en fremmed, eller alt for nær, og Jytte forbliver det halvtamme råkid, Torben aldrig formår at indfange. De to går grundlæggende fejl af hinanden. I Torbens øjne fremstår Jytte som et naturvæsen, et kid, en honningblomst, en leende havfrueunge – hendes charme beror for ham at se netop på hendes mangel på forstilthed. Det er sådan, han ser hende. Som fuldkommen oprigtig, naturlig.
Og han tager fejl. For Jytte grubler, og spiller skuespil, hun gemmer sig og tænker sit om alt og alle. Hun er ikke naturlig, hun er tværtimod fortænkt og forpint af sin fortænkthed. Og så er hun ikke, for alvor, erotisk tiltrukket af Torben Dihmer. Til dét tror jeg simpelthen, han er for tung at danse med, og for meget hendes mors yndling. Og måske er det også hér, i forholdet til moren, at vi skal finde nogle af bevæggrundene for Jyttes given sig hen til Karsten: Ved at vælge en mand, som Fru Bertha intet mindre end foragter, straffer hun både sig selv og den mor der elsker hende, og den mor hvis kærlighed bliver kvælende for hende. At gifte sig med Torben havde været at spinde sig længere ind i den klæge, moderlige omsorg som Fru Bertha, der har mistet sine to første børn, hylder hende stadig tættere i, i romanens første dele. Jytte har svært ved at trække vejret, og Karsten, som Fru Bertha slet ikke kan udholde synet af, bliver et middel til at krænge denne tyngende, ufortjente kærlighed og omsorg af sig og så tage imod skammen og misbilligelsen som en slags forfriskende brise, eller en lussing måske? Noget, der også skræmmer hende, men som ikke desto mindre er noget andet, noget nyt – luft!
Desuden er det værd at bemærke, at det "ja", hun gennem moderen giver Torben (og siden trækker tilbage) føles fremlokket og som et svimlende fald. Et selvmord i tanken. På dagen, hvor forlovelsen finder sted, changerer denne Torben for hende; så er han tvillingebroderen, så en fremmed, så sit gamle selv, så fremmed igen, nu på den rigtige måde, og så da han endelig kommer på at vise Jytte og Fru Bertha billeder af Favsingholm, rammes hun af en mistrøstighed, der aldrig rigtig forlader hende. Nej, så snart det bliver konkret med Torben, så snart det bliver kød og blod og sten og fremtid, kan hun jo faktisk ikke holde tanken ud:
Oppe i sit kammer kastede hun sig over en stoleryg for at forjage de mørke tanker, der igen var begyndt at flagre om hendes lykke som natsværmere om et lys. Torbens pludselige veltalenhed dernede, varmen i hans stemme, da han talte om Favsingholm, havde på ny fået hende til at føle det hele forhold så sørgeligt håbløst.
Forlovelsen hæves per brev, og Jytte er tilbage ved status quo. Lettet og uden anger over at være sluppet ud i tide. Enter Karsten From:
Henne på dækket gik en af deres bekendte, der længe havde luret på en lejlighed til at nærme sig dem. Det var en smækker, blond herre, meget smuk men også meget lapset. Håret var langt i nakken, og fortil var det arrangeret efter sidste mode i bukler foran ørene. Under næsen kroede sig et lille lyreformet overskæg. Han så ud til som helst, kunne være greve eller en finere frisørsvend eller kunstner. Han var det sidste.
Bertha lades urørt, men Jytte kan – til sin egen ærgrelse – mærke sin krop reagere prompte.
Jytte havde ikke haft anelse om hans tilstedeværelse. Hun var bleven højrød i hovedet ved lyden af hans stemme og mærkede til sin ærgrelse, at hun var forvirret.
Det er også her, Pontoppidan slår forvandlingsmotivet an. Karstens evne til at sløre sig, hans væsens dækken-over-noget, er det, der kendetegner ham og også binder ham til Jytte, der jo lider af den samme til tider ubærlige uoverensstemmelse mellem det indre og det ydre:
Hans væsens naragtighed virkede betryggende ikke bare på damerne selv, men også mændene, fordi kun få anede, at det var et skalkeskjul, en påfugleham, hvori denne blonde Jupiter indsneg sig til de skønne.
Anden gang vi træffer Karsten, vender Jytte situationen til sin fordel og bruger Karstens usømmelige, og på sin vis besnærende, væsen til, via veninden Meta, at holde bejleren Johannes Gaardbo fra livet. Hun går med på hans frimodige tone, men skammer sig efterfølgende frygteligt. Disse omslag i humør er ikke knyttet til Karsten som sådan, men er bestemmende for Jyttes måde at være i verden på: Hun er altid både/og enten/eller, svimlende og i fald mellem flere muligheder (vi får i en sidebemærkning også at vide, at hun har forlæst sig på blandt andre Søren Kierkegaard). Uanset hvad er Jyttes interesse vakt:
Hans dristighed imponerende Jytte. Hun tænkte ved sig selv, at hun ville give ikke så lidt for at vide, hvad han i grunden var for et menneske. (…) hun havde hurtigt forstået, at hans naragtighed var påtaget. Kun begreb hun ikke, hvad der var hans hensigt med denne spillen bajads for folk.
Den tredje gang Jytte møder Karsten, i selskab med sin fætter jægermesteren hvis portræt Karsten skal male, viser han sig hensynsfuld over for hende. Han takker nej til en avec, da han forstå at hun er træt, og hendes fætter fortæller senere at Karsten nærer "den største respekt" over for Jytte og hendes meninger. Da Jytte på vej hjem beslutter sig for at besøge ham i hans atelier, øges afstanden mellem hende og moderen, idet hun er fuldt ud bevidst om hvad Fru Bertha ville mene om dén sag, og derfor fortier det. I atelieret får hun lejlighed til at tale med ham på tomandshånd, det lyder sådan her:
Han var stadig på en besynderlig måde afdæmpet, næsten forsagt. Hun lagde mærke til, at han for det meste undgik at se på hende. Og hun tænkte som så mange gange før: Hvad er han dog for en underlig hemmelighedsfuld eventyrer, der skifter væsen som en kamæleon og ikke er til at blive klog på.
Siden er det gennem hendes fætter, den jalousiramte jægermester, at Karstens kærlighed til Jytte slås fast for læseren og for hende selv. Han elsker hende altså, og ikke bare det, han begærer hende også. Ved slutningen af kapitel VI præsenterer Pontoppidan os igen for billedet af Jytte som et dyr, men hvor Torben lod til at identificere sig med den der tilfældigt vandrer igennem skoven, og Jytte med kiddet, ser Karstens selvfølgelig sig selv som jægeren:
Nu skred han til værket i en rus som en passioneret jæger, der omsider har indringet et ædelt stykke vildt og stiller sig på post med blodet bankende af forventning.
De to billeder spejler hinanden, men med en verden til forskel hvad angår erotisk energi. Blodet dunker, jægeren føler sig beruset af besiddertrang og Jytte er ikke længere et kid, men fuldvoksen og ædel. Klar til at blive erobret … Herfra tager det fart i form af en række hemmelige spadsereture, regulære stævnemøder, langs med søerne og senere en dans, for øjnene af en forfærdet Fru Bertha der rent fysisk forsøger at holde Jytte tilbage ved skørtet. Under det samme bal vender Pontoppidan, gennem Karsten, tilbage til det motiv der hele tiden følger Jytte og Karsten, nemlig forholdet mellem tilsløring og afsløring:
Og for resten … hvad gør De selv kære frøken? Hvad gør alle vores medskabninger? Sætter vi ikke alle sammen af blufærdighed en mere eller mindre gennemskuelig maske for ansigtet? Der er ingen, der vil være bekendt at vise sig for verden sådan, som Vorherre har skabt dem. Og kan man i grunden fortænke os i det? Hvad siger ikke den vise Salomo? Ingen mand blotter sig undtaget for den elskede. Livet er en stor maskerade. De, allerkæreste frøken, har formummet dem som vestalinde, hvad jeg med gunstig tilladelse vil kalde en fortræffelig idé.
Han ser både sin egen og Jyttes forklædning klart, men forstår den som et grundvilkår ved det at være menneske blandt mennesker. Og så er det i øvrigt ved at være sket med hendes modstand – for Jytte har lyst til Karsten, hun mærker hans begær efter hende og begærer ham tilbage:
Og alligevel var der øjeblikke, da hun glemte det alt sammen for trykket af den arm, der lå om hendes liv. og for hans mørkeblå øjne, som hun ikke så, men hvis fortrolige blik, hun følte under dansen som en brændende gennemrisling.
Og endelig, efter at have læst Karstens brev, hvis uforstilte tone overrasker hende, giver hun sig hen til sin forelskelse – og også her vender Pontoppidan tilbage fra et motiv fra tidligere:
De var bestemt for hinanden fra evighed af som alle andre jorden skabninger, der elsker – to ensomt omflakkende aftenssværmere, der mødtes ved solnedgang og forenedes, før natten atter skilte dem –
Tidligere frygtede Jytte, Jytte som vi i øvrigt første gang hører om som det lys, Torben må lukke øjnene for, sine egne mørke tankers natsværmere. Nu identificerer hun sig med dem. Og så, da hun endelig oplever hvordan det er "at forgå i et kys", må hun jo også indrømme at hun aldrig ved Torbens side havde følt sig "viljeløst omspændt af den mørke, vilde trolddom som kærlighed var". Han har kort sagt aldrig vækket hendes lyst sådan som Karsten gør det.
De to bliver gift og tager på bryllupsrejse, under hvilken Jytte føler sig "lykkeligt fortumlet under deres planløse omflakken fra by til by." Dog måske fordi "indtrykkene jog hinanden til døde og tankerne fik lov at sove". Men alligevel, lykkelig er hun. Midt i sin natsværmer-flakken.
Herfra begynder det som bekendt at gå ned ad bakke. I romanen som sådan og for Karsten og Jytte. Den graviditet, som de begge, af forskellige grunde, har frygtet bliver en realitet, fru Bertha får diagnosticeret kræft, Jytte trækker sig ind i sig selv og Karsten, der er seksuelt frustreret og en sjuft, det skal vi ikke glemme, indleder et forhold til den sølvblonde gymnastiklærerinde Frøken Sølling. For de læsere, der som jeg selv, heppede på Karsten og Jytte til det sidste, er det et smertefuldt fortællegreb, Pontoppidan foretager, når han i scenen, hvor de besøger den fallerede, og nyforelskede, jægermester lader os få et kig ind i Karstens bevidsthed. Uden at sige for meget lader han os vide at skaden er sket:
Ligesom på udturen sad Jytte mest i sine egne tanker, mens Karsten nervøst røg den ene cigaret efter den anden. Forinden bortkørslen fra "Sofielyst", da Jytte et øjeblik blev ført bort af søstrene Wamberg havde han haft lejlighed til at veksle nogle ord med den unge "hr. Johansen", hvis virkelig navn var frøken Sølling. Han havde fået at vide, at hun boede i København og var gymnastiklærerinde i et af de store pigeinstitutter.
I bogens sidste del våger den gravide Jytte altså ved sin mors side, mens hendes mand giver sig hen til sin erotiske fascination af gymnastiklærerinden, og selvom Jytte respekterer ham mindre og mindre som menneske, kan hun ikke sidde hans utroskab overhørig. I en passage, i hvilken Jytte-karakteren for mig at se peaker, forfølger hun ham i droske gennem København. For én gangs skyld er den altid over-analyserende, altid tvivlende Jytte blindt opfyldt af én følelse, én vilje – jalousiens brændende trang til at afsløre! Tage på fersk gerning. Og denne enøjethed er fascinerende og forfriskende. Hendes vilde ridt får dog en brat afslutning, da hun rammes af jalousiens tømmermænd, skammen. Denne forstærkes tusindfold, idet hun kommer hjem og finder sin mor – der jo havde advaret hende mod Karsten – død i sin seng, endda med ansigtet vendt mod døren, som havde hun til det sidste håbet at se sin datter træde ind.
Det var altså det lange svar på Jyttes spørgsmål til sig selv: Hvordan gik det til?
På den ene side tilbyder Karsten Jytte erotisk forløsning og et brud med moderen, som Torben aldrig var i nærheden af at kunne give hende. På den anden spejler hans kamelæon-karakter noget i Jytte, som kun få mennesker får øje på – og Torben er ikke blandt dem.
