De Dødes Rige – med fokus på Jytte

Af Kristina Stoltz

Da jeg blev spurgt om jeg ville komme her og tale om et af Henrik Pontoppidans værker, havde jeg kun læst Lykke-Per, hvilket egentlig er mærkeligt, fordi det er et af mine absolut yndlingsværker. Det mest besnærende ville have været at genlæse Lykke-Per og tale om den nu i aften, men jeg måtte udfordre mig selv, og gav mig derfor i kast med De Dødes Rige.

Det var en hård omgang, på en måde, for jeg blev nok lidt skuffet, eller jeg blev i hvert fald ikke fuldkommen grebet, som af Lykke-Per; jeg kunne godt lægge den fra mig og falde i søvn om aftenen, jeg kunne godt koncentrere mig om andre ting, jeg kunne til og med lade den ligge et par dage, hvis andet kom i vejen. Sådan havde det ikke være med Lykke-Per i sin tid. Jeg levede med Lykke-Per, Per levede i mig, og det gør han stadig! Men nu med fornyet kraft, må jeg indrømme, efter at have læst De Dødes Rige, for selvfølgelig endte jeg med at blive betaget af det monstrum af en roman, hvor det igen er de store eksistentielle tematikker, som død og kærlighed, der står i centrum. Der er blot tale om en helt, helt anden komposition end i Lykke-Per. Hvor Per var den utvetydige hovedperson, er Jytte det ikke på samme måde, selvom hun nok er den person, vi som læsere lærer bedst at kende.

Jeg forstår naturligvis godt Pontoppidans pointe med at brede persongalleriet ud, som han gør for at skabe så fyldestgørende et Danmarksbillede som muligt og rent kompositorisk er det også mesterligt gjort netop at fravælge centrum, eller berøve fortællingen et egentligt anker, en hovedperson, når nu der er tale om en verden i opbrud, hvor alle ideer (hvad enten det drejer sig om politisk ideologi, religion eller videnskab) er til forhandling.

Nu skal jeg jo ikke komme her og fortælle jer, hvad De Dødes Rige handler om, for det ved de fleste af jer kun meget bedre end jeg, men en ting der virkelig slog mig, da jeg var færdig med at læse, var, at romanen på mange måder er en fortsættelse af Lykke-Per. De Dødes Rige begynder der, hvor Lykke-Per slap, og dette på flere niveauer. Spændingen mellem hovedstad og provins, landbrug og industri har fundet sit leje eller i hvert fald et andet leje end i Lykke-Per, tiden er gået og Tyge Enslev, som kunne have været biperson i Lykke-Per har vundet 'den store kamp' – folkestyrets sejr – og frygter nu, at præsteskabet igen vil tage over. Men også Pers tilstand synes at bringes videre i De Dødes Rige. Jytte kan læses som en kvindelig udgave af Per. Den meget unge Jytte, barnet Jytte, er lykkens ridder som Per i første bind af Lykke-Per. Hun skal muligvis ikke ud og erobre verden, som Per, men hun er godt i gang med at erobre sig selv som menneske, måske finde ind til den kerne, hvis eksistens Per i sidste bind af Lykke-Per opgiver at tro på at et menneske overhovedet kan indeholde. Kan I huske kladdehæftet, som skolelærer Mikkelsen finder i huset efter Pers død, hvori Per blandt andet skriver:

Ja, Per spørger og spørger og på en måde svarer Jytte ham i Torben Dihmers erindring om hende, da han på sit sygeleje i begyndelsen af De Dødes Rige tænker tilbage på hende som barn:

Da saae de, at hun begyndte at smøge Klæderne af sig, og en, to, tre plaskede hun i Vandet og kom svømmende ud imod dem med det lange brune Haar flydende efter sig. Da hun naaede Baaden, hængte hun sig med Armene paa Rælingen som en lille Havfru-Unge og lo højt.

Torben husker Jytte som et naturbarn fra Samsø, der boltrede sig i høet som en dreng og i det hele taget bare var sig selv; en ligefrem og livskraftig pige fuld af saft og kraft og lyst til at indtage livet. Da han senere møder hende i København, er hun blevet en dannet ung kvinde, der nok ikke i ligeså høj grad er i kontakt med naturbarnet:

Den lille Havfru-Unge fra "Grønnevandet" kunde i det højeste spores i et vist skyggeagtigt Spil paa Bunden af de gyldenbrune Øjne og i denne fortrolige Udtryksmaade, der gjorde hende saa indtagende i Samtale men ogsaa saa farlig for Mænd, der ikke kendte hende.

Og meget tidligt i romanen forstår læseren, at Jytte fuldkommen har glemt havfrueungen. Hun aner ikke, at livet engang faldt hende 'naturligt' …

Og hvornår er det skift så sket i Jytte? Sandsynligvis nogenlunde samtidig med, at det sker i Per, nemlig ved tabet af faren. Per påbegynder også sin retræte fra livet, da faren dør, og det gør Jytte også. Ud over at miste faren mister Jytte så også bare begge sine brødre og sidder alene tilbage med moren.

*

Som I nok har fundet ud af, er det Jytte jeg har fæstnet mig ved, og hende jeg har brugt kræfter på at forsøge at belyse og forstå. Og naturligvis ville det være at gå for langt at sige, at hun bare er en forlængelse af Per eller en kvindelig udgave af Per, men før jeg slipper sammenligningen, bliver jeg nødt til at holde fast i den lidt endnu: Da Per forlader Jakobe for at gifte sig med Inger, tager han for en gang skyld skridtet fuldt ud og handler, og det valg bliver på nogle måder hans tragedie, ligesom tilfældet er for Jytte, den store relativist eller handlingslammede, depressionsramte kvinde, der med ét vælger helt, helt forkert og gifter sig med den simple skørtejæger Karsten From. Per vender hjem, i bogstaveligste forstand, i mødet med Inger, hvilket vel var det sidste han ville. For Jytte forholder det sig anderledes: Hun længes efter at finde hjem (her i åndelig forstand), at finde den tvillingebror, som hendes far har talt om. Han har beskrevet kærligheden som mødet med denne tvilling, og i et anfald af lidenskab, bilder Jytte sig selv ind, at Karsten From er den længe savnede anden:

Hvad hun dunkelt havde anet fra den første Gang, hun saae ham, vidste hun nu. Han var "Tvillingbroderen", som hun i saa mange Aar havde ventet paa. De var bestemte for hinanden fra Evighed af som alle andre Jordens Skabninger, der elsker, – to ensomt omflakkende Aftensværmere, der mødtes ved Solnedgang, og forenedes, før Natten atter skilte dem – begge fødte med det samme fredløse Skumringssind, der flygtede for Lyset og gruede for Mørket.

Groft sagt handler Lykke-Per om kærligheden mellem Jakobe og Per og De Dødes Rige om kærligheden mellem Torben og Jytte. I begge tilfælde får de elskende ikke hinanden, hvilket bliver det fatale vendepunkt i alle fires skæbner. I begge tilfælde sker kærligheden ikke fyldest, fordi Jytte og Per ikke kan finde ud af at vælge den elskede til, men hvorfor ikke? Her ser jeg også ligheder mellem de to hovedpersoner:

Per forelsker sig i den velhavende, veluddannede jødinde Jakobe, som han på en gang føler sig underlegen og draget af. Torben tilhører samme samfundslag som Jytte, men hun føler sig underlegen og mindre begavet end ham og er bange for, at han skal gennemskue, hvem hun egentlig er, hvis hun indleder et forhold til ham:

Om Torben Dihmer blot kunde se helt igennem hende og ikke troede hende en Smule anderledes, end hun virkelig var! Men det var det ulykkelige, at Folk altid gjorde sig saa forkerte Forestillinger om hende, altid talte om den "kloge" Jytte Abildgaard, den "overlegne" Jytte Abildgaard. Og saa var hun dog saa hjælpeløst angst som en lille Pige i en Troldeskov, saa snart det galdt en Afgørelse.

Både Per og Jytte føler sig underlegne eller ikke værdige nok til den elskede, men der er endnu en afgørende faktor i begge tilfælde og det er manglen på lidenskab. Det virker som om Pontoppidan skelner mellem kærlighed og lidenskab, som om det ikke er muligt at forene disse to størrelser; kød og ånd. Med mindre måske, man som Meta, Jyttes veninde, er enfoldig eller simpel nok til at have "(…) givet sig Livet i Vold med lukkede Øjne."

Og her er igen en lighed mellem Jytte og Per. Ligeså ringeagtende Jytte kan tænke om sig selv, ligeså ophøjet kan hun føle sig over alle andre, som her i samtale med veninden Meta:

"Jeg tænker undertiden paa, om jeg ikke er kommen til denne Verden af en Fejltagelse og i Virkeligheden var bestemt for en ganske anden Klode i den modsatte Ende af Himmelrummet. Jeg føler mig til Tider som en Døvstum og begriber ikke et Muk af det hele. Men til andre Tider har jeg rigtignok en lige saa ubehagelig Fornemmelse af at være den eneste vaagne i en Verden af Søvngængere."

Her er Jytte som fantasten Per. Verden er ikke god nok til hende, men i stedet for at drage ud for at revolutionere den som Per, drømmer hun sig i stedet væk fra den. Hun sidder allerede i huset i Jylland (i overført forstand selvfølgelig), isoleret og gammelklog, som Per i den sidste del af Lykke-Per. For kunne det ikke ligeså godt have været Jytte der i sit kladdehæfte havde skrevet disse ord: "(…) Indtil vi en Dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsestemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene. Fra den Dag er vort eget, sande jeg blevet den store Sfinks, hvis Gaade vi stræber at løse. Mit sande jeg?"

Nej, det kunne nok ikke være Jytte, der havde skrevet sådan, når det kommer til stykket, for den gamle vejassistent er afklaret i sin erkendelse. Det er Jytte ikke. Hun er forpint og rædselsslagen, som her, hvor hun sidder foran sit spejl i Italien ret før hun skal møde den mand, hun på det tidspunkt tror, hun skal forloves med:

Bestandig havde man fortalt hende, at hun lignede sin Mor, og det ikke alene af Ydre. Det havde ogsaa Dihmer engang sagt. Saa lidt vidste han Besked! For der var lige saa stor Forskel paa dem som paa en moden Hvedemark med Kornblomster og Valmuer og et af disse tætte, mørke Tjørnekrat, som det var uhyggeligt at se ind i. Saasnart hun selv forsøgte at trænge ind i sit Væsens Urskovs-Dyb, blev hun greben af en Slags panisk Skræk. Der var hverken Vej eller Sti derinde men fuldt af Spøgelser og vandrende Skygger. Og vilde, røde Rovdyrøjne stirrede ud fra Mørket.

De røde rovdyrøjne vender tilbage til allersidst i romanen, da det går op for hende, hvor stor en ulykke det er, at hun har giftet sig og er blevet gravid med Karsten From. Så nej, Jytte og Per er ikke ens, men de lider begge af den samme form for bipolære fantasteri og misantropi. I Jyttes tilfælde er det måske sværere at få øje på fantasten i hendes karakter. Den ligger mere skjult end hos den erobrende verdensmand Per Sidenius. Måske fordi hun er en kvinde. Og netop det faktum, at hun er en kvinde, er en del af hendes tragedie. Det vilde naturbarn, som i sin tid hoppede omkring sammen med sine brødre i havet omkring Samsø og på Storeholt på Fyn, morens barndomsparadis, befinder sig dårligt i sin kvindekrop. Det, at mændene i hendes liv, faren og brødrene, er gået bort, har gjort hende angst og deprimeret. Det ligger lige for at tænke, at sorgen over tabene river stabilitet og patriarkalsk fundament væk under hende, men jeg tror nærmere, at man skal læse tabene som tab af ligemænd. Det er brødrene og faren hun har fundet spejling i, ikke moren, som hun nu er henvist til, men udsigten til et liv i ægteskab vækker på den anden side intet incitament til at rive sig væk fra hende:

Hvorfor skulde netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem Ægteskabet skuffede? Hvad Grund var der til at tro, at det ikke ogsaa engang skulde times hende at sidde som en forpjusket Høne og le af sin lange, dybe Drøm om Lykke. – Men da vilde hun hellere dø."Hvorfor skulle netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem ægteskabet skuffede? Hvad grund var der til at tro, at det ikke også engang skulle times hende at sidde som en forpjusket høne og le af sin lange, dybe drøm om lykke? – Men da ville hun hellere dø.

Denne lange dybe drøm om lykke er en central del af Jyttes karakter. Som Per vil hun i hvert fald ikke lade sig nøje. Livet skal være vidunderligt, kærligheden af nærmest overjordisk karakter, og hvis ikke en sådan kan tilkomme hende, vil hun hellere undvære, måske endda hellere dø. På den måde er hun ligeså radikal som Torben Dihmer, der vælger sygdommen og døden frem for helbredelsen og livet, da det går op for ham, at han ikke kan få Jytte. De er begge fantaster og livsuduelige og på den måde åndstvillinger, men spørgsmålet er, om der var kommet særlig meget godt ud af det, hvis de havde fået hinanden. Måske tilhører de begge de dødes rige, fordi de dybest set ikke kan lade sig nøje med at være dødelige på jorden, og foretage sig de nødvendige ting som dødelige må, såsom for eksempel at kæmpe for kærligheden. Mens det endnu er fuldt muligt at vinde Torben tilbage (som hun rent faktisk aldrig har tabt), ligger Jytte i sin seng og tænker tilbage, som var hun en gammel dame med størstedelen af livet bag sig:

Mon han nogensinde tænkte på hende mere? Og i så fald med hvilke Følelser? Det Spørgsmaal blev ved med at summe om hende som en Myg, naar hun i sine søvnløse Nætter laa med Haanden under Nakken og fantaserede … ikke længer om, hvordan Fremtiden skulle blive, men om, hvordan den kunne være bleven, dersom … ja, dersom hun selv og saa meget andet i denne fortvivlede Verden havde været anderledes.

På samme måde foretager Torben sig ingenting for at vinde Jytte, efter at hun har afvist ham i Italien. Han giver sig i stedet for til at dyrke den ny 'naturlighedsbølge', ligesom blandt andre Doktor Gaardbo og finder lindring i sin skæbne ved at bekende sig til sin sygdom i stedet for til sin helbredelse.

*

Jo mere man genlæser og vender tilbage til Jytte, jo mere kompleks fremstår hun. Som sagt finder jeg mange lighedspunkter med Per fra Lykke-Per, men hun er naturligvis ligeså meget sin egen: En ung kvinde, ramt af depression og angst på grund af tabet af faren og brødrene, et portræt af en ung kvindes forsøg på at løsrive sig fra sin mor – selvfølgelig kan hun ikke vælge Torben Dihmer, da han jo vitterlig er svigermorens drøm – naturligvis må hun vælge Karsten From for at blive sig selv, da han er den absolut sidste Fru Abildgaard ønsker sin datter giftet bort til. Portrættet af Jytte er også en skildring af en ny, moderne kvinde, der ikke vil lade sig nøje med moderskabet og opofrelsen for manden; samtidig har hun ophøjet kærligheden til noget overjordisk. En platonisk kærlighedslængsel taler gennem hende: En kærlighed hvor mand og kvinde er det dobbeltvæsen, som blev adskilt ved syndefaldet og først kan forenes igen efter døden, men denne længsel bringer jo ikke slægten videre, og lige netop den Abildgaardske slægt er ved at forgå, så Jytte må ofre sig og helst med hjælp fra et skud stærke gener. Jytte kaster sig i grams hos proletariatet, da hun vælger Karsten From, men måske er det det, der skal til, ikke for hendes overlevelse, men for slægtens og måske endda demokratiets. Således bliver Jytte en slags martyr – hun ofrer sig (ubevidst) for en større sags bedste.

Jytte er den absolutte relativist eller relativistisk absolut, hvis man kan være det. Intet tror hun på, ingen gud, ingen ideologi, ikke engang sig selv, sine egne tanker og følelser, ikke engang de ord, der kommer ud af hendes egen mund, har hun tillid til kommer fra et såkaldt sandfærdigt sted. Indtil hun i pludselige indskydelser tror fuldt og helt, nærmest fanatisk på kærligheden, når den med ét viser sig som ideen om tvillingebroren; et drømmesyn, en fantasme, en hallucination som et stjernebillede der viser sig helt klart og tydeligt på himlen, for kort tid efter at sløres eller helt bortviskes af et skydække, hvorefter alt igen falder tilbage i sine gamle relativistiske former. Jytte inkarnerer på den måde en fortid og en fremtid, der allerede har gjort sit indtog. Hun er personificeringen af det gamle og det nye; en tid i opbrud, en tid kun det halve af hende er en del af, og da hun ikke har fundet sin tvilling, er hun ikke livsduelig nok til at forblive. Hun kan ikke trække vejret i den nye tid og må opgive.

*

Jeg kan ikke som sådan drage paralleller til mit eget forfatterskab, men jeg tror, at en af de ting, som optager mig så meget ved Henrik Pontoppidans romaner, er det, at hans personer dybest ikke rigtig kommer nogen vegne, eller i hvert fald kun bevæger sig meget lidt væk fra deres udgangspunkt; det være sig psykologisk eller rent fysisk. Personligt har jeg altid været af den overbevisning, at vi kan hvad vi vil, enhver anden tanke gør mig klaustrofobisk. Rent ideologisk har jeg det radikalt modsat og anerkender fuldt ud, at vi har forskellige baggrunde og ressourcer, og at vi af mange forskellige grunde naturligvis ikke bare kan gøre, som det passer os.

Men for at kunne blive forfatter måtte jeg uden tvivl tro på, at jeg kunne, hvad jeg ville. Var det det, jeg ville, ja, så skulle det nok blive til noget! Det var jeg helt sikker på. Naturligvis. Lykke-Per!! Interessant er det så at blive klar over, at mine bøger handler om mennesker, der sidder fast i en tilstand eller i en helt konkret situation.

I min debutroman ender hovedpersonen Nadja med at tilbringe det meste af sin tid på en café inde på hovedbanegården, selvom hun dybest set skulle noget helt andet og rent faktisk har en mand og et barn der venter på hende et andet sted. Hun sidder fast i en tilstand, der lammer hende rent fysisk.

I romanen Æsel er to drenge på flugt fra Taleban i Afghanistan. Deres fysiske skæbne er overladt til menneskesmuglere og senere asylmyndighederne. Mentalt er de henvist til deres fortid og spørgsmålet er, uanset hvor meget frihed de end kommer til at vinde rent fysisk, om det nogensinde vil lykkes dem at frigøre sig fra fortiden og blive dem selv – blive sig selv. Det mest centrale spørgsmål i Pontoppidans forfatterskab som jeg kender det indtil videre, er uden tvivl det som mine bøger også kredser om: Hvordan bliver man sig selv og hvad vil det egentlig sige?