Henrik Pontoppidan er død

Efter længere Tids tiltagende Svagelighed er Forfatteren Henrik Pontoppidan afgaaet ved Døden

I Begyndelsen af Tyverne, da jeg boede paa Christianshavns-Siden, mødte jeg saa godt som hver Dag en Mand, som jeg i Begyndelsen anslog til at være Pastor eller snarere Stiftsprovst, ja, endog Biskop emeritus – ikke blot paa Grund af den mørke, noget gammeldags Overfrakke og den sorte bløde Hat, som ikke var nogen Kunstnerhat, men ogsaa paa Grund af en ubeskrivelig "Gejstlighed" i Holdning, Gang og Ansigtsudtryk. Det var umuligt ikke at blive fængslet af Manden, for dels var han en meget smuk Fremtoning, ikke høj, men velbygget, med karakterfulde og rene Ansigtstræk, helt igennem præget af nøjsom Soliditet og selvfølgelig, ikke reflekteret Distinktion eller Fornemhed, dels undlod han aldrig at fæste sine klare, stærkt lysblaa Øjne indtrængende paa mig. Jeg tænker, at det var en Vane hos ham saaledes at fiksere og spørgende iagttage de Mennesker, han mødte paa sin daglige Vej. En Dag gik det saa op for mig, at Manden var Henrik Pontoppidan, om hvem der havde været talt meget og altid med Beundring i mit Barndomshjem, og hvis Bøger jeg havde læst siden Tolvaarsalderen. I 1928 flyttede vi begge fra Amager, og jeg gensaa aldrig siden Henrik Pontoppidan. Men vi har vekslet adskillige Breve – maaske allerede i den Tid, da vi plejede at mødes – og for hans Vedkommende muligvis uden Anelse om, at vi ogsaa havde en anden Slags Bekendtskab.

Saadan som jeg kender Henrik Pontoppidan fra vore Møder paa Christianshavn, i Torvegade, i Overgaden, paa Amagerbrogade eller paa Stierne i Voldgravsanlæget, vil han vedblive at leve i min Erindring – en dansk Idealtype med gejstligt Kulturpræg. I den Sfære, hvor legemlig og aandelig Skønhed anskues under eet, er han den smukkeste Dansker, mine Øjne har set. Og da især for Øjnenes Skyld. Jeg ser, naar som helst jeg vil det, disse Øjne med de noget tunge Laag blive pludseligt slaaet op og uden bestemt Tanke, men med et Overlæg, som et langt iagttagende Liv har gjort til Vane, blive sat i mine i det stumme Øjeblik, da vi uden anden Hilsen passerede hinanden. Jeg er kommet til det Resultat, at denne min personlige Erindring om Henrik Pontoppidan rummer et Symbol. Saaledes som han gik mig forbi, saaledes gik han ogsaa i det store og hele forbi sin Tid, forbi det Folk, som han skrev sine Bøger om og til – en selskabelig Eneboer, frittende, men upaagaaende, vurderende, men som en medskyldig Næste, der tager sig selv ind under Dommen.

For Henrik Pontoppidan var nok en typisk Dansker, og hans Forfatterskab er fra den første til den sidste Bog en Bekendelse paa og til hans danske Tro og Tvivl og Arv og Gæld, men han var ikke en Dansker, som gik med Strømmen i sin Samtid og med Flertallet i sit Folk, midt i Flokken og midt ud ad Vejen, holdende Fodslag. Tværtimod – han bevægede sig oftest i modsat Retning, han gik villigt til Side – for desto bedre at kunne tage dem i Øjesyn, der lagde Beslag paa Vejbanen. I høj Grad selskabelig anlagt, i alt Fald før Sygdom paalagde ham Tilbagetrukkethed, afskyede han dog Offentlighed. Han var i Lyst og Nød en Medvider i Danmarks Folks og Riges Historie, men i denne Historie krævede han ingen Hovedrolle, han krævede slet ingen Rolle for sig selv. Han unddrog sig tværtimod – fuldt ud tilfreds med at være Tilskuer. Berømt og dog ukendt levede han iblandt de andre Danskere, afsides, men ikke ensom, tilsyneladende fjern, dog nærmere ved det, der skete, end om han havde siddet som Redaktør af en Storavis, altid med Afstand mellem sig og de populære Massebevægelsers store Opløb – ikke af Mangel paa Interesse for Menneskene, men netop for at kunne bevare Sjælens Varsomhed og Overblikket. Til daglig ubemærket, ja næsten glemt, var han dog ubestridelig og ubestridt et Vartegn i den danske Litteratur, og hver Gang han udsendte en Bog, saa føltes det, at han stadig var den samme troende Tvivler, hvis Kald det i et langt Liv havde været at slaa de klare Øjne op og se os indtrængende og spørgende ind i Sjælen.

Henrik Pontoppidans Forfatterskab er saa vel bekendt, og Bøger og Artikler om det staar til Raadighed i en saadan Mængde, at det ikke er Umagen værd at gaa i Enkeltheder for dem, der skal læse denne Nekrolog. Det staar med Fødderne i Skolelærerlitteraturen, men Hovedet er paavirket indirekte af Hegel og Kierkegaard med Henrik Ibsen som det mest nærliggende direkte litterære Mellemled. I en vis eensidig Forstand kan Henrik Pontoppidans Forfatterskab opfattes som en fortællende Illustration af Hegels dialektiske System, Kierkegaards Enten-Eller Filosofi og Striden mellem Tro og Viden omkring 1870. Men naturligvis er der mere i Henrik Pontoppidans Forfatterskab end som saa. Under et andet Synspunkt er Henrik Pontoppidans Bøger det vigtigste Supplement til den danske Historieskrivning i A.D. Jørgensens og Troels Lunds, Kr. Erslevs og Johannes Steenstrups Dage. Ingen anden dansk Fortæller har i sit Forfatterskab omspændt mere af Danmark end Henrik Pontoppidan – for han omspænder faktisk hele Folket og Riget, Jylland og Øerne saavel som København. Det hænger naturligvis sammen med, at han (ligesom Fr. Paludan-Müller, hvis Plads i Litteraturen under Demokratiet blev hans) er Præstesøn, altsaa ikke hjemstavnsbestemt og lokalt præget, men en almen Dansker fra det kulturbærende Lag, der strækker hen over hele Folket. I Henrik Pontoppidans Fortællinger er Handlingen henlagt til alle Egne af Danmark, han har skrevet om alle Slags Danskere – de københavnske Jøder indbefattet. Som sociologisk Kortlæggelse af det danske Landskab og det danske Folk er hans Forfatterskab en enestaaende æstetisk Præstation. Den lange Række af hans smaa og store Tidsbilleder – fra Sandinge Menighed, Landsbybilleder og Skyer (Fortællingerne fra Provisorie-Tiden) til de store Romaner, Det forjættede Land, Lykke-Per og De Dødes Rige – er et uopslideligt og i sin Art uovertruffet Bidrag til den danske Nutidshistorie mellem 1880 og 1910.

Henrik Pontoppidans store og i en vis Forstand centrale Stilling i dansk Litteratur i de fyrretyve Aar mellem 1880 og 1920 er sikker nok – men var han ogsaa, hvad man forstaar ved en Digter? Lad det være sagt straks og til Forklaring: Hvis han virkelig var Digter, saa var han ogsaa en stor Digter. Det er ikke Formatet, som mangler hos Henrik Pontoppidan. Men hvis man med Digter forbinder det uudsigelige, som er Geni, saa var Henrik Pontoppidan ingen Digter. Der var ganske vist en oprindelig Digter i ham, men som han selv tilstaar i Arv og Gæld, denne Digter var kun en Epigon af Chr. Winther. Hvis Henrik Pontoppidan havde fulgt dette Digterkaid, vilde han kun have gjort sig fortjent til en Fodnote i den danske Litteraturhistorie – blandt Guldalderens lyriske Eftertrav. Men han drejede Halsen om paa denne blegsottige Lyriker. Dog – Liget kunde han ikke slippe af med. Han fører det med sig i alle sine Bøger, hvor dets Tilstedeværelse tilfører Kommentaren en umiskendelig Tanke.

Hvad Henrik Pontoppidan har skrevet er omvendt Lyrik, Antilyrik. Der hører ikke megen Litteraturforstand til at føle, at hans Stil er af en væsentlig anden, mere prosaisk Art, end f.Eks. Holger Drachmanns og Sophus Claussens, Johannes Jørgensens og Johannes V. Jensens. Han er ogsaa mere prosaisk end Herman Bang og Goldschmldt. En Sammenligning med Steen Steensen Blicher er særlig lærerig og turde afgørende tjene til at vise, at den Krone, som tilkommer Henrik Pontoppidan, ikke er en Digterkrone. Vor største Novelledigters Fortællinger har deres lyrisk-elegiske Udspring i det dualistiske Motiv: "Ak, hvor forandret!" (Og en af Novellerne har virkelig den Titel, som de næsten alle kunde have haft). Men det dualistiske Skema i Henrik Pontoppidans Fortællinger, store og smaa, er ikke dyppet i nogen lyrisk Elegi, det er udhamret af en satirisk-polemisk Hensigt, som endog i mange Tilfælde er belastet med en karikerende og kverulantisk Grimasse. Knap en eneste af Henrik Pontoppidans Fortællinger undslipper dette haarde Skema, der af lutter Forhærdelse undertiden synker ned til at være et teknisk Trick. Med størst artistisk Beherskelse er Skemaet benyttet i Henrik Pontoppidans Mester-Fortælling, den pointeret tvetydige Hverdagshistorie Borgmester Hoeck og Hustru1 – saa meget bedre end Karl Larsens Dobbeltroman over det samme Problem: Hvi ser du Skæven. En Fortælling som Ung Elskov kan tjene som Eksempel paa en alt for grov mekanisk Anvendelse af det samme Skema: Tvetydningen mekanisk udnyttet som "Maskine" paa Bekostning af Personernes Psykologi og den moralske Oprigtighed og Ærlighed.

Naturligvis hænger Henrik Pontoppidans affekterede Upartiskhed og villede Tvetydighed sammen med en Tvivlraadighed og et Vankelmod hos ham selv, som vilde have sendt ham tilbunds, hvis han ikke havde haft Selvbeherskelse nok til at give Afkald paa offentlig Optræden og Ordførerskab. Talrige Digtere har været mindre selvkritiske og tilbageholdende i Offentligheden end Henrik Pontoppidan og har betalt en høj Pris for deres Fejltagelse. De er blevet Pjat og Vrøvl, medens Henrik Pontoppidan oplevede at gøre Fyldest som Viismand – hvilket han, som kendte sig selv, sikkert har optaget i den ironiske Betydning, som det var hans mindste Livskunst at præstere. Men saa sjæleligt disponeret Henrik Pontoppidan ved sit "Tvesind" ogsaa var for det dialektiske Kontrastskema, han gjorde til Læsten i sin fortællende Teknik, maa det dog siges, at det nok saa ofte forraader hans Mening, som tjener hans Mangel paa Mening. Det er ikke vanskeligt at se, at Tendensen i Skyer og de andre Fortællinger fra Firserne trods alt er mere Venstre end Højre, at han i alle de Fortællinger, som har Elskov til Hovedemne, med hele sit Hjerte er Part i Sagen paa den ene Side og kun med det halve af sin Forstand Part i Sagen paa den anden Side. I den sidste af disse Fortællinger Et Kærlighedseventyr (1918) bryder Trick'et sammen, idet Balancen, som i Borgmester Hoeck og Hustru er holdt haarfint, forskyder sig forræderisk til Fordel for den udbrudte Hustru, imod den forladte Præstemand, der handler med ulastelig Klogskab, men ukærligt.

I Det forjættede Land (Trilogien: MuldDet forjættede LandDommens Dag 1891-95) prøver Henrik Pontoppidan at holde Tungen lige i Munden mellem en positiv og en negativ Vurdering af Fænomenet Emanuel Hansted. Tvetydigheden har her en berettiget kunstnerisk Pointe. Desværre skæmmes Trilogien af en historisk-psykologisk urimelig Epilog. At der i Emanuel Hansted er Stof til to stikmodsatte Vurderinger, det tager vi imod, men det er for at vrænge af Evangeliets Jesus, at Henrik Pontoppidan lader Mirakler ske ved hans Grav. For Emanuel Hansteds Skyld var de ikke blevet troet paa Sjælland, hvordan man saa vurderer ham.

Lykke-Per er en større Roman, ogsaa og især fordi Henrik Pontoppidan ikke her nøjes med et Skema rummende Tesis (Barndomshjemmet, Moderen, Inger, den lyse grundtvigske Præstedatter, han gifter sig med, o.s.v.) og Antitesen (det Salomonske Hjem i København i Palækvarteret, Rigdommens og Berømmelsens og den blandede Kvindeelskovs udslaaede Paafuglehale), men ogsaa giver en Slags Syntese (ved Subtraktion): Lykke-Per unddrager sig baade den ene og den anden Livskreds for at finde sin egen Lykke og Fred med sig selv som ensom Vejassistent i Vestjylland. Lykke-Per er utvivlsomt den af Henrik Pontoppldans Romaner, hvor han mest hensynsløst har brugt sig selv som Model, og det er ligesom det dialektiske Skema i denne Roman virker mindre goldt og skadeligt for Karakterernes Psykologi, fordi det er ført igennem til et Livsresultat og en Bekendelse til noget, som maaske overfladisk set ikke er ret meget, som Tro betragtet, men dog afgjort meget mere end en ren artistisk Nihilisme.

Hvad De Dødes Rige angaar, da er denne store Roman, som blev skrevet efter Henrik Pontoppidans svære Sygdom og Operation, som han kun med Nød og næppe stod igennem, som historisk Illustration betragtet nok noget mere farveløs end Forgængerne, skønt det ogsaa i den Henseende indeholder gode Ting, f.Eks. Politikeren Tyge Enslevs Død og Vandrepræsten Mads Vestrups Livsløb. Men Værket har sikkert paavirket mange Læsere som mere modent i den historiske Kommentar end Henrik Pontoppidans andre "Tidsbilleder", og han har intet Sted givet stærkere Udtryk for den melankolske og fortvivlede Side af sit Væsen. Sortsynet maa dog vige for Lyssyn paa Bogens sidste Blad; men dette Lyssyn virker paaklistret.

Til syvende og sidst er Henrik Pontoppidan en meget daarlig Naturalist. Ham trøster det ikke, at Livet gaar videre, at de Unge bygger Rede, som om de Gamles Tilværelse havde været en ublandet Idyl, og at Jordemoderen – som i Herman Bangs Tine – bliver ved at have noget at bestille.

Det er blevet sagt, at Henrik Pontoppidan, den største danske Prosaforfatter i Fyrretyveaaret omkring 1900, hele sit Liv slæbte en myrdet Lyriker med sig i sin litterære Bagage. Paa sit Had til den falske Romantik, Fantasteriet, den daarlige Lyrik hvæssede Henrik Pontoppidan sin Satires Kniv som paa en Slibesten. Men han selv og hans Forfatterskab levede ikke af dette Had. Det levede af en Tro, der sprang fra et Sted i ham, der laa dybere end hans Sind. Denne fanatiske Antiklerikalist og Præstehader var, uanset hvad han var eller indbildte sig at være i sit Privatliv, i sit litterære Værk en dybt kristelig Forfatter. Aldrig lagde han sig fast paa Oplysningsfilisteri, liberal-socialistisk Fremskridtstro. Skønt negativ i sit Forhold til Kirke og kristelig Dogmatik var han ikke fanget ind paa den positivistiske Limpind, at Videnskaben har løst eller løser eller kan løse alle Gaader. Det er altid vanskeligt for ikke at sige umuligt og til en vis Grad utilladeligt at ville lægge en Mand fast paa en Tro, som han ikke har bekendt. Og det skal heller ikke ske her. Privatmanden Henrik Pontoppidan maa godt gaa over i Historien som en Hedning eller rettere en Mand, der sagde Nej til Kristendommen, naar den blev rakt ham af Kirken eller af Præster. Men Forfatteren Henrik Pontoppidan er – saaledes som Edv. Brandes, der i visse Henseender var baade klogere og mere fornemmende end Georg Brandes, vidste – i sit moralske Syn paa Verden og Menneskene saa grundigt præget og formet af Kristendommen og Kirken, at det næppe er muligt at nævne nogen dansk Digter, paa hvem Prædikatet kristelig i den historiske Sfære kan hæftes med større Ret. Fr. Paludan-Müller kan visselig ikke komme i Betragtning, selv om der i hans Liv findes en Omvendelse til Kristendommen. Kristendommen var i Henrik Pontoppidans Tilfælde en Charakter indelebilis – et uudsletteligt Grundtræk i hans Væsen og hele Menneskeart.

Og det gælder baade under Lovens og Evangeliets Synspunkter. Det er jo ubestrideligt, at Henrik Pontoppidan med alt sit Tvesind og sin Tvetydighed er en stærkt dømmende Forfatter, og den Dom, han direkte eller indirekte fælder over de Mennesker, han fortæller om, falder i de fleste Tilfælde temmelig nøje sammen med den Dom, som Kirken og ganske særlig Indre Mission ogsaa vilde afsige om de samme Mennesker. Man maa ikke lade sig narre af, at Henrik Pontoppidan, tro imod en naturalistisk Recept, forsøger at afsvække sin Dom ved at opdigte Undskyldninger, baseret i de paagældendes ulykkelige Barndom, daarlige Opdragelse, tidlige Fattigdom o.s.v. For disse mekanisk paahæftede Indskud kommer kun Hovedpersoner til Gode, aldrig Bipersoner, og hvad mere er: disse Undskyldninger kan slet ikke komme op imod den Mangel paa Sympati for ikke at sige Antipati, Pontoppidan føler for de paagældende Personer (f.Eks. Journalisten Dyhring i Lykke-Per, Maleren Karsten From i De Dødes Rige).

Det stærkt dømmende Element i Henrik Pontoppidans Menneskeskildring er sikkert nok til Skade for den kunstneriske Sandhed i den samme Menneskeskildring, men vi kan ikke gøre os blinde for, at Henrik Pontoppidans ofte galdegrønne Dømmesyge har skaffet ham mange Læsere – ikke mindst kirkelige. Heldigvis er Henrik Pontoppidan dog ikke ensidigt Moralist. Han er ogsaa Evangelist. En moderlig Lussing paamindede ham hele Livet om, at den, som tror paa Gud, ikke vil se ned paa de Fattige og Smaa. Ophørte Henrik Pontoppidan at tro paa Kirkens Gud? Han blev i alt Fald aldrig Snob. Hans Forfatterskab er demokratisk i evangelisk Forstand (og Demokrati i al anden Forstand er en Pest – det mente Henrik Pontoppidan ogsaa!). Sikkert nok har Henrik Pontoppidan ogsaa af sin Moder lært, at Gud er Kærlighedens Gud. Og selv om han strøg Gud af sin Bekendelse, saa strøg han ikke Kærligheden. For haard og dømmende som han er, bliver han svag og afmægtig, hver Gang han staar overfor den kristne Kærlighed. Til syvende og sidst er der dog intet, han lader gælde uden det, som er af Kærlighed, og den eneste Person, som i hans sidste store Roman bliver fuldt ud frikendt, er den gamle Sygeplejerske Barbara, om hvem det hedder, at "hun maa leve for andre eller lægge sig til at dø."

Det er ved at oplede den Slags Træk i Henrik Pontoppidans Bøger – og af dem er der mange flere, end man først tror, fordi den bitre polemiske Tone dominerer – at man bliver klar over, at Tvivlens Skal i dette Forfatterskab lukkede sig om en Kerne af Tro. Maaske eller rettere sikkert var det oprindelig mindre Henrik Pontoppidans egen Tro, end det var Moderens og de tre Hundrede præstelige Forfædres Tro – men den blev Henrik Pontoppidans egen derved, at han ikke fragik Arv og Gæld.

Hans kristelige Forfatterskab er overfor Historien Beviset.

Henning Kehler

 
[1] her og i det følgende rettet fra Borgmester Hoeck og hans Hustru tilbage