Henrik Pontoppidan 1904
| og han har aldrig levet, som klog paa det er blevet, han først ej havde kær. Grundtvig.1 |
I en af sine romaner langer Henrik Pontoppidan et velment og velrettet spark ud efter den moderne danske digtnings "smaa lyriske luseknækkere"2, alle de mange, der kan "sidde i timer og pille med et rim og nusse et adjektiv"3.
Jeg skulde tage meget fejl, om det ikke er denne hær af "luseknækkere", som har hovedansvaret for det daarlige lov, dansk digtning i øjeblikket har paa sig, baade i de nordiske broderlande og i hele Europa. Al denne pillen med et rim og nussen med et adjektiv – som indenfor Danmarks grænser kan virke noksaa tiltalende – maa for udenforstaaende læsere, hvis øren ikke paa den maade er skarpt mærkende og beredte til nydelsen af fintstemte samklange, gøre indtryk af et gammelmandsagtigt, lidt udgaaet artisteri; det skær af forfinet, kniplingsagtig overkultur, som har hvilet over de sidste aaringers paddehatsfrodige rimproduktion og sjælemaleri, har sikkert svækket tilliden til det nuværende slægtleds aandelige leveevne, og herigennem forklares det, at den danske kultur for tiden ligesom træder i skygge for den norske og svenske. Det primitive og urkraftige, det intuitivt geniale besejrer altid det møjsommeligt tilberedte, det kunstfærdigt beregnede. Litterære fænomener som f. ex. Aage Matthison-Hansen4 35 eller Johs. V. Jensen kan ikke andet – deres uomtvistelige begavelse tiltrods – end nedsætte udlandets tanker om dansk digtning – forsaavidt da navne som disse naar udenfor landets grænser.
Der er imidlertid – selv i denne "kunstfærdighedens" tidsalder – betydelige danske forfattere, som har holdt sig borte fra alt muligt artisteri og netop derigennem været med til at genskabe det danske skriftsprogs rolige rytme og ædruelige ordvalg, og blandt disse træder Henrik Pontoppidan frem som en af Danmarks solideste og dygtigste skribenter.
Han har i sin stil – med vilje – holdt sig borte fra I.P. Jacobsens farvemættede, mosaikagtige ordsammenføjning, der for mange af de unge digtere er bleven en vejleder ind i unaturens og skabagtighedens land, og han vilde sikkert endnu indstændigere frabede sig al tale om paavirkning af Herman Bangs krampagtigt nervøse, hedt flimrende behandling af sproget. Medens bægge disse betegner ensidigheder indenfor dansk prosa-kunst – hvorfor ogsaa enhver efterligning fører over i parodien – er det selve grundstammen i sproget, som Henrik Pontoppidan er i slægt med.
Hans pen løber let og behændigt, sommetider næsten altfor journalistisk glat, og om end han jævnlig nøjes med det næstbedste, ja endog kan forfalde til thevandsromanernes selvfølgeligheder5 findes der dog hos ham saa megen ypperlig iagttagelse, saa skarpt og forstaaende et blik paa tilværelsen, parret med saa dygtig en evne til at finde paalidelige udtryk, at man intetsteds finder selve den kunst: at fortælle, udført med større virtuositet end netop hos Pontoppidan.
Man finder ikke hos ham en Johannes Jørgensens kræsne ordvalg, end sige hans berusende ordmusik; i sammenligning med en saadan kunstfærdighed bliver Pontoppidan godtkøbs og feuilletonagtig; man finder endnu mindre en Niels Møllers minutiøse sjælemaleri, 36 hvor alle de rørelser, der gemmer sig under bevidsthedslivets tærskel, omhyggeligt er paaviste og anbragte – som insekter paa knappenaale – op og ned af siderne; i sammenligning med et saadant sjæleligt skarpsyn bliver Pontoppidan overfladisk og lidt sjusket; man finder mindst af alt en Karl Larsens evne til med en stemmegaffels nøjagtighed at gengive et bestemt samfundslags tone og ordvalg, saaledes at hver fugl synger med sit næb; i sammenligning med en saadan fonografisk korrekthed bliver Pontoppidan svinglende og tilfældig; men man finder hos Pontoppidan, hvad ingen af de tre nævnte forfattere ejer i tilnærmelsesvis samme omfang, en frisk og frejdig gaaen paa, en malen med store og brede træk, uden snørkler og kruseduller, men saa meget mere jævnt og vederhæftigt. Pontoppidan tager ikke en enkelt skikkelse og dissekerer den for vore øjne, saa vi kender hver trevl af dens indre. Hans evne er størst, hvor han maler sammenspillet mellem de mange, gengiver et bestemt milieu, helst med en vrimmel af enkelte figurer; til denne skildring passer hans noget løse og kølige farvegivning, og her overser man hans mangelfulde sjælelige forstaaelse.
Naar Pontoppidan i øjeblikket staar som den danske fortællekunsts ypperste navn, skyldes det maaske mest af alt hans journalistiske uforknythed og rappe haandelag; hans mod paa at tumle de store lærreder, give sig de store opgaver i vold; Pontoppidan er en mand, der har levet i mange forskellige cirkler og brugt sine øjne allevegne; naar han siden fortæller om sine oplevelser, er der mange, for hvem disse bøger bliver en slags Baedecker enten gennem Sandinge højskoles foredragssale eller gennem Philip Salomons millionærsaloner. Det er jo ikke enhver givet at lære saadanne milieuer at kende af selvsyn. Naar bøger som Det forjættede land eller Lykkeper har naaet de mange tusinder af læsere, er grunden for en væsentlig del deres karakter 37 af kulturhistoriske aktstykker; saa nysgærrige som menneskenes børn nu engang er, kan man altid finde tilslutning til meddelelser om den slags ualmindelige existensers privatliv: "hvordan de spiser og hvordan de drikker, hvordan de nyser og hvordan de hikker."6
I en større tid – med større svingkraft – havde rejsebeskrivelser af denne art næppe skænket sin mand mesterrang – men vel givet ham et navn som en habil og bemærkelsesværdig fortæller; paa grund af tidens karrighed paa store aander er Pontoppidan bleven ophøjet til en af vore største. – –
Vil man have et bevis paa Pontoppidans uindskrænkede anseelse her i Danmark, kan man finde det ved at betragte den litterære klikes behandling af ham og hans værker.
Intet blad har ihærdigere end Politiken arbejdet paa at grundlægge Pontoppidans mesterry; man har fra denne side havt fornemmelsen af, at det danske folk kunde lade sig byde meget; men Pontoppidan var det nok klogest at bøje sig for.
Det gjorde man saa. Dybere og dybere bøjede man sig. Tilsidst helt i gruset.
Og dog er sandheden den, at ingen forfatter har haanet og gennemheglet det litterære koteri ubarmhjærtigere end Pontoppidan. Mens han ellers nøjes med at snærte saa smaat, svinger han susende svøbeslag over al fritænkerdogmatisme og aandstyranni; eller paa den anden side over de "frigjorte" aanders fandenivoldskhed og lovprisen af den "store" og "frie" kærlighed.
Hvor er der ikke en ærlig uvilje, ja næsten modbydelighed hos Pontoppidan, naar han i Lykke-Per skildrer den "stolte" hedning og Luciferdyrker, maleren Fritjof Jensen – som inderst inde er gennemraadnet af mørkerædsel og tilintetgørelsesfrygt, og som tømmer burgunderens skaaler for at døve klokkernes kimen; 38 eller naar han i Nattevagt smæder den store digter Sahlmann for hans uafladelige skiften standpunkt; eller naar han i den samme bog stiller Jørgen Hallager frem som det ubarmhjærtige menneskedyr, der midt i sin fremskredethed forsynder sig mod humanitetens simpleste love, ja tilsidst lægger sin hustru i graven – for paa bogens sidste blade, med pragtfuld selvironi, at forfalde til en ganske Sahlmannsk kadaverlyrik!
"Hold galden flydende!" – det er en ligefrem genial idé af Pontoppidan at lægge denne replik, som mest af alt minder om Ulf Brynjulfsens deklamationer i Forskrevet7, i munden netop paa den uforbederlige kyniker Jørgen Hallager.
Jo, vel er Pontoppidan en vittig mand!
Eller nu hele den moderne remse om den "store" og "frie" kærlighed, om "lidenskabens fyrsteret" etc. etc. – aldrig er noget af alt dette bleven gjort ynkeligere til nar end i Pontoppidans bøger; man behøver blot at tænke paa Højsang og De vilde Fugle, eller paa Den gamle Adam med dens fint beregnede, stilfærdigt overlegne hudfletten af al mulig beklumret flirt – vittigt og elegant presset sammen i magister Globs lidt pedantiske optegnelser fra sit ophold ved et fynsk badested.
"Den store lidenskab" – "Gennem de mange til een"8
Skulde saa alt dette synes for svagt til at drage Pontoppidan ud af klikens fangarme, saa har han selv for al tydeligheds skyld i sin sidste bog Lykke-Per leveret det afgørende bevis for, at han ikke vil lade sig tage til indtægt af noget parti, end sige da det Brandes'ske.
Jeg sigter hermed til den skildring, Pontoppidan giver af Georg Brandes, hvem han fremstiller under 39 en let gennemskuelig maske – saadan som denne forfatter i det hele har en ganske usømmelig mani for, under den letteste forklædning, at lade mænd, som alle kan genkende, optræde i sine romaner. Der maa dog engang i den simpleste velanstændigheds navn kræves en ende paa alle disse nøgleromaner. Det er saa inderlig stimandsagtigt at overfalde en mand paa en saadan maade, at han ikke kan forsvare sig.
Ved Pontoppidans skildring af Brandes er der nu i dobbelt forstand noget gennemsigtigt, idet ikke alene vi kan gennemskue dr. Nathans maske, men det ogsaa viser sig, at Pontoppidan i en sjælden grad kan se tværs igennem Georg Brandes, og han er ikke bange for at afsløre, hvad han ser – eller, hvad han ikke ser. Der er i denne haarde og uskaansomme kritik sagt det afgørende ord om Brandes. Som han dær er tegnet, vil han gaa over i historien – et adskilligt mindre flatterende billede end det gængse luciferfysiognomi. "Han besad visselig glimrende evner, men var dog ikke, hvad man i almindelighed forstaar ved et geni, ingen selvfødende aand, ingen nyskaber. Sammenlignet med hjemmeavlede originaler som Grundtvig og Kierkegaard kunde han endog synes at mangle dybere ejendommelighed". Hans gærning betegnes som den: at forsøge at lære det degnetunge danske folk at danse.
— — —
Hele denne Pontoppidans holdning overfor kliken hænger sammen med noget af det inderste hos ham, hans slægtsarvede, trodsige og stejle selvstændighedstrang, som ikke alene ægger ham til oprør mod al stats- eller partidespoti, men ogsaa stiller ham paa lydhør vagt overfor alle flyvende ord, der møder op med fordring om at være feltraabet for en hel slægt, være det løsen, hvorunder fremmarschen mod "det forjættede land" skal finde sted.
40 Han er jyde nok, Pontoppidan, til at være paa sin post mod "alle mængdens eller modens gængse fraser og helligede billeder". Naar en eller anden lyriker proklamerer en ufejlbar frelse for slægten, staar Pontoppidan der med sine to ben solidt plantede i jorden og trækker med et tvivlende smil paa skuldrene: mon? –. Hamlets berømte replik: "ord, ord, ord –" har sikkert ofte fundet vej til Pontoppidans læber, naar døgnprofeterne skvaldrede deres visdom op.
Nu er det saadan, at af alle sprogets ord er dette skeptiske "mon?" nærmest ved at være det danske bondefolks symbolske ord; der ligger i disse tre bogstaver saa meget af den danske nationalkarakter gemt. Ogsaa derfor er Pontoppidan bleven en af vore mest – ikke folkelige – men populære skribenter.
Pontoppidan gaar ikke til værks med højtidelig andagt og titanisk verdensforagt – som en Henrik Ibsen f. ex. –; nej, med et lunt blink og en paradoksal vits smiler han livet af alle de store ord – saa nemt, som en bondemand vender sin skraa.
Man kan være uenig om, hvorvidt Pontoppidan er en "mand" eller ej; maaske er hans sind til syvende og sidst ikke højbaarent nok dertil; een ting er sikker og vis: mere end nogen anden af vore penneførere er han det, vi paa godt dansk forstaar ved et "mandfolk"; kvindagtig klynken og fruentimmerextase er ham en pest. Saa jævnt og ligetil som muligt, det er hans ideal. Og trods alle Ulf Brynjulfsenske bravader og al dekadent maanelyrik – "den daarlige maves lyrik" – genkender det danske folk alligevel i Pontoppidan kød af sit kød og ben af sine ben. Saa uforknyt smilende, saa uanfægtet og frank er netop det danske folkeideal – lige siden Holbergs og Poul Martin Møllers dage.
Til den ene side had til alle despoter og alt voldsherredømme, til den anden side foragt for alle fraser 41 – om disse to tapper drejer Pontoppidans forfattervirksomhed sig.
Og i virkeligheden er jo disse to kun forskellige sider af samme sag.
Den fælles formel er had til alt uretmæssigt herredømme, udadtil som vold, indadtil som fraser.
Det er derfor forstaaeligt nok, at Pontoppidans udvikling i hovedlinjen forløber saadan, at hans tidligere værker ivrer mod despotiens mangfoldige overgreb, hans senere værker mod "lyriken"s, frasernes og de gamle drømmes, herredømme i sjælen.
Til dette er intet at sige.
Despoti og fraser fortjener hver for sig intet herredømme paa jorden eller i menneskesjæle. Kampen mod dem er hellig kamp til menneskehedens forædling.
Men samtidig med denne udvikling hos Pontoppidan gaar en anden, som ganske vist er usynlig, men netop derfor saa meget mere gennemgribende.
Medens nemlig hans ungdomsarbejder bærer vidne om forfatterens samleven med de mennesker, han skildrer, hans aabne og rige hjærte, som deler deres sorg og harmes over deres undertrykkelse, svinder dette præg af samfølelse, af personlig grebethed mere og mere, jo længere man kommer frem i rækken af hans bøger; den harmfuldt forbitrede samfundsskildrer forvandles aarene igennem til en reserveret, glaskold skeptiker, for hvem de skildrede personer har mindre interesse end selve den kunst, det kræver, at skildre dem.
Livet taber i værdi, samtidig med at virtuositeten, kunstfærdigheden stiger. Den samfundsstormende fusentasts slængkappe bliver lidt efter lidt til en kølig og uinteresseret kunstners utilnærmelige diplomatfrakke.
Mens man i Pontoppidans første værker ikke et øjeblik er i tvivl om, hvad forfatteren vil, hvor hans 42 hjærtelag er, bliver baade Det forjættede Land og Lykke-Per til en slags fixérgaader: "her er 500 sider; kan nogen finde forfatterens hjærte?" Det er, ligesom Pontoppidan af alle Brandesianismens slagord har forelsket sig i det ene: l'art pour l'art. Det ender med, saa at sige, at være ham ligegyldigt, hvordan et menneske han skildrer, naar bare skildringen er godt gjort. Det er derfor, han kan faa sig til at anvende otte bind paa at afmale os Lykke-Pers elendighed; jo ubetydeligere æmnet er, des større bliver komplimenten til den kunst, som evner at holde interessen fangen.
Først og fremmest: ikke en mine fortrukken i ansigtet, enten det gaar saadan eller saadan. Det samme – efterhaanden mere og mere mefistofelisk – smilende aasyn, enten Emanuel Hansted knuser sin livslykke i forsøget paa at virkeliggøre idealet i denne syndige verden, eller Lykke-Per efter en elskovsnat med en gift dame, han har truffet paa et karneval, bliver overfaldet af "moralske opstød". Den højeste ideale stræben, en ærlig og ædel menneskesjæls ødelæggelse i kamp med omgivelsernes magt – en forsumpet og forsviret, i sit had til kristendommen ganske forløjet, i det hele og store fuldkommen ubetydelig, men muskelstærk, ingeniørs gliden fra den ene kvindefavn til den anden – bægge dele skildres med lige stor sympati, eller med lige ringe; overlegent smilende lader Pontoppidan Emanuel Hansted løbe panden mod skyerne; præcis med samme smil paa læben lader han Lykke-Per glide i sumpen.
Man behøver ikke, for at finde en modsætning til denne form af menneskeskildring, at søge tilbage til f. ex. Adam Homo eller Peer Gynt; bægge disse værker vil sagtens synes Pontoppidan ganske forældede, saadan som forfatterne lægger deres mishag, deres foragt for dagen.
Der udkom for ikke saa mange aar tilbage her i 43 Danmark en del værker af Lykke-Pers forfatter. Disse bøger bares oppe over megen ufuldkommenhed ved den flammende indignation, de var gennemglødede af. Nu er ufuldkommenheden bleven mindre, men samtidig er ogsaa indignationen bleven mindre, eller helt forsvundet. Pontoppidan føler sig ikke mere som meddelagtig i den menneskenes sag, han plæderer; han har omgivet sig med en olympisk guddommelighed, hvorefter "ret er vrangt, og vrangt er ret".
Spørger man Pontoppidan: "Jamen hvem har nu retten?", saa svarer han: "Retten – – ? Ak kære! Retten – – det er et middelalderligt ord! Brug dog ikke det! Retten – –! Der er ingen, der har retten! Den ene er saadan, den anden saadan, og lige megen ret har de bægge".
Nu ved jeg vel, at hele formskærerlavet herhjemme i høje toner vil forsikre, at netop i denne afstrøjfning af al sympati og antipati, denne fuldstændigt uinteresserede kunstneriskhed, netop heri ligger Pontoppidans fremskridt som forfatter klart udtrykt.
For nogle faa aar siden kunde maaske denne paastand have virket med en vis terroriserende magt; i vore dage kan den kun skræmme børn og barnlige sjæle fra at sige deres ærlige mening. Det skal nok vise sig, vi alligevel ikke er saa faa, som mener det stik modsatte.
Allenfals staar vi her ved en modsætning, som ikke kan disputeres væk, fordi den hænger sammen med livets dybeste modsætninger: mellem godt og ondt; mellem lys og mørke.
Her maa enhver ud af sin inderste samvittighed tage standpunkt, uanfægtet af, hvad hele verden mener.
Det er intet æstetisk spørgsmaal længer, det er et livsspørgsmaal.
44 Og livsspørgsmaalene afgøres i lønkammeret, for Guds aasyn.
– – – Der er for mig ingen tvivl om, hvad der er det største, det mest menneskeværdige: aabent og ærligt at leve menneskenes kamp sammen med dem, dele deres haab og deres glæde, deres sorg og deres harme, og ud fra denne samleven at skildre tilværelsen, forbitret over dens vold og despoti, over dens usselhed og elendighed, lidende med, naar en ædel sjæl gaar til grunde, haabende med, naar lyset sejrer over mørket; eller ogsaa det andet: den "kunstneriske" bedømmelse af det hele som mer eller mindre anvendelige motiver til nye romaner, den fuldkomne udslukthed af al samfølelse med de skildrede personer.
Det første staar for mig som en digters herligste opgave; det andet som det skammeligste misbrug af kunstneriske evner.
Enhver uinteresseret betragtning af menneskeskæbner er en krænkelse af kærlighedens evige bud – og dermed ond; enhver forfatterudvikling, som bærer hen mod den slags artisteri, bærer i mine øjne hen mod alt det, der er ondt og koldt og hjærteløst.
Det største af alle spørgsmaal er jo dog i vore dage netop det, om kulturen skal løsrive sig fra forbindelsen med de evige vandstrømme, dem, der flyder med tro og haab og kærlighed; saa bliver den nødvendigvis ond og hjærteløs, og stænges dermed ude af Guds rige. Eller om det af Guds naade skal lykkes at holde forbindelsen vedlige, saaledes at kunsten gennemstraales af kærlighedens evige glød; saa bliver den en af de værdifuldeste stene i Guds store tempel.
Her maa hver eneste kunstner tage sit stade, som han vil.
Og som han kan forsvare det.
Og herudfra maa – naar alle andre hensyn er afvejede – dommen fældes.
45 Dybest set er det kunstens største ære, at den kan faa lov at arbejde i livets tjeneste. Men omvendt er det dens største forbandelse, naar en kunstner søger at trælbinde livet, selve det levende menneskeliv, for sin lille triumfvogn, vover at forgribe sig paa livets ædleste malme, for deraf at smedde sin egen berømmelses kongekrone.
Det bliver til syvende og sidst en gentagelse af menneskeaandens dumdristige forsøg paa at smykke sig med selvforherligelsens og selvdyrkelsens krone; det er dette, som eengang for alle er domfældt, for nu snart 1900 aar siden, da jordens største kongesøn stod i valgets dal og valgte – selvopofrelsens, den uendelige kærligheds sviende tornekrone.
Siden den tid lyder ordene: "Børnlille! Elsker hverandre!" ikke som en from drøm, men som en uomgængelig befaling.
Der rammer alle.
Alle – uden undtagelse.
– – –
Derfor er det, jeg ikke kan andet end se Pontoppidans udvikling som en saa skæbnesvanger nedgang, som en langsom vigen bort fra alt det, der er – og maa være – kunstens opgave, som en trist og tung fortaben sig i kunstleriets øde ørk. Han har – i ordets sørgeligste betydning – givet sig selvi sone for sin "kunst".
– – Der er noget ubegribeligt ved dette. Noget, som trodser ethvert forsøg paa forstaaelse.
Al den stund Pontoppidan dog engang – for ikke saa mange aar siden – har skrevet sine bøger med sit eget hjærteblod.
Der er jo dog aldrig paa dansk skrevet værker, der har været baarne af en saa inderlig medfølelse med de smaa og fortrykte, en saa ærlig forbitrelse mod alle tyranner, som netop Pontoppidans Landsbybilleder og 46 Fra Hytterne. Eller er der noget sted, hvor al provisorietidens uretfærdighed skamskændes af et inderligere hjærte, og hvor dens ofre forsvares mere nænsomt og forstaaende, end i Skyer! Disse bøger er skrevne ud af en bred og bølgende samfølelse baade med de enkelte menneskesjæle og det hele folk.
Endnu saa sent som i 1894, da Nattevagt og Den gamle Adam udkom, dirrer og skælver Pontoppidans sjæl af harme mod dem, der enten af dogmatisk radikalisme eller af løssluppen kvindebegær sønder-træder de stille og fine menneskers livslykke.
Ja, selv i en lille pastiche som Minder lyser der frem en nænsom og elskværdig forstaaelse af en lidt støvet bogorms første – og største – erotiske oplevelse.
Alle disse bøger kan ikke noksom anbefales enhver elsker af nordisk digtekunst; man vil gennem dem stifte bekendtskab med en af Danmarks – ikke just dybsindigste – heller ikke stilistisk dygtigste – men elskværdigste og mest underholdende fortællere; en mand med en sikker opfattelsesevne, et skarpt og fornøjeligt lune, en flydende pen; og først og fremmest: et hjærte, der bevæges i fryd og sorg, alt som de skildrede menneskeskæbner giver anledning dertil.
Netop i disse aar sker imidlertid forvandlingen, og vil man træffe Pontoppidan i hans nye skikkelse, maa man søge til hans to kæmpeværker: Det forjættede Land og Lykke-Per. Bægge disse bøger er skrevne ud fra en rent æstetisk vurdering af menneskene og er næsten ganske blottede for udslag af forfatterens egen stemning. Netop derfor er det, de fra visse hold kaldes kunstværker uden rag og revne, medens de fra andre hold angribes paa det heftigste.
Hvordan er nu denne overgang forklarlig?
For eet maa dog vel være vist: den blotte henvisning 47 til indflydelse fra "kliken" kan næppe være fyldestgørende.
Dertil er Pontoppidan for uafhængig en mand.
Og kliken i hans øjne for ubetydelig.
En mulig forklaring er den – vi er jo her inde paa gisningernes vidtstrakte mark – at Pontoppidan er kommen for skade at mane større aander frem, end han selv har magtet at besværge; han har stillet sig spørgsmaal, han selv ikke anede svarene paa; istedetfor nu enten at lade alt dette falde og nøjes med emner, han kunde magte, eller ogsaa stille sagen frem og slutte med et ærligt: "Jeg ved ikke mine levende raad", har Pontoppidan valgt den tredje – og slette – udvej: at maskere sin raadvildhed bag en uægte overlegenhed. Det er vel næppe saa sjældent, at dette bliver tilfældet, naar en jævn og ret dagligdags, men letløbende og smidig begavelse giver sig til at sysle med de største opgaver: istedetfor at indrømme, han forløfter sig, lader han utrolig overlegen – og duperer mængden.
Det være nu, som det vil!
Een ting er vis: Pontoppidan har i disse to bøger taget spørgsmaal til behandling, der, om de overhovedet kan besvares, kræver en intelligens og en menneskeforstaaelse, som denne forfatter nok barer sig for at møde op med. Dette – i forening med Pontoppidans netop i disse bøger særlig glatte og journalistiske stil og tykke suffisance – bevirker, at baade Det forjættede Land og Lykke-Per gør et saa utiltalende indtryk paa alle dem, der kræver mere af en bog end glansfulde milieuskildringer og ironisk nedladenhed.
Eller se nu engang paa denne Emanuel Hansted og Pontoppidans behandling af ham!
Man mene nu om denne mand, hvad man vil – at hans sjæl er bristefærdig fyldt af den ædleste trang af alle, trangen til dog i nogen maade at smelte 48 sine idealer om i livets lødige metal, skal vel vanskelig kunne nægtes. Nu mislykkes dette forsøg, og fra hans ikarosflugt mod folkelighedens eventyrlande styrter han ned i en – sindssygeanstalt. Der er i dette – desværre – intet romanagtigt; tilværelsen synes saaofte for ideale naturer at være ganske umaalelig med deres hjærtersstræben. Idealerne kan ikke tilpasses, som det hedder. Saa sprængeshjærtet.
Men nu Pontoppidan!
Ja, eet af to: enten kunde han fremstille Emanuel Hansteds skæbne som et bevis paa, at al ideal stræben ender med et ikarosfald – det var en bitter lære, men den krævede respekt –; i saa fald burde han paa heltens grav have rejst et mindesmærke, stolt og dystert, som det sømmer sig, naar en digter paa menneskeslægtens vegne skrinlægger "den ideale trang" – fordi livet ikke vil kendes ved den. Eller han kunde have vist, hvordan Emanuel Hansteds idealer var falske og derfor nødvendigvis maatte ledeham til fald. Det var denne slutning paa bogen, som havde været den i enhverhenseende værdigste – og sværeste.
Pontoppidan gør intet af dette.
Han stiller Emanuel Hansteds idealer frem i deres fulde straaleglans, uden saa meget som et forsøg paa at bryde deres indre magt; derpaa lader han helten gaa tilgrunde – for tilsidst at sætte ham dette gravmæle: "Herunder hviler Don Quixotes genganger, Emanuel Hansted ved navn".
Muligvis finder Pontoppidan selv, at denne løsning af gaaden netop er gnistrende overlegen og vittig; vi andre maa ha lov til at mene, det slet ikke er nogen løsning.
Naar en forfatter lader en "Pater Rüdesheimer" sige det forløsende ord om en Emanuel Hansted, saa hører dog alting op, saa trænges der dog vel ikke til 49 yderligere bevis for, at han har staaet saa inderlig magtesløs overfor de spørgsmaal, han selv har rejst – og derpaa søgt at klare det hele med en vits.
Det føles, som havde man anbragt en narrehue paa hodet af en gigant.
Giganten bliver ikke mindre derved.
Det skal dog vel eengang siges, at en saadan adfærd er sjæleraa som lidet andet; oprørende, som netop kun smaadrenges piben i fingrene ad "de store ulykkelige" kan være det. Det er det ynkeligste, det mest lumpne, et menneske kan gøre: overlegent at trække paa skuldrene, naar en menneskesjæl ikke veed sine levende raad til at leve livet, som han maa, og vil, og skal leve det. Naar man staar overfor livets største tragedie, er det kun de – ja netop kun de sjæleraa, som kan smile.
– – – Nu vil maaske en og anden spørge, hvordan det da gaar til, at Det forjættede Land er en saa overordentlig populær bog, som indtil dato er udkommet i 10,000 exemplarer.
Noget af svaret ligger sikkert gemt i den omstændighed, at den forløbne halve snes aar har været rig paa mennesker med samme "kunstneriske" syn paa tilværelsen som Pontoppidan, mennesker, der maaske kan betegnes som "schlechte leute, aber brave musikanten". Disse "kunstkendere" har, dels personligt, dels ved hjælp af deres indflydelse paa andre, skabt en del af Pontoppidans publikum.
Hovedgrunden ligger imidlertid andetsteds.
Pontoppidan havde med denne bog det særegne held at bringe et ganske ukendt samfundslag, højskolernes og vennemødernes, ind i digtningen. Der havde jo nok været en og anden lille skolelærer, og saadan, men forfatterne med de fine navne, dem "man" kunde være "bekendt" at læse, havde ikke beskæftiget sig med denne del af verden. Derfor anede "københavnerne 50 med K." omtrent ligesaalidt om, hvad en højskole var, som om samfundstilstandene i Honolulu.
Nu spilede man øjnene op. "Se se, se se – – ! Naa saadan nogen bredhattede, bragesnakkende mennesker regerede som konger derude i bondelandet. Pokker til fyr, den Pontoppidan, som han har luret dem af, gavtyven! Dialekten, klæderne, træskoene, vennesmilet og det hele – —". Jo, selvfølgelig maatte man læse den bog; saa kendte man lidt til det ogsaa, og man kunde smile overlegent og medlidende ad disse flinke, men enfoldige individer, naar konversationen engang imellem strøjfede derhen ad.
Pontoppidan omtaler selv i et forord til denne bogs tredje udgave "den figurrige billedrækkes noget skitsemæssige udførelse, og dens kølige og tyndt paastrøgne farver".
Hvad meningen er med disse artistudtryk, kan maaske være tvivlsomt; muligvis har man dog ret til i dem at søge en tilstaaelse af, at skildringen ikke staar i et ganske ligefremt forhold til virkeligheden. Saa meget er allenfals vist, at denne bog maaske er hovedaarsagen til, at de "intelligente" i Danmark har faaet et saa fuldkomment falsk billede af højskolen og dens gærning. Langskæggede, kofteklædte folkeprofeter, savlende og ævlende i bragesnak og gammenstale og gimlegjalder – hvor er dog denne fordom indgroet hos alle dem – der intet kender enten til højskolen eller dens mænd!
I henseende til samfundsskildring staar Det forjættede Land som en rask udført, men ganske fortegnet skitse, der for fremtidens kulturhistorie vil være helt misvisende – omtrent som saa mangen anden journalistisk genistreg.
Stort mere er jo nemlig Det forjættede Land ikke.
51 Naar man fradrager alt det sjæleraa og hjærteløse.
Hvilket alt fortjener endnu haardere navne.
– – –
Der staar endnu tilbage at omtale Pontoppidans sidste store roman Lykke-Per9, hvoraf der foreløbig er udkommet syv dele, mens afslutningen endnu er gemt i fremtidens skød.
Med den forholder det sig paa en delvis anden maade end med Det forjættede Land, idet milieuskildringerne her er af betydelig værdi, sandsynligvis baade fordi Pontoppidan i denne bog er paa mere kendt grund, og fordi værkets hæftevise udgivelse har tilladt ham at brede sig i de enkelte scener. Der er punkter i Lykke-Per, hvor Pontoppidans solide fortællekunst fejrer sine glansfuldeste triumfer.
Man skal saaledes søge viden om i dansk digtning for at finde noget, som er "gjort" bedre, "sat bedre op", malet festligere og mere levende, end det store middagsselskab hos Philip Salomon; alting – personer, saavelsom de livløse genstande – er skildrede med en sikker – men ikke dybtgaaende – opfattelsesevne og i et elegant og lydeløst sprog. Der kunde virkelig her være mening i at tale om kulturhistorisk værdi. Saa selvbevidst og patricierstolt, saa overlegent og selvfølgeligt levedes der netop for nogle aar siden indenfor visse – navnlig jødiske – kredse i det københavnske bourgeoisi.
En mand som selve Philip Salomon er med faa streger malet som den retsindige, pengestolte, familiekære storkøbmand, han er.
52 Eller nu hans børn: den emsige, hjulbenede, platfodede jødelaps, Ivan, hvis specialitet er at understøtte radikale genier; den pragtfuldt udseende, yppige og silkeknitrende, skøgehjærtede og skøgeberegnende fru Nanny; den retlinede, mandsintelligente, sygeligt udseende Jakobe, som dog i sin sjæl gemmer al en kvindes lidenskabelighed – alle tre er de flot og elegant skitserede. Og klogeligt holdt saa meget paa afstand, at Pontoppidans manglende sjælelige sans ikke faar lov at vise sig. Saadan som vi ser dem, forekommer de os at være typer, som er trufne paa kornet; man kan ikke andet end beundre forfatterens sikre og overlegne haandelag. Han kan sin profession.
Man skal sagtens være københavner for ret at kunne nyde denne kunst, men da omtrent halvdelen af Danmarks befolkning er – eller har været – københavnere, kan Pontoppidan finde læsekreds nok.
Navnlig da han tilsyneladende er lige godt hjemme i alle milieuer.
En herre som redaktør Dyhring er et helt lille mesterstykke af en moderne bladmand, opfattet med ypperlig haan og stillet i fortrinlig belysning.
Fra et helt andet hjørne møder saa nye hjem: højbaadsmandens agtværdigt redelige stuer ude i Nyboder – hvor straaler de ikke af hele Frederik VI's naive gammeldagshed! – ; ja selv præstehjemmet i den lille by er virkelig ganske troværdigt gjort, med hele dets skønheds- og munterhedsforladte, himmelvendte, pietistiske præg. I pastor Sidenius's skikkelse – og særlig i hans kones – er Pontoppidan det nærmeste, han nogensinde har været, ved at forstaa kristendommens magt over menneskesjæle.
Eller nu de mange fortrinlige bifigurer, først og fremmest den før omtalte dr. Nathan, og saa alle de andre: den kolerisk-retsindige oberst Bjerregrav, manden af den gamle skole; den stilfærdige lærde Aaron 53 Israel, som i bare beskedenhed er færdig at bede om undskyldning for sin egen existens; den lyrisk forlorne frasehelt Fritjof Jensen; den smarte, hensynsløst brutale overretssagfører; eller blandt kvinderne: Lykkepers søster, den trofaste og stræbsomt grimme Signe, med de store, troende barneøjne; den ranke, lyse Franziska; den fede, skøgelystne fru Engelhardt – – allesammen – og der er mange, mange flere – er de "gjort" med en blændende rutine; Pontoppidan fører sin blyant i faste, sikre strøg; der er noget festligt og muntert ved den uanfægtede overlegenhed, hvormed han sætter sine personer frem. Overfladisk set maa ligheden kaldes fortrinlig; der er kun lidet af den fortegnethed, der gør Det forjættede Land værdiløs, ogsaa som samfundsskitse.
– – Men hermed har Pontoppidan ogsaa faaet al den anerkendelse, han fortjener.
Dybest set rammes nemlig al denne blændende kunstfærdighed af een eneste indvending – som unægtelig er af den beskaffenhed, at den for den ene halvdel af menneskeheden virker som en absolut fordømmelsesdom.
Medens der i Det forjættede Land dog var spor tilbage af en moralsk vurdering af personer og forhold, er alt dette ligesom blæst væk i Lykke-Per, der i enestaaende grad er baaret af en stemning "jenseits gutes und böses".
Alle disse nævnte skikkelser – gode som onde, rene som svinske - skildres af Pontoppidan med samme kunstneriske velbehag. Det gælder for ham kun om de gennemførte linjer, om det ubrudte skønheds-indtryk. At noget er godt, noget andet ondt, mærker man intet til, maa man intet mærke til. Det er "ukunstneriske" hensyn.
Hvor linjerne brydes, saadan at en karakter gaar i stykker: enten det nu er Fritjof Jensen, som i en 54 sildig nattetime faar anfald af mørkerædsel; eller det er Lykke-Per, som bliver overvældet af "moralske opstød" (vi andre kalder det samvittighedsnag) – dær harmes Pontoppidan, men harmen skyldes kun rent æstetiske grunde. Fritjof Jensens store forseelse er jo netop den, at han ikke kan gennemføre sin gudstrods, Lykkepers den, at han ikke kan forhærde sig mod mindelserne om det gode og rene.
Skarpere – og uhyggeligere – kan æstetismen vel næppe gennemføres.
I Niels Lyhne staar striden mellem kristendommen og den moderne ateisme - mens bægge parter egentlig er enige om de moralske værdier: kærlighed, sandhed, renhed –. I Lykke-Per staar modsætningen mellem den gamle og den nye moral – kærlighedens lære paa den ene side, livsnydelsens og jegdyrkelsens evangelium paa den anden. Heltens forseelse, hvorfor haanens og foragtens skaaler tømmes ud over hans hoved, er den, at han ikke formaar at frigøre sig fra alle gamle idealer, ikke evner fuldt ud at blive det moderne, moralfri menneske, som kun vil sig selv og sin egen lykke, den kristendomshadende friskytte, som med sit riffelskud knuser krucifixet og dermed alle de gamle drømme om selvopofrelsens og næstekærlighedens religion. Hver eneste mindelse hos Lykke-Per om hans fromme, troende mor og alt det, som staar i pagt med hende, noteres omhyggeligt op som et syndefald, der bryder hans sjæls faste og haarde linjer.
Der er noget næsten uhyggeligt ved at se kristendomshadets forvovne, ustyrlige tanker skrevne ned med et muntert smil om læben, som drejede det hele sig om en god vits. Saa fortvivlende gold, saa bagvendt og ond bliver altsaa skønhedsdyrkelsen, naar den løsrives fra tilværelsens bærende magter, løsrives fra den Gud, 55 hvis aabenbaring al jordisk skønhed skulde stræbe mod at blive.
Bort fra Sidenius'ernes mørkerædsel – frem til Jakobes solglæde og livstro – ak ja, med saadanne navne forherliger vore dages æstetikere den udvikling, vi andre betegner som udviklingen bort fra sejren over mørket, frem mod ørkesløs nydelse, hvis endemaal er døden.
Og nu overhovedet denne fortvivlede Lykke-Per, som vi har maattet trækkes med syv bind igennem! Hvor blir han dog ikke inderlig slatten og ynkelig at se paa, saadan som han glider afsted fra det ene par hvide arme til det andet, holdningsløs og umandig, uden rygrad til engang at gaa i sig selv og byde synden farvel – indtil han endelig synes at falde til ro i en udvandet thevandsrationalisme, der serveres ham af en – højst mærkværdig – dansk præst!
Det maa dog vel engang ha været Pontoppidans mening at levere noget som en moderne Adam Homo. Men for at skrive en saadan bog skal man eje hele Paludan-Müllers stjernerene idealisme. Pontoppidan gir os ikke mere end et sølle exemplar af et hanmenneske, som det i længden blir umuligt at interessere sig for. Den traad, der hedder Lykke-Per, er for tynd og intetsigende, til at man i den kan ophænge en otte bind lang roman. Traaden brister, og romanen gaar uhjælpelig i stykker.
En hovedperson, saa leddeløs og geléagtig som kun faa levende mennesker, ovenikøbet anbragt i belysning af vore dages største livsproblemer – der er et skærende misforhold i dette, som Pontoppidans behændige rutine ikke kan skjule. Læseren ender med fortvivlet at tilbyde forfatteren den strikke, Lykke-Per kunde hænge sig i. Saa fik det da ende.
Derfor er Lykke-Per kun at anbefale som læsning for den, der vil sætte sig ind i, hvor langt man i 56 de sidste aar har vovet at spænde den æstetiske bedømmelse af mennesker hernede i Danmark. Med en forvoven dristighed, der søger sin mage, tumler Pontoppidan sig lystigt i "landet hinsides godt og ondt".
Maaske er det hans tanke at kunne faa "det lidenskabsløse, danske folk med de blege øjne og frygtsomme sind" med indenfor disse grænseskel, ind i troldelandet.
De sidste aars solemærker giver dog godt haab om, at dette ikke vil ske.
Med Guds hjælp vil udviklingen fortsættes, som den allerede er begyndt: bort fra den golde æstetisme, frem mod Guds evige rige, skønhedens og renhedens forjættede land.
