Henrik Pontoppidan til Oscar Geismar
Sendt fra Hillerød. 3. juni 1904

en Nøgle til Forståelsen

3die. Juni 1904. Hillerød

Hr. cand.theol. Geismar!

Her en Kvittering for Modtagelsen af Deres Tidsskriftartikel, som De, forbavsende nok, selv har haft Lyst til at sende mig. Jeg har forsåvidt haft Interesse af at læse den, som den har vist mig, hvilket Vrængebillede af en Forfatter der kan danne sig, selv hos en Læser, som på Forhånd ikke synes uvillig stemt overfor ham. At jeg skulde forholde mig køligere til Indholdet i mine to store Bøger end til mine mindre, og at dette endog i særlig Grad skulde gælde "Lykke-Per", hvor Emnet dog ligger mig så personlig nær, som det vel overhovedet er muligt for en Forfatter, når han skal kunne overse det, – det er jo selvmodsigende. Sætningen l'art pour l'art, af hvilken De gør mig til en Tilhænger, har jeg aldrig forstået og derfor altid bekæmpet. Alt, hvad 2 De selv skriver om den Ting, vil De kunne finde i en Boganmeldelse af mig i "Politiken" for 11te Nov. 1888, – altså just fra den Tid, jeg begyndte at skrive "Det forjættede Land".

At en overfladisk og umoden Gennemlæsning af de to nævnte Bøger kan give et Indtryk som det, De åbenbart har fået af dem, kan jeg ikke desmindre godt forklare mig. Det skyldes en Særegenhed ved disse to Bøger, en Særegenhed, der dog ikke er en Fejl, uden netop når de bedømmes efter Teorien l'art pour l'art. Til at udvikle dette nærmere for Dem, føler jeg nu ingen Lyst. Dog skal jeg give Dem en Nøgle til Forståelsen. De vil kunne finde den i Ordet: "Geht die Wahrheit, die wir zu sagen haben, wider unsern Charakter – wie es oft vorkommt – so benehmen wir uns dabei, als ob wir schlecht lögen, und erregen Misstrauen."1

At De lader Lykke-Per ende i "Sumpen", er af den Slags Forvanskninger, en sandfærdig Skribent ikke kan være bekendt. Når De engang læser Slutningsheftet af Bogen, vil De forhåbenlig 3 indse, hvor letfærdig De har været i Omtalen af dette Punkt, og hvor forkert og ungdommelig Deres hele Syn på Bogen har været.

Deres ærbødige
Henrik Pontoppidan.

 
[1] Geht ... Misstrauen: Friedrich Nietzsche: Morgenröthe (1887), 4. bog, refleksion 407. ("Hvis den sandhed som vi skal udtrykke, går imod vores karakter – som det ofte er tilfældet – så opfører vi os derved som om vi løj dårligt [dvs på en gennemskuelig måde fordi vi egentlig ikke mener det vi så skal sige], og vækker mistro.") tilbage
['1] Korrespondancen er breve med begge dette brevs personer som enten modtager eller afsender. Eksempelvis udgør brevene imellem Henrik Pontoppidan og Georg Brandes en korrespondance. tilbage