Til Dr. Georg Brandes
Altfor megen Ære. Mindst havde jeg i denne Tid drømt om at komme paa Forsiden af Deres Blad og i det hele taget se et Par Spalter med "Politiken"s største Skrift blive helligede en af mine gamle Artikler. Jeg husker vel nemlig ret, siden De efter Deres Vane hverken bruger Citationstegn eller Kildeangivelse? Alle Uddragene er jo af den Text, som jeg i sin Tid skrev til Deres Portræt i "Ude og hjemme"?
Det er mig dog imidlertid ikke ganske klart, hvorfor De har hastet med at opfriske Mindet om denne min Karakteristik af Dem, i Stedet for at vente, til jeg selv en Gang samlede et og andet af, hvad jeg har skrevet om det nye literære Røre i Halvfjerdserne. De vilde nemlig da have erfaret, at jeg i alt væsenligt endnu den Dag i Dag ser med samme Øjne paa Dem og Deres Betydning for den da opvoxende yngre Slægt. Deres Forelæsninger gav ogsaa min aandelige Udvikling et Stød fremad, og jeg skal til enhver Tid villigt vedstaa, hvad jeg i saa Henseende skylder Dem. Men fra denne Indrømmelse, som mange med mig maa gjøre Dem, og til at ligge "næsegrus" for Dem, saaledes som De forleden skrev i "Politiken" og atter i Gaar slaar paa, er der et vældigt Spring. Jeg husker godt en Aften i Deres allertidligste Kamptid, da jeg overfor en fælles Ven – det var saamænd den Gang Holger Drachmann – der hævdede, at naar De havde rejst Deres Fane, saa burde vi alle følge Dem i blind Lydighed, udtrykkelig forbeholdt mig min fulde personlige Frihed overfor Dem. Vi, der havde rystet de gamle nationalliberale Lænker af os, havde ikke gjort det for at tage et nyt Sæt Lænker paa, men for at blive frie Mænd. Men herfra stammer Taarerne. Det er en gammel Indvending imod Dem, at De aldrig har taalt frie Venner i Deres Omgang. Kun Lydslaven kunde kjøbe Deres Bevaagenhed, personlige Venskab og kritiske Ros. Jeg husker, at De en Gang i Vrede har sagt om mig, at jeg vilde forbyde Dem at skrive om dansk Literatur, fordi jeg i Deres Afhandlinger om danske Digtere fremhævede positive Fejl og i det hele taget forholdt Dem den slaviske Hyldest, som allerede tidlig var den eneste Luft, Deres Forfængelighed kunde drage Aande i.
Deres Uddrag i Gaar er fra 1882, og naar jeg nu her opfrisker nogle Ord om Dem et Par Aar tidligere, vil De kunne lære deraf, at jeg – og mange med mig – fuldt ud kan vedblive at anerkjende Deres historiske Betydning i et givet Øjeblik saavel som Deres Evner i Almindelighed, fordi vore Veje senere har bøjet af fra Deres.
Det morer mig at kunne tage Exemplet fra selve "Morgenbladet". De havde i Oktober 1880 skrevet et Stykke om Søren Kierkegaard i Anledning af mine "Literære Føljetoner", og i mit Gjensvar til Dem (d. 19de Oktbr.) hedder det da bl. a.:
"Jeg véd ikke, hvor mange af de yngre, som nu snart for en halv Snes Aar siden i tætte Skarer flokkedes under Kathedret ved Deres første Forelæsninger, der endnu i dem ser deres rette Høvding og Fører, men lige saa utvivlsomt det er, at De i sin Tid har givet mer end én ung Mands aandelige Udvikling det befriende Stød fremad, lige saa utvivlsomt bør det ogsaa være, at De, der selv lærte Deres yngre Samtid at virke for Ytringsfriheden og den sandhedssøgende Diskussion, ikke vil anke over, at en og anden af Deres daværende unge Venner og Disciple muligvis gik sine egne Veje, skulde det end hændes, at disse kom til at krydse Deres Baner."
Allerede i denne Artikel tillod jeg mig at gjøre Dem opmærksom paa, hvorledes De altid havde haft Vanskelighed ved i Deres literære Fæller at se andet end "absolute Tilhængere eller bitre Modstandere", og jeg saa' særdeles godt, hvorledes der alt da fra Deres Berlinske Horisont "ligesom lynede lidt af en Bandstraale, hvis jeg ikke vilde bøje mig for Deres Ufejlbarighed".
Siden da har jeg fristet baade Lyn og Tordenskrald nok fra Deres Himmelkant, uden dog, saa vidt jeg skjønner, hidtil at have taget synderlig Skade deraf. Og da jeg ikke vilde være Deres "absolute Tilhænger", er jeg unægtelig nu bleven Deres "bitre Modstander". Lad os da være enige om hverken at bede om eller give hinanden Pardon. Det kan jo være det sidste, vi to bliver enige om.
At Deres Mission i Danmark er til Ende, kan vel hverken De eller Deres Venner længer lukke Øjnene for. De aftrykker jo saaledes selv i Gaar af min Karakteristik Hovedlinjerne i Deres Liv. Se Dem da om i Deres Omgivelser for en Snes Aar siden og nu. Den Gang stod De med Chr. Winthers og H.C. Andersens taknemmelige Anerkjendelse, Brøchners, Paludan-Müllers og Hauchs personlige Venskab, alle yngre fremadstræbende flokkede sig om Dem, og de store Nordmænd, Bjørnson og Ibsen, saavelsom senere Kielland og de mindre Aander, traadte i Forbindelse med dem til gjensidigt frugtbart Samarbejde.
Og nu, hvor er de henne, store og smaa? En for en har Deres kolossale Forfængelighed og avtokratiske Terrorisme stødt personligt bort, medens Deres literære Niveausænkning og agitatoriske Doktrinarisme har fjærnet dem alle fra Deres aandelige Verden. Der er koldt omkring Dem, Dr. Brandes, Deres "Jord" er gold, Deres Livssyn fører ind i en Sækkegade, hvor man tilsidst løber Panden mod en Mur, og ingen kan i Længden trække Vejret i Deres Negativisme – derfor blev, som jeg før har sagt Dem her i Bladet, saa godt som alle Deres "Gjennembrudsmænd" efterhaanden Udbrudsmænd, og De og Deres Hr. Broder kunde skrive saa meget De vilde om "Frafald" – det var jo dog kun fra Brandesianismen, vi faldt fra. Jeg véd, De skyder Skylden for alle disse Brud paa personlige Forhold. Men naar Historien en Gang skal fælde sin Dom herom, saa vær sikker paa, at de personlige Rivninger er glemte og at Loven kommer til Syne, Bruddets Lov. Paa et vist givet Punkt i sin Udvikling har enhver maattet bryde med Dem.
Hvor er den Literatur, De saa ofte har rost Dem af at have fremkaldt? Blæst væk for alle Vinde. Saa liden var Deres Magt, saa ringe Spirekraft i Deres Udsæd. De har som andre af Deres Stammefrænder haft Evnen til at vække, slaa til Lyd, lukke gamle tilgroede Vinduer op, saa frisk Luft kunde komme ind. De har været, som jeg forleden skrev, Gjæret, der fik vort nye Brød til at raske sig1. Men naar Gjæret vil være hele Brødet, og naar Brandesianismen vil opsluge den danske Bevægelse, saa kommer det Øjeblik, da det sunde Folkelegeme skyder de fremmede Elementer ud af Organismen – med det gode eller med det onde.
Som oftest er det nemlig i vort Aandsliv gaaet med det gode. Et lille Folk som det danske har altid haft kosmopolitiske Impulser behov, og vor Literaturs Historie fortæller jo om disse uafbrudte Brydninger mellem fremmed og hjemligt, Forstand og Gemyt, Hoved og Hjærte, under hvilke Former Kampen nu til de forskjellige Tider er udkæmpet. Derfor er det ogsaa noget forholdsvis nyt, at den fremmede Strømning, De repræsenterer, er paa Veje til at komme i en Kamp paa Liv og Død med den danske Bevægelse. Hidtil har, trods alle skarpe Sammenstød, de to Retningers Bærere kunnet mødes efter Kampen i Erkjendelse af, at den dobbelt spundne Traad i vort Aandsliv gjorde dette rigere og holdt det fri for Ensidighed og Stillestaaen, men naar man, som De og Deres Venner nu i "Politiken", endogsaa vælter sig brutalt ind paa sin Modpart og ikke véd, hvad "raadne" Skjældsord man vil dænge den danske Bevægelse til med, saa varsler dette ikke godt for en Fred efter Striden.
Og hvem fik De saa i Stedet for de Venner, De mistede? Hvem har De nu fylket under Deres Fane? En født Avtokrat som De har maattet bide i det for Dem sureste af alle Æbler og søge Bund under de glidende Fødder i et stort Boulevard-Blad. Da De mistede de Venner, som vejede, maatte De søge den Tallets Styrke, som mange Avertissementer og Dagsnyheder kan give et Blad. Og Dr. Georg Brandes blev Ven med den journalistiske Retning, som han saa ofte havde udtrykt sin dybe Foragt for. Hvem husker ikke Deres Domme om Hr. Herman Bang, ligesom dennes Domme om Dem eller om Brandesianernes fordums Kjæledægge, Kielland? Men det var paa Hr. Herman Bang og Hr. Peter Nansen, eller den Retning, disse to Navne angiver, hvorpaa De, Dr. Georg Brandes, nu maatte støtte Dem. Thi det var disse to Slanger, som Hr. Falkman i "Nationaltidende" havde næret ved sin moderlige Barm, hvis Stil og Tone en kort Tid slog "Politiken" op i den efter Storstadsvilkaar higende By. Og naar nu ogsaa denne Retning har udtjent, hvis nu baade Bang og Nansen ogsaa brød deres Telte op og søgte andre Græsgange, hvem er saa det næste Gjennembrudsled for Dem? Ser De da ikke, hvad vi andre allerede længe har set? De norske Bohêmer og de danske Pirater2 venter med Utaalmodighed paa deres Bytte.
Der var en Tid, som De selv i Gaar lader mig minde om, da det forrige Decenniums yngre fandt det baade tragisk og komisk, naar Højre tog paa Veje over, at Georg Brandes vilde sætte os i Forbindelse med den evropæiske Kultur. Det var Deres Mission. Her skrev De med Ære Deres Navn ind i vor Historie, og selv om mange af Deres gamle Venner senere er gaaet deres egne Veje, vilde De med større personlig Fordragelighed have kunnet sidde rolig og anset iblandt os. Men Videnskabsmanden blev Agitator, og som De snart paa alle Punkter selv har brudt Staven over Deres Virksomhed i Halvfjerdserne, saaledes er det nu os alle indlysende, at De efter Deres Hjemkomst fra Berlin er blevet en helt anden.
Det er mig derfor, som ovenfor berørt, ikke ganske klart, hvad Tilfredsstillelse De i Virkeligheden kan have ved saaledes i Ny og Næ at aftrykke Deres tidligere Fællers Udtalelser om Dem, snart fra private Breve, snart fra offenlige Artikler. Den ene Dag er det Holger Drachmanns gamle Breve, den anden Dag Bjørnstjerne Bjørnsons, og nu er endogsaa Turen altsaa kommet til mig. Jeg kan forstaa, at en gammel Baldronning sætter sig hen og drømmer over sin Kommodeskuffe, hvis falmede Sløjfer og visne Kotillons-Buketter fortæller om svundne Dages Sejre og Triumfer, men det forekommer mig baade "tragisk og komisk", naar en Mand som De kun har gammel Ros at dvæle ved. De, der ligesom Deres nærmeste Venner ellers sværmer for det nyeste nye, bør lade Fortiden hvile og enten servere ny Ros for Deres Læsere i "Politiken" eller tage Kampen op med os andre om det, som baade De og vi nu vil for Fremtiden. Det er dog dér, Slaget kommer til at staa.
Otto Borchsenius
