Et groft citatmisbrug

Mit sidste punkt angår

Mimoser

I kapitel III1, om "Sædelighedsfejden", søger præces delvis at begrunde bogens, hvad De kalder "alt for mange forskellige", tolkningsmuligheder2 – ved at insinuere at Pontoppidan under udarbejdelsen var under pres fra Hegel og af denne blev tvunget til en omarbejdelse.

Jeg må kort opridse Mimosers tilblivelseshistorie, så meget som vi nu ud fra brevene3 kender til den.

23. dec.1883 omtaler Pontoppidan første gang bogen over for Hegel og håber den færdig til februar. Den 9. maj 1884 tilbyder Pontoppidan Hegel bogen ("novellen" hedder den endnu her) mod et forskud som Hegel den 12. maj erklærer sig villig til at betale; samtidig betinger han sig at manuskriptet er færdigt inden juli måneds udgang. Dette bekræfter Pontoppidan den 14. maj.

26. oktober 1884 beder Pontoppidan om penge til flytning selv om han egentlig havde håbet at kunne vente med at henvende sig indtil Mimoser var afleveret. Den 27. okt. sender Hegel penge og rykker for manuskriptet. Den 28.oktober 1884 svarer Pontoppidan: "Det er også mit Håb, at jeg med det allerførste skal kunne levere til Dem det fuldstændige Manuskript til "Mimoser", – ligesom også at selve Novellen vil vinde Deres Bifald."

Den 5. november 1884 stod 1. kap. trykt i Ude og Hjemme. Den 19. dec. 1884 skriver Pontoppidan til Borchsenius; "Om et Par Dage sender jeg Hegel det fuldstændige Manuskript til "Mimoser", det er en virkelig god Bog." Den 2. januar 1885 skriver Pontoppidan til Hegel og undskylder sin vedvarende tavshed, men så snart hans syge barn er uden for fare, vil han komme til byen "for at aflevere Dem det så længe ventede Manuskript til "Mimoser"". Hegel ønsker d. 5. god bedring. Barnet – det var datteren Karen – blev imidlertid ikke rask; hun døde i begyndelsen af marts.

Fra hele resten af 1885 foreligger ingen daterede breve. Derimod et udateret fra Langtved Færgekro som er skrevet enten den 8. eller 15. september. Pontoppidan skriver heri:

Jeg sender Dem hermed Manuskriptet til en lille Fortælling, hvormed jeg gjerne på ny vilde åbne for min literære Virksomhed. Der kunde, særlig overfor Dem, Hr. Justitsråd, være Grund til at forklare min lange og for mig selv uventede Tavshed. Den skyldes vel nærmest min Frygt for at aflevere et Arbejde, før jeg selv føler mig tilfreds dermed, og dernæst en pludselig Overflod på Emner, der trængte sig ind på mig, og ikke gav mig Tid til at fuldføre det ene, før jeg måtte i Kast med det andet. Derved har jeg fået samlet mig en hel lille Suite af forholdsvis ensartede Fortællinger, som jeg derfor også nu gjerne vilde udgive under et fælles Mærke, uden at de dog på anden Måde skulde stå i Forbindelse med hinanden. Den foreliggende er den mindste af dem, og jeg havde så tænkt mig, at den så meget omtalte "Mimoser" skulde følge. Jeg har ment det bedst at begynde med denne [i.e. den "foreliggende"; det var Ung Elskov], fordi den ikke indeholder Spor at Polemik, og vilde derved gjerne have betegnet en lille Forandring i min Arbejdsmåde.

Nu vilde det naturligvis være fristende at mene at så har Pontoppidan heller ikke "spor af Polemik" i Mimoser når den skulle komme efter "betegnelsen af forandring i arbejdsmåden". Men Pontoppidan er tit uklar i sine breves formulering, og jeg skal afstå fra dette argument. Men at det var egen utilfredshed med manuskriptet som indtil nu havde forhalet afleveringen af Mimoser, må stå fast; når Pontoppidan taler om "den så meget omtalte 'Mimoser'", er det en ironisk hentydning til hans mange løfter.

Ung Elskov udkom i oktober, mens tavsheden atter sænker sig over Mimoser indtil Pontoppidan den 4. maj 1886 sender begyndelsen af manuskriptet til "disse gjenstridige "Mimoser"" og udtrykker håbet om at "Justitsråden vil lade den trykke endnu i dette Forår". Pontoppidan håber i løbet af 8-12 dage at tilendebringe Gjennemlæsningen og Gjennemrettelsen. "Jeg beder Dem nemlig, Hr. Justitsråd! ikke at afskrækkes af de mange Rettelser i Manuskriptet. Det er den første af mine Bøger, jeg – på Slutningen nær – selv har været fornøjet med." Den 7. maj 1886 svarer Hegel Pontoppidan og takker for manuskriptets begyndelse. Han tilråder dog at man, på grund af det dårlige bogmarked, først udsender Mimoser til efteråret. Han spørger endvidere hvornår Pontoppidan vil have det bind fortællinger ud som Hegel har liggende. Den pågældende novellesamling havde en tid titlen Portræter, men blev aldrig udsendt. Pontoppidan svarer den 11. maj 1886 at han gerne accepterer Hegels forslag om at Mimoser venter til efteråret. "Jeg fortsætter ikke desto mindre nu Gjennemarbejdelsen, så at jeg om en Ugestid kan overbringe Dem det fuldstændige Manuskript, der måske nok vil blive lidt større end fra Begyndelsen påregnet." Pontoppidan fortsætter:

Med Hensyn til det Bind Småfortællinger, Justitsråden har liggende af mig [i.e. Portræter], vilde jeg gerne, at Udgivelsen endnu blev opsat i nogen Tid, idet jeg går ud fra, at jo ældre de bliver, des lettere vil de en Gang blive at afsætte, da de vist alle har været trykt før. Tillige har jeg Udkastet til en ny Række, som i Øjeblikket sikkert vil have mere Interesse, og som jeg derfor hellere vilde have ud forinden, ifald det kan ske. Hvis jeg får den færdig til Avgust, var det måske bedst at udgive dem til Efteråret og lade "Mimoser" vente. Men derom kan jeg jo altid høre Hr. Justitsrådens Mening, når Tiden kommer.

Hegel skriver den 21. maj 1886, men noget koncept til dette brev er ikke bevaret. Den 25. maj 1886 skriver Pontoppidan at han på grund af varmen ikke er blevet færdig; han har måttet "søge Skovene". "Nu er jeg atter her tilbage, og i Slutningen af denne Uge [den 25. maj var en tirsdag] tænker jeg at være færdig med Bogen."

Den 17. juni 1886 skriver Pontoppidan og lover "Bondelivsbilleder"ne færdige "vel" en gang i august. Hegel svarer dagen efter og bekræfter at han venter i aug. el. sept. at få "Bondeliv i Firserne", "som De jo vil have udgivet før "Mimoser" kommer i Handelen?". I brev den 23. juni 1886 giver Pontoppidan udtryk for at "jeg altså en Gang i August-September skal i et og alt kunne opfylde mine Forpligtelser".

To måneder senere – den 20. august 1886 skriver Pontoppidan "i Anledning af mine nye Bøgers Trykning". Det hedder i dette brev:

Jeg er i Færd med mine "Bondelivs-Skildringer", men endnu ikke færdige med dem, hvorfor jeg vilde henstille til Justitsråden, om det af den Grund ikke var bedst at begynde Trykningen af "Mimoser" strax og alligevel at lade den udkomme før "Bondeliv", altså så snart som muligt. Ifald De samtykker heri, vilde jeg gjerne bede om at måtte få Manuskriptet herud, for at jeg endnu en Gang kan efterse det, før det kommer til Trykkeriet, og allerhelst have Lov til at indsende det til Trykkeriet efterhånden som det bliver gjennemset. "Mimoser" er mit "store Håb", så jeg vilde gjerne have det frem for Publikum i så ren en Stand som mulig.

Dagen efter skriver Hegel til Pontoppidan:

Da De ikke er bleven færdig med Bondelivs-Skildringer synes jeg også at det er rigtigst nu i September at udgive "Mimoser" og efter Deres Ønske sender jeg Dem vedlagt Manuskriptet til denne Fortælling til fornyet Eftersyn. (…) – Bondelivsskildringer kan saa maaske udkomme i Begyndelsen af November.

Omkring 1. september 1886 skriver Pontoppidan i udateret brev til Hegel:

Jeg håber inden ret mange Dage at kunne sende Slutningen til Trykningen; og det er da min Overbevisning, at jeg endnu ikke har tilendebragt en Bog, der er så meget ved som ved denne. Jeg anser den egentlig for det første Værk af mig, der har nogen Betydning.

Og i et andet – udateret, men yngre – brev skriver Pontoppidan at en af hans venner har anbefalet ham at "imødekomme Publikums Trang til [at] erfare noget om de optrædende Personers "senere Skjæbne"". Pontoppidan har derfor tilstillet trykkeriet endnu et par sider, og "jeg håber, at Bogen nu i det hele fremtræder i en Skikkelse, der kan skaffe den Læsere. Det er den femte Bog, jeg sender ud i Verden – mulig bliver det dog også den femte Skuffelse." [Bogen udkom lige omkring 1. december 1886. (27/11-2/12)]


Hvorledes kommer nu dette til at se ud i præces' fremstilling? Efter at have citeret det første brev hvori Mimoser omtales, skriver præces at der før den 14. maj er aftalt ny afleverings-frist (45). Men med Pontoppidans ord om at han håbede bogen blev færdig til februar, forelå ingen aftale, endsige nogen frist. Den slags aftaltes anderledes fast og med bekræftelse parterne imellem. Dette sker først efter Pontoppidans forslag den 9. maj og med Hegels svar den 12. Fristen er dermed sat til juli måneds udgang – og dette bekræftes så yderligere af Pontoppidan i brevet den 14. maj (som præces med en enkelt afskrivningsfejl citerer af side 454). Præces fortsætter: "Afleveringen af manuskriptet blev imidlertid stadig udskudt, også fordi Hegel gerne ville udsende en "Bondelivsskildring" af Pontoppidan, før han udsendte "Mimoser"". Hvad er det for en "Bondelivsskildring"? Og hvoraf fremgår det, at Hegel vilde udsende en sådan før Mimoser? Der foreligger ingen vidnesbyrd, hverken fra før eller efter 1. kapitels trykning i Ude og Hjemme om at Hegel ønskede noget sådant. Præces tilføjer at Hegel "åbenbart [F.B.s kursivering] har været lidt betænkelig" ved Mimosers tendens. Hvor er det åbenbaret? Tværtimod rykker Hegel den 27. okt. for manuskriptet. Af præces' næste afsnit synes det at fremgå at afleveringen af manuskriptet fandt sted i beg. af 1885 – endskønt præces dog vel ikke kan være uvidende om at betingelsen for afleveringen, at det syge barn var uden for fare, aldrig blev opfyldt.

Det hedder videre hos præces: "Men der kom yderligere forsinkelser til!" Disse samles i den følgende sætning: "Efter at manuskriptet var afleveret, må Hegel åbenbart [F.B.s kursiveringer] have henstillet til Pontoppidan at han foretog visse ændringer i det." Hvoraf fremgår det at manuskriptet var afleveret – og hvornår var det da sket? Nu findes der ganske vist et udateret brev fra Pontoppidan som meddeler at Mimosers slutning er afleveret til trykkeriet. Det er udateret, skrevet på Jernbanehotellet Torsdag Aften. Efter sin placering i det hegelske arkiv er det ældre end brevet af 11. maj 1886. Men nu er der det triste at endskønt brevene ved en bogbinders hjælp er sat smukt i hefter, så er brevenes placering netop i disse år for talriges vedkommende forkert. Kun en omfattende palæografisk undersøgelse af alle Pontoppidan-brevsamlingerne vil kunne placere det omtalte brev med nogen sikkerhed. Indtil videre må det stå fast at brevet ligeså godt kan være fra efter som før 11. maj 1886. At Hegel "åbenbart" skulle have henstillet til Pontoppidan at foretage visse ændringer, har jeg ikke kunnet finde noget vidnesbyrd om.

Præces fortsætter: "Endelig den 11. maj 1886 skrev Pontoppidan til Hegel, at han var i fuld gang med gennemarbejdelsen". Det kommer i sammenhængen uvægerligt til at se ud som om denne "gennemarbejdelse" var den af Hegel dikterede, og at dette også skulle fremgå af brevet. Men gennemarbejdelsen skyldtes (jo) at manuskriptet havde ligget urørt fra september til maj, og så lang tid var – især i Pontoppidans unge år – rigelig begrundelse for et kritisk gennemsyn. Når Pontoppidan den 4. maj beder Justitsråden ikke at afskrækkes af de mange rettelser – så skulle de dog netop have glædet den som med sin "henstilling" havde dikteret dem?

I brevet af 11. maj lover så Pontoppidan manuskriptet "om en Ugestid". Men som De før hørte kom varmen i vejen, og atter den 25. maj må Pontoppidan afgive løfte om aflevering "i Slutningen af denne Uge". Dette er sikkert også sket da Pontoppidan den 17. juni nu skriver om "Bondelivsbilleder".

Hos præces optræder imidlertid et brev fra den 20. maj 1886 til Fr. Hegel hvoraf det skulle fremgå at Pontoppidan "nu selv" ønskede at Mimoser skulle udkomme før Fra Hytterne. Men det brev præces citerer nederst side 45, er ikke fra den 20. maj, men fra den 20. august – præces må have læst forkert.

Hvad Pontoppidan ønskede, var først i brevet af 11. maj at Fra Hytterne skulle komme før Mimoser, men da landsbybillederne ikke blev færdige, ændrede Pontoppidan planer og ønskede den 20. august alligevel Mimoser udsendt først. Hegels rolle er her ganske den passives. Den 18. juni taler han om "Bondelivsbilleder", "som De jo vil have udgivet før Mimoser kommer i Handelen" – og da Pontoppidan i august ændrer signaler, finder også Hegel det rigtigst "nu i September at udgive Mimoser" (21/8). Hvad angår udsendelsestidspunktet er der ikke tale om antydning af pres fra Hegels side.5

Præces' formål, hensigt, med hele denne udredning er, at Pontoppidan, foruden egne vanskeligheder "åbenbart [min kursivering; det er 3. gang på to sider] også har kæmpet med vanskeligheder, der skyldtes bogens tendens". Her følger hos præces så først en sagen uvedkommende parallel til Georg Brandes. Der er jo nemlig intet i brevene, der indicerer, at Hegel var betænkelig ved Mimoser. Det er muligt, han var det – skønt det nu snarere var sønnen Jacob, der i den henseende var vanskelig (det fik Pontoppidan at mærke med Krøniker og Skyer); men præces kan ikke lade det se ud, som om det her er dokumenteret.

Alt dette kan nu skyldes fejllæsninger og sjuskerier, men hovedet på sømmet er præces' brug af Pontoppidans udtalelse til Edv. Brandes i 1898 om den "venskabeligt knyttede forlæggernæve". Det er sagt i forbindelse med Det forjættede Land. Af brevet – knap så tydeligt af præces' citat – fremgår det, at det er Philipsen, hos hvem DFLs første-udgave kom, Pontoppidan hentyder til med den "venskabeligt knyttede forlæggernæve". Skønt: ikke engang det får den intetanende læser at vide – véd han ikke bedre, må han tro, at næven er Hegels. Men intet – jeg gentager ud fra et nøje kendskab til brevvekslingen mellem Pontoppidan og Gustav Philipsen – intet lå Philipsen fjernere end at blande sig i den mulige tendens eller "umoralitet" i Det forjættede Land. Når Philipsen – trods sin enorme tålmodighed (DFLs to første bind var fem år undervejs, bare hos ham) – knyttede forlæggernæven venskabeligt, så var det for tidens skyld; han ønskede uafhængige forfattere og ville derfor have Pontoppidan til at overholde de af denne selv satte frister.

Når præces konkluderer:

Det er ikke urimeligt at antage, at P. netop under udarbejdelsen af "Mimoser" har følt denne "venskabeligt knyttede Forlæggernæve" på grund af det brandfarlige stof, og at det derfor har taget ham så lang tid at finde frem til den rette form for fremsættelsen af de synspunkter, han havde på hjerte.

så kan dertil kun siges, at intet er urimeligere end – på det foreliggende grundlag – at antage noget sådant. Det er groft citat-misbrug.

Hertil kommer endnu en ting: Det fremgår af de af mig citerede breve, både til Hegel og til Borchsenius, at Pontoppidan anså Mimoser for "en virkelig god Bog" – ja for sin hidtil bedste. Da Edv. Brandes havde anmeldt den, skrev Pontoppidan et takkebrev til ham – som præces ganske undlader at nævne – hvori han giver udtryk for sin skuffelse over, at hans bog ikke var god. (Brevet er skrevet samme dag – altså før stormen over anmeldelsen havde rejst sig!) Bogens tendens havde Edv. Brandes taget til hjerte (præces citerer med 4 fejl side 52ø), men han havde anholdt en række kunstneriske mangler ved den (dette omtaler præces ikke). Disse indrømmer Pontoppidan i sit brev:

Man er undertiden besynderlig blind – måske dum – mens man skriver. Uden selv at ane det, arbejder man sig ihærdigt og med Begejstring dybere og dybere ind i Urimeligheder, forelsker sig formelige i dem og forfusker sin oprindelige Tanke. Det må – kan jeg forstå – være gået mig på denne Måde også denne Gang … 6

Havde Pontoppidan haft til hensigt i første række at levere sin bog som "sit digteriske indlæg i "sædelighedsfejden"" – var han sikkert ikke blevet så skuffet over dommen i Edv. Brandes' anmeldelse. Heri stod jo netop – klart udtrykt og forstået – hvad der i bogen – utvivlsomt! – var af tendens.

Kapitlet om "Sædelighedsfejden" er fundamentalt i præces' undersøgelse af forfatterskabets nære tilknytning til den "militante radikalisme". Mimoser er den eneste bog før Skyer, hvori der med nogen rimelighed kan lægges en tendens i "brandesiansk" retning. Det er derfor dobbelt sørgeligt, at præces i sin undersøgelse af denne bogs tilblivelse og af forfatterens holdning til den – griber så afgørende fejl.

 
[1] Alle henvisningerne er til Elias Bredsdorff: Henrik Pontoppidan og Georg Brandes. En kritisk undersøgelse af Henrik Pontoppidans forhold til Georg Brandes og Brandes-linjen i dansk åndsliv. Gyldendal 1964. tilbage
[2] op. cit. s. 61 tilbage
[3] Brevene vil her i første række sige Henrik Pontoppidans breve til Fr. Hegel d.æ. i det hegelske familiearkiv og Hegels breve til Pontoppidan, som de kendes af de bevarede koncepter sammesteds. tilbage
[4] Pontoppidan skrev på dette tidspunkt ikke troer. tilbage
[5] Foruden citatet nederst s. 45 citerer præces også (øverst s. 46) nogle ord fra det fatale august-brev. Også her er en afskrivningsfejl; der skal stå "i så ren en Stand som mulig" (uden -t). Resten af afsnittet, hvor brevet fra den 25. maj nu bliver sat i en helt forkert sammenhæng, skal jeg ikke kommentere. tilbage
[6] 15.12.86. tilbage