Amalie og Erik Skram

Modsætningemes Tiltrækning hedder Erik og Amalie Skram af Navn. Han i et gammelt Samfund Søn af en Slægt af de Lyhners Art1 og Position: med arvgangne forfinede Interesser og med selvsikker Smag i overleverede Formers Brug. Hun i et ungt Land Barn af Bergen, dets "yngste" By, og i Bergen en Ny: et stærkt Førsteskud vundet af Folket, i Friluftsliv vokset under Formløshed.

Hans Frisind bundende i gamle Reaktionæres nedarvede Fordomsfrihed. Hun en Radikaler af Afstamning og Blod – af deres Art, som bliver det, fordi det gamle maa stormes og styrtes, naar det Ny skal frem og have Plads og have Ret, det Ny: de selv. Han tjenende sin Overbevisning jævnt som en altid loyal Soldat men i selve sin Opposition de sirfulde2 Ords og de kunstneriske gode Manerers soignerede Mand. Hun en stødvis kæmpende, dreven frem til Produktion af den blussende Forargelse, i Sandhedivren hensynsløs som Folkets bratte Harm og med de stærkeste Ord. ...

Hvor forskellige i Kunst, i Liv.

Endnu gaar i Bergen Sagn om Amalie Alver som en fjortenaarig, der med opløst Haar fór dristigt forrest i Drenges Leg. Rask var hun til at læse, raskere til at lege, – begge Dele maatte hun i den frie Luft: til langt 501 ud i Høst lærte hun Lektie paa en Bænk foran Huset. Og hurtigt sprang hun fra Bænken den Stund, der blev Leg i Gaden.

Saadan var hendes Barndom, mens Erik Skram regelret sled den lærde Skoles Bænke blanke, mumlede Lektier i et dæmpet Hjem og fik saa mangesidig dannet Paavirkning i gode Kredse i den korrekte Embedsmandsby Kjøbenhavn – indtil han, sytten Aar gammel, brød ud af Hjem og Skole og gik i Krig.

Den Syttenaarige, ham er det vist, som siden ægtede Amalie Alver fra Bergen: en adelig og blond Soldat, som førte fagert Zigeunerbytte hjem i sin Arm.

I ét blev Amalie og Erik Skram under alle Uligheder hinanden lige: i Misforstaaelserne, for hvilke de var Genstand. Han, der i Gertrude Colbjørnsen var édtagen Mand i Kærligheds Nobelgarde, blev skældt for Elskovs Besudler, og hun, hvis eneste Helt er Sivert, den femtenaarige Uberørte, blev kaldt af al Nordens Forfattere den dristigste og var Forfatterinde. Hvor stor var da ikke Forargelsen.

Med nænsommere Andagt løftedes, tror jeg, ingensinde i Helligdommens Helligste Fligen fra Guddommens Ansigt end Fabritius, Maleren, løfter Kærlighedens Slør, og sædeligere Lære gav ingen Præst end denne, som indeslutter hele Gertrude Colbjørnsens Plan og Tanke:

"Har da ikke Deres Tante, har intet Menneske sagt Dem, at De gaar om i Verden med en Helligdom, som de skal passe paa: Dem selv; at der er Mænd til, som ville nærme sig Dem for at kysse Dem ligesom Katoliker kysse Madonna, men at hvis De drager Sløret fra Deres Ansigt for at modtage Kysset et eneste Sekund før De selv elskende giver det tilbage, saa begaar De en Helligbrøde. ..."

Saa er Læren. Og Fabritius spørger: Har ingen sagt Dem det? Og Gertrude svarer sit "Nej", og Hr. Skrams 502 Roman – begynder. En Roman om Opdragelse til Kærlighed – om Kvinders Opdragelse dertil.

De ti Aar, der gik, ydede tilfulde Erik Skram Retfærdighed. Alle kender vist Gertrude Colbjørnsen, faa vil kunne glemme den, maaske ingen vilde vove nu at misforstaa den. Det er derfor overflødigt i disse begrænsede Sider at dvæle længe ved Bogen. Dens højeste Værd er dog ikke dens skønne Lære, men den sarte Kunst, som beroer paa dens Tonefalds blide Ømhed. Ærbødig som Ridderens Røst i hans Dames Øre falder Tonen i den Skramske Bog.

Erik Skram blev misforstaaet af de Uvidende og Uvillige. Amalie Skram er bleven miskendt af flere – og det er forstaaeligere. Constance Ring – og den var det jo, som dannede den første Dom om Fru Skram som Forfatterpersonlighed – var ikke den nøje prøvede Kunst, hvor selve Formens Fasthed afvæbner; men det var en Livsberetning, hvis geniale Styrke var dens Sanddruhed, men hvis Hidsighed i Ord let gav Modstanderne mange Vaaben.

Hvor skulde det ogsaa tænkes, at en Bergenserinde i Literaturen ikke i den store Læseverdens Øjne skulde forløbe sig i sit første Forsøg?

Og Fru Skram er just saa ganske Barn af sin forunderlige By.

Som den er hun højmælt – hvem har som Bergenseren saa klinger en Røst og lader den lyde saa frit! Som den er hun hidsig, og hastig løber Munden over med alt, hvoraf det modtagelige Sind er fuldt. Som den er hun snar i den øre Begeistring, som den atter næsten forarget i Skuffelse. Som den elsker hun den vide Frihed for alle og kan selv med rutschende Fart glide fast i hver snæver Ensidighed. Som den er hun født af Oppositionens Blod og i Opposition kender hun de kraftigste Ord, bruger dem, hvor de saa rammer. For den som 503 for hende er ét fremmed – Akkordens juste milieu, og i dem begge boer en Trang, nedarvet fra gammel Tid: at kalde hvidt hvidt og sort sort og nævne alle Ting ved deres rette Navn.

Denne Fru Skrams bergensiske Oprigtighed begyndte med at forbløffe. Hvem talte vel saadan og tilmed en Dame – saa urimelig aabenhjærtigt? Det blev til Storm mod den aabenmundede. Heller ikke i Situationerne kendte Fru Skram til Omsvøb. Hun gengav Livet just saa opbyggeligt, som det er, naar det i Sømmene eftersés – hvad Under da, at Bergenserinden, der fortalte, i Mængdens Øjne blev "den dristigste," hvad der ikke betød den i Beretningens Form modigeste, den i Sandhedsivrens Glød mest uforfærdede (hvad hun af alle den sidste Tids Skribenter synes mig at være), men derimod den – naa, alle véd, hvilken Sum af den dummeste Mistænkeliggørelse, hvilken Række blinde Beskyldninger, det ene Superlativ har rummet.

Og saa vil Skæbnen, at "dristig" i hine Modstanderes odiøse Mening – det er Fru Amalie Skram nu netop mindst af alt.

Lad os kortelig se paa Tingen.

Det er Constance Ring's Historie, hvori vi vil finde Hovedlinjerne til en Bedømmelse.

Constance Blom, den unge Pige deroppe fra Vestlandskysten, fra Molde, er om Livet ukyndig, af Sanser saa rent uberørt. Hun er saa smuk, Constance, og det tør troes, at hendes Sind rummer meget af den halvt ubevidste dybe Ærbødighed, som er de store Skønheder egen – Respekten for deres skønne Legeme, de dyrker lig et fremmed Billede og vogter for Plet. Saa bliver en Dag Constance Blom Fru Constance Ring, og den fagre og rene Skønhed lægges i Hr. Rings Arme og besudles. Den rene Kvinde gives hen til en uren Mand.

504 Vi møder her en af Hovedstrængene i hele Amalie Skrams Forfatterskab: Constance Ring besudles af sin Ægtemand, Ring, "der har haft en Fortid". Hun, Constance, kendte og kender kun En, Ring – som kendte de mange. Disse mange, disse fra før, er det da, som tilintetgør Ægteskabet: i Skyggerne, de kaster, døer Hustrulykken. Og disse Fruentimmer fra før knuger Gang paa Gang Constance ned i en Skinsygens afmægtige Rasen, der døder Kærligheden og føder tom Ligegyldighed i hendes Sjæl.

Skinsyge kaldte vi det, men Ordet er maaske ikke ret valgt. Skinsygen kender andre Ord end de Harmens Sætninger, som Fru Skrams Roman slynger mod Ring og Lorck. Forargelse er det, som blusser i Udtrykkene. Den forargede Harm over Uligheden i Vilkaar: for Kvinderne, som skal give sig helt hen og rene, og Mændene, som giver Hustruerne Resterne til Besudling.

Der er her et Punkt, hvor Amalie Skram og Bjørnstjerne Bjørnson mødes – paa en Skillevej træffes de to. Thi Bergenserinden skriver efter Constance Lucie og fordrer – for at skabe de lige Kaar – ikke af Mændene Renhed, men for Kvinderne Frihed. Saadan i alle Fald lyder Programmet.

Det siges etsteds i Lucie, at det Gernerske Ægteskab, det vil dog forhaabenlig blive lykkeligt. Dér er idetmindste "én Hindring ryddet af Vejen". Der menes, at her har begge "samme Fortid" og "et Mandtimmer" førte til Alteret "et Fruentimmer". Og saadan bør det være. Saadan er Spillet lige. Saadan faar Kvinden Mands Ret.

Frøken Henny er rent teoretisk gennemtrængt af alle disse Ideer. Vi hører det i den store Samtale, hvori hun forlover sig med Løjtnant Knud. Han skal skrifte sine Synder for hende – alt, det Hele. Og han skrifter. Da saa han har sluttet, begynder hun. Nu er det hendes Tur. 505 Og hun fortæller om den Elsker ... de Elskere, som hun har haft dernede i Paris. Knud fortvivler, han lider, han pines ...

Men saa lér Frøken Henny og siger: Knud – hvor kunde du tro?

"Det var jo bare Tøv" ...

Henny har ingen Elskere haft.

Det er gaaet hende, som det er gaaet Fru Constance, der, da hun skal dø, sér det: at der var ikke Stof i hende til dette – "kunde hun mærke". Nej – for disse Kvinder er ikke "dristige", mindst af alt er de dristige: deres Temparement frister dem slet ikke til at være det.

Ved at betragte Constances Forhold til Lorck og Meyer vil vi lettelig gætte det. Lad Constance ogsaa have Ret overfor Ring. Da hun blev lagt i hans Arme, var hun ren og Jomfru. Dér tør hun vel rejse sig i Skinsyge og Forargelse. Men siden – da hun er bleven Lorcks Hustru? har hun da nogen Ret? er da ikke Partiet lige? Hun har jo selv en Fortid som – Fru Ring, en Kvinde, der "levede af" at leve med en Mand. Og da hun bliver Meyers? Kender da ikke hendes eget Liv to "Skygger"? Men alligevel "forarges" hun over Lorcks stakkels Kristine og hint arme Jomfruportræt, der falder af Meyers Lomme ... Og i Forargelsen dør saa, paastaas det, Constances Elskov.

Der skal findes en Dødsaarsag nemlig, og Forargelsen er Paaskud. Den kommer til belejlig Tid for at konstatere en Kærligheds Død, som maaske aldrig, i alt Fald kun kort har levet. Thi Constance har ingen rig Evne til at føle Elskov og Hjærtets Lidenskaber er hendes forstandshede Temparement fremmede.

Men just fordi Sansers Krav altid forbliver Constance saa temmelig ukendte, maler hendes Tanke Mændenes Driftsliv som den vilde Heksesabbat. Den, som selv har Melodien i sit Øre, forstaar dem, der danser. Men Constance 506 sér kun Dansen, og har ikke i sit Øre dens Musik. Saa synes alle de Krumspring Bestialitet, og Constance oprøres.

Amalie Skram deler undertiden hendes Indignation. Det er dette Sindsoprør, der aldrig kan faa Billederne krasse nok til tilstrækkelig at nedværdige Driften. Det er denne indignerede Forargelse, som kaster hvide Mænd i Negerpige-Arme for at hudflette Sansebegæret.

Og saaledes skyldes de stærkeste Skildringer just Manglen paa den "Dristighed", der fører til at bryde Moralen.

Paa hvert Blad af disse Bøger tegner sig over Linjerne et bestemt Billede, en fin Profil: Jacobsens Fru Boye3. Hun er Amalie Skrams aandelige Søster.

Fru Skrams "Dristighed" er i Sandhed en kunstnerisk Myte. Men hendes Mod og Uforfærdethed i Skildring, de er Sandhed. Det er dem, som gør hendes Hovedværk genialt: Hellmyrsfolket4. Her formørker ingen Teorier hendes Syn og ingen smertelig Oplevelse forvirrer. Her styrker kun en ædel Medfølelse den sanddru Erindring.

Ensomme Aar har Fru Skram tilbragt midt mellem Hellmyrsfolket. Det var paa Askøen. Maaske er det kun en Sømils Rejse fra Bergen, men Dampbaad gik der ikke den Gang til det halvøde Sted, hvor nu rige Folk fra Byen har tømret hvide Villaer. Vanskeligt kom man baade hen og tilbage, og der var vel Maaneder, hvor kun den, som var tvungen dertil, gik tilhavs over Fjorden, der stod som én sydende Brænding mellem Skær. Saa levede Fru Skram blandt Hellmyrsfolk og med dem. Vi kender i Danmark ingen Fattigdom som denne: ikke saa lavtklinede Skur, som her kaldes Hjem, ikke de Pletter mellem Granit saa ubarmhjærtig fattige, som her nævnes Agre, ikke et Liv saa trælsomt, hvor der slides med bøjet Ryg for saa lidt, ingen Ramme om Livet saa trøstløs som disse Ødemarksvidder af Sten og saa Havet, der kun er den grumme Fjende.

507 Det er her disse Folk lever. Det er, naar de efter Byfærd vender tilbage til Tilværelsen i en saadan Egn, at man finder dem drukne i Baad efter Baad, i Vogn efter Vogn. I Byen drikker de ikke – men paa Hjemvejen. Er det for at faa Mod?

Det Liv har Amalie Skram i Sjur Gabriel5 skildret. Det er Sandhed, ti Træk for Træk er ægte; det er Digt, ti det er skrevet i hendes Medfølelses Lys.

Naar den fremmede paa Bergens Fisketorv sér en Kvinde med en Dværgs Ansigt, med en Krop der er som stanset i al menneskelig Vækst, kroget slæbe en altfor brydsom Byrde med et Udtryk af det stumpe Slid – saa hvisker han: "Oline." Og i Baaden ved Bryggen sidder stræng og tung "Sjur Gabriel."

Paa Havet har Amalie Skram tilbragt andre af sine Aar.

Det er i Bergen saadan Skik, at de unge Fruer følger med paa de vide Farter og sèr Indien, Bosporos og Buenos Ayres' store Floder. Fru Skram var med som de andre. Chile, Peru, de Indiske Øer, tror jeg hun besøgte. Dag efter Dag har hun tilbragt i Skibets Ensomhed paa det store Hav. Da har langsomt Siverts Skæbne dannet og fæstet sig i hendes Minde. Saa ægte ejer vi ingen Beretning om Liv ombord som To Venner6.

Erindringens Klarhed skabte her et Kunstværk i sin Form saa fast og knapt, at Fortællingen var klassisk fra den Dag hvor den fødtes.

Medens Fru Skram i hastig Følge, med den hele Udfolden af sit kraftfulde og mandige Talent, gav en Række af disse Værker, har Erik Skram i Aarevis tiet som Romanforfatter. Han er bleven Kritiker af Maleri, af Teater, af Literatur, Uge- og Dagblade drager i lige Grad Nytte af hans Evne.

Hans Kritik ejer megen fin Sans, men – trods megen Modsigelseslyst – er den næppe af særdeles dyb Selvstændighed. Skram er som Kritiker udsat for Autodidaktens 508 Farer, og han kan i ulykkelige Øjeblikke bide sig fast i en Doktrin eller en Ensidighed som en Musling i sin Pæl.

Men oftest retleder hans dannede Smag behageligt Opfattelsen hos Læsere, hvem hans Stil, der minder om fine Vasers Buer, altid bereder Nydelse. Med kunstfærdig Haand bøjer han Sprogets Ord om snildrige Billeder, der præger sig fast i vort Sind, og som et virtuosmæssigt Kniplingsbroderi slynger sig Sætningerne frem om hans Meninger.

Hvilken Modsætning mellem denne højtopdrevne Stilkunst, der fremhæver og mætter hvert enkelt Ord som en stor Kunstsangers Foredrag hver Tone – og den skarpe og haarde Enkelhed, hvormed Amalie Skram som i modstridig Sten hensætter sine Sætninger. Fru Skram ejer tilsyneladende ingen Kunst i det: at skrive. Tungt ligger ofte Pennen i hendes Haand. Men hendes Aands Oprindelighed genskaber Sproget i hendes Billede, og dets Tonefald bliver hendes – kun hendes.

Modsætningerne burde nævnes ved Amalie og Erik Skrams Navn. To Samfundets fulde Modsætninger mødes i dem.

Men, som sagt, den syttenaarige fra Kjøbenhavns Bureaukrathjem, han løb af Skole i Krig – som en Kossinski løb til Moor7. Og hin Fru Boye, hvem Samfundet med saa blind en Uret kaldte dristig, hun skrev en Gang til Niels Lyhne, at inderst inde elskede hun det korrekteste af det korrekte, det formfuldeste af det formfulde – alt, hvad der i et gammelt Samfund er af det Ældste ....

Modsætningerne mødes – til Udvikling, til Lykke.

Herman Bang.

 
[1] de Lyhners Art: som Niels Lyhne, hovedpersonen i J.P. Jacobsens roman fra 1880. tilbage
[2] sirfuld=sirlig. tilbage
[3] Fru Boye; i J.P. Jacobsens romanen Niels Lyhne (1880). tilbage
[4] Hellemyrsfolket: romanserie i fire bind 1887-98. tilbage
[5] Sjur Gabriel: 1. bind af Hellemyrfolket. tilbage
[6] To Venner: 2. bind af Hellemyrfolket. tilbage
[7] Kossinski løb til Moor: I Schillers skuespil Røverne (Die Räuber 1782; trykt 1804) er Kosinsky den unge polske flygtning der formår grevesønnen Karl Moor – en helt, men på afveje – til at vende hjem til sin faders slot og befri ham fra den falske lillebrors fangenskab. Bang havde skrevet om den tyske skuespiller Josef Kainz' spil i rollen i Ny Jord, bd. 3 (1889), s. 365-66 efter et gæstespil på Dagmarteatret 11. og 18. juli 1888. tilbage