Henrik Pontoppidan. Smaa Romaner.

I. Ung Elskov.

(Gyldendalske Boghandels Forlag).

For et Aars Tid siden troede lyse Hoveder at have opdaget et nyt Digteræmne. Under Mærket Rusticus havde han skrevet en Del Smaating i "Ude og Hjemme", som vakte en ikke ubetydelig Opsigt. Men snart kom man paa den Tanke, at Rusticus var et Navn, bag hvilket en allerede bekendt Digter skjulte sig. Først gættede man paa Henrik Pontoppidan, men det blev bestemt gendrevet. Hvorfor i al Verden skulde han skrive under et fremmed Navn, da hans eget var saa godt, da han fra Blade og Tidsskrifter, Redaktører og Boghandlere fik Tilbud nok om at trykke alt, hvad han kunde skrive. Der var aldeles ingen tænkelig Grund til at tro, at det var Pontoppidan.

Fra Tidsskriftets Redaktion blev Hemmeligheden godt bevaret, og man begyndte at gætte paa andre, indtil den første Tanke igen kom frem, at det var et nyt Digteræmne.

Da Svend Trøsts "Gamle Guder og nye" udkom, troede man i 8 Dage, at det var en ny Mand, og saa vidste alle, at det var Holger Drachmann; Rusticus pirrede Nysgærrigheden betydeligt længere. Det store Publikum faar maaske først nu at vide, at det var Henrik Pontoppidan, ti det var virkeligt ham.

For et Par Dage siden udkom første Del af "Smaa Romaner"; det er Brudstykker af disse, der har sejlet under Rusticus' Flag.

Ved at læse den første, nu udkomne, "Ung Elskov", faar man baade Følelsen af, hvorfor man straks gættede paa Henrik Pontoppidan, men tillige af, hvorfor denne fine, maaske lidt for fornemme og bevidste Digter, sendte sine Børn ud i Verden under fremmed Mærke.

At man gættede paa Pontoppidan var saare naturligt, ti det var jo ham, hans Maade at skrive paa fornægtede sig ikke, og efterhaanden som han har arbejdet sig bort fra Kiellands stærke Paavirkning, er han bleven saa original i Fortællemaade, hans Stil saa karakteristisk, hans Æmner saa egne for ham, at han ikke let kan skjule, at en Fortælling skyldes hans smukke, bløde Gemyt, hans sjældne, fine Talent.

Men man forstaar ogsaa, hvorfor han valgte et Pseudonym. Pontoppidan er ingen frugtbar Forfatter, han ryster ikke sine Noveller ud af Ærmet, han møder ikke hvert Aar med en stor Bog. Hele hans Produktion fylder ikke meget mere end mangen ung Forfatters første Roman. Men hvad han sender ud er saa fuldendt, som han i Øjeblikket formaar at gøre det. Hans Oplevelser bruger Tid til at modnes til Æmner, hans Æmner bruger Tid til at modnes til Fortællinger. Han tænker mere, end han skriver. Han skriver sikkert hurtigt, naar han begynder, men han gør store Pavser mellem hver Gang, han sætter Pen til Papiret. De Smaating, han skrev til "Ude og Hjemme", er vistnok mod Sædvane skrevne med kort Varsel. Efter hvad jeg kan forstaa har han sendt hver Afdeling af sin Fortælling til Trykken, før der var begyndt paa den næste. "Ung Elskov", eller som den da hed "Fra Landet. Pigen Marthas Historie", begyndte i Bladet den 29. Juni, næste Stykke kom først den 20. Juli. Han har ikke kunnet overse Fortællingen; med en berettiget Selvfølelse har han ikke villet give sit Navn til noget, han ikke selv vidste, om han blev fornøjet med; han har betragtet disse Ting mere som Tilfældighedsarbejde end som virkelig Digtning; og ligesom han ikke vilde spendere sit Navn, saa vilde han heller ikke dermed dække noget maaske kun halvt vellykket, derfor fik disse Fortællinger og Skitser, der desuden fik et større Omfang end han havde tænkt, og som blev mere: Digterværker og mindre: journalistisk Tilfældighedsarbejde, end han havde troet, Underskriften Rusticus.

Helt fornøjet har Pontoppidan nu heller ikke været, det viser den lille nu udkomne Bog: "Pigen Marthas Historie" er en Del omarbejdet inden den kom til at hedde "Ung Elskov". Den er bleven bredere og mere omstændelig, kun en enkelt større Del er udeladt, noget af det kønneste for Resten: den gamle Jægersmands Prolog til 3. Kapitel, noget der vel maatte bortfalde sammen med Pseudonymet Rusticus.

Egentlig har Fortællingen ikke vundet ved Omarbejdelsen, undtagen maske rent formelt, enkelte Stykkers Omstilling har gjort den klarere, men man mærker Omarbejdelsen, mærker, at den ikke er fremkommet saaledes, udsprunget i den Form fra Digterens Pen.

"Ung Elskov", der indeholder store Skønheder og vilde være en Pryd for enhver ung Digter, hører dog ikke som Helhed til Pontoppidans bedste Bøger. Lidt løst og sønderrevet har der altid været i hans større Fortællinger, ikke mindst i den fortrinlige "Sandinge Menighed", men i "Ung Elskov" er den første Halvdel mere overfladisk i Karaktertegningen, mere traditionel og uinteressant end en saa intensiv Digter som Pontoppidans andre Værker; Interessen vaagner straks for det mærkelige Par Jøde-Jakob og Ellen, men de gaar saa at sige snart helt ud af Sagaen. Bogens egentlige Hovedperson bliver deres Datter, der først sent begynder at interessere os; de mange Sider fra 25 til 65 læses mere ligegyldigt end man ellers læser noget af denne Forfatter, saa stiger atter Interessen, saa naar Pontoppidan op i Højde med sig selv; men den noget tomme Del af Bogen har efterladt Plads til lidt mindre Begejstring, til lidt mindre Glæde over Digterværket end man havde ventet. Ti man venter noget af ham, fordi han er en af vore allerfineste, dybest følende Forfattere. Der er her i "Ung Elskov" mere en Gliden paa Overfladen, mere Konstruktion og mindre Oplevelse, mere ydre og mindre indre Karakterisering end ellers. "Ung Elskov" er en smuk Bog, men ikke af Pontoppidans bedste. Hans særlige Domæne er den fattigste Del af vor Bondestand, han føler for den og forstaar den, men han kan en sjælden Gang have en Tilbøjelighed til at tillægge den Følelser og Tanker der mere er Pontoppidans egne end hans skildrede Personers, han kan digte noget ind der, hvor han ikke har faaet set dybt nok eller ogsaa slet ikke beskæftiget sig med det indre og blot holdt sig til noget ydre. Disse Fejl har han kun i meget ringe Grad, men Tendensen hertil kan der være og i "Ung Elskov" findes den ganske vist. Som sagt, Fortællingen vokser efterhaanden betydeligt i Værdi, og det er næsten en overflødig Bemærkning, at det lille Tal I uden paa Bogen vækker udelt Glæde hos dem, der elsker vor Literatur og de bedste af dens Mænd, og hertil hører ubetinget Henrik Pontoppidan.

Axel Henriques