Literatur
Smaa Romaner af Henrik Pontoppidan.
1. Ung Elskov. Idyl. (Gyldendalske Forlag).
Henrik Pontoppidan debuterede med Novellette-Samlingen "Stækkede Vinger", der indeholdt nogle fint satiriske smaa Skitser af københavnsk Bourgeoisiliv, men derhos et Par noget større Fortællinger, hvis Æmne var hentet fra Landalmuelivet, og som har angivet hans senere Forfattervirksomheds Retning. Saa vel i "Sandinge Menighed" som i "Landsbybillederne" skildres væsenlig Fattigfolks Kaar i nogle af vore mest afsides, mindst kendte Egne, helst holdt op imod Overkulturens og Forfinelsens Produkter for grelt at belyse de uforligelige Modsætninger, det moderne Samfund rummer.
Pontoppidans Studier er bogstavelig tagne i Marken, de hviler paa udpræget Særsyn, paa en i frisk og sund Begavelse bundende, virkelig original Iagttagelsesmaade. Udtrykkets Midler har baaret Præg af Paavirkning fra Jacobsen (naturligvis!) som ogsaa i meget kendelig Grad fra Kielland, men alt tyder paa, at en saa oprindelig Digternatur ogsaa vil finde sit eget Sprog. Forhaabenlig bliver den sjælelige Analyse efterhaanden mere fyldestgørende. Paa begge Dele – Psykologiens og Fremstillingens Udvikling mod større Fuldkommenhed i Dybde og fast Kunstform – turde Pontoppidans nys udkomne Bog være et Bevis.
"Ung Elskov" vil for Resten kendes fra "Ude og Hjemme", hvor betydelige Partier af den i sin Tid har været offenliggjort under Mærket Rusticus. Forfatteren har Ret i at kalde den en "lille Roman". Thi Sujettet vider fra det lokale Spillerum og den enkelte Situation Gyldigheden ud mod det almenmenneskeliges og uundgaaeliges Horizont. Saalunde gækker Kærligheds Kogleri Menneskenes Børn: skal altid dens Lyst købes med Lykkes Tab hos en af Parterne – han sukke smærteligen efter hendes Uopnaaelighed – hun lide til Døde under en andens Kulde og Mættelse1!
Hvem skulde troet, at Kromandens Ellen, hvis attenaarige Former syntes saa sikkert garderet bag det "Harnisk af Mistro og tavs Aarvaagenhed", som Omgangen med raa Gæster havde lært hende uden Afbrydelse at bevare – at hun noget Øjeblik skulde kunne glemme sig selv for det Mandfolk, om hvem der mindst kunde antages at være Tale, at hun i en Mørkningstime skulde give sig hen til den lille grimme Mandsling, "Bettefanden" eller "Bændeljøden", som han kaldtes, ham med det rødtkrusede Haar, de underlige sorte Øjne og det færdige2 Snakketøj! Dog otte Maaneder efter hans sidste Besøg, i Forfærdelsen over at høre en Humlepranger i Gæstestuen fortælle om, hvorledes man i en Mose har fundet ham udplyndret og med flækket Hjærneskal – føder hun virkelig til almindelig Spot og Spe "en lille voksgul Ting med rødt Haar og sorte Øjne". Den vokser imidlertid op og bliver, medens Moderen idiotiseres og uformeliggøres af Fedme, til en dejlig Pige, en Ellepige i den sælsomme Egn, hvor alt dette passerer – underlig skøn af Ydre og af et Sind, som er almindelige danske Bønderpiger helt fremmed. Da hun en Dag – skjult – har sét et Par fine Forlovede kysse hinanden ved Søens Bred, føler hun første Gang den hemmelighedsfulde Elskovsanelse og gribes hun siden af en sværmerisk Attraa, som ikke kan finde sig tilfredsstillet i Jesper Andersen Dueboel, kaldet "Dunken"s Person, ham, der er udset til hendes Kærest, og som paa sin plumpe Maner søger at vise hende sin Hyldest. Imidlertid – overtalt og haabløs-ligegyldig skænker hun ham endelig sit Jaord, men unærmelig som hun er, bliver det en lidt usædvanlig Forlovelse. – Da træffer hun pludselig ude i Skoven en ung Student paa Ferierejse, og som han betages af hendes sjældne Ynde, saaledes bliver han hendes Ridder, hendes Drøms Virkeliggørelse. Forholdet er i Begyndelsen ganske platonisk. Men da han skal rejse, kommer det til Favntag og Kys og Aftale om et natligt Stævnemøde. Da Timen slaar, vakler hun bævende uvis – men hans Tryglen drager hende uimodstaaelig, og i Skovnattens dybe Mørke sker deres unge Elskovs Ret sin Fyldest. Næste Morgen – kører han bort med Diligencen, og der sidder hun tilbage med en Skam, som ikke tør se Kæresten i Øjnene, men driver hende til Selvmord: hendes Lig findes kort efter i en nærliggende Mølledam.
Skildringen er gennemvævet med Naturromantik og Natursymbolik af en egen betagende Art, og den er udført med fin Sprogkunst, der som den mystiske Sø, hvorom her fortælles, afspejler forklaret-skønne Billeder i stadig Vekslen og Sitren. Den har saaledes ikke sin Styrke i haandfast Udmalen af Liv og Personer inden for den Egn af Landet og Befolkningen, hvor Handlingen spiller – det hele har for saa vidt mere Stemningens Fata-Morgana-agtige Karaktér, i Modsætning til de tidligere Billeder af Almuesfærd, hvori Pontoppidan har malet anderledes djærvt og penselsaftig –; men dens Værd og Virkning beror paa selve Karakteristiken af ung Elskov, paa den fine Sans, hvormed Sjælesiden er sonderet; over for dette egenlige Følelsesindhold fortoner hele Sceneriet sig ud i noget, der mere synes med Hensigt at være holdt som Illustration til hint, ikke at have givet Forfatteren den umiddelbare Anledning til at undersøge, hvilket Liv der monne røre sig paa dette givne Sted. Her turde maaske Bogens Hemmelighed være at søge: attraaende at give Ungdomselskovens Væsen sit samlede Udtryk, sin fortættede Duft, har Digteren hensat Tildragelsen paa en Jordbund, han har søgt og udstyret med alt, hvad i dansk Natur klinger harmonisk med dens Grundakkorder. Saadan er mulig Skildringen blevet til, men det forringer jo for saa vidt ikke dens Sandhed, som hvert Træk er afluret Virkeligheden, og det meddeler en lutret Skønhed til det, der beskrives, det giver en berettiget Forherligelse af det, som forkyndes: Elskovens Lyst og Kvide, Elskoven som den – trods alt – uomgængelige, almægtige Naturdrift.
C.E.
