"Den Enkelte mod de tusind betalte"
Literatur.
Henrik Pontoppidan: Isbjørnen.
Et Portræt. 128 S. (Gyldendal).
Hvis Statskirken tilgiver Pontoppidan denne Fortælling, saa maa Kirken en enkelt Gang have lært Langmodighed og Fordragelighed af den Religionsstifter, paa hvis Lære den har opbygget saa verdslig en Magt. Men der er vist ingen Fare, for at Statskirken tilgiver. I det Hele synes den Tid oprunden, hvor intetsomhelst Kætteri slipper uopdaget forbi de strænge Inkvisitorers Øjne, særlig fordi disse Inkvisitorers Tal er legio: en Hærskare'1 af Præster, Journalister, Politikere, gode Borgere, ædle Damer med Forgreninger og Detachementer allevegne. Ikke saasnart opdages der en kættersk Tanke i en Bog eller Artikel, før der trommes Vagt i Gevær, Pennene fældes, Sprøjterne fyldes, Stenene løftes – og afsted styrter den hele Armé for at massakrere den arme Synder og for i Opløbet at tilintetgøre den enkeltes Oprør mod de mange.
Og netop dette er det karakteristiske i de manges dybe Indignation over den enkeltes Meningstilkendegivelse. Lad en sige et lidet fritænkerisk Ord og straks lyder det fra de tusind Herrer, der er betalte for at forkynde den officielle Religion: Slaa ham ned, den Forvorpne, der fordærver Samfundet, ødelægger Moralen og undergraver Religionen. Den enkelte mod de tusind betalte Herrer. Og bagved disse Tusinder staar mange Tusinder, der paa den givne Parole raaber i Kor: For Himlens Skyld, for Hjemmets, for vore Koners og Pigers og smaa Børns Skyld slaa ham ned, den Forvorpne, Landsforræderen, Folkefjenden, vi faar ikke Lov til at være her i Landet for ham, han forgifter Brøndene og det hele Samfund!
Hvordan er det Don Basile synger i sin Arie2: "Og den arme maa fortrække!" Den Enkelte mod de tusind betalte Herrer og de Snese Tusinder, der gentager som de var betalte derfor, alt hvad Inkvisitorerne har lært dem – han maa da trække det korteste Straa, og hvis han ikke vil falde til Føje, faa Foden paa Nakken og se at liste sig bort i en Fart.
Thorkild Asjur Ejnar Fredrik Müller trækker det allerkorteste Straa. Det er ham, der kaldes for Isbjørnen, baade paa Grund af hans plumpe Kæmpeskikkelse, og fordi han i mange Aar har levet oppe i det nordlige Grønlands uvejsomste og koldeste Egne, hvor Vinteren er al Sols og Varmes Død. Han er kommen derop som Præst for Hedningefolket.
Naturen havde ikke bestemt ham til Teolog; den havde givet ham fysisk Mod, stærke Lemmer og Lyst til alleslags Idrætter. Men han var ynkværdigt fattig i sin Barndom, og da han blev Student, hittede Værgerne paa at skabe ham til en grønlandsk Student af den Art, der for store Stipendier i Studeretiden forpligter sig til at søge et Kald oppe i de Egne, hvor ingen frivillig begiver sig hen. Müller er forsigtig: for intet at risikere læser han aldrig et eneste Ord til Eksamen, hører aldrig nogen Forelæsning og er saa uvidende om al Teologi som et nyfødt Barn.
Nu fortælles der kosteligt, hvorledes han dog tvinges til at gaa op til Eksamen, de hyppige Dødsfald giver Vakancer i de grønlandske Kald, hvorledes han skriftlig giver blank op og mundtlig med haardnakket Bestemthed ikke svarer et Kny paa alle Professorens Spørgsmaal, men hvorledes denne alligevel med ligesaa stor Haardnakkethed lader ham bestaa. Müller maa som ordineret Mand rejse til Grønland.
Til den visse Død, tror han, og det bliver til det herligste Liv, netop det, som Naturen havde bestemt hans Legeme og hans Temperament for. Nogle lange Maaneder betænker han sig, men saa griber Vildskaben ham, og han kaster sig midt ind i Grønlændernes Færden, i Sælhundefangstens Farer og den vilde Kørsel, i de smaa Menneskers dagligdags Kamp med de grusomme Omgivelser. Han passer til Skindbylterne, han forstaar dem og er ikke foragtet af dem, som af Studenterne i Kjøbenhavn, deres Vaner generer ikke ham, medens hans Theologi opbygger dem; og den kønneste Pige i Flokken tager han til ægte.
Naturligvis er det grønlandske Liv skildret efter Beretninger og ikke efter Selvsyn. Det er nok at mærke paa en vis Forsigtighed i Stemningen, en vis Drøjde i Udtrykket. Men Pontoppidan har en Række af de udsøgteste Farver paa sin Palet, og hans Billede overtræffer i Friskhed og Liv ganske, hvad vi har set af malerisk Fremstilling af det samme Æmne.
Müllers Hustru dør, og Hjemve kommer over den ensomme Mand. Han begynder at længes efter Danmark igen, efter Solen og Bøgeskovene og Markerne, efter "at mærke Duften af Blomster, at strække sine Lemmer i en saftig Kløvereng og føle linde Luftninger fra modne Agre stryge hen over sin Kind" – i de mest fortryllende Ord er Hjemlængslen tydeliggjort.
Og da saa Müller kommer hjem til et sjællandsk Præstekald, da har ogsaa Pontoppidan Foden paa sin egen Jord. Hvad nu følger, er ganske guddommeligt lystigt og ejer Kraft ud fra en aandfuld Satire. Alle, der har Sans for den Enkeltes Kamp mod de mange, bør læse om den stærke Müllers Skæbne.
Først gaar det ham godt, skønt hans sære upræstelige Væsen – han lever og teer sig som en Grønlænder – forarger baade Bisper og Kapellaner, gør ham til en Rædsel i alle omliggende Præstegaarde. Bønderne lider ham imidlertid saare vel, efterhaanden som de faar sig vænnede til hans Manerer. Hans Bolig er simpel, hans Levemaade tarvelig og hans Prædikener lige fra Leveren, røbende den største Ukyndighed i baade Skriften og Fortolkningen. Men hans Hjærtensgodhed er uomtvistelig, og han forstaar den graa Bondemand ligesaa godt som den grønlandske Skindbylt.
Dog, til Slutning falder han paa at afskaffe Tienderne, at befri Menigheden for Afgiften. Da ræddes selv dens stærkeste Hoveder og tror, at Manden maa være forrykt. Og der rejser sig en sand Landemode-Storm imod ham, Kapellaner og Præster sammenrotter sig, og man henter Biskoppen sporenstregs til Visitation. Han kommer, en lille fin og sikker Mand i Martensens Billede3, men den Dag, da han møder i Kirken for at høre Pastor Müller prædike, er denne forsvunden, rejst bort for bestandig. Med Kridt staar der malet i stor Skrift denne Afskedshilsen paa hans Dør: "I har de Tyranner, som I fortjener" – Hvem sætter sig selv op imod Biskop, Præster og Menighed uden at bøde derfor? Müller maa drage tilbage til Grønland igen.
Han har talt uden Salvelse, han levede uden Ostentation4, han udsagde hvad han ansaa for rigtigt, han trøstede Folk paa Dødssengen med jævne Ord uden Skriftsprog, men han hverken lærte eller levede i den officielle Kristendom – alle Statskirkens Præster og de Mange, der staar bagved dem, jager Grønlandsfareren tilbage til Sælhundene igen.
Pontoppidan nye og fortrinlige Bog er det danske Sidestykke til Kiellands Sankt Hansfest5 og ingenlunde ringere end det norske Angribsskrift.