en frisk Alvorlighed
[...] Helt anderledes end Woldemar er Pontoppidan gaaet til Værks. I sin ypperlige lille Bog "Fra Hytterne er det ham selv, der fortæller. Det er ham, Forfatteren, vi har at holde os til, han digter sig ikke ind i nogen Slags Tredjemand. Og vi er vel fornøjet, som han har ordnet det for os. Tingene staar med Omrids som paa en Junidag med Nordenvind og i de samme klart mættede Farver. Det er seks Smaafortællinger fra Nordsjælland, og de er tydelige alle, som kun den gode Kunst gør tydelig.
Man støder jævnlig paa et eller andet Tvivlsmaal om hvad Kunst egenlig er for noget. I Mangel af en lærdere Forklaring kunde man vælge den, at det er den tydelige Fremstilling af det som nyt følt Æmne. Det er netop Mangel paa Tydelighed, som er Hovedgrunden til, at de seks i denne Artikel først omtalte Værker maa gaa til Bunds, man slider forgæves med at faa fat i hvad det er, de vil vise. Pontoppidan ævner at fortælle det, han har set, paa en saadan Maade, at Tingene lever op om ham med den samme Værdi omtrent, som de har haft for ham selv. Han dyrker her i Fra Hytterne Fortællekunstens Urform, den ligefremme (egentlig mundtlige) Meddelelse, som en Mester. Da han i forrige Efteraar havde givet sig i Lag med den langt senere opkomne Kunstform, den opdigtede Fortælling – en, han i øvrigt tidligere med Held har dyrket –, svigtede Stadet ham, han blev usand og i høj Grad utydelig. Han kan tage sig dette Uheld let. Naar man har Fra Hytterne i Baghaanden, kan man uden at blive fattigere give de dumme Guder Mimoser.
Det er sikkert, at den højeste Virkning naar Pontoppidan ikke. Dertil holder han sig for meget til den blot udvendige Side af Tingene. Han har ikke følt Trang til at meddele synderligt af de klare eller uklare, hurtige eller langsomme sjælelige Rørelser, 548 der i Landsbyen følger med de Begivenheder, vi ser. Lad være, at de saakaldte psykologiske Indkig altid maa bero paa Skøn og Gætning, hvor der da ikke foreligger positive Bekendelser, givet er det dog, at først naar en Forfatter vover sig til denne Gætning, og den faar Livagtighedens Præg, gør han det stærkeste Indtryk. Menneskene har nu en Gang for alle faaet en aldrig mættet Hang til at lære det at kende, som de ikke ser.
Men hvorledes det nu end forholder sig med den "højeste" Virkning, saa er der i hvert enkelt af Fortællingerne i Fra Hytterne givet Læseverdenen noget i sin Slags udmærket. Det særegne ynglingekønne og mandsbidende Lune, som i paafaldende Grad prægede de første Ting, Pontoppidan sendte ud i Verden, er her blevet afløst af en frisk Alvorlighed, hvori der nu og da blinker Vendinger fra de unge Dage. Bedst synes mig "Et Grundskud" at være lykkedes. Den er saa fast i Støbningen. Man læser om Husmandsfamiljens Gris – det er om dette "Familjemedlem" at Historien drejer sig – næsten med samme Interesse som den, hvormed det omfattes af selve Grisens Ejer, Kresten Jakob Doller, og hans "ørekørte" Kone Sidse Marie. Dens Død er et Slag af Skæbnen, der rammer omtrent saa haardt som en Kiellandsk Beretning om en Fallit1. Men enhver Linje i Bogen er god. Kun de første Sider af "Knokkelmanden" falder ud af Tonen. Hvad skal det Stænk af Romantik til, som her har gemt sig i Skildringen af de to fremmede i "Boelfolkets Paradis"(!)? Tingen er jo gaaet lige saa haandfast for sig som alt andet i vort velbefolkede Fædreland. Et Par Indflytterfolk køber en Husmandslod, som de dyrker med særlig Iver og Held, de holder sig for sig selv, afsides som de bor, deraf opstaar der intet Æventyr i Landsbyen, om end muligvis nogen Sladder. De er vel kendte, og da de ikke bryder Landsens Skik, er der ingen, der falder paa at undre sig over deres Levemaade. At de to sætter sig sammen i Kirken turde være et af de faa Paahit, Pontoppidan har tilladt sig i denne Bog2.
