Fra Hytterne

Literatur

Henrik Pontoppidan: Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder. 139 S. (Gyldendal).

Der gives nutildags to Literaturretninger i ethvert Land; én der er til Behag for det store Publikum, og én der fortrædiger dette Publikums Mænd og dets Kvinder. Disse Retninger har i Fortiden lydt mange Navne: klassisk og romantisk, højere Stil og lav Komedie, idealistisk og realistisk o.m.fl. Men Navne gør lidet til Sagen; der hersker imidlertid en let bemærkelig Væsensforskel mellem de to Retninger: den første siger Folk smukke Ting, den anden siger dem Sandheden. Og da Folk holder mere af en duftende Viraksrøg i deres Næse end en besk Medicin i deres Mund, saa vil i en overskuelig Fremtid den sandhedssigende Literatur kun nyde en ringe Del af Publikums Gunst.

Det er ligedan som med Præsterne. Tror man, at de Guds Mænd, som tordner Folk ned i Helvede hver Søndag, trækker Hus til Kirken? Folk ynder at se deres Synder elegant tildækkede med en Kærlighedens Kaabe, og selv i det tætteste Mørke vil de skimte saameget af Naadens Blaa, som der efter det gængse Udtryk hører til et Par Skræderbukser.

Og naar Folk tager en Bog i Haanden eller gaar i Theatret, vil de se ædle Mennesker, ikke Grisepelse; smukke Følelser, ikke stygge Laster; rene Bevæggrunde, ikke onde Lyster. Og saa sikker er denne Følelse, at den udstrækker sig til Samfundsklasser, som de mest Læsende ellers i visse Maader unddrager deres Sympati. De Dannede og Rige ønsker f.Eks. ikke sanddru Skildringer af Arbejderklassen. Da Zola skrev sine store Arbejderromaner (l'Assommoir og Germinal), hævede der sig fra de Skildredes Side ingen Forargelse, men i de parisiske Højreblade af forskellig Slags skreg man op: Arbejderne var ikke alle Drukkenboldte, levede ikke alle i umoralske Forhold, piskede ikke alle i Deliriumstilstand deres smaa Piger tilblods. Arbejderne, som hver Dag i deres Blade læste nøjagtigt Romanens Optrin politimæssigt gengivne i Referater fra Kriminalsager, modtog forstaaende den Digters Arbejde, der havde ladet de gruopvækkende Fakta raabe til Himlen. Men velsindede Journalister i fromme Blade korsede sig over Forfatterens Lyst til at bade sig i Snavset, fordybe sig i Livets Natsider o.s.v. o.s.v.

Hr. Pontoppidan skal ikke vente sig altfor mange Hædersbevisninger i Anledning af den udmærkede lille Bog, han har udgivet. Han bliver saamænd ikke Ridder af Dannebrog paa den. Og naar han søger Anckers Legat, vil man foretrække alle Lindows Børn¹ fremfor ham, saalænge det blot nogenledes lader sig gøre.

Han har sanddru redegjort for Uhygget i Hytterne.

Maaske vil man tilgive ham Knokkelmanden. To Bolsfolk, Mand og Kone, kæmper for at blive Ejere af Hus og Jordlod. De under sig ikke Fritid eller andet Godt. Fra den mørke Morgen til den seneste Aften slider de i Hus og Have, sparer Ørerne op til Kroner, gemmer Kronerne til Afdrag, under sig ikke et Barn engang, før den sidste Afbetaling kan ventes i Tryghed. Og den gode Stund naar dem. Manden har været i Staden med de sidste to hundrede Kroner forsvarligt indsyede i Indrelommen² og har bagefter spist den festlige Surkaal med Sild til Middag.

Livets gode Dage skal begynde, men Lykken er kommen for sent til Bolshuset. Konen føler sig syg, og alle gode Husmidler hjælper hende ikke, saa Ægteparret en Dag maa tage til Staden for at raadspørge Professoren. Hos ham faar hun Besked.

Som den Visit er fortalt, vil enhver gribes af disse stakkels Lastdyrs Elende. Maupassant talte sørgmodigt i sin sidste Roman³ om et ulyksaligt Bæreæsels stræbsomme Tilværelse. Og naar Bolsfolkene kører af Staden, blege og forkuede, da mindes man et udslidt Trækdyrs Segnen om under altfor store Byrder. Og ingen Læser glemmer den Angst, i hvilken Husmanden ventede i det fine Doktorværelse, medens Lægen undersøgte Konens Kræftskade ved Siden af. Ved Graven talte Præsten varmt over de smukke Ord: Herrens Naade er over al Maade.

Vil man tilgive Pontoppidan, at han finder denne Naade ulige fordelt? Maaske, den himmelske Kærlighed tør man endda tvivle om, hvis man er paalidelig, naar det gælder den jordiske.

Det véd enhver, at i Hytten som i Borgen er Kærlighed en ren og hellig Følelse, skydende Blomst i Forlovelsen og under Kirkens Velsignelse sættende Frugt i Ægteskabet. Kun hos nogle abnorme Individer findes en Drift, som intet har med Kærligheden som saadan at skaffe og hvis brutale Magt saadanne lavere Naturer ligger under for.

Hans og Trine i Fortællingen af dette Navn føler næppe den rette Kærlighed.

Hun har som Lillepige paa en Gaard været udsat for Avlskarlens raa Voldtægtsforsøg. Fik han sin Vilje? Hun véd det knap, saa ung og forskrækket var hun; i hvert Fald tog han kun hendes Legem og ikke hendes Hjærte. Men da hun overværer sin Søsters fattige Bryllup og ser den døvstumme Skrædersvends kønne Forelskelse i sin ikke ganske unge Brud, flammer det i hende; og da hun sent paa Aftenen møder Naboens Hans, er hendes Sind blødgjort for fristende Ord og mandlig Tilnærmelse. Uden Bryllup giver hun sig hen og nogle Maaneder efter er hun frugtsommelig.

Det kommer hende dyrt til at staa. Onde Tunger opfrisker den gamle Historie med Avlskarlen, og da hun redelig fortæller sin Kæreste alting, gaar han fra sit givne Ægteskabsløfte, behandler hende som en Tøjte og vil ikke længer kendes ved hende. Man høre, hvordan denne Kærlighedshistorie ender:

Det var en Middagsstund i Høsten, da Hans med sin Le paa Nakken kom fløjtende oppe fra Sognefogdens, at han ved at dreje ned i Gaden pludselig fik Øje paa Trine, der paa ømme Fødder kom vraltende midt i Støvet med opkiltrede Klæder og helt sammenbøjet af en tung Børing Brænde, som hun havde hentet sig ude i Skoven.

Han kunde ikke undgaa at møde hende, men maatte gaa hende lige forbi; og da satte han et rigtig forsorent Ansigt op og tilnikkede hende med et bredt Grin:

"Go' Middag, Trine! … Den er lummer, hva'?"

Men dette var dog Trine for meget. Skjønt segnefærdig af Smerter og Udmattelse vendte hun sig omkring med sin Byrde og skreg efter ham:

"Dit Svin!"

Han tænkte et Øjeblik paa at gaa tilbage og stikke hende én i Synet, men besindede sig dog og fortsatte fløjtende sin Vej.⁴

Bondenovellers Romantik er vegen bort fra denne Skildring. Skolelærerliteraturens Forfattere og Kritikere vil fornægte den; de Dannede vil, naar de har laant Bogen, med Afsky levere den tilbage, og i Hytten og i Borgen vil man være enig om Forargelsen. Thi saaledes bør en Fader og en Moder ikke mødes for sidste Gang. Hvorfor lader ikke Hr. Pontoppidan Karlen gaa i sig selv, hvorfor ikke føle en ukendt Medlidenhed og Kærlighed spire i sit Hjærte ved Synet af sit Barns Moder? Det hjælper ikke, at Hr. Pontoppidan paaberaaber sig alle Danmarks Alimentationssager og de Tusinder af Plejebørn, hvormed Befolkningen rekruteres. Han vil nok faa at vide, at han som Forfatter opsøger det Uædle, og han vil vises hen til den Naturalisme, som Sædeligheden kalder fransk og importeret. Et Under er det blot hertillands, at ikke alle uægte Børn fødes fransktalende.

Den sidste Skitse i Fra Hytterne hedder Vandreren. End ikke denne poetiske Titel gemmer Spor af Glæde over Danmark. Der berettes om en værkbrudden Kvinde, der ligger i Sengen paa niende Aar, 84 Aar gammel, frysende og forvirret, medens Rotterne bider sig op i Lejet til hende. – Kan denne gamle Kone, ussel som selve Fattigdommen, være en Digters Musa?

Vandringsmanden, der har set hende, tænker paa alle de mørke, fugtige, smaa Rum, hvor arme Folk sidder ved deres Kartoffelmad og Brændevin, gnavet af Utøj, frygtsomt ventende den Alderdommens Dag, da de smides fra deres Huler op paa Fattiggaarden. Og Vandingsmanden gentager for sig selv: "Frihedens – Fremskridtets – Humanitetens Aarhundrede!"