Mennesker

Af Poul Levin

Henrik Pontoppidan og Jakob Knudsen har udgivet to smaa Romaner, hvilket betyder, at den danske Literatur har faaet en Tilvækst af Menneskekundskab. Disse to Forfattere staar i et ejendommeligt Fortrolighedsforhold til vor Læseverden, de virker ikke gennem store Problemer, der hidser op over Skyerne, heller ikke ved Skildringer, som brænder af Lidenskab, men de taler ud af en dyb Erfaring, de skænker Menneskene, hvad Menneskene selv har givet dem. Der er, trods Pontoppidans skaanselløse Satire og Knudsens Evne til at skildre vilde Optrin, noget dæmpet ved deres Værker, fordi de selv har reflekteret saa meget, før de skrev, og de kan skrive lange Afsnit eller hele Romaner, der virker som en Ensoms Overvejelser i Anledning af en Livsskæbne, han har mødt. Saaledes er de to Bøger, de har udgivet iaar.

Henrik Pontoppidans Bog hedder Borgmester Hoeck og Hustru, og Emnet vil huskes fra et af Politikens Julenumre, hvor et Udkast fandtes under Titlen Livets Kilde¹. De to Mennesker, der skildres, er en ung, livsglad Kvinde, som paavirkes af de Mænd, hun træffer. Hun kan ikke andet end bøje sig imod dem, ligesom Planten søger Solen, medens hun i sit Hjerte stadig bevarer Kærligheden til sin Mand. Men hans Liv ødelægges derved, han synker dybere og dybere ind i sin Jalousi, og det bliver ham tilsidst umuligt at leve sammen med hende; selv ved hendes Dødsleje kan han ikke besvare hendes sidste Kærtegn. Det er ved hendes Sygeleje, Pontoppidan holder disse to Mennesker fast. Vi følger Ægtemanden Skridt for Skridt bort fra hende, i de tomme Stuer, ud i den lille Bys Hverdag og ind i hans egen Ensomhed – alt igennem hendes ængstelige Lytten, vi ser, hvorledes hendes Skikkelse flagrer gennem alle hans Tanker, indtil Døden stille gaar imellem de to Ulykkelige. Paa ganske faa Sider er dette fortalt med en fuldendt Beherskelse og med en Forberedelsens Kunst, der ikke lader Tankerne gøre den ringeste Svingning, som ikke er beregnet. Men naar Bogen er forbi, bliver der levende i Læserens egen Verden. Denne ene Kvinde og denne forpinte Mand bliver til mange Kvinder og Mænd. Man ser den for sig, den Skare af unge, smukke Kvinder, der blomstrede under Mænds Blik, foldede hele deres Væsen ud, fik det forunderlige Spil i deres Øjne, det halvt forborgne Smil om deres Mund, den Skønhed i hver Bevægelse, der tilsammen blev deres Kvindelighed, deres uimodstaaelige Drift, som de fulgte, hvad enten den voldte Sorg eller ej. Og man ser Mændene, der elsker disse Kvinder, deres forgæves Kamp mod det, som de i Virkeligheden selv drages af, deres Misforstaaelser og Plumphed, deres fortvivlede Jagt efter disse Sommerfugle, som taber deres Farver i plumpe Mandfolkehænder. Saaledes bliver denne lille Bog stor. Dens ene Optrin samler de tusinde Optrin, som sker omkring os alle, og som maaske kun bestaar i et hastigt Øjekast mellem to, der i et Nu føler, hvad der skiller dem. Det er en Bog, der taler saa varsomt som en Bekendelse foran Døden, og den standser netop dér, hvor den evige Adskillelse afbryder det sidste Spørgsmaal.

Ogsaa Jakob Knudsen vil minde om Livets Ret. Han viser i sin Bog For Livets Skyld, hvor letsindigt Mennesker handler med deres Lykke, fordi de ikke har Mod og Evne til at forstaa sig selv og handle derefter. Han har valgt sine Eksempler blandt Bønder, han stiller i Bogens Midtpunkt en Gaardmandssøn, der uden at kny bøjer sig under sin Moders Vilje, og en Tjenestepige, der kuet af Armod og Ydmyghed, lader sine Herskaber afgøre hendes Skæbne, og han skildrer nu, hvorledes de vilde ødelægge hinandens Lykke, dersom ikke en myndigere, menneskekærlig Aand lærte dem at tro paa deres Kærlighed og hengive sig til den for Livets Skyld. Der er atter her noget dybt menneskeligt, noget, som let kan føres ud over det specielle Tilfælde. Saaledes som denne unge Bonde bøjes af Traditionen og Familiehensyn, saaledes som han giver efter for [det^'1] forud ordnede og aftalte, og saaledes som denne unge Kvinde knækkes af Folkesnak og af Samfundets Overmagt, saaledes kæmpes der overalt bevidst eller ubevidst med de hundrede Hensyn og Fordomme, der hindrer den frie Udfoldelse af Personligheden. Man kan imod Knudsens Personer indvende, at de er altfor passive, og at den Kamp, de kæmper, ikke bliver interessant nok, fordi man næppe hører dem veksle et Ord med hinanden, man kan i det Hele taget ved al denne Bondedigtning gribes af en oprigtig Længsel efter finere udviklede, rigere sammensatte Naturer, men det almenmenneskelige i Emnet berøres ikke heraf. Ogsaa Jakob Knudsen er en Ensom, der kender Menneskene. Han har i sin nye Bog atter skildret en gammel Præst, der paa samme Tid frigjort i sit Syn paa Mennesker og konservativ i sin Opfattelse af deres Pligter mod Samfundet, gaar omkring mellem sine Sognebørn som en stille Hjælper. Dette er maaske det allermenneskeligste i Bogen. Thi der findes her en gribende Kamp mellem Præstens idéelle Krav og de Fordringer, han i det givne Tilfælde stiller. Denne Mand, som i sin Ensomhed uden Frygt bestiger Paradoksernes høje Bjerg og derfra skuer ud over en ny Samfundsorden, hvor den nuværende Form for Ægteskab er opløst, og hvor Frihed og Sandhed træder i Stedet for Tvang og konventionel Løgn, den samme Mand begiver sig gladelig ned i Dalen, ned til Hverdagen, og ombytter sine Paradokser med smaa menneskekærlige Raad for Livets Skyld. "Thi da Lovene er til for Livets Skyld, saa maa de jo ogsaa i enkelte Tilfælde vige for Livet." Det er sikkert for denne Præsts Skyld, Bogen blev skreven. De, som kender Jakob Knudsens Foredrag, vil i Præstens Tanker genfinde baade Foredragenes Paradokser og den Strøm af Naturlighed, der bringer dem saa vidt omkring. Maaske er Præsten som Figur i en Roman ikke levende nok, stundom har man en Følelse af, at det bedste om ham siges ikke, fordi han kun er bleven en Bifigur, men dette hænger sammen med, at Jakob Knudsen ikke magter den lille Form, han skriver endnu en lille Bog saaledes, at den føles som Udkast til noget større. Og det større vil her som hos Henrik Pontoppidan sige den Sum af Menneskekundskab, og det Studium af Menneskers Skæbner, der i Handlingens Øjeblik faar os til at glemme Vedtægter, Principer og Forfængeligheder for at vække Personligheden og Forstaaelsen af os selv og de andre.

Poul Levin.