Litteratur
Henrik Pontoppidan: "Borgmester Holck og hans Hustru". Et Dobbeltportræt. (G. B. N. F.)
Med Overtitlen "Smaa Romaner af Henrik Pontoppidan" er udgivet en Fortælling "Borgmester Holck og hans Hustru"1, hvortil en Studie forgangen Aar offentliggjordes i "Politiken"s Jule-numer, men som nu fremtræder i udvidet og gennemarbejdet Skikkelse. Historien er lille af Omfang; men man ønskede den ikke større. Alle begyndende Forfattere og Forfatterinder burde tage den lille Bog for sig og læse den ikke blot syv Gange, men syv Gange syv. Saa vilde de forstaa, hvorledes man ikke behøver 3—400 Sider for at sige, hvad der kan rummes paa hundrede, og saa vilde de forstaa, at Klarhed og Naturlighed i Skildringen er det efterstræbelsesværdige, og Affektation og Maneer af det onde. Det er blevet sagt, at Henrik Pontoppidans Stil er ældre end hans Tanker; det er sandt, at den behagelige, rolige Hengliden i Fortællingen ikke længere er almindelig, og at der er adskilligt i Pontoppidans Fortællemaade, der minder om Goldschmidts. Men da Goldschmidt til Dato har været regnet for vor bedste Prosaist, turde i Virkeligheden heri ligge en stor Anerkendelse. 1 hvert Fald kan man sige, at Pontoppidans Stil er lige saa klar som hans Tanker.
"Et Dobbeltportræt" kalder han sin triste Hverdagshistorie om Borgmester Holck og hans Hustru. Og i al deres Knaphed fremtræder disse hans lille Romans to Skikkelser med en Livets Fylde og mørke Ædruelighed. Han, den korrekte, selvgode, unge Jurist med den lovende Embedsmandsbane for sig, forelskede sig saa lidenskabeligt, som hans kolde Natur kunde det, i Toldforvalterens Datterlil, en yndefuld og blussende Pige, opdraget i et Halvdannelsens og Overfladiskhedens Hjem, ved Moderens Eksempel og egen Natur hengiven til Koketteri – en af de Kvinder, om hvem man siger, at de har Herretække, men paa Bunden et godt lille Menneske, hvis inderste Væsen er Trang til Hengivelse. Saa blev de gift, og han, den fødte Politimand vaagede inkvisitorisk over hvert af hendes Skridt, ja over hvert af hende Blik; og han saaredes i sin Skinsyge og mandfolkelige Egoisme over hvert Smil, hun uddelte til andre. Som den Formens og Korrekthedens Herre sagde han intet, men han hævnede sig idet stille; han flyttede hende til den lille Provinsby, han lod Datteren opdrage mellem Fremmede, og han viste høflig Artighed, hvor hun ventede Ømhed og Kærlighed. Thi Kærligheden var det samme for hende som Lyset for Planten. Da hun ikke fik den, visnede hun hen – og han, Ulastelighedens Repræsentant, formaaede end ikke at fatte om hendes Haand i Dødsstunden.
Om Tilværelsens polare Modsætninger – om Kulde og Varme i to Menneskesind fortæller denne udmærkede lille Bog.
J. C.
