[Anmeldelse]
Henrik Pontoppidan: Borgmester Hoeck og Hustru. Et Dobbeltportræt. Kr. 2,00, ib. Kr. 3,00.
Det er som et Led i Rækken "Smaa Romaner", at denne Henrik Pontoppidans nye Fortælling er fremkommet. Paa kun godt og vel hundrede Sider maler han sit "Dobbeltportræt". Og alligevel er intet uforklaret. Med indtrængende Kunst lader Pontoppidan os se de to Mennesker, han har malet netop saadan, som det gode Portræt skal og maa virke paa den, der forstaar. Vi ser først kun de skildredes ydre Træk, men der er noget i disse Ansigter, der byder os at standse og som kalder paa vor menneskelige Interesse. Og saa lidt efter lidt kommer
det Liv frem, der har afsat sine Mærker i Trækkene.
Det er en Ægteskabs Historie, der ligger bag, i det rent udvortes et Ægteskab som saa mange andre. Uden at der sker noget officielt Brud bliver Borgmester Hoeck og Hustru ved med at leve sammen, indtil hun bukker under af den Nyresygdom, der hærger hende.
Og saa er dog det virkelige Forhold det, at Borgmesterens og hans Frues Ægteskab er dybt ulykkeligt.
Man kan med et meget almindeligt Udtryk angive Grunden dertil saaledes, at "de ikke passer sammen". Dermed er alt sagt og dog saa uendelig lidet. Thi dette, ikke at passe sammen, er noget, der kan have saa mange Grunde, som der er Mennesker, hvem denne Ulykke overgaar.
Pontoppidan forklarer det for de to Menneskers Vedkommende, som han her har sysselsat sig med, med den dybeste og fineste Forstaaelse. Lyslevende bliver de for Læseren, og ikke de alene, men ogsaa de meget faa Bipersoner, der kommer i Berøring med Bogens Handling. Der er den døende Borgmesterfrues Søster, der er gift med en tysk Officer og som ude i den store Verden har faaet et ret overlegent Syn paa den hele Ægteskabs-Institution. Der er Lægen, den kvindekære unge Mand, hvem hans dødssyge Patient endnu paa det sidste ikke kan lade være at forsøge paa at gøre Indtryk paa. Og der er den sørgende Bogholder, som Borgmesteren møder, da han kommer fra sin Kones Grav, og i hvis graadopsvulmede Øjne han allerede skimter et lystent Behag ved Tanken om den kønne Husbestyrerinde, han har fæstet.
Selv staar Pontoppidan udenfor sit Billede. Ikke med en Mine forraader han den ringeste tarvelige Interesse for at lægge Skylden paa den ene eller den anden af Ægtefællerne. Han taler blot, han dømmer ikke. Og hans Penselstrøg er en Mesters. Med sine rolige Ord trænger Bogen dybt ned i Sindet, næsten stærkere, naar man efter Læsningen lader den virke paa sig i dens Helhed, end mens man endnu optaget af Læsningen, vender Blad paa Blad for at følge de to Menneskers Skæbne til Vejs Ende.
