En Julerejse

En dansk Jul lægger ikke alene stærkt Beslag paa den religiøse Følelse. Som ved alle store kirkelige Højtider faar ogsaa Maven sin rigelige Del af Glæden, og det turde vel være et Spørgsmaal, om det er den gode Gud eller Spisekammerdjævelen, der paa saadanne Dage gør den største Høst ved Traditionens Magt. Jeg gad nu vidst om der noget Sted i Verden spises saa meget og saa fedt til Jesusbarnets Ære som i Danmark. Al denne Risengrød og Gaasesteg og søde Kagemad er maaske opbyggelig for Sindet, men den nedbryder utvivlsomt Fordøjelsen. Selv den frommeste Mave bliver tilsidst stædig som et gennempryglet Æsel.

Af Frygt for den uundgaaelige Julekvalme stjal jeg mig dennegang bort midt under Festen, pakkede en Kuffert og drog afsted paa Lykke og Fromme.

Her følger en Udskrift af Rejsedagbogen.

Første Stoppested: Kristiania, Byen, hvis Omgivelser altid prises paa dens egen Bekostning, er unægtelig uden fremtrædende Ynde eller Liv. Den er dog ingen Smaastad længer. Her bor nu halvtredjehundrede Tusinde Mennesker foruden tre kongelige Personer. Men rigtignok maa man ofte spørge sig selv, hvor alle disse Mennesker er henne. Særlig nu i Juletiden er der øde allevegne.

Altsaa videre:

Ad Bergen til med den nye Højfjeldsbane. Paa otte Timer løftes man op over Skyerne til den evige Sne. Et Par Steder standser Toget midt i den hvide Ørken. De Fjeldstuer, som Staten lader bygge paa alle udsatte Overgange som Tilflugt for Vejfarende under Uvejr, har her faaet Skikkelse af to store, moderne indrettede Hoteller, og nu i Ferien er der fuld Indkvartering. Navnlig ses der mange af disse unge Kristianiadamer, hos hvem Vintersporten har udviklet en særlig norsk Form for Flirt. Skien, Topluen og den øvrige mandhaftige Urtidspaaklædning er blevet et nationalt Koketteri paa samme Maade som Viften og Mantillen i Spanien.

Det er en Art Vinter-Tivoli, man møder her halvfemte Tusinde Fod over Havoverfladen med arktiske Forlystelser af forskellig Slags. Ved det ene af Hotellerne er der stationeret et Par indforskrevne Lapper med deres Rensdyrsslæder. En Rundtur over Snemarken i en saadan "Pulk" er omtrent lige saa eventyrlig som et Ørkenridt paa Dromedaren i en zoologisk Have.

Altsaa videre!

Bergen – Regnvejr. De to Ord hører sammen som Degnen og hans Amen. Der skal være en Dalstrækning et Sted i Frankrig, der af Folkevittigheden er bleven kaldt Himlens Kammerpotte. Men det er vist en Tilsnigelse, Æren maa tilkomme Bergen. Byen ligger paa Bunden af en dyb Gryde, og de vandtunge, lavt drivende Skyer ude fra Havet, der ikke kan komme over Klippemuren, udtømmer deres Indhold her med en forfærdende Energi. Der er idag blandet Sne i Regnen, og Gaderne er et slubrende Ælte. Nede paa det berømte Fisketorv, hvor vældige Torskehoveder og Kæmpeflyndere og andre Søuhyrer allevegne gaber En imøde, har man en Fornemmelse af at befinde sig paa Havsens Bund. For Byens egne Folk er Tilstanden tydeligt nok ganske hverdagsagtig. Selv Gadens Smaadrenge er klædt i Sydvest og Oljetøj og bærer Dragten som en Hud, de er født med.

Der er skrevet saa meget om Klimaets og Naturomgivelsernes Indflydelse paa Temperamentet. Denne mørke Klippegryde, hvis Skylaag saa sjælden løftes, er som bekendt Hjemstedet for den aandslivligste og den mest selvtilfredse Del af det norske Folk. Her fødtes jo ogsaa det lyseste Hoved, den muntreste Latter, Norden har skabt. Holbergs Statue staar med fuld Ret paa en af Byens Pladser. Alligevel, som den her er rejst, virker den underlig, i hvert Fald paa en Dansk. Denne overlegne Professorskikkelse i de fine Klæder, der promenerer saa hjemmevant mellem alle disse tjærede Fiskeboder og gamle hanseatiske Pakhusgavle, giver et falskt Indtryk af Holbergs Forhold til hans Fødeby. Her er der paa norsk Side noget af en Tilsnigelse. Denne baroniserede Stadssatyrikus vilde passe i København. Her skulde han have staaet med unge Øjne og et Smil, der lyste af Fremtid, – livsmodig og forslugen som en Skarvunge, der staar paa Randen af Reden færdig til Flugt.

I Havnen laa et Postskib med Dampen oppe. Det skulde nordpaa til alle Kystbyerne og helt op til Ishavet. Jeg gik ombord med min Kuffert. I Mørkningstiden stod vi Fjorden ud.

Himlen blev ved at – naa ja, at græde. Det var stille Vejr; men ved Skibets Fart førtes Sne og Regn ind ogsaa paa den overbyggede Del af Dækket, og jeg maatte inden længe krybe under Tag. Det var Nytaarsaften, saa der var næsten ingen Passagerer med. Og de faa der var, undgik aabenbart hinanden under Trykket af at kunne mistænkes for at være tilovers her i Verden, siden man var alene og paa Rejse en saadan højhellig Aften. Vi var ialt fire Mandfolk, der ved Ottetiden samledes om Aftensbordet. Det føltes som en Ydmygelse og virkede forstemmende, at Skibets Restavratør havde bestræbt sig for at give det et Præg af Familjebord blandt andet ved at sørge for, at ingen kom til at savne den hjemlige Nytaarsnadvere: Risengrøden, Ribbenstegen og Surkaalen. Der blev under hele Maaltidet ikke talt et Ord.

Nu er rigtignok et saadant aabent Bord i Norge altid en saare højtidelig Ting. Maaske er det norsk Bordskik, nedarvet fra Bonden, at der ikke tales, naar man spiser; men nogen selskabelig Ubehjælpsomhed skjuler sig dog vist ogsaa bag denne mørke Tavshed. Disse føre, norske Mænd, der ellers kan være højttalende nok sidder ved et table d'hote med en Forlegenhed som en Konfirmand ved sin første Altergang. Sauceskaalen gaar fra Haand til Haand under en Alvor, som var den en hellig Kalk. Noget gør der vel ogsaa, at der sjælden drikkes Spirituosa til Maden, højst et Glas Øl. Selv til Middagen drikker de fleste Vand.

Efter Bordet sad jeg i flere Timer alene oppe i Rygesalonen ganske overladt til mine egne Nytaarsbetragtninger. Et Par Gange stak en af Medpassagererne Hovedet ind men trak det straks til sig igen, naar han saa, at der var optaget. Og mens jeg sad der, skyet som en Spedalsk, tænkte jeg med lidt Bitterhed paa min Flugt fra Julen derhjemme og dens Familjeglæder.

Da Viseren paa mit Ur nærmede sig Tolv, gik jeg igen ud paa Dækket. Det regnede ikke mer; men det var en Nat saa sort som sejlede vi langs med Dødens Strande. Der var ikke andet Lys at se end nu og da den blodrøde Glød af en roterende Fyrlygte, der viste Vej i Mørket. Efterhaanden som Øjet blev mere følsomt, skimtedes dog af og til en Kontur af de høje Klippeøer, vi sejlede frem imellem. Men kun som Skygger saas de og var borte med det samme.

Pludselig hørte jeg, at der fra Kommandobroen blev givet Signal ned til Maskinen, og lidt efter varskoedes der med en lang Tuden. Forude skinnede en hel Række blanke Lys langs med Havfladen, og jeg huskede nu, at vi efter Fartplanen netop ved Midnatstid skulde naa vort første Stoppested, en større Handelsplads ude i Skærene. Idet vi nærmede os med sagtnet Fart, bares Lyden af en Kirkeklokke ud til os derinde fra. Det gamle Aar blev ringet ud. Det virkede helt mystisk, fordi man slet ikke kunde se Byen og kun akkurat anede Omridset af det sorte Skyggefjæld ved hvis Fod den laa. Nogen Gadebelysning var der aabenbart ikke, og der hørtes heller ingen anden Lyd derindefra end denne klangløse Kirkeklokke. Men der var alle disse mange skinnende Vinduer, der sænkede Lysstøtter i det blanke Vand, saa det saa ud, som om Fjældet havde løftet sig paa Ildsøjler. Kirkeklokken blev ved at klemte. Det var som kom Lyden dybt inde fra Bjergets indre. – Da den endelig tav, blev der Liv derinde, Troldefolket raabte Hurra. Der var aabenbart en af dem, der havde udbragt et Leve. Nu smældede ogsaa et Skud. Det gav Ekko et Sted højt oppe paa Fjældet. Og Troldefolket hujede.

Vi stoppede op midt ude i Sejlløbet. Der hørtes Aareslag, og en Baad lagde til ved Skibssiden. Ved Roret sad en gammel Graaskæg med Skindhue. Skæret af en Lygte, som han holdt paa Knæet, faldt hen over nogle andre skæggede Mænd med Skindhuer. Postsækkene blev udvekslede, og der kom en Passager om Bord. En Kvinde med et Sjal over Hovedet, Da hun stod paa Faldtrappen, blev der rakt et lille Barn op til hende nede fra Baaden. Det mindede lidt om Slutningsvignetten i vore Julehefter, hvor det nye Aar vises frem i Skikkelse af er dejligt Englebarn i stumpet Skjorte. Men den Bylt, der her fra Mørket raktes op til Skibet, var hemmelighedsfuld og tillukket som selve den rindende Tid. Der var et Øjeblik, da Skæret nede fra den gamle Mands Lygte skinnede omkring Barnets Hoved som en Glorie, inden Moderen fik det gemt under sit Sjal. Jeg vil tage det for et lykkeligt Varsel!

Jeg sov langt ind i det nye Aar og kom først op paa Dækket, da vi ud paa Formiddagen fortøjede i en Havn. Det var en halvstor Købstad et Sted ude i de yderste Skær. Her mærkedes det, at vi nærmede os et andet Himmelstrøg. Der var en frisk Kulde i Luften, der gav Fornemmelse af Nordland. I Havnen laa tilisede Baade, og Fjeldene rundtom lyste af Nytaarssol og nyfalden Sne. Inde paa Kajen gik Byens Folk deres Søndagstur, trippende forsigtig i det glatte Føre. Alle hilste hinanden, alle ønskede godt Nytaar med den lidt upaalidelige Venlighed, der er den staaende Grimace paa saadanne Steder, hvor Folk kender hinanden altfor godt. En rigtig hyggelig lille Sladrekøbing rimeligvis! Byen er bygget trappeformig op ad den bratte Fjeldside.

Skorstenspiberne paa Husene i den underste Række sender Lugten af Middagsmaden lige ind af Forstuedøren til dem, der boer ovenover, og disse kan desuden fra deres Vinduer ligesom fra et himmelsk Stade følge alt, hvad der foregaar selv i de skjulteste Kroge nede i Gaardsrummene. Det kunde ikke være indrettet bekvemmere.

Sent om Aftenen naaede vi Trondhjem. Her havde det egentlig været min Hensigt at stoppe bl. a. for Domkirkens Skyld, som der stadig bygges paa. Men jeg har set den to Gange før, og jo mere der arbejdes paa den, des mindre interesserer den mig. Med al Respekt for det Storværk, der her i al Stilhed skabes, og med al Forstaaelse af, at det er bleven en national Æressag for Norge at genrejse denne Nordens vældigste Kirkebygning, – det er og bliver en ulykkelig Passion at ville gøre Fortidens store og gode Gerninger om igen. En saa gammel Ruin burde være sakrosankt. De svundne Tiders Aand kan man dog ikke ad mekanisk Vej indblæse de nye Mure. Historiens Patina lader sig ikke eftergøre trods al Arkæologi og al moderne teknisk Fuldkommenhed, Det kan man overbevise sig om mange Steder i Verden, ogsaa hjemme hos os selv. Man tænke sig, at en amerikansk Milliardær fandt paa den Ide at tilbyde Italien eller Grækenland nogle hundrede Millioner Dollars til Genopførelse af Forums Templer og Paladser eller af Parthenon. Over hele Verden vilde der rejse sig et Rædselsskrig – undtagen maaske i Brygger Jacobsens København.

Altsaa videre!

Den næste Dug passerede vi Rørvik, den næste igen løb vi ind til Bodø. Vi var nu kommen over Polcirklen, havde sagt Solen Farvel og gled ind i Polarnatten. Det var dog foreløbig slet ikke mørkt. I Middagstimerne hvilede en ømt forenet Morgen[-] og Aftenrøde langs den sydlige Horisont, og siden sejlede vi i Skæret af det troldomsagtige Nordlys, der skinner indtil Midnat. Bagefter var der Stjernehimlen, som især hen paa Morgenen straalede gennem Frostluften, saa det næsten gjorde ondt i Øjnene.

Nogle Gange i Døgnet lagde vi til ved en Handelsplads, fik Kasser med Smaasild hejset ombord og efterlod til Gengæld en Brygge fuld af Petroleumstønder, Melsække og den Slags Ting. Mine Medpassagerer – almindelige Forretningsrejsende – vekslede stadig; men deres Tal var omtrent det samme, blev i hvert Fald ikke større. Jeg havde til Tider en fyrstelig Fornemmelse af at gøre en Lystrejse paa mit eget Skib.

Vi havde næsten uafbrudt været indenskærs, havde sejlet frem ad vindstille Sunde og bugtet os gennem Snævringer, hvor det var, som skulde vi klemmes inde mellem de skyhøje Klippemure. Jeg havde engang1 sejlet her om Sommeren, i Midnatssol, naar alt er Farve og vild Glød i dette eventyrlige Arkipelag. Nu gled de tusinde Øer mig søvntunge forbi i deres hvide Snepels. Paa det mørke Vand laa store Flokke sortnakkede Ærfugle, der ikke rørte sig før Skibets Stævn næsten naaede dem. Saa baskede de sig et Stykke bort i saa lav en Flugt, at det saa ud, som om de rullede sig hen over Havfladen. Dyret er for sine Duns Skyld bleven fredet ved kongelig stadfæstet Lov og flytter sig derfor helst ikke for noget.

Om Dagen fulgtes Skibet af Maager; og naar vi nærmede os de yderste, lavere Skær, hvidnede Luften af opskræmte Søfugle. Inde ved Fjordene og de stille Fjeldvande lyttede jeg efter den ensomme Lom, dens Barneskrig, men hørte den ikke. Heller ikke saa jeg noget til Hval dennegang; men Dagen var jo ogsaa saa kort.

I frisk Vejr med høj Himmel gik vi over Vestfjorden med den berygtede Atlanterhavsdønning. Som et Drømmesyn dukkede Lofotens vilde Profil op forude i Lys af Middagsrøden – en svømmende Fjeldrække, der fra Norges krumme Nakke er slynget ud i Havet som en flyvende Manke. Vi naaede det dejlige Svovlvær, inden Mørket kom; men af Lødingen, Harstad, og hvad alle disse vidunderlige Lofotbyer hedder, saa jeg kun Lysene.

Om Natten dampede vi op gennem Tjelde Sund.

Jeg ved ikke om det er paa Grund af Nordlysets Uforklarlighed, at det kan virke lidt uhyggeligt – paa samme Maade vel som Solformørkelser og lignende Naturfænomener paa Vilde. Som en grønligbleg, affarvet Regnbue staar det paa Nordhimlen og indrammer et fuldkommen stjerneløst Mørke. Saadan omtrent kunde man tænke sig Nedgangen til Helvede. Ogsaa fordi man aner en evig Uro bag denne truende Port. Og over dens Rand spiller sære Straaler, og blege Lysdampe farer ud over Himlen, hvor de pludselig faar Farve, bliver røde, svovlblaa eller gule ligesom i et Genskær af den uudslukkelige Ild. For en mere nøgtern Betragtning tager det sig ud, som om nogen oppe ved Nordpolen ransagede Verdensrummet med en uhyre elektrisk Lyskaster. Eller man kan komme til at tænke paa en mystisk Laterna magica, der prøver sine Lyseffekter til Underholdning for Befolkningen heroppe den lange Vinternat. Undertiden slynges hele Straalebundter op mod Stjernerne; og ruller sig op i et Nu under den pragtfuldeste Farveskiften.

Den næste Formiddag naaede vi Tromsø. Her mødte vi en Melding om Stormvarsel: Kuling mod Nord med Nedbør. Jeg vidste, at Ruten fra nu af væsentlig faldt udenfor Skærene, tildels vidt tilhavs, og lidt Kujon, som man bliver det med Aarene, bestemte jeg mig til at standse her og se Vejret an. Jeg havde engang før tumlet over Ishavet i en Snestorm og brød mig ikke om en Gentagelse.

Klokken var ti, da jeg gik fra Borde, men endnu var det ganske mørkt. Jeg spurgte efter Logi og blev vist hen til et Hus, der kaldtes "Grand Hotel" men ikke svarede til Navnet undtagen for Prisernes Vedkommende. Det var allerede begyndt at blæse op. I Løbet af de to, tre Timer, Dagen varede, føg Himlen til med svære Skyer, og det begyndte at sne.

Da jeg efter en Tur op paa Højfjeldet kom tilbage til mit Hotelværelse og tændte Lampen, gøs det lidt i mig ved at tænke paa, at jeg nu var uhjælpeligt indespærret af Mørket de næste enogtyve Timer. Lampen var af den Slags, som kun stærke Øjne kan læse eller skrive ved. Jeg var da ganske henvist til at underholde mig selv. Det tykkes nu altid bedre end man i Begyndelsen tror. Og som jeg sad der foran Kakkeloven og saa ind paa Ilden, sprang et Navn frem i min Erindring og med det en Livsskæbne, jeg engang havde læst om.

En ung Kristiania-Skuespillerinde, den nationale Scenes Ingenue, dens bestandige Brud. Omtalt ogsaa hjemme hos os paa Grund af sin Skønhed. En Dans paa Roser og Lavrbær og sagtens ogsaa paa lidt Tjørn. I denne Kulisse-Lykke brød saa Livet selv pludselig ind med sin Alvor og sin Tvang, og just i Form af Kærlighed. Som veritabel Brud fulgte hun en Mand, der havde en Ansættelse som Læge heroppe i en af Finmarkens barskeste Fjorde. Det skete i det hemmelige Haab, at Forvisningen kun skulde vare et Aarstid, maaske to, allerhøjst tre Aar. Hun blev heroppe i atten. I en indtagende Bog*) har hun senere skildret sin arktiske Bryllupsrejse og første, vanskelige Indlevelse i de primitive Forhold. Ogsaa i andre Bøger har hun givet Erindringsbilleder af sit Liv heroppe, af sin langsomt erhvervede Fortrolighed med den vældige Natur, med Kulden og den bitre Ensomhed. Bøger fulde af Længsel og Sværmeri. Nye, særegent overbevisende Vidnesbyrd om disse vilde og golde Snevidders Trolddomsmagt over det menneskelige Sind.

Jeg tænkte mens jeg sad der ved Kakkelovnen og hørte Blæsten brumme i Røret, at jeg sagtens selv engang har været let berørt af Tryllestaven. Det var i saa Fald mere end tredive Aar siden; men endnu spøgede aabenbart Polarfeberen i mit Blod. Hvorfor sad jeg ellers her? Hvad havde jeg at gøre paa dette fremmede Sted, i dette ubarmhjertige Mørke? Jeg begyndte at faa Uro paa mig. Jeg syntes pludselig, at jeg var kommen hertil halvt mod min egen Vilje, var draget herop Mil for Mil af en mørk Magt, som ikke vilde mig noget godt. Nylig havde jeg grebet mig i – trods Stormbulderet og min Krysteragtighed – med en Slags vemodig Skamfuldhed at tænke paa Skibet, som jeg havde forladt, at følge det i Tanken paa dets Vej videre og videre nordpaa – – ud til det yderste Skær.

Jeg fik fat i Fartplanen for Skibene i Hurtigruten og studerede den ivrig. Hvornaar gik det første Skib sydpaa? – Andendagen efter var jeg for Hjemgaaende.
_________________________

*) Aagot Gjems-Selmer: "Dengang –"2

 
[1] 'engang: nemlig i 1907. tilbage
[2] Dengang –: Den fulde titel er Dengang – af mit Livs Digt. tilbage