Fra Vesterhavets Kyst

Text til et Par Billeder af C. Locher og Ch. Mølsted

Af Henrik Pontoppidan

Der er som bekjendt faa Steder i Verden, hvor saa mange Skibe aarlig gaa til Grunde som paa den jyske Vestkyst. Forslaaede af Vestenstormen eller indhyllede i Taage og Tykning driver de hjælpeløse herind ude fra Nordsøen, hugger mod Sandet og sønderslaaes dér ynkeligen af Brændingen.

Tusinder af Sejlere har her fundet deres Grav og – trods alle den nyere Tids mange filantropiske Foranstaltninger, saasom Fyr, Mærker o.s.v. – bærer den øde, vildt forrevne Strand endnu med Rette Navnet "Skibenes Kirkegaard".

Denne Kirkegaard havde i gamle Dage sine Ligrøvere. Det var Kystlandets Beboere – et halvvildt Folkefærd – der levede i smaa Samlinger af tjærede Træhytter bag den nøgne Klit og til daglig ernærede sig fredeligt ved Fiskefangst paa Havet. Men naar Stormene brød løs; naar Taagerne svøbte sig om Stranden, vaagnede uhyggelige Lidenskaber i deres Bryst. Da laa de urokkeligt oppe paa Klitterne og lyttede til Havets hule Dundren med et grisk Glimt i de halvt tillukkede Øjne – som lurende Schakaler, der hører Kamp og vejrer Bytte. Ve da de ulykkelige, der drev derude for Vind og Vove! Ingen undsættende Haand blev rakt dem i deres Nød; ingen gav Gensvar paa deres Jammerskrig. Og bjærgede de sig endelig ved egen Hjælp frelste i Land – en Kniv i Siden og en Hæl i Øjet var den Velkomst, der mødte dem. Og mens Brændingen kastede Stumperne af det sønderbudte Skib og dets Ladning op paa Stranden som Røvernes Bytte, begravedes de lemlæstede Lig i Klittens tavse Sand – og ethvert Minde var udslettet om den blodige Daad.

Endnu spiller disse Strandinger en ikke uvæsenlig Rolle i Vesterhavsfiskernes Liv. En "god" Stranding kan bøde paa mangt et fejlslagent Fiskedræt, og Aarets Udbytte regnes mange Steder nok saa meget efter Strandingernes Antal og Værdi som efter Heldet ved Fiskefangsten.

Men – saaledes som Klitten selv – er nu ogsaa dens Befolkning og disses Liv draget ind under Civilisationens Ledebaand. Langs hele Kysten – flere Steder med kun faa Mils Mellemrum – findes nu Redningsstationer, som Staten har oprettet, og som under store Bekostninger forsynes med sindrig konstruerede^'1 Redningsbaade, Raketapparater til Udskydning af Redningsliner o.s.v., men først og fremmest med et fast lønnet, vel organiseret og fortrinligt indøvet Mandskab, udtaget af Kystens kjækkeste, stærkeste og paalideligste Folk. Med et Mod og en Koldblodighed, der maa vække Beundring, forlader disse Mænd Hus og Hjem, saasnart Nødskuddet kalder, og vover ofte eget Liv i Brændingen for at frelse skibbrudne Kammerater, som de ikke kjender, ja hvis Sprog de for det meste end ikke forstaar.

Denne Art af Strandinger beriger imidlertid ikke længer Fiskerne her. Tværtimod. Som Vederlag for det anstrengende og farefulde Arbejde modtager Redningsmandskabet kun ganske faa Kroner. Vraget af det forladte Skib og den Del af Ladningen, der senere kan bjærges, tilhører Assurandørerne og sælges under Statens Kontrol. – Det er kun, naar Skibe i roligt Vejr – paa Grund af Taage eller Uagtsomhed – støder paa Sandgrundene og maa have Bistand for at komme løs, at der bliver Lejlighed for Fiskerne til en anseligere Extrafortjeneste. Under saadanne Forhold, hvor intet Menneskeliv, men kun Skibets Værdier staar paa Spil, maa der ofte betales ganske klækkelige Løsepenge; og af disse tilkommer der altid Fiskerne en Trediedel, selv om det er en hidkaldt Bjærgningsdamper, der udfører det egentlige Arbejde.

De Grunde, hvorpaa Skibene støder, er de saakaldte Revler, – lange, faste, undersøiske Sandvolde, der i et Antal af tre eller fire nøjagtigt følger Kystlinjen, og som selv i blikstille Vejr aabenbarer sig derved, at Søen "brækker" over dem, endda den yderste Række har mere end sexten Fod Vand over Kronen.

Den første Revle, d.v.s. den, der er Kysten nærmest, skilles fra denne ved kun faa Alen lavt Vand og ligger under østlige Vinde helt synlig oven over Vandskorpen. Over den anden Revle er der under sædvanlige Forhold c. 10 Fod Vand, og paa denne er det, at større Skibe i Almindelighed første Gang støder, idet Brændingen har løftet dem uskadt over de yderste Grunde. Men ogsaa over den anden Revle kan Skibene ved høj Sø blive slynget, selv efter at de har "stødt", og det bliver da paa den første Revle, at de finder deres Undergang. Kun under en Orkan eller naar Skibene er meget smaa, fører Søen dem ogsaa her over og sønderslaar dem da paa selve Stranden.

Det var en Dag ud paa Høsten. Vi var et Selskab paa fire Personer, der henimod Aften havde naaet en af de smaa Fiskerbyer, der gemmer sig bag Klitrækken, – gennemblæste og forkomne efter en otte Timers Køretur langs Vesterhavsstranden. Det havde blæst stærkt i fire Døgn, og Blæsten var tilsidst steget til en Brandstorm, der havde sat Havet i et Oprør, saa vi paa det sidste Stykke Vej var bleven ganske døve af at høre paa dets Dundren.

Nu sad vi inde i den lille Gæstgivergaard, lunt bænket omkring en varm Grog sammen med nogle af Egnens Folk. Naturligvis faldt Samtalen snart hen paa den sidste Stranding. Formanden for Redningsmandskabet, en tre Alen høj og tilsvarende bred Vildmandsskikkelse med et rødbrunt Skæg ned til fjerde Vesteknap, fortalte derom omtrent følgende:

Det var netop Nyaarsaften. En forrygende Storm med Snetykning og bidende Frost, saa Søen, der gik helt op i Klitterne, klingrede ligesom med Glasstumper. Ved Solnedgang havde Formanden været paa Udkig og derpaa – som Loven byder – udsat Nattevagt langs med Stranden. Klokken ni var han gaaet i Seng. Men næppe havde han blundet en Times Tid – rigtig sove kunde han aldrig i et saadant Vejr – før der blev banket paa hans Rude. "En Stranding?" spurgte han. – "Ja," svarede Nattevagtens rustne Stemme. – "Hvor?" – "I Nøderenden. A kan høre Folkene skrige." – Formanden vækkede sin Kone, der i Hast varmede en Kaffetaar, mens han selv klædte sig i Oljetøjet, bandt Sydvesten under Hagen og fik en Lygte tændt. Men Lygten slukkedes af Stormen i samme Øjeblik, han traadte ud af Huset. Det var saa ravnemørkt, at han kun kunde skimte de hvide Sneprikker, der foer ham forbi Øjnene; og Kulden var saa haard, at der næsten øjeblikkeligt dannede sig lange Istapper i hans Mundskæg. Med Møje arbejdede han sig gennem Stormen hen til Redningsbaadens Hus nede mellem Standklitterne, hvor allerede flere af Mandskabet stod forsamlede. Mens et Par af dem forblev her for at afvente Pligtkørernes Komme, begav de andre sig strax ud til Strandingsstedet med Raketapparaterne. Skjønt der ud til Nøderenden næppe var en halv Fjerdingvej, tog Turen over to Timer. De ravede sig gennem Mørket og Stormen og de rygende Klitter og naaede endelig Toppen af den yderste Klit, hvor Havet brølede dem i Møde. Det var akkurat, at de havde Magt til at holde sig oprejste imod Stormen, skjønt de holdt Armene fast omkring hinanden. Den glasklingrende Brænding hørtes lige under deres Fødder, og nu og da overstænkedes de af frossent Skum. De kunde bestandig ikke se en Haand for sig, og i første Øjeblik heller ikke høre andet end Stormens og Bølgernes Rasen (i Begyndelsen gjør Brændingen altid En stokdøv; men efterhaanden som man vænner sig til dens Dundren, bliver man saa lydhør, at man tilsidst tydeligt opfanger selv en enlig Lærkes fine Tone gjennem Brændingslarmen). – Det varede da heller ikke længe, før de hørte de skibbrudnes hæse Jammerskrig sammen med Bryden og Bragen af Tømmer og fløjtende Hvin fra sprængte Liner. De forsøgte at skyde en Raket ud mod det Sted, hvorfra Skrigene kom, men forgæves. Selv Rakettens tunge Kobberpatron kastede Stormen tilbage. – Endelig kom Redningsbaaden, forspændt med 6 Heste, der var hvide af Svedskum, segnefærdige af Udmattelse. Det var ubegribeligt, hvorledes de i dette^'2 Mulm havde fundet Vej gennem Klitterne. I Hast blev nu Baaden løftet af Vognen og skudt ned mod Havstokken. Men i det samme var det, som om Havet pludselig rejste sig mod Skyerne. Et enkelt, splintrende Brag hørtes tæt inde under Land; Skrigene forstummede …

Det var et sørgeligt Syn, der viste sig, da Dagen brød frem. Mellem Mastestumper og indfiltret Linegods laa syv stivfrosne, ligesom kandiserede Lig paa Stranden, hvor Bølgerne havde skyllet dem op. Det sønderslaaede Skib laa paa Siden midt i Brændingen. Med sit Ispanser og sine lange Istappe lignede det et stort Talgtrug¹. Masterne var borte og alt Gods skyllet overbord.

Der var foreløbig ikke andet for Redningsmandskabet at gjøre end at løfte Ligene op i Vognen. Med disse kørte de saa atter tilbage til Byen.