Enetale
Torsdag.
Jeg læser i disse Dage saa meget i Aviserne om en norsk Dame1 – eller Profetinde bør man vel sige, siden hun er norsk – der er kommen herned til Danmark for at modarbejde eller rettere: reise en Kamp – som man vel tør udtrykke sig, naar Talen er om en Norsk – mod Brugen af Korsettet. Det er jo ikke første Gang, denne Kamp er rejst, og bestandig har den berømte Venus fra Milo været fremholdt som det værdige Mønster, vore Kvinder burde søge at efterligne i Figuren. Jeg har den allerstørste Agtelse for denne Statues kunstneriske Fuldkommenhed, men at gøre den ligefrem til Model for vore egne Damer synes mig betænkeligt, i Særdeleshed naar jeg betragter hendes ærefrygtsfulde Midie, der altid har mindet mig om et af disse omfangsrige Skovens Træer, som der skal allermindst to haandfaste Karle til at favne. Hvad der passer for en Gudinde, klæder dog ikke enhver Kisselinke2. I ethvert Tilfælde forekommer det mig, at man begynder Krigen fra den gale Ende.
Der henvises ofte til Kvinderne fra Kampagnen omkring Rom; og ganske vist finder man vel ikke mange Steder saa harmonisk byggede Kvindeskikkelser som der; og ganske vist bærer de intet indvendigt Korset, men kun et Baand, der løfter de svære Bryster. Men disse Kvinder vandrer den halve Dag med store Byrder hvilende paa deres Hoveder; derved tvinges deres Legemer i en Stilling, der giver dem denne uforlignelig ranke og skønne Holdning, som nok er værd at misunde dem. De Kvinder derimod, der sidder den hele Dag unaturligt bøjet over et Hækletøj, en Symaskine, et Skrivebord, kan næppe undvære noget til at holde Legemet oppe med, at det ikke skal synke sammen og trykke paa Dele, der ikke er bestemte til Tryk.
Man henviser til Lægeudtalelser. Men det medicinske Orakel er et tusindtunget Væsen, om hvilket det Ord gælder, at "den maa være godt gal, som kan blive klog derpaa." Jeg havde en Gang en ældre, enfoldig Ven, der troede paa Alt mellem Himmel og Jord, blandt andet ogsaa paa Lægerne, Fremskridtet og Kvindeemancipationen. I sine unge Aar havde han giftet sig og faaet en Datter; og denne Datter skulde naturligvis ikke være som andre Evadøtre; hun skulde være et Pragteksemplar, et Mønster for den nye Menneskeslægt, som skulde komme. Altsaa blev hun fra Barnsben fodret efter Lægerecept, opdraget efter Pædagogisk Tidsskrift3 og paaklædt efter en populær Lægebog om Pigebørn i Voksealderen, hvori der ligeledes fandtes et Billede af den bredbugede Venus fra Milo og desuden til Skræk og Advarsel en Række timeglasformede Kranier af Kvindemennesker, der havde baaret Korset. Mærkeligt nok blev nu dette Pigebarn i ingen Henseende nogen Venus. Hun blev bleg og skævrygget og slunken som et Dejgtrug. For det "Bærebaand", der i en vis Henseende skulde erstatte Korsettet, fik hun aldrig Brug. Da hun blev ældre, fik hun endog en Underlivssygdom, og den ængstede Fader gik da straks med hende til en bekendt, nys afdød Specialist i Kvindesygdomme og bad ham at undersøge hende. Det første, som denne efter Undersøgelsen foreskrev – var – et Korset.
Min skikkelige Ven blev aldeles fortvivlet. Han har selv fortalt mig, hvorledes han længe protesterede, idet han endog fremviste Billedet af Venus fra Milo ved Siden af de timeglasformede Gespenster. Men Lægen sagde hertil blot:
"Sig mig. Denne Dame fra Milo … var hun ikke Gudinde?"
"Jo."
"Og Deres Datter –?"
"Hun er Almuelærerinde", faldt det ham ud af Munden.
I det samme slog det selv min enfoldige Ven, at der var en Forskel. Saalænge vi ikke kan byde vore Kvinder Gudindernes Kaar, er det vist heller ikke værd at henvise dem til de majestætiske Gevandter.
H. P.
Gå videre til næste enetale.
