Tro til Døden
En Beretning
I.
Der laa – og ligger endnu – paa de nøgne Bakker udenfor Landsbyen Thorup1 en lille uanselig Halvgaard, der indtil for faa Aar siden ejedes af en stræbsom, men fattig og svagelig Bondemand, Peder Brusgaard ved Navn, om hvem disse Linjer skal berette.
Gaarden var hverken særdeles gammel, affældig eller paa anden Maade uskøn, og alligevel hvilede der over den noget usædvanlig utiltrækkende, næsten uhyggeligt, der maaske skrev sig fra den ganske simple Omstændighed, at Stuehuset var mindre og laa lavere end de øvrige Bygninger, og at Gaarden i det hele kun havde tre Længer, som tilmed ikke nogensteds var sammenbyggede, saa alle fire Verdenshjørners Vinde uhindret kunde blæse tværs ind igennem den, .... maaske ogsaa fra den evindelige Hoste, der Vinter og Sommer trængte ud fra den, og som kunde høres helt ud paa Landevejen, – enten det nu var et af de mange Børn, der sad paa Stenflisen udenfor Døren og gluffede over sit Fedtebrød, eller et Fruentimmers Nysehosten inde fra Køkkenet eller Peder Brusgaards egen tørre, uafladelige Kræmten, naar han gik deroppe paa de stenede Bakker bag sine skindmagre og krogbenede Bæster.
Peder Brusgaard var en Mand af Middelalder og Middelhøjde. Han havde et Par kønne, blaa, polisk smilende Øjne og et lyst, uregerligt Haar, der til hans egen Morskab bestandig faldt ham ned over Panden, hver Gang han hostede; dertil et Par ganske enestaaende Øren, med hvis usædvanlige Størrelse og 830 Form han ofte selv drev Spøg, idet han for at more sine Børn rullede Ørebrusken sammen og puttede Spidsen ind i Øregangen for derpaa at lade den udfolde sig af sig selv med et lille Knæk. Naar nogen tiltalte ham, lo han regelmæssigt, saa at de røde, svulne, saa godt som tandløse Gummer blottedes i hele deres Udstrækning, hvorpaa han med en pudsig Mine rystede paa Hovedet og pegede paa sit store Øre for at tilkendegive, at han var "tykhørende". Kun naar man raabte ham lige ind i Hovedet, kunde man nemlig gøre sig forstaaelig for ham; og da smilte han over al Maade og nikkede ivrig.
Ingen, der saa denne uforanderlig smilende og vel fornøjede lille Mand, hvis glade Humør hverken Fattigdom, dagligt Slæb og allehaande Modgang, ja end ikke hans eget haabløst undergravede Helbred havde formaaet at kue .... ingen vilde ane, at der i dette Menneske skjulte sig en Fanatiker af reneste Vand, en politisk Uforsonlig, mod hvem selv Egnens saa frygtede og endog blandt Modstanderne navnkundige Folkehøjskolelærer Sven Lavesen i Virkeligheden var et fromt Lam, endda denne bar et Skæg som en Asathor og rynkede sine Bryn som en Bersærk, blot han hørte en Højremands Navn blive nævnt i sin Nærhed.
Peder Brusgaard havde næppe saa meget som en eneste Gang raabt: "Ned med Estrup". I Modsætning til mange af sine Meningsfæller blandt Bønderne inde i selve Byen, der ved enhver Lejlighed maatte give deres overstrømmende Harme Luft i kraftige Ord og de frygteligste Trusler, gik han paa tunghørige Folks Vis stilfærdigt og lunt omkring ligesom i en Verden for sig selv og gemte sine Følelser under dette barnlige Skælmeri, der nu en Gang laa for hans Natur, og som bragte mange paa den Tro, at han egentlig ikke mente det alvorligt. Men da man dér i Egnen efter Udstedelsen af det første Provisorium bestemte sig til at sætte sig til Modværge ved en almindelig Skattenægtelse, var han, da det kom til Stykket, alligevel den eneste i hele Sognet, der gennemførte sin Protest, endda han havde baade Kreditkassen og sine andre Prioritetshaveres Trusler hængende over sit Hoved. Og da der kort Tid efter blev foranstaltet en Indsamling hele Landet over til Fordel for en af Demokratiets ledende Mænd, der højtideligholdt sit 25 Aars Jubilæum som Sandhedsvidne2, havde han tre Aftener i Træk stjaalet sig uset bag om Byen hen til en Hønsekræmmer med en halv Tønde Sæd paa sin Ryg og derpaa i Hemmelighed sendt de derved indvundne Penge til Komiteen, 831 for at ingen – navnlig ingen af hans Kreditorer og ikke heller hans egen Kone – skulde faa noget at vide derom. Hans Ane-Marie var nemlig nok en brav Venstrekvinde, der ønskede alle Højremænd alt ondt, men hun gik fuldstændig op i Bekymring for den truende Fremtid og kunde ikke tilgive sin Mand, at han saa sorgløst satte Familjens Ve og Vel paa Spil ved sin letsindige Handlemaade.
I det hele levede Peder Brusgaard ganske upaaagtet endog af sine Meningsfæller inde i Byen, der med Hensyn til den omtalte Skattenægtelse i deres stille Sind havde tænkt, at det vel havde en anden (og naturligere) Aarsag, naar han den Gang lod det gaa til Kendelse og Udpantning. Peder Brusgaard havde altid haft altfor ringe Tanker om sig selv til nogen Sinde at tænke paa at spille nogen Rolle i Egnens politiske Liv, skøndt han dog havde været blandt de allerførste her, der for tyve Aar siden var bleven grebet af den nye Bevægelse og til en Begyndelse havde maattet døje baade Haan og Had for sin Overbevisning. Han var stolt nok af at være menig Soldat i den store Vælgerhær og fulgte blindt ethvert Vink, enhver Vending af Overkommandoen; og skøndt han selv var saa hjemme i sin Grundlov – baade den gamle og den "reviderede" – som i sin Katekismus, gav han pligttro Møde ved enhver politisk Forsamling indenfor en Mils Omkreds, hvor han da stillede sig op lige under Talerstolen med Haanden krummet bag Øret og agtpaagivende fulgte Sven Lavesens eller en anden demokratisk Veltalenheds "Udlægninger", mens hans Ansigt lyste af Beundring. Hans Tillid til Førerne var ubegrænset; hans Hengivenhed, ja Ærefrygt for disse Mænd, der havde stillet sig i Spidsen for Folkels Sag, kunde intet rokke.
Hjemme i sin tarvelige Dagligstue havde han det bekendte Billede af Demokratiets fem Heroer hængende i Glas og Ramme over Sofaen. Det var de blaa Vægges eneste Prydelse, og hver Gang han førte en Fremmed derind, pegede han altid med sit pudsige, skælmske Smil op paa Billedet og gav sig straks til at fortælle om disse Mænd, som han fremfor nogen elskede. Han huskede Udtalelser af hver især fra mange Aar tilbage og var i det hele fortrolig med alle deres Forhold, ja omfattede ikke alene dem selv med deres Koner og deres Børn med den største Deltagelse. Den ene af dem havde en Gang ved et stort Møde trykket hans Haand og sagt: "Naa, er det Peder Brusgaard", som om 832 de var gamle bekendte, – og endnu kunde han ikke mindes dette uden næsten at faa Taarer i Øjnene.
Tilsidst fremtog han altid af Bordskuffen et mindre, almindelig fotografisk Billede, som han først omhyggelig afpudsede med sin Albu og derpaa rakte sin Gæst med et stolt Nik. Det var et Billede af Kredsens gamle Folketingskandidat, Møller Madsen, om hvem Egnens Opposition nu i tyve Aar havde samlet sig paa Valgdagen uden dog endnu at faa Held til at sætte hans Valg igennem. Det var en lille, tyk Bondemand med et meget jævnt og ordinært Ansigt og en lille Opstoppernæse. I Virkeligheden hævede han sig da heller ikke paa nogen Maade op over det almindelige. Men overalt i Egnen saà man dette Billede og hørte man Møller Madsens Navn nævne med en Stolthed og Tillid, der bestandig steg, efterhaanden som Udsigten til hans endelige Valgsejer blev større. Ti langsomt og støt havde Demokratiet vundet Fæste i denne "døde" Kreds, hvorover tætliggende Herregaarde kastede deres mørke Skygger. Og ingen kunde bedre end Peder Brusgaard fortælle om den tyve Aar lange Kamp, der her var ført; han huskede endnu hver Træfning, der var leveret; og ingen havde maaske heller – trods hans smilende Ansigt – saa dybt som han følt Nederlagenes Bitterhed.
"Men næste Gang ta'er vi Kredsen!" sagde han triumferende. "De skal se, saa vipper vi Greven – ha! ha!"
Og med ét forstod man, hvad det var for et Haab, der havde baaret denne af Slid og Armod, ja selv af Døden mærkede Mand op over al Livets Elendighed. Hans Øjne formelig straalede, og hans Læber blev blaa af Bevægelse, idet han hændergnidende blev ved at gentage:
"De skal se! … næste Gang ta'er vi den. Saa vipper vi Greven … saa vipper vi ham … ha! ha! … saa han aldrig mere skal komme op …"
II.
Det blev en Dag midt i Vinterens Hjærte, at denne "næste Gang" oprandt3.
Man havde længe ventet Folketingets Opløsning og ogsaa fra alle Sider forberedt sig derpaa; men alligevel kom den nu som et Bombeslag over alle, saa voldsomt havde de sidste Ugers Debat i Tinget drevet Spændingen i Vejret.
833 Der blev en uhyre Bevægelse Landet over og i denne Kreds maaske mere end noget Sted. Alle følte, at nu stod det afgørende Slag for Døren; at denne Gang skulde Kræfterne for Alvor prøves. Fra begge Sider arbejdedes og agiteredes der efter yderste Ævne og ved et hvilket som helst Middel. Men skøndt Herregaardene og Egnens Proprietærer uden Skaansel benyttede sig af deres Magt over Husmænd og Fæstere, saà det alligevel ud til, at Demokratiet virkelig denne Gang skulde bære Sejeren hjem – efter en saadan Maalestok havde de sidste Provisorier drevet Tropper over i dets Rækker.
Saa optaget var man af dette og af alle de storartede Valgforberedelser, at man i Thorup By næppe havde Sans for en uhyggelig Begivenhed, der netop i de samme Dage forefaldt ude mellem Bakkerne paa den ligesom af Skæbnen forfulgte Brusgaard.
Peder Brusgaard var nemlig en Morgen gaaet ud for at skære Rør paa et Stykke Mose, som han ejede en Fjærdingvej borte fra sin Gaardlod. Da han endnu om Eftermiddagen ikke var kommen tilbage derfra, havde Ane-Marie sendt den halvvoksne Søn derud for at se efter ham, og denne havde da fundet ham liggende næsegrus og ligesom livløs i en stor Blodpøl paa Isen mellem Rørene. Drengen havde straks gjort Anskrig, og ved tililende Folks Hjælp var den døende bleven baaret hjem og Lægen hentet.
I flere Dage laa han bevidstløs hen uden at tale; og da han endelig igen kom til sig selv, fik han paany et Anfald, der tog hans sidste Kræfter. Dokteren lagde ikke Skjul paa, at der næppe var noget Haab; alt, hvad der nu stod i hans Magt, var at gøre den syges sidste Dage saa lette og lidelsesfrie som mulig.
For Peder Brusgaard selv kom dette ikke overraskende. Hans Fader var i sin Tid død i netop samme unge Alder; og det var en Gang blevet ham spaaet, at han paa dette Punkt skulde dele dennes Skæbne. Dette vilde nu komme til at slaa til næsten paa Dag. Og han havde nu kun tilbage det eneste Ønske, at det maatte blive ham forundt at leve Valgdagen over.
Men et Par Dage forinden denne blev Doktoren kaldet til ham i en uventet Anledning.
Det var en graa, trist og taaget Tøvejrsdag, og skøndt Klokken ikke var mere end tre, var der allerede tændt Lys inde hos den syge. Lyset stod paa et Stolesæde mellem Medicinflasker 834 og Pilleæsker ved Hovedgærdet af den store Ægtesæng, i hvilken Peder Brusgaard laa udstrakt paa Ryggen med de lange, tunge Arme over Dynen og en lille Fjerpose under Nakken. Han var bleven meget forandret, næsten ukendelig paa Grund af de stive, rødlige Skægstubbe, der under Sygelejet var vokset ud i det blege Ansigt og havde gjort dette ligesom endnu mere udtæret og ligagtigt. Øjnene og især Ørene saà uhyggelig store ud, og paa Panden perlede nu og da en kold Sved, der langsomt randt ham ned over Tindingerne.
Bag Fodenden af Sængen'1 stod Ane-Marie og saà træt og haabløst paa ham. Hun var et højt, endnu ganske kønt Fruentimmer med en noget for lang Næse og et Par store, mørkebrune Øjne, hvorfra Taarerne – hende selv uafvidende – idelig dryppede ned. Til hendes Skørter klyngede sig en lille lyslokket Pige paa tre-fire Aar, der nysgerrig betragtede Faderen og de mange Medicinflasker paa Stolesædet, idet hun forsigtig løftede sig op paa Tæerne og kiggede over Sængekarmen.
Doktoren – en smuk, ung Mand med mørkt Haar og Fuldskæg – havde taget Plads paa en Stol ved Siden af Sængen, med Ansigtet vendt imod den syge. Det var Ane-Marie, der havde ladet ham kalde i Anledning af, at Peder Brusgaard til et Par af Naboerne have ladet sig forlyde med at ville tage til Byen paa Valgdagen for at afgive sin Stemme og trods alle Ane-Maries Forestillinger og Bønner ikke havde været at formaa til at opgive dette fortvivlede Forehavende.
Doktoren havde ikke kunnet faa sig selv til at tro, at det virkelig kunde forholde sig rigtig med en saa vanvittig Idé; men da han nu af den syges egen Mund fik den bekræftet, plantede han begge sine Hænder i Siden og stirrede gennem Brillerne hen paa ham med en Blanding af Forbavselse og Vrede.
Peder Brusgaard blev liggende ganske rolig og modtog uden Indvendinger den Strøm af Bebrejdelser, som Lægen nu udøste over ham, fordi han kunde blot tænke paa saadanne Taabeligheder. Først da Doktoren langt om længe blev færdig, drejede han Øjnene lidt hen imod ham og sagde svagt og klangløst men med en Mindelse om hele det gamle, lune Skælmen i sit tindrende Blik:
"Ja, sé .... det si'er De nu altsammen kun, Doktor, fordi De er Højremand."
"Hvad for noget? Hvad er det, De si'er?"
"Jo, jo, Doktor", vedblev han, bestandig stærkere smilende, 835 og uden at tage sine skinnende Øjne fra ham. "De mener naturligvis, at saa bli'er det i alle Fald én Stemme mindre for vos, naar jeg ikke kommer med … Jo, den er godt nok regnet ud; og det kan jo ogsaa være rigtig nok fra Deres Side sét; der er ikke noget at sige dertil … Men vi ta'er jer nu ligegodt denne Gang, Doktor! … Vi vipper ligegodt Greven, … skal De faa at se! – –"
Men nu blev Doktoren for Alvor vred.
"Hør nu vil jeg sige Dem, Peder Brusgaard – den Slags Ting vil jeg ikke høre paa. Her staar sandelig anderledes alvorlige Sager for Døren end Højre og Venstre og saadan noget Vaas. De burde virkelig skamme Dem, Peder Brusgaard, over at føre en saadan Tale i den Tilstand, hvori De befinder Dem. Jeg synes dog, De maatte have andre og vigtigere Ting at tænke paa nu … Men det vil jeg sige Dem, at dersom De ikke slaar saadanne Galskaber af Hovedet, sætter jeg ikke en eneste Gang mere mine Fødder i Deres Hus. Jeg vil ikke paatage mig det mindste Ansvar, i Fald De virkelig skulde tænke paa at fastholde Deres vanvittige Beslutning. Har De forstaaet mig? … De véd, at jeg paa dette Punkt ikke er til at spøge med; og jeg beder Dem endnu en Gang alvorligt om at besinde Dem og komme til Fornuft."
"Ja, hør dog, Per," faldt nu ogsaa Ane-Marie bønfaldende ind. "Hør dog efter, hvad Doktoren si'er. Du véd jo dog, han er en skikkelig Mand, selv om han er højre."
"Jamen … Doktoren har jo selv sagt, at der er ikke noget at gøre ved mig mere .... og naar man alligevel skal væk, saa kan man jo da lige saa godt gøre sin Pligt forinden …"
"Hvad har jeg sagt, si'er De? – Jeg har ingen Ting sagt. Alle Mennesker skal dø, og for nogen sker dette før, for andre senere. Men jeg har som Læge den Pligt at holde mine Patienter i Live saa længe som mulig. Saa længe der er Liv, er der Haab … og ingen véd, hvor længe De selv ved passende Pleje og Ro vil kunne leve. Men begaar De den Ubesindighed, som De har tænkt paa, vil De – det kan jeg forsikre Dem – inden otte Dage ligge som Lig."
"Ja, ja," sagde den syge og lukkede blot efter Lægens sidste Ord et Øjeblik Øjnene. Men enhver, der var fortrolig med det lille stædige Træk om hans Mundvige, vilde vide, at Peder Brusgaard ikke havde opgivet det mindste af sin Beslutning.
Lidt efter, at Doktoren var gaaet, kom ogsaa en af hans 836 Venner og Naboer, efter hvem han havde skikket Bud; og overfor denne fastholdt han da paany bestemt sit Forsæt, idet han gjorde gældende, at naar man alligevel skulde dø, havde det mindre at sige, om dette skete nogle Dage før eller senere. Hvor ofte havde man desuden ikke set, at bare én eneste Stemme kunde gøre Udslaget? Og i alle Tilfælde: dersom alle vilde tænke, at deres eneste Stemme jo ikke havde stort at sige, og derfor blev hjemme, saa kunde de lige saa godt straks gaa hen og lægge sig med det samme.
Naboen, der var en sindig og forstandig Mand, gav ham Medhold i denne Betragtning og maatte derfor højtidelig love, at han Valgdagens Morgen vilde komme hen med et Par andre Venner for at hjælpe ham til Vogns og i det hele ledsage ham. Derpaa maatte han sætte sig paa den Stol, som Doktoren nys havde forladt, og omstændig fortælle ham det sidste Nyt angaaende Stemningen og Valgforberedelserne.
Her var nu virkelig adskilligt at berette. Rygtet om det lyse Haab for en demokratisk Valgsejer i Kredsen havde nemlig hidlokket forskellige ærgerrige Hoveder helt udenfor Egnen, der efterhaanden var bleven et Valfartssted for politiske Æventyrere fra hele Landet, der tænkte sig Muligheden af at fiske i de rørte Vande. Saaledes havde ogsaa Folkehøjskolelærer Sven Lavesen gaaet besynderlig bleg og febrilsk omkring lige siden Opløsningen, og i al Hemmelighed havde han ved Hjælp af et Par nærstaaende Venner søgt at rejse en Stemning i Kredsen for sin Kandidatur. For at undgaa enhver Splittelse havde Agitationskomitéen da tilsidst sammenkaldt et Møde for Delegerede fra alle Kredsens Sogne, ved hvilket den endelige og afgørende Bestemmelse angaaende Kandidaten skulde tages. Ved dette gik det imidlertid, som det var at vente. Sven Lavesen høstede megen Ros og Tak for sit ihærdige og opofrende Arbejde i Demokratiets Tjæneste, men ved Afstemningen holdt man støt paa Kredsens gamle Fører, og Møller Madsens Kandidatur blev slaaet fast med overvældende Majoritet.
Endog en virkelig Justitsraad med hvidt Slips og Guldbriller dukkede ved en Lejlighed – ligesom tilfældig – op i Egnen og gjorde sig behagelig for nogle af dens mest formaaende Mænd for ligesom at vejre Muligheden for et Bid; – ja, en skøn Dag præsenterede der sig en forløben Person af næsten sjofelt Udseende, en komplet Landstryger, der indlogerede sig i et Par Gaarde som "Politiker Petersen" og endog indvarslede til et Møde 837 i Kroen. Han blev dog hurtig overbevist om, at han var overflødig, og forsvandt efter et Par Dages Forløb lige saa sporløst, som han var kommen.…
Til langt ud paa Aftenen sad Naboen og fortalte Peder Brusgaard om alt dette, og tilsidst maatte han endog forelæse ham af Avisen et langt Referat af en Tale, som en af Oppositionens Førere havde holdt ved et Valgmøde inde i Hovedstaden.
III.
Endelig oprandt den store, med saa megen Uro, Spænding, Frygt og Længsel imødesete Dag.
Straks ved første Morgengry indfandt efter Aftalen tre af Peder Brusgaards Venner sig hos ham for at føre ham med sig. De fik ham med stort Besvær i nogle Klæder, der hang omkring ham som en Sæk, trillede ham ind i en Mængde Shawler og Uldtørklæder og anbragte ham tilsidst paa Vognen i en stor Lammeskindspels, saa kun lige det øverste af det blege Ansigt kiggede frem. To af Mændene satte sig op hos ham, hver paa sin Side, for at holde ham om Ryggen, og Benene blev lagt op i en Fodpose foran paa Agebrættet, saa han kom til at hvile som i en Sæng. Han lignede mere et Lig end et levende Menneske. Og alligevel skinnede hans Øjne som en Sejerherres, der føres i Triumftog, idet de kørte ind igennem Thorup By, hvor alle Gaardportene var slaaet op og alle Folk paa Benene.
Det var det skønneste Vintervejr, man kunde tænke sig. Ikke en Vind rørte sig, Himlen var blaa som paa en Sommerdag, og Luften saa mild og let, at man kun undrede sig over, hvorfor ikke Lærkerne sang. Alle Veje var fulde af Køretøjer, og da man kom ud paa Amts-Chausséen, dannede disse et eneste, uoverskueligt Vogntog, der først endte inde i den flagsmykkede Købstad langt ude i det fjærne. Fra alle Venstrevognene lød Sang og muntre Hurraer; – man var aabenbart ved godt Mod og sikker paa sin Sejer. Højrevognene derimod kunde man kende paa de modfaldne Ansigter og de sure, skævende Blikke; – man havde tydelig nok opgivet alt Haab og var forberedt paa Nederlaget. Overalt, hvor en Modstanders Vogn søgte at bryde Rækken og køre udenom, rejste der sig straks et frygtelig Spektakel; man truede med Næverne og skreg. Men naar to Venstrevogne kom paa Siden af hinanden, svingede man med Hattene og raabte Hurra, saa Hestene stejlede. 838 .... Hist og her saaes Herregaardenes store, tunge Materialvogne, for Tilfældet omdannede til Char-a-bancs og stuvende fyldt med Gaardenes Husmænd og Indsiddere, – hver Vogn ført af en rødblussende Forvalter eller ungdommelig Underforvalter med Jægerfrakke og viksede Moustacher, der sad foran hos den skæggede, majestætiske Herskabskusk og saa' tilbage over sine Folk som paa en Slavetransport. De arme Stakler sad mest og saa' ned paa Vognbunden, som om de skammede sig for at løfte Øjnene; men nogle søgte at tage Sagen fra den gemytlige Side, satte Hatten paa tre Haar og spillede Friskfyre. De vidste, at de i alle Fald vilde faa en glad Dag, naar de blot gjorde deres "Pligt"; og Forvalterne havde allerede ladet baade Brændevinsflasken og Øldunken gaa villigt omkring for at faa Humøret op.
Inde i Byen, hvor Valghandlingen skulde foregaa, havde der lige siden aarle Morgen hersket den livligste Bevægelse. Midt foran Raadhuset var Tribunen rejst med Vimpler og Granguirlander, og Byens to Politibetjænte havde i strammeste Puds vandret frem og tilbage over Torvet, hver med sin hvide Pudelhund i Hælene. De i Byen stationerede Gendarmer var derimod efter Politimesterens Foranstaltning bleven indesluttede i en Købmandsgaard der i Nærheden med Paabud om ikke at lade sig se uden efter nærmere Ordre, for ikke ved deres Nærværelse unødig at ophidse Stemningen. Men rundt i Borgernes Huse gik Fruerne og de unge Frøkener og skælvede af Angest, og Borgerne selv lukkede omhyggeligt alle Bagdøre og Laagerne til deres Haver og Lemmene til deres Loft. Kun deres Butiker aabnede de paa vid Gab for den indstrømmende Folkemængde, der i Løbet af mindre end en Time fra alle Kanter fyldte hele Byen og alle dens Gaarde og alle de flagsmykkede Beværtningslokaler indtil Trængsel. Der var et ubeskriveligt Røre. Ikke i Mands Minde havde man set en saadan Tilstrømning af Mennesker. Og mangen Borger tænkte i sit stille Sind, at han i disse sløje Tider alligevel ikke skulde have noget imod, om der blev Valg hver Lørdag.
Hist og her mellem Menneskemassen saa' man enkelte Venstremænd snige sig rundt med en fordægtig Mine, som om de gemte paa en vigtig Hemmelighed; og henne ved et Gadehjørne stod Folkehøjskolelærer Sven Lavesens monumentale Skikkelse, omgivet af en Kreds af fortrolige Venner, der ivrig stak Hovederne sammen og spejdede rundt til alle Sider .... Da Vognen med Peder Brusgaard kørte gennem Gaden, brød en Flok Bønder, 839 der stod langs det ene Fortov, og som havde kendt Vognen, ud i et dundrende Hurra. Men Peder Brusgaard selv hørte det ikke. Han var af den lange Køretur allerede bleven saa afkræftet, al han laa bevidstløs i sine Venners Arme, og da Vognen holdt, bar man ham straks ind i en Beværtning og lagde ham hen paa en Sæng i et lille, mørkt Kammer bag ved Skænkestuerne.
Saaledes blev han liggende ubevægelig i et Par Timer, mens alle forlod Beværtningen for at overvære Valghandlingen paa Torvet.
Da han igen slog Øjnene op, var Stuerne derinde imidlertid atter bleven fulde af Mennesker og Røg; .... og der maatte være noget usædvanlig paa Færde; gennem den halvaabne Dør kunde han se, hvorledes alle var ophidsede og røde af Bevægelse.
Endelig kom hans sindige Nabo ind til ham og fortalte, hvad der var i Vejen. Det var Sven Lavesen, der – trods alle Løfter – alligevel havde ladet sig opstille som Kandidat, og som – trods alle Forestillinger – ikke var at formaa til at trække sig tilbage. Næsten ingen havde anet det, før Valgkomitéens Formand havde oplæst hans Navn i Forbindelse med de halvtredsindstyve Stillere, som han havde samlet sammen af sit Parti.
Peder Brusgaard saa' paa Fortælleren, som om han ikke vilde tro sine egne Øren. Men Vennen beroligede ham med, at det alligevel ikke havde noget at betyde. Venstre var mødt saa mandsstærkt i Dag, at det kunde taale selv dette med .... Men nu maatte han se at komme op, for den skriftlige Afstemning var allerede begyndt, og det gjaldt om ikke at komme for sent.
De to Venner kom nu til, og ved forenede Anstrængelser fik de da Peder Brusgaard paa Benene og bragt ud paa Gaden. Overalt, hvor de kom frem, vakte dette besynderlige Optog selvfølgelig den største Opmærksomhed. Mange af Bønderne raabte opmuntrende Bravo og hilste svingende med Huerne, men Gadedrengene hujede og peb; og en Reporter fra Byens Stiftsavis, der hele Dagen fartede om mellem Menneskemassen med sin Notitsbog, lavede sig paa staaende Fod et "Pluk" om et "opgravet Lig", som Venstre havde ført til Valgurnerne.
Henne ved Valgbordene saa' ogsaa Listeføreren maabende op fra sin Bog og spurgte:
"Er det ogsaa et rigtigt Menneske?"
"Ja, det er Peder Brusgaard", svarede den ene af Vennerne troskyldig.
840 "Ja, det nytter ikke noget .... Manden skal selv svare. Her hjælper ingen Ammer".
Men nu vilde Uheldet, at Peder Brusgaard af Bevægelse, Spænding og Udmattelse ikke mægtede at aabne Munden; ogsaa Øjnene faldt til, og han sank sammen i sine Venners Arme.
"Hvad Pokker! Manden er jo død! .... Kommer I her med døde Mennesker!"
Dette Raab af Listeføreren vakte ham igen saavidt, at han netop kunde fremstamme sit Navn.
"Hvem stemmer De paa?"
Ogsaa Møller Madsens Navn fik han nævnet. Men hermed var ogsaa hans Kræfter udtømte. Efter at have ført ham tilbage til det lille Kammer bag Skænkestuerne i den mørke Beværtningskælder lagde de ham op igen i Sængen, hvor han straks paany faldt hen i tung Døs.
Hvor længe han havde ligget saaledes, vidste han ikke selv, da han pludselig blev vækket ved et frygteligt Røre, Skraal og Spektakel inde fra Stuerne. Han forstod straks, at det maatte være Valget, der nu var afgjort .... og hans Hjærte tog til at hamre saa voldsomt, at det tog Vejret fra ham, og han maatte snappe efter Luft.
I det samme kom Naboen hurtig ind – bleg og med et af grædefærdig Ophidselse fordrejet Ansigt.
"Er det forbi, Søren?" spurgte den syge, og rejste sig pludselig ved egen Hjælp halvt op i Sængen.
Men han behøvede ikke at spørge mere. Vennens Ansigt fortalte tydelig nok, hvad Resultatet var blevet.
Højre havde sejret – med et Overtal af Stemmer ikke en Gang halvt saa stort som det, Sven Lavesen havde formaaet at samle om sig; Højre 1312, Møller Madsen 1250, Sven Lavesen 164.
"Er det sandt?" hviskede Peder Brusgaard og saa' forstyrret paa sin Ven.
I det samme fór de begge sammen ved Lyden af Horn, Sang og øredøvende Hurraer ude fra Gaden. Det var det sejrende Parti, der med Faner og klingende Spil førte deres Kandidat til en storartet Fest i Klubsalen, der i en Hast var bleven arrangeret. Alle Borgernes Damer var nu kommen til Vinduerne og viftede med Lommetørklæder og tilkastede Blomster. Hattene svingedes, Musiken skingrede og alle næsten skreg de i taktfast Jubel:
Og den har Venstre haanet
og traadt den under Fod.
841 Peder Brusgaard havde ikke rørt sig. Først da de var draget helt forbi, og kun Sejersfanfarerne fra Hornene hørtes om Hjørnet, stammede han lavt:
"Lad os komme hjem, Søren Hansen".
"Ja, lad os komme hjem", gentog denne mekanisk og gik ud af Stuen.
Tre Dage efter denne Begivenhed lukkede Ane-Marie sin Husbonds Øjne i den store Ægtesæng paa Brusgaard. Han havde i disse tre Døgn ligget ganske ubevægelig uden at mæle et Ord. Kun én Gang havde han famlet efter hendes Haand og set op paa hende med et Blik, som om han vilde bede om hendes Tilgivelse.
Henrik Pontoppidan
