En lille By

Det var umiddelbart efter Høsten, at en ung Mand, en ung Akademiker ved Navn Andreas Ursin kom til Byen som konstitueret Adjunkt i Historie og klassiske Sprog ved den lærde Skole.

Han var filologisk Kandidat og allerede et lille Stykke af en Videnskabsmand, idet han kort før sin Ankomst havde modtaget Universitetets Guldmedaille for en Afhandling om Cassiodorus. Men han var lige saa lidt en Pedant af Væsen som en Bogorm af Udseende.

Han var en frisk og fornøjelig, køn, ung Fyr med blond Helskæg, kruset Haar, rank Holdning, kraftig, lidt undersætsig Bygning. Han var munter og underholdende i Samtale, beleven overfor Damer, høflig overfor alle. Han førte sig ypperlig i en Dans, syntes at have en smuk Fremtid og var netop hjemkommen fra en paa offentlig Bekostning foretagen Rejse i Italien, Grækenland og Frankrig – kort sagt: han var som skabt til at vække Opsigt og gøre Lykke i denne lille Ravnekrog, der i de sidste ti Aar havde været henvist til som Genstand for sin Beundring at tage til Takke med en falmet Ritmester ved Dragonerne, hvis sværtede Moustacher, blaaskjoldede Ansigt, blodsprængte Øjne, tynde, vaklende Ben og bundløse Gæld allerede forlængst havde bragt hans Glorie til at blegne og berøvet ham endog den unge Handelsstands Misundelse over hans distingverede Monocle og Ridderkorset paa hans vatterede Bryst.

Andreas Ursin selv var sig baade sine ydre og indre Fortrin fuldt vel bevidst. Han havde endog en lille, vel begrundet Anelse om, at hans højere Overordnede havde udset ham til at spille en 2 Rolle for denne lille By, idet han skulde være som det friske Blod, der bragte nyt Liv i dens sørgeligt hensygnende Skole, hvilken nu i en Menneskealder under et Dusin gamle skimlede Lærere og en ganske mosgroet Olding af en Rektor var sunket ned til at blive en Fabel for det hele Land.

Men Andreas Ursin var baade for klog og forsigtig til at lade sig mærke med sine Anelser i denne Retning og vogtede sig i det hele nøje for at give sig Blottelser af enhver Art.

Han vidste godt, hvor umaadelig lidt, der skulde til for at gøre en ny Mand umulig i disse Omgivelser, hvor aarvaagen Kritiken og hvor prikken Æresfølelsen i en saadan lille By altid var, hvor skarptsynet man overalt vogtede paa enhver Forsyndelse, og hvorledes navnlig den ringeste Mistanke hos Byens Beboere om, at han følte sig dens smaa Forhold overlegen, øjeblikkelig vilde give ham Naadestødet.

Overfor sine gamle af Støv, Mug, Snus, Slid, Drik eller Næringssorger fuldkommen aandssløvede Kolleger i Skolen, baade Adjunkterne og de simple Timelærerer, optraadte han da til en Begyndelse som en beskeden ung Mand, der gærne vilde belæres af de ældres Erfaring; – og navnlig gjorde han dette overfor den ganske sindssvage Rektor, en antediluviansk Over-Dødbider, der, hver Gang han mødte ham i Skolens mørke Korridorer, strakte sit store, røde, skaldede Sokrateshoved frem paa sin tynde, slunkne Hals og stirrede paa ham gennem sine Hornbriller, som om han aldrig havde set ham før og ikke vidste, hvortil han skulde henføre ham. Kun i Ny og Næ, naar Skolens Forhold førte dem i Samtale med hinanden, kunde der pludselig tændes et lurende Glimt i den gamles tomme Blik, – som om der da ogsaa hos ham begyndte at dæmre Anelser om, at han her stod overfor sin Banemand.

Som Andreas Ursin gik frem overfor sine Kolleger i Skolen, forholdt han sig med klog Forudseenhed ogsaa overfor den øvrige By.

Paa Gaden hilste han alle Byens Borgere, høje som lave, med samme udsøgte Høflighed, idet han førte sin stivpuldede brune Hat smukt ud for sig i Arms Længde og derpaa satte den tilbage paa Hovedet med en egen sikker Bevægelse, der klædte hum godt og uvilkaarlig indgød tillidsvækkende Forestillinger om Energi. I Selskabslivet bevægede han sig overalt med den klædeligste Anstand, ganske fordringsløst og en lille Smule usikkert – saadan 3 som en fremmed, der er ængstelig for at komme til at overtræde Stedets Former – desuden med et passende Udtryk af stille Begejstring over alt, hvad han blev Vidne til, som om det altsammen var ham noget nyt og behageligt overraskende. Damerne konverserede han med levende Deltagelse om Byens friskeste Nyheder, mens han – lidt koket – legede med deres Vifter og hemmeligt skottede ned til en lille Rose paa sin egen sorte Selskabsdragt, hvis elegante Snit og tilhørende fantasifuldt bundne Slip1 virkelig gav hans Skikkelse Glans. Taalmodig og med udtryksfuld Opmærksomhed hørte han paa den selvbehagelige Amtmand, og han lo sammen med de andre Herrer, naar Byens Broder Lystig, Politimesteren, ved Toddybordet fortalte sine "kriminelle" Historier; ja, selv med den lille faarekyllingeagtige Sognepræst søgte han Samtale, naar han saà denne staa – som han plejede – forladt henne i en Krog, med Hænderne samlede foran Brystet og Lommetørklædet hængende alenlangt ud af Baglommen, blidt vuggende sig paa de brede Hæle med en lovsangsagtig Nynnen, mens han over sin store, blaa, hvælvede Briller ligesom tilkastede Vorherre kammeratlige Genkendelsesblik gennem Gibsloftet. Overfor Byens gamle, udannede, halvt bondeagtige Købmænd havde Andreas Ursin mest ondt ved at finde den rette Tone; de saà bestandig tavs paa ham med et Blik, der ligesom gennemborede ham, og med en mut Mund, der syntes at krumme sig til et haanligt: Hvalp! Men med Byraadets Medlemmer og andre ledende Mænd talte han interesseret om Vandværket, den nye Havnemole, Rendestenenes Udskyldning2, det forbedrede Renovationssystem og lignende kommunale Foranstaltninger, idet han i Samtalens Løb nævnte Byens Navn i samme Aandedræt som London og Berlin uden at fortrække en Mine derved. Om sig selv derimod, sine Rejser og Oplevelser, talte han saa godt som aldrig; og naar nogen begyndte at underholde sig med ham om hans videnskabelige Fortjænester, hans enestaaende Eksaminer og hans Guldmedaille, afbrød han regelmæssig vedkommende med et uimodstaaeligt Smil, som om han vilde sige: lad os nu ikke tale om Bagateller! – kort sagt: han vilde gøre Lykke og paa Forhaand indtage for sig denne lille By, hvis aandelige Fører han dog var bestemt til en Gang at blive.

Endog Eleverne paa Skolen søgte han med Forstandighed at knytte til sig, idet han overfor de ældre benyttede en halvt kammeratlig, overfor de yngste en næsten faderlig beskyttende Tone – paa en saadan Maade, at de desuagtet ikke glemte den 4 fornødne Respekt. Det var ham en Trang ogsaa her at vinde alle Hjærter, og han var endnu ung nok til fra sin egen Skolegang at huske, hvor farlige Fjender saadanne Smaadrenge kan være, hvor skarpt et Øje de har for alle smaa Svagheder, og hvor ubarmhjærtigt de kan benytte sig deraf overfor en Lærer, de først en Gang har lagt for Had.

Det kan da efter alt dette ikke undre, at Andreas Ursin blev højlig forbavset, da han efterhaanden mærkede, at han trods sin Fremfærd ingenlunde naaede sin Hensigt. Han kunde ikke forstaa, hvad det var, der var i Vejen; men han kunde heller ikke undgaa ved enhver Lejlighed at føle, at han var Genstand for Byens Kritik, ja at man rent ud havde ham til bedste bag hans Ryg.

Han mærkede det først hos Eleverne paa Skolen, der, blot han uforvarende tiltalte dem paa Gangene eller Legepladsen, blev røde og forfjamskede og slog Øjnene ned, som om de skjulte en ond Samvittighed. Og inden han vidste Ordet af det, havde Stemningen bredt sig som en Smitte over hele Byen. Det var, som om der overalt fødtes en dulgt Lattermildhed i Luften, saa snart han viste sig. Enten han befandt sig i et Selskab, i en Butik, eller hilste Folk paa Gaden, havde han en Fornemmelse af, at man morede sig paa hans Bekostning og smilte til hinanden, saa snart han vendte Ryggen til.

Den omtalte Dragon-Ritmester, der straks havde set i ham den frygtede Rival, begyndte endog ganske aabenlyst at hovere over ham. Ved et stort Aftenselskab hos Apotekeren, hvor hele Byens Honoratiores var samlet, havde han i en løftet Stemning ved Afskeden, mens han sammen med andre af Selskabet søgte efter sit Tøj ude i Entréen, tilsidst vendt sig om imod ham og sagt:

"Undskyld, Hr. Adjunkt! … De skulde vel ikke have hørt noget til min Hat?"

Andreas Ursin havde troskyldig svaret nej, da han i det samme hos de tilstedeværende mærkede en besynderlig Uro, som alene Ritmesterens Spørgsmaal kunde have foraarsaget. Et Par unge Handelsherrer i Døren begyndte aabenlyst at fnise, og Damerne fik med ét mærkelig travlt med at bukke sig ned efter deres Galoscher og samle sammen paa deres Pakkenelliker.

Andreas Ursin bed af Klogskab sin Harme i sig, skøndt Blodet suste ham hedt forbi Ørene; – og hele Natten laa han og vendte sig i sin Sæng og brød sit Hoved for at udfinde, hvad det 5 kunde være for en ondskabsfuld Hentydning, der havde ligget skjult i Ritmesterens Bemærkning. Han drejede og endevendte Ordene Gang efter Gang og gentog dem i en Uendelighed for sig selv – men blev dog lige klog.

Saa slog han det hele hen i Bevidstheden om sin uhyre Overlegenhed. Hvad var det hele egentlig værd at tale om? Han kunde jo le ad dem til Gengæld! … En Smule forloren Ritmester! … En Hoben uvidende Mennesker! …

Alligevel begyndte Sagen at antage betænkelige Dimensioner. Endog hans egne Kolleger syntes at vaagne op af deres Døs og smidske, saa snart de saà ham. Ja, om det saa var Spækhøkerne i Kælderhalsene og Træskohandlerne i Portene, saa kæmpede endog disse med et lunt Smil, naar han gik dem forbi paa Gaden, og i Butiksdørene stod Komis'er med Knappenaale stukket i Frakkeopslaget og varskoede hinanden ved forventningsfulde Fløjt om hans Komme. Og idet han saa passerede, bukkede de sig med udsøgt Artighed helt ned til Jorden, ligesom for at tvinge ham til at hilse, hvorpaa de atter tilkastede hinanden betydningsfulde Hm! og Hu-Hu! og Mjav! over Gaden bag hans Ryg, saa snart han var kommen forbi.

Han havde tilsidst Fornemmelsen af, at der ikke fandtes det Barn i hele Byen, der ikke vidste, hvad det var, man fandt latterligt hos ham. Men selv kunde han trods al sin Aarvaagenhed og utrættelige Forsken ikke komme paa Spor efter den mindste Traad. –

Den hele Sag faldt Andreas Ursin saa meget mere trykkende, som han netop var begyndt at blive forelsket.

Genstanden for hans ømme Følelser var Politimesterens Cecilie, – saadan som det var at vente. Hvorfor skulde vel han alene undgaa at forulykke i disse store mørkeblaa Øjnes rolige Dyb, der allerede havde krævet saa mange Ofre? Hvorfor skulde hendes blonde Haarpur ikke ogsaa for ham blive den Snare, hvori hans Sind forvildede sig, eller det fine Smilehul i hendes Kind den Faldgrube, hvorover hans vagabonderende Blik endelig snublede?

Cecilie Ankersen var nu nitten Aar. Den fine Frugt, der var vokset op i Byens fuldeste Solskin, bestraalet af al Lykkes Naade, var nu moden, færdig til at plukkes – af den, der kunde naa den. "Guldæblet", som hun som Barn var bleven kaldt, da hun ved sin fra Sjælland medbragte Hedebo-Ammes Haand gik gennem Gaden med sit lokkede Gyldenhaar udslaaet under en 6 lille mørkeblaa Fløjlshue, med æblerøde Kinder og af Sol straalende Øjne, indtagende selv de gamle Bondekøbmænds flintehaarde Hjærter ved sit lille sjællandsk syngende "God Dag", saa hun efterhaanden var bleven alles Øjesten, Genstand for baade Kvinder og Mænds Forgudelse, ja tilsidst, da hendes egen Moder døde, næsten ligesom hele Byens fælles Plejebarn, som man skinsygt vogtede overfor hinanden, for at ingen skulde tilegne sig hende helt, – "Guldæblet" hang nu rejsefærdigt paa sin Stilk, rede til ved første faldende Dug at sænke sig ned i den lykkelige Haand, der skulde volde saa megen Smerte, oprive saa mange Saar, fremkalde saa megen Misundelse og knuse saa manges Haab.

Cicilie'1 vidste godt selv, at hendes Udviklingstid var omme, og hun følte godt, at Høsten var nær.

Heller ikke var det hende helt fremmed, hvor fristende hun netop nu var. Dertil havde hun allerede set for mange Øjne stirre fulde af Appetit op paa hende – lige fra Kontoristernes i Faderens Kontor og Ritmesterens bag Séglasset til den halvgamle, ugifte Amtmands smaabitte Griseøjne, naar denne paa Nyaarsballet i Klubben efter Bordet førte hende ind i den lille "Vinterhave" bag Salen og her satte sig hos hende i den bløde Hjørnesofa og faderlig gav sig til at lege med hendes Fingre.

Men Cecilie var mærkeligt nok ikke bleven fordærvet af alle disse Menneskers Forkælelse, og hendes Sind var endnu ikke blevet smittet af al det hede Begær, den sværmeriske Attraa eller halsende Brynde, der overalt fyldte Luften omkring hende. Hun bevægede sig muntert og sorgløst i det altsammen som en, der, om hun blot kunde faa Lov dertil, allerhelst vilde flagre i Frihed endnu en Stund og nyde den lette Beruselse, hvori al denne Hyldest, denne Smiger og alle disse Blikke, der graadigt ligesom spiste hende op, alligevel satte hende. Hun morede sig endnu som et Barn over disse lidenskabelige Tilnærmelser, disse forfjamskede Miner og stammende Tilstaaelser, der gjorde alle Herrerne saa komiske. Og hun lo lige utvungent deraf, enten det var den ulykkelige nye Provisor Spreckelsen, der af lutter Hjærtekvababbelse regelmæssigt fik Hikke, hver Gang han saà hende, eller det var selve Præsten, der under gammelmandssmilende, tilsyneladende uskyldigt Kurmageri fik hende hen for sig selv i en Krog og bag sin store blaa Brille forslugent betragtede hendes dejlige hvide Hals, den velformede, ligesom i ungdommeligt Overmod svulmende Buste og de nydelige smaa Øren med det lillebitte Diamantlyn 7 i den rosenrøde Flip, – mens han med Fingerspidserne ængsteligt og blidt klappede hende paa den blottede Underarm.

Men levede saaledes Cecilie Ankersen sorgløst i det solbeskinnede Nu uden synderlig at bekymre sig om sin Fremtid endsige at lægge Planer for en betryggende Fremtidslykke, saa gjorde hendes Fader, Politimesteren, til Gengæld dette sidste for dem begge.

Ingen skulde ellers tro, at denne forsorne Bulderbasse, der tilsyneladende aldrig havde taget sig meget af sin Datter men villig overladt hende til hele Byens ømme Omsorg – ingen skulde have tænkt, at der i dette store, vinblussende Hoved virkelig gærede Planer for Cecilies Fremtid, – endsige store og dristige Planer, som han blot ikke havde været saa dum at betro til nogen eller blot røbe med et Ord.

Ofte, naar han ud paa Natten, efter Hjemkomsten fra Klubben, sad inde i sit Værelse, indhyllet i den sædvanlige uigennemtrængelige Cigardamp og med Sodavand og Kognaksflasken foran sig, sagde han til sig selv, endog halv højt:

"Man skal ikke være et Fæ … aldrig noget Fæ. … Naar man en Gang har faaet saadan en Skat til Datter … til Datter … saa skulde man hænges op i den højeste Galge, om man lod hende stryge for den første den bedste Lømmel, der kommer svansende med en Rose i Knaphullet. … Men det bliver der heller ikke noget af, saa længe jeg sidder i Kommissionen, som Bager Konradsen siger. … Jeg skal nok skaffe dig en Mand, min Glut, som baade du og jeg kan være tjænt med. … For nu maa vi holde Ørene stive, Politimester! … Du skal se, min Tøs, det gaar altsammen nok … gaar altsammen nok".

Og mens han trøstede sig saaledes, steg et Billede frem i Taagen for hans Blik – Amtmandens Billede, tilknappet, med mørke Bakkenbarter, langagtigt Ansigt, lange, forlorne Tænder, et ubarmhjærtigt Smil og smaa, koldt gennemskuende Griseøjne under tætte, sorte Bryn.

Ogsaa Amtmanden var en forholdsvis ny Mand i den lille By, der i det hele i den sidste Tid – ligesom ved en beregnet kraftig Indgriben fra højere Steder – ved forskellige nye Embedsbesættelser var bleven revet ud af sin gamle Slendrian. Han havde endnu ikke været her et fuldt Aar, og Politimester Ankersen havde saaledes hidtil ikke haft Lejlighed til at se ham ret mange Gange i sit Hus. Men nu bestemte han sig til at gøre et stort 8 og imponerende Gilde til hans Ære, ved hvilket han vilde opbyde alt for at smigre hans Forfængelighed. Han havde nemlig allerede gennemskuet, at det var paa denne Vis, denne departementale Istap skulde smeltes. Og da han netop i den sidste Tid i Smug særlig nøje havde iagttaget sin Datter og troede at kunne berolige sig med, at hendes Hjærte endnu var frit, skred han til Iværksættelsen af sin Plan med de bedste Forhaabninger.

Alligevel mente Andreas Ursin at have Grund til at tro, at han ikke var Frøken Cecilie ganske ligegyldig.

Dersom nogen havde spurgt ham om, hvorpaa han støttede denne sin Formodning, vilde han være kommen i Forlegenhed med Svaret. Ti Cecilie havde i Virkeligheden aldrig givet nogen særlig Interesse tilkende overfor ham. Sligt laa ikke for hendes Natur og vilde ogsaa kun daarlig have stemt med hele den lette Tone, paa hvilken hun overfor alle disse rivaliserende Kurmagere havde maattet slaa ind for ikke at bevirke Ufred imellem dem.

Desuagtet mente han at have bemærket, at hendes Øjne havde hvilet paa ham med et ejendommeligt Velbehag den aller første Gang, de saas. Og senere smigrede han sig med den Tro at have kunnet spore, at hun alene stod uberørt af hele det ravnekrogsagtige Skumleri, der var sat i Gang imod ham; at alene hun ikke deltog i den taabelige Komedie, man her spillede bag hans Ryg.

Denne skønne Indbildning gav ham hundredfold Erstatning for al den Tort, han ellers her havde maattet lide. Og intet havde maaske saa meget som netop den bidraget til at give hans ømme Følelser Næring og tilsidst bragt Ilden i hans Hjærte til at tage Overhaand.

Men saa hændte det en stormfuld Dag, at han uforvarende mødte hende sammen med en Veninde ude paa den vestre Promenade langs Plantagen.

Idet han gik dem forbi og tog sin Hat ærbødigt af, hilste de begge tilsyneladende roligt og behersket. Men allerede paa Afstand havde han set dem puffe ligesom forventningsfuldt til hinanden, idet de fik Øje paa ham. Og da de nu var kommen saa langt bag ham, at de troede sig udenfor Hørevidde, stak de Ansigterne ned i Mufferne og brød ud i en aabenbar kun med yderste Nød tilbageholdt Latter.

Men Stormen, der førte tilbage, bragte deres Ord videre, end de havde tænkt. Og sammen med deres hjærtelige Fnisen 9 opfangede Adjunktens krampagtig spidsede Øren følgende Brudstykke af et Ordskifte.

"Nej, det er ved Gud for komisk. …"

"Ja, vil du nu sige mig, er det nu muligt at bare sig …"

"Blot han ikke har kunnet se noget paa os …"

"Og du har virkelig ikke vidst det før? …"

"… Far … men troede … bare Løjer …"

"Aa, Gud … hele Byen … Ottilie sa'e … søger bare at komme til at møde ham. … For man kunde jo ved Gud næsten tro det værste, ikke sandt? …"

"…mange … saadan videre …"

"… alene. … Klokken fem. … Ritmester Rosen … den allerstørste. …"

Andreas Ursin var bleven ligbleg. Han gik lige hjem til sin Bolig, satte sig i sin Hestehaarssofa og sank sammen. Med Skægget begravet i sine knyttede Hænder, Albuerne støttet paa Knæene, stirrede han i en hel Klokketime stift ud for sig paa Gulvet ligesom i en Forstening.

Hvad var det dog for en ubarmhjærtig Magt, der her drev sit Spil med ham? Hvad i Guds Navn kunde det dog være, som alle i denne By fandt saa latterligt hos ham, at det var paa Veje til at gøre ham Opholdet her umuligt? Han forstod det slet ikke længer. For det maatte jo være noget, som alle kunde se, en Abnormitet, som sprang selv Børnene i Øjnene. Hans Ydre kunde det ikke være. Han vidste jo dog, at var han ingen Adonis, saa var han dog heller ikke hverken vind eller skæv eller halt eller pukkelrygget. Hans Væsen? Men var han da ikke netop fra allerførste Færd optraadt saa fordringsløst, saa lidt udæskende som muligt, og havde han ikke paa ethvert Punkt bestræbt sig for saa fuldkomment som muligt at rette sig ind i disse for ham fremmede og uvante Forhold? Hvem kunde han have stødt paa Ærmet? Overfor hvem i den hele By, lige fra dens Rangspersoner til dens fattigste Stodder, kunde han have glemt blot et eneste skyldigt Hensyn? Hvad var der da i Vejen? … Hans Liv? Havde man hørt noget om hans Fortid, som kunde kaste et latterligt Skær over ham? At han som Dreng havde været forelsket i sin fyrretyveaarige Tante og gjort hende en Kærlighedserklæring; eller at han som Student i flere Aar havde hilst paa en Barbér fra Store Kongensgade i den Tro, at det var en meget højtstaaende Person, hvem alle skyldte Ærefrygt – hvem kunde 10 vel vide det her? Og selv om saa var – hvad forfærdeligt var der saa vel deri? For øvrig vidste han selv kun om sin Ungdom, at den havde været fuld af Savn og Forsagelse parret med rastløs Flid. Allerede som Student havde han ved usle Informationer ernæret baade sig selv og sin syge Moder og endda taget sine Eksaminer baade bedre og hurtigere end de allerfleste. Var det maaske det, man fandt saa latterligt? Han troede, han kunde sige uden Pral, at han havde været sin Stand, sin Familje til Ære; og han havde da ogsaa hidtil alle Vegne kun mødt Anerkendelse, Opmuntring, ja Beundring og Misundelse. Og havde han derfor været overmodig eller blot forfængelig? Hvorfor havde man ham da her saa ondskabsfuldt til bedste? Hvorfor? I snart to Maaneder havde han nu været nær ved at bryde sit Hoved i Stykker for at komme paa Spor derefter. Men det var som at kæmpe mod et Kogleri, en usynlig, hundredhovedet Trold, der aldrig var til at faa imellem Hænderne, men som spøgede overalt i Luften omkring ham og med sine hundrede Tunger bestandig raabte ham sit: her! ind i Øret, som om den lagde an paa at berøve ham Forstanden. Hvad skulde han gøre? Han havde i den hele By ikke en Ven, til hvem han kunde betro sig, ikke en bekendt, hvem han, uden at ydmyge sig, kunde tale til og anmode om Forklaring. Hvad i Herrens Navn skulde han da gribe til? Hvordan faa Bugt med dette Uhyre, som – –

I det samme bankede det frygtsomt paa Døren, og paa Adjunktens barske "Kom ind" indtraadte i Værelset en lille Purk paa en halv Snes Aar med lyst, studset Haar og store flade Øren. Ganske ildrød i Hovedet af Forlegenhed blev han staaende helt stum og traadte sig selv paa Tæerne henne ved Døren, mens han under den ene Arm slæbte paa en stor Pakke blaa Stilebøger.

Det var den lille Karsten, Kæmnerens Søn fra nederste Latin, der som Klassens "Ordensduks" bragte de latinske Stilebøger. Han var ellers blandt alle Skolens Elever Adjunkt Ursins specielle Kæledægge, hvem denne ofte talte med paa Skolens Gange og morede sig over paa Legepladsen. Men i Dag var Adjunkten for optagen af egne Bekymringer – han pegede blot adspredt hen paa et Bord ved Kakkelovnen og forandrede end ikke Stilling.

"Læg dem dér", mumlede han.

Den lille Fyr løftede sig varsomt i Vejret og vaklede paa indadvendte Taaspidser over Gulvet hen til Bordet, hvor han aflæssede 11 sin Byrde; hvorefter han atter skyndsomt og paa samme lydløse Maade vendte tilbage mod Døren, synlig lettet ved at have sit Ærinde saa vel overstaaet.

Men i det samme for en Tanke som et Lyn gennem Andreas Ursins Hjærne. Han løftede Hovedet – og netop som Purken hævede Haanden op til Dørlaasen, hørte han henne fra Sofaen:

"Hør lidt, Karsten – lad mig tale et Ord med dig".

Der gik som et Lammelsens Stød gennem den lille Drengekrop, Haanden faldt slapt ned fra sin Vej til Laasen, og han vendte sig end ikke om, før Adjunkten havde gentaget sin Opfordring.

Selv da nærmede han sig kun nølende, Skridt for Skridt, med ligesom af Skræk slagne Bevægelser og med den onde Samvittigheds raadvilde Blik flakkende om i den Ende af Stuen, der var modsat den, hvori Adjunkten befandt sig.

"Naa, kom nu, min Dreng", gentog denne. "Du skal ikke være bange … jeg vil blot snakke et lille Ord med dig … naa, det var ret … kom kun helt herhen … saadan … Tag Fingren af Munden, min Dreng … og lad mig nu høre, … var det Stilebøgerne, du kom med? …

Den arme Purk formelig rystede over hele Kroppen mellem sin Lærers Knæ, skøndt denne beroligende klappede ham over hans kuglerunde Kradsbørste-Hoved, idet han venligt tiltalte ham. Han spurgte ham ud om hans Hjem, spurgte om hans Moder var rask, hans Fader kommen hjem fra København, og gled fra et Spørgsmaal om den lille Søster Rikke læmpeligt over til at tale om Skolen, om Lektierne, om hans Kammerater og – ganske forsigtig – om Lærerne; indtil han tilsidst udbrød:

"Sig mig, saa har I naturligvis ogsaa Øgenavne til jeres Lærere, hva? … Har I ikke? … Naa, naa – bliv nu ikke bange … jeg skal saamænd ikke røbe jer, I smaa Gavtyve. … Men sig mig nu … lad mig en Gang høre. … Hvad kalder I f. Eks. mig? … Naa, sig det kun frit ud. Jeg véd dog, I har et Navn til mig. … Hvad kalder I mig saa?"

Det var, som om al Drengens Blod ved dette Spørgsmaal pressedes op i hans Kinder og ud i hans store Øren, saa disse tilsidst saa ud, som om det var paa Nippet til at dryppe af dem. Men da Andreas Ursin, trods alle venlige Overtalelser, ikke kunde faa ham til at tale, begyndte Adjunkten i sin Iver at bruge Mund, ja tilsidst at true og befale – for nu følte han, at han endelig havde fundet et Spor.

12 "Hører du? … Du skal sige mig det", næsten raabte han.

Men Drengen tav fremdeles.

"Jeg er din Lærer", vedblev han "og jeg vil vide det. … Du skal ikke faa Ubehageligheder deraf, hvad det saa end er … men jeg vil have, at du skal sige mig det … forstaar du? … Jeg slipper dig ikke, før du har sagt mig det".

Ved de sidste Ord ruskede han endog i Hidsighed den grædefærdige Dreng saa eftertrykkeligt i Skuldren, at Fyren helt mistede Fatningen. Og først da – og mens Adjunkten bøjede Øret helt ned til hans Mund – kom det endelig hviskende over de skælvende Læber:

"Knækkerten".

"Knækkerten!" gentog Ursin halvhøjt og saà sig om. "Knækkerten! … Hvad skal det sige? … Hvorfor har I givet mig det Navn? … Naa, hvorfor?" begyndte han atter indtrængende.

Men da han hurtig fik Fornemmelsen af, at Drengen før vilde lade sig radbrække, end han bragte Forklaringen af Ordet over sine Læber, slap han ham tilsidst mat og lod ham gaa.

"Gaa" – sagde han blot, mens han selv sank langsomt tilbage i Sofahjørnet.

Her sad han endnu længe efter, at Døren havde lukket sig bag den ulykkelige Knægt, og saà grundende frem for sig.

"Knækkerten!" – "Knækkerten!" blev han ved at gentage for sig selv, – saà ned ad sig, rejste sig endelig op og betragtede sine Underekstremiteter. "Det maa jo være noget ved min Figur. Har jeg da skæve Ben, "knækkede" Haser? Jeg har dog aldrig vidst andet, end at jeg tvært imod var ganske velskabt. Eller er det min Næse?" – han lod Pegefingren glide ned ad dens Ryg – Har den noget Bræk? Man har dog altid sagt mig, at den var ualmindelig velformet. Men hvad er det da? – mine Arme, min Ryg? … Knækkerten! … Knækkerten! … Hvad skal det Ord betyde! For de kan dog for Pokker ikke have grebet det helt ud af Luften. De maa jo dog have hentet det. fra en eller anden Ejendommelighed hos mig". …

Han gav sig til at vandre op og ned ad Gulvet. Hans Sporiver var bleven hidset til den yderste Grænse. Han maatte til Bunds i Sagen nu. Nu, da han temmelig sikkert endelig havde faaet fat i Uhyrets Hale, vilde han ogsaa se dets Ansigt, for at kunne brække Gifttænderne af dets Gab.

13 Han standsede pludselig sin Gang over Gulvet; han havde fattet en Beslutning. Han vilde endnu samme Eftermiddag gaa hen til Adjunkt Carlsen, den af Medlærerne, han følte sig mest knyttet til, – og rent ud spørge ham, om han kendte det Øgenavn, hvorunder han gik i Byen eller i det mindste mellem Eleverne paa Skolen, og hvorfra det skrev sig. Carlsen var vist i Grunden en flink Kollega, som sikkert hverken vilde misbruge hans Fortrolighed eller føre ham bag Lyset. –

Han tog straks sin Frakke paa, satte sin Hat paa Hovedet, knappede omhyggelig sine nye Spadserehandsker om Hænderne og stak sin brune, med en lille Agatknap forsynede Rørstok under Armen. – Han vilde skride til Handling uden at tøve.

Men forinden han forlod Værelset, stillede han sig, støttet til sin Stok, endnu en Gang op foran Pillespejlet i denne fulde Paaklædning. Og mens han betragtede sit Billede derinde, spurgte han for titusende Gang sig selv, hvor det var muligt, at nogen, end sige en hel By, kunde finde noget latterligt ved ham. Han syntes, det maatte være enten ham eller Byen, der var gal – anden Forklaring kunde han ikke tænke sig – og det var derfor ikke underligt, at han tilsidst slog fast, at det var Byen. Naar han saaledes stod og betragtede sig selv fra Spidsen af sine Støvler til Pulden af sin brune Hat, kunde han ikke med sin ærligste Villie se andet, end at han virkelig var en smuk Mand, endog en ikke almindelig smuk Mand, med en nobel Holdning og en ulastelig Smag. Eller var maaske ikke denne Frakke, disse Benklæder, disse kun lidet spidse Støvler, var det ikke altsammen af passende Farve og Snit, hverken for moderne eller for iøjnestikkende gammeldags? Eller var der noget paafaldende ved denne Hat, noget udfordrende ved disse Handsker?

Han rystede paa Hovedet, som om han igen vilde sige: jeg forstaar det ikke – og gik stille ned ad den knirkende Trappe.

Nede paa Gaden, som han hurtig skyndte sig igennem, syntes han nu at læse Ordet "Knækkerten" bag det sædvanlige, halvdulgte Smil i alle de mødendes Ansigter. Selv to opløbne Skoledrenge fra øverste Klasse, der kom ham forbi, gav sig ganske ugenert til at fnise kun et Par Skridt fra ham; og i den ophidsede Sindsstemning, hvori han befandt sig, var han paa Nippet til at vende sig om og tildele de to Lømler en alvorlig Afrøfling midt paa Gaden, da han i det samme fik Øje 14 paa den gamle Overlærer Asmussen nede i Strædet og derfor med Vold bed sin Harme i sig.

Den gamle Overlærer kom trissende hen ad Fliserækken i sin sædvanlige Slæbegang, med den ene Haand paa Ryggen af sin brune Kalmukkes3 Skødefrakke, den anden svingende langsomt sin Spanskrørsstok rundt i Haandtaget.

Idet Adjunkt Ursin gik forbi ham, hilste han ham skyndsomst – han brændte af Utaalmodighed efter at faa fat i Adjunkt Carlsen for endelig at faa denne ubegribelige Gaade løst.

Men da han nu selv i Overlærerens gamle Mumieansigt genkendte hint forhadte Smils blege Genfærd som en lun Mimren mellem de høje Flipper, kunde han ikke styre sig længer. Ganske ude af sig selv af Raseri, gik han lige hen imod den gamle Mand, fordrede Forklaring, spurgte ham med høje Ord, hvorfor han havde lét og gav tilsidst, uden ret selv at vide det, Luft for hele sin Lidelseshistorie her midt paa den aabne Gade.

Den gamle Overlærer havde i Begyndelsen set noget forbløffet paa denne ophidsede unge Mand; men efterhaanden som han af dennes forvirrede Tale forstod, hvorom Sagen drejede sig, smilede han atter lunt mellem sine Fadermordere og klappede ham beroligende paa Skuldren.

"Kære unge Ven", sagde han saa tilsidst godlidende. "Tag Dem dog ikke den Sag saa nær … det er jo bare en Bagatel".

"Men hvad er det da? Hvad er det da?" raabte Andreas Ursin ude af sig selv.

"Tys! Tys! Tag dog ikke saadan paa Vej. … Her er jo Folk i Gaden. … Det hele er jo ikke noget at snakke om".

"Men jeg maa dog vide, hvad det er".

"Ja vist, ja vist … det er for Resten underligt, De ikke selv har mærket det. Det er jo ikke andet end det, kære Ven, at … naar De hilser …"

"Min Hilsen? Er der noget i Vejen med den? Hilser jeg maaske ikke ærbødigt nok?"

"Jo, jo vist netop særdeles ærbødigt – giv Dem dog tilfreds, Menneske. … Det er da egentlig heller ikke Deres Hilsen, men … nu ja, Deres Hat …"

"Min Hat?" gentog Ursin og tog uvilkaarlig sin brune Stivpuldede af Hovedet og saà paa den. "Det er jo en ganske almindelig Filthat, saadan som de fleste Mennesker gaar med".

15 "Ja, ja, ja" tyssede den Gamle. "Men sæt dog for Guds Skyld Hatten paa Hovedet … der kunde jo komme nogen af Skoledisciplene. Hvad vilde de tænke? … Det er jo egentlig heller ikke Hatten. … Det er blot, naar De saadan hilser, og saa saadan fører Hatten rask frem, saa – har De ikke mærket det? – saa giver det bestandig saadan et lille morsomt Knæk i Skyggen … saadan et ganske lille Knæk. …"

"Knækkerten!" faldt det Adjunkten halvhøjt ud af Munden.

"Se, det er der nu én, der en Gang har lagt Mærke til. Saa har han tilfældig fortalt det til andre, og tilsidst har vi allesammen moret os lidt over det, naar vi mødte Dem – for det lød virkelig ganske pudsigt", sagde den gamle og smilte atter ret hjærteligt i Erindringen derom. – "Ja, se det er saamænd det hele, kære Ven. Det er jo ikke noget at tage sig nær – Herregud, Folk skal jo have lidt at more sig med i en saadan lille By, ikke sandt?" – –

Andreas Ursin gik slukøret hjem.

Hvilke Dumheder! Hvilken Ravnekrog! Ved en saadan Bagatel havde virkelig en hel By fæstet sig!

Da han kom op paa sit Værelse stillede han sig op paa Gulvet og tog sin Hat af, saadan som han plejede at gøre det, naar han hilste paa en Bekendt. Han førte den rask i Arms Længde ud for sig og – ja – det gav virkelig et lille Knæk i Skyggen. Og dette var virkelig det hele? Det var slet ikke andet, de havde lét af?

Han prøvede igen en Gang at hilse, én Gang til, to Gange, han blev ved – og smilte – det lød virkelig ganske pudsigt. – Knæk, knæk, sagde det. – Og det var virkelig det hele! –

Dagen efter købte Adjunkt Ursin sig en ny Hat. Det var en fornyet Skærsild for ham at gaa igennem, da han stod i Butiken, hvor Kommis'erne var ved at rævne af undertrykt Fnisen – ikke at tale om de første Dage, da han viste sig paa Gaden med den nye Bedækning, en smuk, blødpuldet lysegraa, der klædte ham fortræffeligt, og som han forinden hjemme i sin Stue i en hel Time havde hilst Oehlenschlägers Buste med, for at forvisse sig om, at der ingen mistænkelige Lyde gemte sig i den.

Men efterhaanden som Folk i Byen vænnede sig til Adjunkt Ursins nye Hat, glemte de ogsaa Historien med den gamle. Og hurtigere, end han selv havde troet, blev han nu hjemmevant i 16 Byens Forhold. Ti Folk holdt virkelig af ham; og selv Cecilie Ankersen kom ham snart igen i Møde med den gamle Frimodighed.

– – –

Men fik de da hinanden? Og hvorledes gik det Politimesteren, Amtmanden og den ulykkelige Provisor. Ja, derom kan jeg maaske faa Lejlighed til at fortælle "Tilskuerens" Læsere en anden Gang.

Dette er blot Historien om Adjunkt Ursins Hat. Og da denne nu er ude af Verden, er dens Saga heller ikke længer.

Henrik Pontoppidan.

 
[1] Slip: d.s.s. slips (se ODS). tilbage
[2] Udskyldning: d.v.s. Udskylning. tilbage
[3] Kalmuk: tykt stof til vinterfrakker. tilbage
['1] Cecilie: < Cicilie. tilbage