Flemming Behrendt runder de 70

Tale til Flemming Behrendt på generalforsamlingen i Pontoppidan Selskabet 19.maj 2009

I april måned år 2000 var jeg til en rund fødselsdag og kom ved skæbnens og værtens gunst til at sidde over for en mig ubekendt, nydelig, ja pertentlig, herre. Efter de indledende præsentationer gik der ikke mange sekunder ind i tarteletterne, før herren overfor spurgte hvordan det nu var med læsningen af Pontoppidan i gymnasiet. Og jo, navnet var Behrendt. Flemming Behrendt. Det var Hendes Majestæt Litteraturens agent og ridder der spurgte. Jeg svarede som sandt var – og er – at ingen elev kan komme igennem det danske skolesystem uden at have stiftet bekendtskab med Pontoppidan – typisk med Isbjørnen eller "ørneflugt" og at Pontoppidan således var ligeså obligatorisk som f.eks. H.C. Andersen og Holberg.

Flemming Behrendt blev vistnok glad for dette svar og kunne så berette om Pontoppidan Selskabet som just var under oprettelse. Nu var det så min tur til at blive glad, for jeg var i gang med at redigere en undervisningsbog om Pontoppidan, og nu øjnede jeg en mulighed for at få tilgange og oplysninger som ellers ville have været om ikke umulige, så i hvert fald svære, at få fat på. Og Flemming var straks med på at give tips og gode råd – og sådan er det fortsat.

Din enorme viden deler du generøst ud af, dine synspunkter og holdninger bliver luftet ved de efterhånden utallige møder og sammenkomster om Pontoppidan som du fik sat i gang. For du fik stiftet selskabet i oktober samme år, og ikke mindst skabt det netsted som er helt enestående i dansk litteraturformidling, så det blev nu i dette regi at læsningen og diskussionen af Pontoppidan kom til at foregå. Og hele tiden med Flemming Behrendt som primus motor. Ikke som formand for selskabet, nej, ligesom i det gamle Sovjet, så er sekretæren den egentlige leder. "Den projektansvarlige" hedder det nu, helt uskyldigt, men du er – og i dag kan man vel tillade sig at sige det, din alder taget i betragtning – den grå eminence. Men det er vigtigt at understrege at du er det på den gode måde. Eminent er "den der rager frem", og du gør det ikke skjult eller gråt, selvom du holder dig tilbage med hensyn til embeder, nej du går lige til sagen og sætter tingene på plads. Undertiden sådan at vi i selskabet ikke bare taler om eksperten Flemming Behrendt, men også kan finde på at omtale dig som "Pontoppidan-politiet" – men på den kærlige måde der modsvarer den ydmyghed og respekt for sagen som dine udspil og indspark altid har.

Siden du skrev speciale om "Pontoppidans omarbejdelser" har du on and off beskæftiget dig med forfatterskabet og i de sidste år – ved siden af udgivelsen af de små romaner, koncentreret indsatsen om udarbejdelsen af biografien om Pontoppidan. Et værk der er blevet dit livsværk – og dit livs værk.

Behovet for en biografi har været længe tilstede, for Pontoppidan holdt kortene tæt til kroppen, og privatmanden har været svær at få hold på. Flemmings biografi bliver den første der virkelig får fortalt historien om manden bag værket og får kastet lys over forholdet mellem Dichtung und Wahrheit. Storm P. har en flue hvor en foredragsholder på ægte storm p'sk vis på talerstolen siger: "Om denne digter ved man overhovedet intet – man har kun hans værker". Det kan man sige om Pontoppidan, så hvis man skal fortælle historien om Henrik Pontoppidan skal man have Flemming Behrendts litteraturhistoriske detektiv-gen. Du kommer ned i og ud i de mest forrygende detaljer og måske blindgyder, men det skal jo undersøges, skal det: var den præst der afløste præsten i Skuldelev, måske hemmeligt forelsket i en yngre søster til kusinen til Henrik Pontoppidans første kone? Vi ved det ikke. Ikke før Flemming har været der. Og der skal nok være en og anden nykritisk orienteret læser der mener at det vel heller ikke er værd at undersøge. Men det kommer an på. Min egen erfaring er at den biografiske tilgang kan være en endog særdeles farbar og givende vej ind i værkerne, hvis man bare holder hovedet koldt og ved hvad man gør. Og det gør Flemming. Du ved hvad du gør – og du gør det grundigt, generøst og givende.

Det vil vi gerne takke dig for i anledning af din runde dag på lørdag. Og vi vil gøre det ved at give dig en gave der henviser til at du både kommer langt ud og holder snuden i sporet.

Erik Pontoppidan, som ikke er blandt Henrik Pontoppidans forfædre, blot en fjern slægtning (og her citerer jeg fra en artikel af Flemming Behrendt), levede fra 1698-1764 og nåede at lægge navn til Pontoppidans Danske Atlas – et værk der beskriver Danmark med markante byer og steder.

Bjergsomme boghandlere har så klippet værket i stykker, så flere kunne få glæde af illustrationerne. Barbari eller demokrati? I hvert fald er det nu muligt at give dig et prospekt af Randers fra Pontoppidans danske atlas. Det er langt ude (Erik Pontoppidan, meget fjern slægtning, ikke sandt?), selvfølgelig, men afbildingen af byen Randers med Gudenå og Skt. Mortens kirke skal minde dig om at den historie din biografi vil fortælle, også er konkret – ligesom sandheden – og har fundet sted i et fysisk miljø, som f. eks. drengeårene i Randers. Det flyvske og det konkrete – begge dele er med i dit arbejde, begge sider er dig – det er vi glade for og det vil ønske dig tillykke med. Tillykke.