Stine Bødkers
We are not concerned with the very poor. They are unthinkable, and only to be approached by the statistician or the poet.
E.M. Forster, Howards End (1910)
Lige så længe Pontoppidans bøger har været læst har man diskuteret hans valg af modeller1. Der har været fremsat mange påstande om hvem Pontoppidan kan have tænkt på når han skabte sine romanfigurer. Selv nægtede Pontoppidan altid at besvare spørgsmål herom. Figuren Dr. Nathan i "Lykke-Per" var en undtagelse – her vedgik Pontoppidan at han havde haft Georg Brandes i tankerne2.
Og så er der endnu en undtagelse: Stine Bødkers.
"Naadsensbrød"
Figuren Stine Bødkers – hovedpersonen i novellen "Naadsensbrød" – er tilmed i særklasse fordi hun i et forlæg til novellen blev nævnt med sit rigtige navn. Novellen udkom i samlingen Fra Hytterne. Nye Landsbybilleder ca. 1. maj 1887, men den havde en forgænger, en journalistisk artikel med samme titel som stod trykt på forsiden af Morgenbladet 29.1.1885 som en korrespondance stilet til redaktøren, og undertegnet Henrik Pontoppidan. Artiklen havde stort set samme indhold som den novelle den et par år senere blev omarbejdet til, men novellens hovedperson Stine Bødkers hed i forlægget Trine Bødkers. I et ledsagende brev til Morgenbladets litterære redaktør Otto Borchsenius fremhævede Pontoppidan at artiklen var "en i det enkelte sandfærdig Fremstilling af et af de brådneste Kar her i Landet". Hermed sigtede Pontoppidan til institutionen Horns Herreds Arbejds- og Forsørgelsesanstalt i Skibby, der var blevet oprettet 1869 med plads til maksimalt 100 fattiglemmer.
Modtagelsen i Østby
Trine Bødkers der i artiklen på ydmygende vis bliver tvangsanbragt på anstalten ("kassen") var navnet på en virkelig person, en enke Trine Larsen, kaldet Trine Bødkers, der levede i Østby. Pontoppidan udstillede hende med fuldt overlæg og uden hendes vidende til offentlig beskuelse uden at maskere hende med et opdigtet navn. Artiklen blev, efter at Morgenbladet havde bragt den, trykt op i de lokale aviser Frederiksborg Amts Avis og Roskilde Dagblad. Offeret Trine Larsen blev vred og foranledigede at der blev skrevet læserbreve til aviserne til hendes forsvar3. Gamle folk i Østby fortalte i 1949 forfatteren Cai Clausen at Trine Larsens søn gik til Pontoppidan og truede med at anlægge sag – dog uden at det afficerede Pontoppidan4. I 1956 berettede fhv. lærer Hvid Simonsen i Sønderby at samme søn på sin mors vegne lovede Pontoppidan øretæver5.
Det kan være svært at forstå hvorfor Trine Larsen blev så vred som hun gjorde. Hun blev ganske vist udnyttet – men mange ville nu til dags synes at det i det mindste var i en god sags tjeneste – retfærdiggjort af den sociale indignation. Men dengang var det en udbredt opfattelse blandt menigmand at det at være fattig var noget selvforskyldt. De der kom på fattighuset var samfundets bundskrab, og de var selv ude om det. Medlidenhed med rosset var noget der hørte eliten til.
Trine Bødkers historie
Hendes døbenavn var Thrine Sophie Frederikke Petersen. Hun var født 2.2.1828 i Rorup 10 km sydvest for Roskilde som datter af husmand Peter Jørgensen og Ane Marie Jensdatter. Faderen døde i 1836 da hun var 8 år gammel, hvorefter hendes mor ernærede sig som vævekone, understøttet af fattigvæsnet. Trine kom umiddelbart efter konfirmationen ud at tjene som 14-årig i Herstedøster, derefter havde hun pladser i Viby og i Gadstrup. I maj 1849 vendte hun tilbage til moderen der i 1844 havde giftet sig med en enkemand, aftægtshusmand og fattiglem Rasmus Nielsen i Rorup. I februar 1850 fik Trine plads i København. Derefter taber vi sporet indtil hun 20.1.1858 bliver gift i Selsø kirke med skipper Anders Larsen fra Østby, en 34-årig enkemand med to drenge, Christian og Jørgen Peter, på henholdsvis 8 og 5 år. Hans første kone, Caroline Christine Stange, døde 10.9.1857 i Østby.
Trine og skipper Anders Larsen kom til at bo i et hus i Østby som naboer til hans forældre, bødker Lars Larsen (1799-1869) og Bodil Andersdatter (1799-1879). Hendes svigerfar, bødkeren, var af en gammel bødkerslægt – hans farfar Lars Hansen (født c. 1727) var bødker i Sønderby6. Deraf kommer det tilnavn "Bødkers" der blev hæftet på Trine.
I folketællingen 1860 står Anders Larsen opført som bådfører. Da han døde 10.8.1864, kun 40 år gl., var han fører af dampbåden "Adjutanten" som sejlede på rutefart fra Møllekrogen ved Selsø til Roskilde.
Trine boede resten af sit liv i huset i Østby. Folketællingen 1870 nævner at hun "forsørges af Fattigvæsnet" sammen med de fire børn hun nåede at få med Anders Larsen i løbet af de 6½ år de var gift: Stine Marie f. 1858, Jens Peder f. 1860, Peder Jørgen f. 1862 og Anders f. 1865. I 1870 var den ældste af hendes stedsønner borte – sikkert ude at tjene. Den anden, Jørgen Peter, var omkommet en månedstid efter faderens død. Kirkebogen fortæller at han "mistede sit ene Been efter en Knusning deraf i Hesteomgangen til en Tærskemaskine. Levede 8 Dage efter Amputationen." Han var tjenestedreng på en gård på Eskildsø og lige fyldt 12 år da han døde 16.9.1864 hjemme i Østby. – Det kan være denne ulykke Pontoppidan har omarbejdet og tillagt Trine Bødkers:
I sin fortvivlede Kamp for at undgaa Arbejdsanstalten, siden hun i Fjor Høst kvæstede Haanden i et Damptærskeværk, havde hun (…) bestandig oftere tyet til Fattigfolks store Trøster, til Brændevinens Barmhjærtighed.
I 1880 boede Trine alene med den 19-årige Jens Peder7. Hun benævnes arbejderske. I 1890 anføres det at hun lever af brødhandel8. Det stemmer godt med hvad Per Smed fortalte Cai Clausen i 1949 om Trine Bødker: "Hun gik med Brød".
Trine døde 28. februar 1890 i Østby.
Trine Bødkers døde ikke som fattiglem, og hun kom ikke på "kassen". Hun ernærede sig som arbejderske (1880) og af brødhandel (1890) og kun i 1870 da hun var efterladt som enke med 4 ukonfirmerede børn blev hun understøttet af sognets fattigvæsen. Det kan derfor undre at Pontoppidan over for Borchsenius kunne hævde at hans artikel var "en i det enkelte sandfærdig Fremstilling af et af de brådneste Kar her i Landet".
Den søn som reagerede på "Naadsensbrød" med trusler om sagsanlæg og øretæver må have været den ældste, Jens Peder. De øvrige sønner kan formentlig udelukkes: i Pontoppidans østbytid var Trines næstældste søn Peder Jørgen skomagerlærling i Frederikssund og den yngste søn var tjenestedreng på en gård i Sønderby. Jens Peder Larsen blev gift ca. 1884 med Oline Andersen og boede i Østby, først som sømand og siden som fisker.
Andre personer
Novellens øvrige personer har om ikke modeller så i hvert fald modstykker i virkelighedens verden. De mest usympatisk fremstillede, inspektøren og sognefogden, nævnes ved deres embedsfunktion. Kun smeden har fået et navn, Zacharias.
Inspektøren
I Pontoppidans østbytid var Lars Christensen inspektør på Horns Herreds Arbejds- og Forsørgelsesanstalt9. Lars Christensen var født 1824 i Humble på Langeland, og har formodentlig deltaget i Treårskrigen 1848-50, for han blev 25.11.1850 dekoreret med Dannebrogsmændenes hæderstegn. Han var opsynsmand ved arbejdshuset i Stepping ved Christiansfeld indtil Sønderjyllands afståelse i 1864, derefter blev han økonom ved Fattig- og Arbejdsanstalten i Høkelbjerg i Taps sogn umiddelbart nord for 1864-grænsen. Midt i 1870'erne blev han ansat som inspektør ved arbejdsanstalten i Skibby.
Ved Horns Herreds Forsørgelse- og Arbejdsanstalt i Skibby var der i 1880 foruden inspektøren ansat en opsynsmand og en tjenestepige. Inspektøren havde desuden en privatlærerinde til sine tre døtre på 16, 14 og 11 år.
Lemmernes antal var 56 i 1870, 36 i 1880, og 34 i 1890. Udskiftningen var stor, alene i de 5 år 1876-80 døde 34 lemmer. De døde blev indført i Skibby kirkebog med anmærkning om hvilken kommune der havde indlagt lemmet – det var nemlig den der skulle betale begravelsen.
Sognefogden
Sognefogden i Selsø sogn Anders Nielsen (1808-90) var storebror til Pontoppidans svigerfar Hans Nielsen (1813-88). Anders Nielsen var gårdmand i Østby, og første gang han bærer titlen sognefoged er i folketællingen 1850.
Cai Clausen10 skrev i 1949 efter sin samtale med Per Smed i Østby om sognefogden: En utaalelig Herre, kan man forstaa, der satte Pris paa at regere og blande sig i alt, hvad der foregik i Byen, "og han kunde faa det med Politimester Brix i Frederikssund, som han vilde."
Zacharias Smed
Cai Clausen, der interviewede Per Smed og hans kone i Østby i 1949, var ikke i tvivl om at Per Smed var modellen til "den lange Zacharias Smed".
Per Smed var døbt Peter Jacob Andersen. Hans far var en svensk smedesvend Jöns Andersson (c. 1830-83) der kom til Sønderby hvor han boede i 1860. Han fordanskede sit navn til Jens Andersen, giftede sig med husmandsdatteren Bodil Jacobsen (1836-85) fra Sønderby i 1863, og nedsatte sig som smed i Østby.
Sønnen Peter Jacob (født 1864) kom i smedelære hos sin far og efter hans død i 1883 overtog han smedjen som lå lidt uden for byen på den vej der førte til Pontoppidans svigerforældres gård, Aaskilde. Den 26.9.1884 blev han gift med Karen Alfastsen fra Gundsømagle. Det var kort efter deres krondiamantbryllup i 1949 at Cai Clausen besøgte dem i Østby.
Chr. Hvid Simonsen11 skrev i 1956 med en af sognets ældste som kilde: "Pontoppidan gik ind til alle. Især kom han meget hos et par unge smedefolk, der var naboer til Aaskildegaard. Per Smed, der er død, var en efter tidens forhold oplyst mand, og der er ikke tvivl om, at han og forfatteren var enige om, at sognet trængte til politisk oplysning og social reformation."
Det er muligt at Chr. Hvid Simonsen har ret i sin karakteristik af Per Smed, men det er også muligt at hans læsning af Pontoppidan har spillet ham et puds, og at han uvilkårligt har overført træk hos Zacharias Smed tilbage på modellen. Vi ved det ikke. Vi kan sætte navne, adresser og årstal på mange af de folk i Østby som Pontoppidan har kendt – men derudover ved vi så uendelig lidt.
Tilegnet Flemming Behrendt på 70-års fødselsdagen 23.5.2009. HLN.
