En ulykkelig forelskelses hele latterlighed

– eksistentielle paradokser i Henrik Pontoppidans De dødes Rige

Af Jørgen Lauge Nielsen

1. Gift dig, og…

Henrik Pontoppidans romanværk De dødes Rige (1912-1916) handler om ulykkelig kærlighed i en tid præget af kaos og splittelse. Rammen er Danmark efter Systemskiftet, personerne er mange og vidt forskellige, og angsten truer hele tiden med at sønderrive tilværelsen. Mens Pontoppidans to øvrige hovedværker, Det forjættede Land og Lykke-Per, havde én hovedperson i centrum og strakte sig over henholdsvis 10 år og 50 år, er De dødes Rige anderledes. Nutidshandlingen finder sted over ca. 4 år, mens fortidshandlingen til gengæld strækker sig adskillige generationer tilbage i tid (Mortensen 1982: 215). Mens de to førstnævnte romaner grundlæggende er kronologisk fremadskridende fortællinger med en altdominerende hovedperson, hvor den enkeltes valg udgør elementerne i en personlig udviklingsproces, er De dødes Rige omfattende persongalleri indrammet af en omfangsrig forhistorie, der sætter sit præg på karakterernes sammensathed.

De dødes Rige indledes og afsluttes med fokus på forholdet mellem godsejeren Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard, som lever i en tidsalder, der er deres inderste væsen imod. Bogen udspiller sig i den relativt korte periode fra Dihmers genopstandelse fra svær sygdom over forskellige mislykkede tilnærmelser til Jytte til Dihmers desillusion og endelig død.

De kæmper begge med både omgivelsernes forventninger til, hvad der passer sig for køn og stand, og samtidig hvad Arthur Schopenhauer kalder livsviljen, der blot fører til elendighed. Fordi de ikke vil affinde sig med denne ydre og indre tvang, befinder både Torben og Jytte sig i valgsituationer med uløselige paradokser: skal de realisere det almene, eller skal de give asketisk afkald på begæret og være tro mod sig selv?

2. Livsviljen

Jytte eksemplificerer filosoffen Arthur Schopenhauers livsfornægtelse. Ude af trit med verden bryder hun i romanens slutning sammen ved beskeden om Dihmers død, netop som hun ovenpå det endelige brud med ægtemanden Karsten From beslutter sig for at opsøge godsejeren:

hun [blev] stille, løftede hovedet og priste sin døde ven lykkelig. Nu havde han stridt livets onde strid til ende. Han var udløst af denne frygtelige verden, hvor alt var bedrag undtagen skuffelsen, alt blændværk undtagen savnet og sorgen (Pontoppidan 2014: 719¹, min kursiv)

Denne livsanskuelse, hvor skuffelse, savn og sorg udgør virkeligheden, flugter med Schopenhauers forestilling om livet som en "straffeanstalt" (Fauth 2010: 33), et grundlæggende ubehageligt sted at være.

Schopenhauer var væsentligst inspireret af Kant, der igen stod på skuldrene af Platon (Sløk 1997: 22, Mann 1939: 23). Sidstnævnte formulerede en forestilling om henholdsvis ideernes og fænomenernes verden. Mens ideerne ses som netop ide eller tingene i sig selv, er tingene i fænomenernes verden konkrete afspejlinger af den abstrakte ide. Schopenhauer præsenterede en lignende teori om Verden som vilje og forestilling, hvilket er titlen på hans hovedværk. Verden er blot subjektets forestilling, altså fænomener. Den altoverskyggende vilje kommer på én gang til udtryk som konkret livsvilje og overlevelsesinstinkt i alle levende væsener og organismer, og samtidig som abstrakt metafysisk begreb. Her skal man være opmærksom på, at Schopenhauers brug af udtrykket vilje ikke er lig den gængse opfattelse: snarere end et redskab, som mennesker kan bruge til at gennemtvinge ønsker og kontrollere tilværelsen, skal viljen forstås som et bagvedliggende fænomen, der har magt over alt værende.

Livsviljens magt over mennesket fremstår hos Schopenhauer som årsagen til menneskelivets elendigheder: "Det at vi i det hele taget vil, er vores ulykke: hvad vi vil, er slet ikke interessant" (Schopenhauer 2010: 33). Viljen betegnes som 'grundfejltagelsen', da mennesket altid ønsker sig mere og således aldrig vil kunne tilfredsstille sit begær, hvorfor livet bliver en "vedvarende jammer" (Ibid. 15). Når livet alene består af 'viljens fremtrædelse', er et ophør af vilje den eneste løsning: at "vi holder op med at ville" (Ibid. 15).

2.1 Ægteskabsvægring og selvmordstanker

Villy Sørensen har udlagt forestillingen om viljen som et paradoks: mennesket må bryde med sin naturlige bestemmelse (at formere sig) for at kunne følge sin moralske bestemmelse (at ophøre som vilje-underlagt individ) (Sørensen 1995: 15). Ifølge Schopenhauer er kønsdriften således udtryk for livsviljen, der kun medfører meningsløshed. Det levner i sagens natur ikke megen rum til kærligheden, da denne alene tjener som redskab for viljen. Det afspejles i Jyttes nedslåethed over kærlighedens betingelser: hun afviser flere gange ægteskabet, da det uundgåeligt medfører en magtkamp i forholdet, lidelser i barselssengen (reproduktion) og i John Hagens udlægning endda risiko for for korporlig afstraffelse: "nogle gode høvl af ridepisken" (249). Således kan hendes modstand mod ægteskab læses som et opgør med livsviljen.

Jyttes ægteskabsvægring peger på Schopenhauers anvisning af en løsning. Livsviljen forhindrer mennesket i at erkende, at viljens følger er konflikter og forsmåethed, og derfor må man først erkende, at viljen fører til fjendtlighed og blindt begær. Dette kræver refleksion. Dernæst kan man afvise viljen til fordel for førnævnte moralske bestemmelse: individets ophør. I Jyttes tilfælde overvejer hun selvmordet både i første bogs fortvivlelse over Dihmers frieri ("Å – var jeg bare død!" (89)) hvilket kan afvises som et udslag af ungdommelig weltschmerz, men også senere hen, hvor hun reflekterer over ægteskabslykkens dårlige vilkår: "hvorfor skulle netop hun blive den ene lykkelige blandt tusinde, hvem ægteskabet skuffede (…) men da ville hun hellere dø" (121), ligesom hun forstemmes af barndomsveninden Metas 'naturlige' fødsler uden bedøvelse:

Var der da intet i hende [Meta], der gjorde oprør og rejste hadet til de magter, der havde ordnet verden med en så raffineret grusomhed? Tænkte hun heller aldrig på, at disse børn, som hun bragte til verden under så hæslige pinsler, måske engang ville ønske, at de aldrig var bleven født, ja måske til sidst ville dræbe sig selv af lede ved livet og dets meningsløse mishandlinger? (246)

Selvmordstankerne stemmer imidlertid ikke overens med Schopenhauers ide om at bremse livsviljen. Selvmordet ophøjer blot døden til et nyt begærsobjekt (så 'vil' man blot døden i stedet for livet), hvorfor eneste løsning er afholdenhed eller askese. Indser man først, at tilværelsen grundlæggende er miserabel, vil man også forstå, at konflikt og begær er meningsløse, da alle mennesker er del af den samme livsvilje. Idealet for Schopenhauer er således hverken tilvalget af en begærsdrevet tilværelse eller det ultimative fravalg af samme (selvmord), men i stedet simpel væren eller slet og ret ligegyldighed overfor verden (Sløk 1997: 102). Han henviser til det buddhistiske Nirvana som "ophøret af viljen til livet" (Ibid. 103).

En erkendelse af verden som ren livsvilje vil medføre et klarsyn på verden som ond og meningsløs, da begærsdriften pludselig ses tydeligt. Livsviljen kan derfor karakteriseres som "absolut ond" (Sløk 1997: 129), da den er årsag til verdens elendigheder og ikke levner plads til udvikling hen imod mindre konflikt. Det er i tråd med Jyttes dom over moderens smerteligt langtrukne dødsleje, hvor hun "martres langsomt som til forlystelse for en vanvittig og bloddrukken gud" (695). Indtil da havde Jytte været mere optaget af:

livets end dødens jammer (…) men hvad hun i disse dage oplevede, rejste i stumt skrig i hende, et rædsels- og hævnskrig mod de dunkle magter, der lod hendes mor lide så skændigt, før hun slap ud af en tilværelse, der i forvejen havde lønnet hende ilde nok (694, min kursiv).

Som ved Dihmers bortgang benævner Jytte døden som udfrielse fra en horribel verden. Hun erkender da, at elendigheden fortsætter indtil forløsningen: "forstod Meta da ikke, at det netop var det forfærdeligste af alt det forfærdelige (…) den hele jammer skulle fortsætte!" (698).

2.2 Musik og medlidenhed

En enkelt formildende omstændighed findes dog: kunsten giver individet mulighed for en æstetisk fortabelse, der ikke er lig blind livsvilje. Når et kunstværk

pludselig løfter os ud af viljens endeløse strøm, når erkendelsen løsriver os fra viljens slavetjeneste (…) så indtræffer den ro som viljen fra begyndelsen søgte efter, og vi befinder os i en tilstand af fuldstændig velvære (Schopenhauer 2005: 315)

Kunsten "sprænger det viljestyrede forestillingsmaskineris kæder" (Fauth 2010: 278). Denne henførelse som rent erkendelssubjekt vil dog kun være midlertidig. Musikken vurderes som den fineste kunstart, for ved at sætte den umiddelbart opstående melodi og ikke individet i centrum, rummer musikken et frigørende potentiale, da den er kontemplativ, altså interesseløs, hvorfor "refleksionen river sig løs fra erkendelsen" (Mann 1939: 21). Tankevækkende er Jytte netop glad for sit klaverspil, der giver hende ro og adspredelse fra kvalerne med livsviljen: "Ja, nu skulle hun igen have det godt hos sit klaver!" (146).

Selvom musikken fremhæves som det forløsende 'ekstra', lig Jyttes interesse, skal den her ikke så meget ses i Schopenhauersk forstand som middel til askese og selvfortabelse, men snarere som det poetiske punch, der giver livet mening: "Uden en smule trolddom gør man ikke vildmænd lykkelige" (136).

Schopenhauers kritik af livsviljen går ligeledes i rette med fornuftstroen. Godt nok adskiller mennesket sig fra dyrene via netop fornuften, men fornuften trumfes igen af livsviljen, og kan derfor ikke øve indflydelse på livsviljen. Fornuften er således kun et lys, viljen tænder for at kunne se sig omkring²: "dens Lygte i Mørket" (Mann 1939: 22). Fornuftens svaghed gør med Schopenhauers ord viljen blind, da fornuften ikke kan advare om, at begærsdyrkelsen alene fører konflikt med sig.

Refleksionen må i stedet komme fra en indadskuen, hvor det erkendes, at alle individer består af viljen til væren, hvorfor konflikt med andre dybest set er konflikt med én selv. Erkender man verden som ren vilje, for hvem fornuften kun er et redskab, kan man begynde at føle omsorg for andre i stedet for at bekrige dem, da man nu ved, at jeget er en illusion, og viljen den samme i alle (Sløk 1997: 119). Den rene kærlighed er med andre ord "i sin natur (…) medlidenhed" (Schopenhauer 2005: 547). Denne dyd står helt centralt i Schopenhauers moralfilosofi, da man ved at lide med den anden bryder med sin egoisme og "forlader i denne overskridende akt jegets uophørlige kredsen om sig selv" (Fauth 2010: 384).

I Italien udviser Dihmer medlidenhed med den hvileløse hr. Zaun, der i mangel af familie konstant må drøfte dagbladenes sidste nyt med omverdenen, denne "avisforslugenhed" (79). Høfligt kommenterer Dihmer beklagelserne over den konstant stigende mængde artikler, Zaun må orientere sig i: "Ja – danaidernes kar! sagde Torben halvt for sig selv (…) og tænkte igen på underverdenen og dens skygger" (109). Netop dette sagn fra den græske mytologi benytter Schopenhauer til at udtrykke viljen i sin reneste form:

Viljen er Danaidernes kar. Der findes intet højeste gode, intet som er absolut godt for viljen, men altid kun et foreløbigt gode (Schopenhauer 2005: 530)

Hr. Zauns optagethed af politik udtrykker livsviljens rastløse karakter, hvor begæret aldrig mættes, hvorfor Dihmer anderledes mæt af indtryk får ondt af den søvnløse direktør: "Torben betragtede den lille mand med oprigtig medfølelse" (110). Dihmer har intet behov (begær) for at udbrede sig om tilfældige Times-notitser, men har i stedet gennemskuet Zaun som offer for den blinde umættelighed. Derfor erkender Dihmer, at han alene kan føle medlidenhed, da han ingen illusioner gør sig om at kurere Zaun. Tilsvarende er det magtpåliggende for Jytte at afvise sin nattevågning over en syg tjenestepige som noget særligt: folk "tror, at de opofrer sig for andres skyld, og så nyder de bare deres egen fortræffelighed. Sådan er vi mennesker i vore allerbedste øjeblikke. Narcis! Narcis!" (264). Med andre ord har Jytte gennemskuet, at selv de bedste handlinger hurtigt bliver til selvgodhed, ikke neutral medlidenhed.

2.3 Politik er livsvilje

Schopenhauer afviser imidlertid alle forsøg på at forbedre verden via politik eller velgørenhed, da disse handlinger udtrykker livsvilje og dermed forøget lidelse, men ikke medlidenhed, idet medlidenhed er passiv og asketisk, ikke aktivt verdensforandrende. I Dihmers tilfælde ser vi, hvordan han overraskende tager voldsom afstand fra sit altruistiske alderdomsasyl. Projektet har ifølge Dihmer blot ført mere jammer med sig: "ufred og spektakel" (136). Politisk ingeniørkunst har Dihmer heller ikke megen tiltro til: han forventer en "stor skuffelse af det mønsterland, som velmenende politikere og sociologer sammen med teknikere har så travlt med at bygge op overalt i hele verden" (136). Velgørenheden og politikken beskrives med samme billede: et mægtigt bal, men uden musik. Pontoppidan opløfter i en samtidig brevveksling denne pointe til kongstanken for romanen: i en stor tidsalders sidste timer skulle en gruppe mennesker træde frem og grundlægge "en ny Tid med mindre Tro på Lovgivningsmagtens og Maskinteknikens Evne til at fabrikere Menneskelykke" (Behrendt 2004: 30). Der mangler med andre ord noget.

Elias Bredsdorff har rammende beskrevet modsætningen i De dødes Rige som sammenstødet mellem Systemskiftet og de radikale ideers politiske sejr, der imidlertid forvandles til et menneskeligt nederlag (Bredsdorff 1964: 189). Med Berthas ord er "det jo altsammen blevet ganske anderledes, end vi engang troede" (297). Lovparagraffer og materielle forbedringer er bestemt vigtige, men kan ikke alene skabe et nyt samfund. Der må først skabes nye mennesker i denne ånd, og således foregå en indre udvikling sideløbende med den ydre. Det metafysiske begreb 'menneskelykke'³ sigter til en forkastelse af genveje til lykken, der for Pontoppidan er uløseligt forbundet med sit modstykke, sorgen. Denne åndelige holdning ligger langt fra den rationelle livsanskuelse, som megen politik bygger på.

3.Til kamp mod livsviljen

Livsviljen og livsfornægtelsen er det gennemgående tema i De dødes Rige, og forholdet mellem Torben og Jytte udstiller paradokset gennem hele romanens forløb.

3.1 Torben Dihmer

I fortællingens begyndelse er Dihmer sygdomsmærket og nedslidt som sin familieejendom, men bedst som resignationen synes at have taget overhånd, giver en behandling af barndomsvennen, Asmus Hagen, bemærkelsesværdig effekt. Som vågnet af et åndeligt koma rejser Dihmer sig fra sygelejet og drager med fornyet livsmod til Italien for at møde sin store kærlighed, Jytte Abildgaard. Tre år tidligere var netop hendes afslag på Dihmers ægteskabstilbud udslagsgivende for hans resignation.

Umiddelbart glædes Jytte ved gensynet med Dihmer, der grundet sygdomserfaringen har ændret karakter og oplever sig på afstand af verden: "jeg [er] bleven tre hundrede år ældre og har mistet følingen med min samtid" (549). Under moderens indflydelse takker Jytte ja til et nyt frieri. Dette opliver imidlertid Dihmer i en sådan grad, at han glider tilbage til en mere genkendelig skikkelse, der bl.a. var spået en stor politisk karriere. Dihmer kan siges at have fulgt livsviljen blindt før sin sygdom, da han ikke reflekterede over, hvad der determinerede hans tilværelse: i det første møde med Jytte beskriver han sig som offer for "kærlighedens mystiske magt, der fuldbyrder menneskeskæbner" (48).

Med Schopenhauers ord har Dihmer i romanens begyndelse ikke erkendt, at kærligheden alene tjener reproduktive formål for livsviljen. Tilsvarende overvejer han på grådens rand selvmordet før helbredelsen, men kan ikke realisere det, da "en jammerlig fejghed [gør] at jeg ikke for længe siden har gjort ende på elendigheden med et skud krudt. Men jeg gør det også en dag" (25). Dette selvbedrag tydeliggør, at Dihmer her er styret af livsviljen, der som bekendt bestemmer mennesket til at holde sig i live og kæmpe mod andre, f.eks. gennem politik og kærlighed.

Dihmer begiver sig altså i forbedret helbredstilstand mod et rekonvalescensophold i Genoa. Allerede på Aarhus Hovedbanegård gives dog et varsel om, at alt ikke er som før. Da Dihmer på perronen ser en række "hæslige ansigter", føler han en pludselig "angst omtrent som den, hvormed han første gang som barn så ind i et rovdyrbur" (80). Dette billede introducerer et gennemgående tema i romanen, og afspejler samtidig Schopenhauers opfattelse af livsviljen som et ubevidst dyrisk instinkt, der udmønter sig i en nærmest Hobbesk naturtilstand, hvor livet er "solitary, poor, nasty, brutish – and short" (Hobbes 2016: 83), og mennesket agerer som "en ulv i forhold til andre mennesker" (Schantz 2011: 135). Dihmer erklærer derfor ved ankomsten til Italien, at "alt dette med hans helbredelse var en indbildning og han selv død for længe siden, og ført ned i underverdenen" (100). Denne afstandtagen til verden stemmer overens med Schopenhauers erkendende subjekt, der via askese (her sygdoms-isolationen) opnår indsigt.

Riviera-mødet med Jytte resulterer imidlertid trods den indledende pessimisme i en kortvarig tilbagevenden til et optimistisk syn på fremtiden, hvor Dihmer atter lader sig bedrage af verdens blændværk og lykkeligt lader uvidenhedens slør falde ned for sine øjne. Pludselig er "alt var forvandlet", og genkomsten til verden tilskrives mellemkomsten af "en yndig kvindes hånd" (105), hvilket spejler kærligheden og det erotiske som fortættet livsvilje. Med andre ord ser han hende som et godt parti, der kan skabe fundament for et engagement i både ægteskab og politik.

Paradoksalt nok skyldes Jyttes fornyede følelser for Dihmer netop hans ændrede og anderledes reflekterede jeg, hvilket Dihmer når at opfange og moderere sine politiske ambitioner efter. Ved at opfordre Dihmer til at gå ind i politik havde hr. Zaun nemlig "rørt ved indslumrede følelser hos ham, som han i øjeblikket ikke ønskede at vække. Det kunne blive for meget på en gang!" (109). Dihmer stiller sig tøvende overfor en valgkampagne tæt på det mulige bryllup, men forgæves. Jytte afviser ham, og han rejser desillusioneret rundt i verden uden klart mål i hele romanværkets lange midterdel. Hjemvendt drager han med adskillige sygdomstermer en dyster samfundsdiagnose:

Ja, menneskeslægten er syg, – afsindig. Hvad jeg i disse ti måneder har været vidne til i tre verdensdele, har bestandig mindet mig om den uhyggelige rastløshed, hvormed en gal mand arbejder på sin egen ødelæggelse. Jeg er overbevist om, at vi står foran en verdens-katastrofe. Hele den forcerede kraftudfoldelse, som alle nationer er så stolte af, denne vanvittige produktionsfeber, der ikke svarer til noget naturligt behov, – det må være et dødsdømt samfunds sidste krampetrækninger (551)

Bemærkelsesværdigt er det, at den syge Dihmer fælder en dom over et samfund, der trods den tidligere minister Tyge Enslevs pessimisme har fået parlamentarisme og i en umiddelbar forstand er sundt eller i det mindste præget af fremskridt. Dihmers argument underbygges dog af hans omfattende rundrejse i den moderne verden, hvor han med egne øjne har iagttaget den "forcerede kraftudfoldelse" og "produktionsfeberen". Snarere end tidlig økologisk kapitalismekritik (overproduktion) ekkoer udtrykket Schopenhauers blinde og intensiverede livsvilje.

På det konkrete plan afviser Dihmer livsviljen, da han stopper med at tage sin medicin i et samfund, der sine steder dyrker sundhedsidealer på en måde, der sarkastisk udstilles gennem beskrivelsen af de skiftende mode-sundhedssystemer i romanen.

Selvom Dihmer grundlæggende gør op med samfundet, og mod slutningen isolerer sig på sin utopiske Noahs Ark, Favsingholm, sker det ikke uden tilbagefald. Således bliver et mindre begær vakt, da han en overgang drages af sin unge sygeplejerske, frk. Hecht, og atter tager dr. Asmus' piller. Hurtigt indser han dog det meningsløse i foretagendet, og stopper sygeplejerskens ansættelse. Passagen kan tolkes forskelligt: røber Dihmer sit inderste væsen som driftsstyret, hvorfor afskedigelsen blot er symptombehandling af en begærlig vilje, eller er det i stedet en reflekteret, endegyldig afvisning af kærligheden? Ifølge Schopenhauer givetvis begge dele. For Schopenhauer er kærligheden entydig negativ, da den ikke fører til lykke, men snarere bort fra den svært opnåelige selvindsigt, der kan skærme mennesket fra livsviljen.

Som en kontrastfigur til Dihmer kan man se jægermester John Hagen, der modsat Dihmer drages af professor Hagens indledende profeti om den politiske karrieres lyksaligheder: "Om et år er du rigsdagsmand, og så er det jo kun et tidsspørgsmål, hvornår du skal fremtræde som minister og henrykke damerne" (28). Lovningen er stillet til Dihmer, men den forfængelige Hagen ville afgjort være tiltrukket. Han drages af prestige og guldgaloner, og sælger nærmest lettet slægtsgården; alt sammen blot for at gå under i storbyen. Hagen repræsenterer derfor al den forfængelighed, flossede moral og materielle begær, der står tilbage som et grundtema i De dødes Rige. Modsat afslår Dihmer sin bane – "han var tidligt bleven kåret til en af fremtidens førere" (18) – og renoverer i stedet Favsingholm, hvor han ender med at forskanse sig. En tid ønsker han også at stifte familie, da sygdomserfaringen giver en erkendelse af det næres vigtighed. Da Jytte endeligt afslår Dihmers kurmageri, kommer han til tåls med sin sygdom, og afbryder behandlingen med en Schopenhauersk afvisning af begær:

en sådan tilværelse har også sine fordele (…) en fugl, der sætter sig i vindueskarmen, et støvfnug der sejler forbi én i solskinnet – mere behøves der i virkeligheden ikke, og har man én gang forstået det, misunder man ikke dem, som jager livet af sig i begærlighed efter oplevelser (550, min kursiv)

3.2 Jytte Abildgaard

Jyttes kamp mod livsviljen giver ikke samme grad af ro som Dihmers. Hendes første forståelse af kærligheden stammer fra faderens fortælling om tvillingemyten⁴. Faderen forudser, at Jytte i livet vil genkende sin fremtidige ægtemænd som den tvilling, hun som lille blev skilt fra, blot for at genfinde hinanden "ved hjælp af det instinkt, der kaldtes kærlighed" (104). Ifølge Schopenhauer er kærligheden dog blændværk, hvorfor ideen om en udvalgt tvilling er falsk: "derfor vil de elskende, der er som forudbestemt for hinanden og lover hinanden mest, også skuffes mest" (Sørensen 1995: 14, min kursiv).

En overgang tror Jytte, at tvillingen er Dihmer. Selv føler hun sig anderledes og fremmed i verden, og mistror kærligheden. I gensynet med Dihmer føler hun sig endelig spejlet, da hun bemærker, hvordan han ved et aftenselskab formår at skille sig ud trods den ensartede mandlige dresscode, "som kom han fra en anden verden" (111). Senere denne aften spekulerer Jytte på, om Dihmer ville dukke op "som den gudsendte ridder i eventyret og løse hendes stakkels fortroldede sjæl af tornerosesøvn" (111). Dette karikerede ungpige-håb med eksplicit eventyr-reference harmonerer ikke med hendes ellers moderne og klarsynede fremtoning. Uforeneligheden mellem en intellektuel eller følelsesladet tolkning af myten demonstrerer Jyttes splittelse, eller med Søren Kierkegaard: fortvivlelse. Hun længes ikke efter at blive set og begæret, men i stedet at blive "set helt igennem" (91). Trods intelligens og progressiv opdragelse "var hun dog så hjælpeløs angst som en lille pige i en troldeskov, så snart det galdt en afgørelse" (91). Ifølge Kierkegaard fører angst til fortvivlelse.

Jytte har læst Kierkegaard, fremgår det tidligt i romanen. En tilbageskuende overvejelse af, hvad der mon ville være sket, hvis hun havde valgt anderledes, viser dog ikke en besindelse på valgets betydning i sig selv: "nej – nu ville hun ikke tænke mere (…) hun ønskede nu blot at sove, sove – synke tilbage til sin tusindårige tornerosesøvn uden nogensinde at vækkes mere eller have andre drømme end de luftige, som musikken skabte" (146). Her virker klaveret mere som dulmende nervemedicin mod anderledes tunge mareridt, og efterhånden læser hun hellere knaldromaner som "Angelica med tigerøjnene".

Et mønster tegner sig, hvor først musik og sidenhen litteratur i stedet for tankeinspiration tjener som virkelighedsflugt: "Hun begyndte på en chopinsk polonæse men brød af efter at have spillet et par takter og satte sig hen med en bog. Også den opgav hun dog hurtigt og sank tilbage i sine egne tanker" (259, min kursiv). Senere ønsker hun alene at slå tiden ihjel med "en revolverroman af værste slags" (393), og et tredje sted tager hun en koloreret bog: "for at blive sine tanker kvit, begyndte hun at læse, men opgav det straks" (394, min kursiv). Da Jytte ikke ikke kan gennemskue sit inderste og dermed årsagen til tristessen, opnår hun blot forbigående erkendelse i den æstetiske tilstand:

Det var måske hendes egentlige og afgørende ulykke, at hun aldrig fandt ord for, hvad dybest inde bevægede hende. Derfor var hun bleven så ensom i livet trods alle sine mange bekendtskaber. Hun var i så henseende skabt som den forheksede prinsesse i eventyret (93)

Jytte forsvarer i en indre dialog afvisningen af Dihmer med medlidenhed, idet han nu slipper for at blive skuffet og trukket "med ned i ulykken" (130). Hun prøver at overbevise sig selv om, at det er til alles bedste, men de talrige adverbier afslører hendes tvivl: "Lykkeligvis var hun jo snart en gammel jomfru, der ikke længer ville blive ført i fristelse, ikke begå mord for at kunne tilfredsstille sit hjertes blodtørstige trang til kærlighed (…) han vidste jo ingenting om den fare, hun havde svævet i. Men han glemte hende nok snart" (138, min kursiv). Livsviljen river i hende, men hun står imod.

Jytte føler sig imidlertid ude af stand til at leve op til samfundets normer for et borgerligt liv, og kan i et lettere overfladisk ægteskab med Karsten From slippe for at omgivelsernes undren over det åbenlyst paradoksale ved en smuk kvinde af god familie, der ikke vil gifte sig. Jyttes fravalg og tilvalg af ægteskab er særpræget. Det er ikke et 'klassisk', tragisk fravalg af kærlighedsægteskab (Dihmer) til fordel for fornuftsægteskab (From) uagtet den ulykkelige udgang. Trods modsatrettede følelser i Italien er Jytte ikke fysisk tiltrukket af Dihmer, men nærer i stedet en "kysk og stille" platonisk kærlighed (716), hvilket harmonerer med billedet af den elskede som åndelig tvilling. Hun sværmer høvisk for hans "tryghed" og "håndtryks oprigtighed" (516). Omvendt tilbyder From en tilfredsstillelse af det erotiske hos Jytte, der her erfarer at "forgå i et kys!" (516). Denne omvendte verden gøres pålidelig i karakterskildringen ved, at hun til gengæld kan gennemskue andres blændværk og facader med sit høje refleksionsniveau. Hun kan give From "et blik, der gav ham en uhyggelig fornemmelse af at være gennemsigtig" (494), ligesom hun som den eneste aner pastor Gaardbos forlovede Rosalies selvmord med sit "visionære klarsyn" (471). Jytte trøster sig med, at de allerfleste har problemer med at give deres inderste til kende: "De vidste bare ikke af det" (264). Denne erkendelse fører dog ikke lykke med sig, for romanens budskab synes Schopenhauersk: "jo mere udviklet intellektet er, jo mere kvalfuld er tilværelsen" (Sørensen 1995: 51). Disharmoni er ifølge Schopenhauer mest udtalt hos den intelligente, der har sværest ved at acceptere livet: "han [hun] vil selv være skyld i sin ulykke" (Ibid. 52).

Som romanen skrider frem, svinder Jyttes tro på at blive forstået. Fra begyndelsen har hendes indre været skræmmende beskrevet, og angsten og mismodet tager til, efterhånden som hun lukker mere af og fjerner sig fra livet: "Så snart hun selv forsøgte at trænge ind i sit væsens urskovs-dyb, blev hun greben af en slags panisk skræk. Der var hverken vej eller sti derinde men fuldt af spøgelser og vandrende skygger. Og vilde, røde rovdyrøjne stirrede ud fra mørket" (92, min kursiv). Hendes introspektion fører altså ikke til en erkendelse det allerinderste, da adgangen til begæret og længslen er spærret og fortrængt. De vandrende skygger er en henvisning til Macbeths illusionsløse beskrivelse af tilværelsen:

Life's but a walking shadow, a poor player, / That struts and frets his hour upon the stage, / And then is heard no more. It is a tale / Told by an idiot, full of sound and fury, / Signifying nothing (Shakespeare 1910: 84, min kursiv)

Den indre jungle skræmmer livet af Jytte, men hun fortsætter granskningen af sit indre romanen ud. Introspektionen resulterer i et selvhad, hvor hun ikke mener at fortjene hverken sin mors eller Dihmers kærlighed. Her er det interessant at opholde sig ved moderen Berthas reaktion på Jyttes forlovelse med From: efter forgæves at have talt imod forbindelsen, bebrejder hun nu sig selv:

fordi jeg har været en svag og dårlig mor for dig [Jytte] og dine brødre. Min gamle grandtante Ernestine har fået ret. Jeg ville ikke så med tårer. Og nu høster jeg min straf! (519)

Har Berthas moderne opdragelse, hvor hun har ladet sine børn lytte til og være tro mod sig selv, vitterlig resulteret i en naiv virkelighedsopfattelse og gjort børnene afmægtige i mødet med tilværelsens grumme realiteter? Det bliver antydet, at Jyttes to brødre kom af dage grundet psykiske problemer lig søsterens, den ene endda pga. kærlighedssorger, og familien beskrives som "excentrisk" (76).

Jytte Abildgaard fremstår som en havareret æstetiker, der ikke vil binde sig til livsviljen, men alligevel lader sig binde. Dels grundet omgivelsernes forventninger til hende, dels af frygt for at gå i frø som "gammeljomfru-nysgerrighed" trods bekymring over ""selvhengivelsens blinde drift" (516). Hun fremstilles som en udpræget paradoksal skikkelse, der langsomt ædes op af lige dele interesse for sig selv og selvhad. På den måde håndterer hun og Dihmer fornægtelsen af livsviljen ganske forskelligt.

4. Fortvivlelsen og valget

Etikeren betoner valgets vigtighed: hovedsagen i livet er at "vinde Dig selv, erhverve Dig selv" (Kierkegaard 2016: 160), mens æstetikeren modsat "henvisner i Tæring" (Ibid. 160). Valget og tilværelsens alvor betyder småt for æstetikeren, der blot ler af enten-eller-udråbet som et "Abracadabra". Ifølge Kierkegaard betragter æstetikeren livet som en "Masquerade", og forsøger at skjule sig og gøre sig gådefuld (ligesom Jytte), men vil en skønne midnatstime skulle demaskere sig. Skjuler man sig for længe, risikerer man sindssyge, og åbenbarer man sig ikke, kan man ikke elske, og bliver derfor et ulykkeligt, fortvivlet menneske (Ibid. 158).

Dette dilemma er Jytte fanget i, da hun holder sig på afstand af både bejlere og selskabsliv, og samtidig ikke åbner op for en mulig kærlighed til Dihmer, hvilket fører til melankoli. Det æstetiske i mennesket beskrives som "drivfjedre til handlen", f.eks. drifter, behov, følelser, påvirkninger, hvilket fint kan oversættes til forskellige udtryk for Schopenhauers livsvilje, da det æstetiske grundlæggende "giver mennesket ønsker" (Husted 1999: 40). Samlende for disse nydelsesformer er en art oplevelses-iver, og roden til Kierkegaards betegnelse for den æstetiske livsanskuelse er netop det oldgræske ord for at opleve, aistainomai (Ibid. 46). Det flugter med den asketiske Dihmer afvisning af livsviljen, da han som før nævnt ikke misunder andres begærlige halsen efter netop oplevelser.

Kierkegaards eksempler på æstetikere er mange (Ibid. 41), men nærmest alle synlige i De dødes Rige: én slår sig på sundhed (fænomenet Nathalie-Kolding), en anden på skønhed som det højeste (Vilhelmine), en tredje på rigdom (grosserer Søholm) mens nogle blot vil svire (kunstnerne!) og så fremdeles. Kierkegaards Wilhelm påpeger, at alle disse gøremål nok er væsensforskellige, men dog har samme formål: nydelsen. Med eftertryk kritiseres den æstetiske livsanskuelse, da følgende passage som et af ganske få steder i Wilhelms brev er kursiveret af forfatteren: "men den, der siger, han vil nyde Livet, han sætter altid en Betingelse, som enten ligger udenfor Individet, eller er i Individet saaledes, at den ikke er ved Individet selv" (Kierkegaard 2016: 175). Lige såvel som skønhed eller en formue kan være givet uden en indsats af individet (medfødt), kan den på samme måde tabes pga. forhold, der ligger uden for individet (alderdom, børskrak). Derfor kan et tab opleves som fortvivlende, da man ikke kan påvirke det.

Modsat kan en etiker med et aktivt valg af livsindstilling modne sin karakter og opnå "det Inderste, Helligste i et Menneske, Personlighedens bindende Magt" (Ibid. 158). Dette kan i en vis forstand ikke tabes. Wilhelm kritiserer i virkeligheden ikke så meget æstetikerens betragtning af nydelse som livets eneste værdi, men mere specifikt dennes reaktion, når et livsprojekt kuldsejler. Fortvivler æstetikerne

fordi de opdagede, at det, de havde bygget deres Liv paa, var forgængeligt? (…) Der er da ikke kommet noget Nyt til, som kunne begrunde en Forandring. Naar de altsaa fortvivle, så maa det ligge deri, at de var fortvivlede i forvejen. Forskellen var blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en aldeles tilfældig Forskjel. Det viser sig altsaa, at en enhver æsthetisk Livs-anskuelse er Fortvivlelse, og at enhver, der lever æsthetisk, er fortvivlet, enten han saa veed det eller ikke (Ibid. 186).

Æstetikeren bliver usikker, hvis hendes livsanskuelse er baseret på en overbevisning om, at skønhed er vejen til lykke, for hun kommer i problemer, hvis forudsætningen for lykke falder bort. Hvis man mister sin ungdommelige skønhed, er dette ret beset ingen nyhed, selvom man naturligvis kan begræde tabet i almindelig forstand. Nyheden er erkendelsen af, at "Jeg har spildt mit liv. Jeg har ikke levet det, som det skulle leves" (Husted 1999: 50). Hvor man tidligere kunne affeje indvendinger med, at 'sådan var man nu engang!', indser man pludselig, at man har forspildt at komme frem til en overbevisning, der stod fast uanset ændringer uden for individet. Havde man reflekteret, var konklusionen snarere: "Alt er tabt, intet er spildt!". Jytte ender grædende "i ensom fortvivlelse over sig selv og sit forspildte liv" (656). Hun udbryder på sit dødsleje fortvivlet: ""Ja, nu dør jeg, Meta!" hviskede hun en gang. "Og så har jeg dog aldrig levet!"" (723). Tidligere havde hun imidlertid forsvaret sin afvisning af Dihmer med henvisning sin natur. Rationalet gentages flere gange i første bog som en betoning af hendes karakter, som hun lægger til grund for sin ageren:

Men sådan er jeg nu engang, og jeg bliver aldrig anderledes (130)
Sådan var hun nu engang! (…) Men sådan var hun! (93)
Men hun var nu engang ikke anderledes (118)

Kierkegaard ville hævde, at Jytte som havareret æstetiker formåede at lulle sig selv ind i et selvbedrag om, at først hendes afvisning af Dihmer og siden giftermål med From var tro mod hendes overbevisning. Ved ikke for alvor at kunne give sig selv hen er det svært for hende at nå det etiske stadie trods ægteskabets tilsyneladende realisering af det almene.

Mon Jyttes afsluttende replik om aldrig at have levet skyldes den eksistentielle betragtning at livet består af lidelse, eller at Jyttes pga. moderens skærmende indflydelse aldrig har levet fuldt? Hun kan se gennem alle, men forstår aldrig sig selv eller livet. Anderledes afklaret går Dihmer sin skæbne i møde, da han nærmest religiøst omfavner sin skæbne som "en brud mod sin brudgom" (714). I den forstand har Dihmer truffet et valg og dermed levet efter en etisk livsanskuelse, da det æstetiske slet ikke er noget ægte valg (Kierkegaard 2016: 163). Som Dihmer afsluttende bemærker "skulle [man] gøre sig gode venner med sorgen; den var uundgåelig og desuden menneskets eneste virkelige ven og trofaste rejsekammerat gennem livet" (716).

Torben og Jytte er karakterer i en roman, der dyrker paradokserne fremfor at give løsninger. Dihmer finder umiddelbart ro, men han begår dog langsomt selvmord ved ikke at tage sin medicin, og Jytte tæres op af selvhad, fordi hun har fået øje på livsviljens altoverskyggende kraft.

5. Sympati og satire

De dødes Rige foregriber tidligt Dihmers skæbne, da "det have stået skrevet i stjernerne (…) at hans liv skulle fare hen og slettes ud som en bølge uden at efterlade mindste spor" (19). Denne fortællerkommentar vækker samtidig dramaturgisk interesse uden at afsløre Dihmers historie. Tilsvarende nævnes Jyttes udvikling fra naturbarn på Samsø til storbydame i det hastigt voksende København, hvilket blandt mange andre ting også kan have påvirket hendes karakter. Hermed antyder romanen en determinisme for karaktererne, idet læseren fornemmer stof til en ulykkelig kærlighedshistorie, men det gør ikke De dødes Rige til en cabaret, dertil er romanens budskab for tvetydigt.

Pontoppidan benytter sig af en alvidende fortæller uden at gøre brug af en egentlig hovedperson⁵. Mens flere forfattere i Det moderne gennembrud søgte en tillempet objektivitet med fokus på figurernes egne ord og et socialt perspektiv⁶, fungerer De dødes Riges fortæller mere moderne som en supplerende stemme, der kun lejlighedsvist kommenterer personernes handlinger og iagttagelser. Dermed får f.eks Jyttes og Torbens dialog og ageren ofte lov til at stå og tale for sig selv, men omvendt bekender fortælleren dog kulør og binder synspunkterne sammen, når eksempelvis satiren om sundheds-systemernes udvikling slår igennem. Eksempelvis den forfængelige frk. Søholm: "ved den megen omgang med sit eget spejlbillede havde hun levet sig ind i den forestilling, at hun var jordens skønneste kvinde" (427). Ved at lade datteren selvopfattelse stå i superlativ og bruge et socialt udtryk om selvoptagethed ('omgang med') tager beskrivelsen form af sarkasme. Mere kortfattet er den selvmodsigende beskrivelse af generalkonsulens "maskinklippede Samson-hoved" (388), da Samsons kræfter netop lå i håret.

Romanens vekslen mellem bidsk satire og stærke persontegninger, også gennem indre monologer, skaber et spændingsfelt, der gør de eksistentielle spørgsmål mere virkelighedsnære, idet disse jo både kan opfattes som intelligente og selvoptagede, hvilket placerer læseren i en kontinuerlig vaklen mellem sympati og foragt for karakterernes indre kampe.

Modsat en traditionel alvidende 3. personsfortæller løftes læseren ned og frem på første række, hvor det er muligt at følge intimt med i det ofte komplicerede følelsesplan. Eksempelvis beskrives hr. Zaun første gang neutralt af fortælleren: "en lille sortskægget mand af jødisk udseende" (73), og Zauns talestrøm gengives uden andre kommentarer end Dihmers konversation. Et stykke længere fremme nævnes Zaun uden sin tilstedeværelse under Bertha og Dihmers samtale: i en sidebemærkning beskrives han pludselig af Dihmer som "den lille utrættelige nervemaskine" (136), hvorefter samtalen fortsætter uden uddybning af udsagnet eller i øvrigt indsigelser fra Bertha. Tilsvarende lader fortælleren nøgternt familien Koldings beskrivelse af det Wellerske system stå ukommenteret i en række samtaler, indtil Bertha på vej hjem ikke er i tvivl om, at "det gør folk gale", og beskriver fru Kolding subjektivt som "den lille, korthalsede dame" (140). Langt senere er fortællerens vurdering anderledes kontant i folkets dyrkelse af "et eller andet "system"" (140). Denne krydsbelysning er karakteristisk for De dødes Rige. Romanens karakterer skildres i kontrasten mellem skiftevis deres egne tanker og selvopfattelse, og så blikket udefra. Effekten er, at ingen personer fremtræder entydigt sympatiske eller tåbelige, men i stedet indeholder kontraster i sig. Blandingen af alvidende fortæller og indre monolog, hvor synsvinklen bindes til forskellige personer, er et moderne karakteristika. Dette stilgreb etablerer et langt mere åbent forhold mellem tekst og læser end i den traditionelle realisme, som Pontoppidan er rundet af. Mens realismen undersøger jeget som forbundet med omverdenen, er modernismen mere interesseret i en dualisme, hvor jeget er adskilt fra verden, hvilket er tilfældet hos f.eks. Jytte og Torben.

Ingen karakterer skånes altså for kritik og mindre flatterende træk. Dog synes der at være tildelt større eller mindre fortællersympati alt efter livssyn og ageren. Generelt resulterer blind følgen af livsviljen i størst latterliggørelse, mens et vist mådehold for begæret eller tilløb til refleksion er lig med større sympati. Sigende for romanen giver netop vandrepræsten Mads Vestrup måske en nøgle til forståelse for bogens karakterer. Trods udsving med både utroskab og til tider strengt fordømmende, fundamentalistisk kristendom bevarer han bogen igennem en vis refleksion over menneskets syndige natur, og undgår derfor det mest ensidige hykleri. Frelseren selv foretrak som bekendt toldere og syndere fremfor farisæere: "Ja, han havde vidst det, den gudkårne, at så længe et menneske ikke var forhærdet i selvretfærdighed men kunne fortvivle, var der endnu håb om hans oprejsning" (325). Muligvis er konteksten religiøs, men udsagnet har også gyldighed andetsteds. Tvivlen gør ulykkeligvis ikke livet nemmere, men gør det modsat 'forhærdede' holdninger muligt at forholde sig åbent til livets spørgsmål og træffe valg baseret på fornuft frem for konformitet.

I Hans Kirks kollektivroman Fiskerne skildres også en religiøs kamp, og også her findes en angrende vandrepræst med synd i lasten: "Ingen angrer som jeg hvert fejltrin, klagede Peder Hygum. Jeg har jo kone og barn, og jeg vil så gerne være et helligt menneske" (Kirk 2014: 154). Som i De dødes Rige optræder fortælleren her tilsyneladende sagligt informerende, så læseren selv må vurdere holdbarheden af fiskernes tanker og forestillinger. Karakteristisk er en forholdsvis objektiv, indledende beskrivelse, hvorefter fortælleformen diskret ændres med dækning eller en slags "skjulte citater" (Ravn 349), hvor et lille 'nej' eller 'jo' opfattes som udtryk for personernes tanker. Denne indre monolog er ikke ulig De dødes Rige. Fiskernes handlingsmæssige kalejdoskopiske form "foregriber den modernistiske litteratur" (Ibid.). Det samme kan siges om De dødes Rige. Forskellene er imidlertid også tydelige: Hans Kirk skrev fra et erklæret kommunistisk ståsted⁷, og gav trods en tillempet objektiv beskrivelse et negativt billede af missionsmiljøet. Skønt Pontoppidans litterære begyndelsespunkt var social indignation med afsæt i Brandes' ønske om at sætte problemer under debat, flyttede han sig allerede i 1890erne væk fra den politiske debat og frem til "de motiver, som driver en person til at have et bestemt synspunkt" (Kondrup 2005: 441). Der meget politik i De dødes Rige, men ingen konkret angivelse af løsninger: i stedet ønskede Pontoppidan at spørge til, hvorfor "befrielsesværket [kunne] resultere i en skare ulykkelige, der har forslugt sig på tilværelsen" (643).

6. Dystopi og utopi

Genremæssigt bærer romanen eskatologiske præg. Syndflodsmyten fra 1. mosebog klinger i romanen slutning, hvor Dihmer bygger en Noahs ark, så alt kan skylles bort, undtagen de få udvalgte. Tyge Enslev betegnes et sted som en anden Moses (643) i sin forgæves kamp mod anti-demokratiske kræfter, der på et tidspunkt tvivler på Guds tillid og som straf formenes adgang til Himmeriget. Desillusioneret gør han politisk comeback i mistro til præsteskabets øgede samfundsindflydelse, og skyr ingen midler i denne kamp. Både avismediet og politisk list tages i brug, hvorfor han paradoksalt ødelægger sit livsværk med den påståede manipulerende oppositions egne midler. Således sætter Enslev egne interesser højere end samfundets udvikling. I et mareridt før sin død træder udvikling, fremskridt og demokrati frem (586). Det kan tolkes som en moderne mands verdslige helligdom, men troen på disse idealer er ikke nødvendigvis spildt. Pointen er snarere, at gode intentioner og begyndelser ikke garanterer fortsat udvikling. Hver generation må kæmpe for sine fremskridt. Symptomatisk misunder Pontoppidan i et brev fra 1916 samtidens børn, der nødvendigvis må vokse op med udsigt til harmoni:

Men tiden vil blive bedre. Denne skrækkelige Krig er Afslutningen på den vilde Dødningedans, Kehraus'en. Man kan ordentlig blive misundelig ved Tanken om den Slægt, som nu er i Barnealderen; og den Misundelse føler også Torben Dihmer, når han taler om den kommende Tid, hvori man vil tage det onde med det gode af Livets Hånd uden at gøre forskel (Behrendt 2019: 516, min kursiv)

At netop denne generation i bogstaveligste forstand skulle stå for skud i 2. Verdenskrig kunne ingen forudsige, hvilket understreger historiens uforudsigelighed, og den ellers illusionsløse forfatters mulige behov for en smule fremskridtstro, trods alt. Sammenhængen mellem det gode og onde gentages næsten ordret af Dihmers i den sidste tid på Favsingholm:

det var også hans overbevisning, at der ville oprinde en lykkeligere tid for verden end den, han selv havde oplevet, en tid, da menneskene med et gys ville vende sig fra den kunstig steriliserede tilværelse, det dagklare helvede, hvori de nu tumlede blændede om, og igen uden modsigelse tage det onde med det gode af livets evige væld, suge næring af mørket såvel som af lyset (703, min kursiv)

Dette credo om at omfavne livet med dets blanding af sorg og glæde kan således stå som en pointe hos både forfatter og fortæller. Mens Dihmer accepterer sin skæbne mod slutningen, når Jytte aldrig til samme erkendelse og deraf følgende sindsro.

Schopenhauers distinktion mellem sorg og glæde foldes ud i det sene hovedværk Parerga og Paralipomena, som konstaterer, at "al nydelse og al lykke er af negativ natur, mens smerte derimod er af positiv natur" (Schopenhauer 2019: 119). Med andre ord glædes man sjældent over en rask tilstand, da velværefølelsen er kendetegnet ved fraværet af smerter (er der ikke), mens en øm storetå ofte vil tage al fokus fra en i øvrigt velfungerende krop, da smerter mærkes (er der). Schopenhauer citerer derfor Aristoteles for, at den fornuftige søger smerteløshed i stedet for nydelse.

Selvom både Torben og Jytte på forskellig vis i store stræk afviser nydelsen, formår kun Dihmer at blive helt afkoblet fra det blinde begær. Selvom netop Dihmer har intellektuelle og økonomiske forudsætninger for at blive succes i samfundet, vælger han aktivt dette fra: alternativet til livsviljen er askese, hvorfor døden for Dihmer bliver forløsende, mens Jytte ikke kommer overens med den, men i stedet fyldes med rædsel over moderens frygtelige død.

Det er med Schopenhauers ord en misforståelse at ville gøre et grundlæggende jammerligt liv til et nydelsessygt tivoli. Dén, der med "et alt for dystert blik anser denne verden for en art helvede, og følgelig kun har tanke på at skabe sig en ildfast hule heri, tager langt mindre fejl" (Ibid. 120). Netop denne ildfaste hule, dette værn mod verden, finder vi i Dihmers Favsingholm, der mod bogens slutning tager karakter af en utopisk Noahs ark, hvor en stribe karakterer finder ly for det omkringliggende samfunds forestående undergang.

7. Konklusion

De dødes Rige viser hermed faldgruben ved det moderne: umyndige individer kan trods materielle fremskridt sagtens gå under i et forblændende samfund, hvor kulturen stagnerer som ren underholdning og sundhedsdyrkelse. En mere fragmenteret og potentiel fremmedgørende virkelighed kræver desto mere af hin enkelte, hvis man skal kunne gennemskue vilkårene og blive sig selv. Det kræver et samfund, hvor individet som selvstændigt subjekt kan kritisere tendenser, men det er ikke tilfældet i romanen, hvor kritikeren Dihmer isolerer sig, men samtidig udstødes af lokalpressen med mærkatet "samfundsfarlig person, der hørte hjemme i en dåreanstalt" (702). Med Schopenhauers ord er den vigtigste fremtrædelse "ikke den der erobrer verden, men den der overvinder den" (Schopenhauer 2005: 560). I De dødes Rige forsøger både Jytte og Torben at vriste sig fri af viljens favntag, men kun Dihmer overvinder den.

8. Litteratur

• Behrendt, Flemming (red.) (2004): Undergangens angst – De Dødes Rige, Pontoppidan Selskabets Skriftserie III, bind 1
• Behrendt, Flemming (2019): Livsrusen – en bog om Henrik Pontoppidan, Gads Forlag
• Bredsdorff, Elias (1964): Henrik Pontoppidan og Georg Brandes, Lindhardt og Ringhof
• Fauth, Søren (2010): Schopenhauers filosofi – en introduktion, Informations forlag
• Hobbes, Thomas (2016): Leviathan, Routledge
• Husted, Jørgen (1999): Wilhelms brev – det etiske ifølge Kierkegaard, Gyldendal
• Kierkegaard, Søren (2016): Enten-Eller – Anden del, Gyldendal
• Kirk, Hans (2014): Fiskerne, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, Gyldendal
• Kondrup, Johnny (2005): 1800-1918 i Hovedsporet, Gyldendal
• Kristiansen, Børge (2006): 'At blive sig selv' og At være sig selv' – en undersøgelse af identitetsfilosofien i Henrik Pontoppidans roman Lykke-Per i lyset af Luthers teologi, Schopenhauers og Nietzsches filosofi, forlaget Multivers
• Mann, Thomas (1939): Udødelige tanker – Schopenhauer, Martins forlag
• Mortensen, Klaus P. (1982): Ironi og utopi – en bog om Henrik Pontoppidan, Gyldendal
• Pontoppidan, Henrik (2014): De dødes Rige, Gyldendal
• Ravn, Ole (2014): Efterskrift i Fiskerne", Gyldendal
• Schantz, Hans-Jørgen (2011): Europæisk idéhistorie, Aarhus Universitetsforlag
• Schopenhauer, Arthur (2005): Verden som vilje og forestilling, Gyldendal
• Schopenhauer, Arthur (2010): Frühe Manuskripte 1804-1818, bd. I i: "Der handschriftliche Nachlaß", her citeret i Søren Fauths egen oversættelse (findes ikke på KBs Rex) fra Fauth, Søren (2010): Schopenhauers filosofi – en introduktion, Informations forlag
• Schopenhauer, Arthur (2019): Parerga og Paralipomena, forlaget Wunderbuch
• Shakespeare, William (1910): Macbeth, C. Scribner's and Sons
• Sløk, Johannes (1997): Livets elendighed – Kierkegaard og Schopenhauer, Centrum
• Sørensen, Villy (1995): Schopenhauer – biografi og tekst, Det lille forlag
• Vangshardt, Rasmus (2017): Livets febrile hemmeligheder, Forlaget Spring