Viggo Stuckenberg til Henrik Pontoppidan
6. juni 1894
trist og kvælende og fejlt alt sammen
Lyngby 6 Juni 94.
Kære Hr. Pontoppidan!
Tak for Deres Bog1, som jeg lige har faaet og lige læst. Desværre for Dem er det faldet mig ind at betro Dem og ikke min Dagbog et første Par Indtryk.
Da jeg lukkede den, for det mig ud af Munden: Blitz – Donnerwetter – Hagel – Sturm – Brausewetter – Pappenheim!
Derpaa faldt jeg til Ro.
Og ganske stilfærdig rejste der sig i mig en dampende Ærgrelse mod de Anmeldere2 og de Mennesker, som altid skal tage en Bog til Indtægt for Dit eller Dat. For det forekom mig i mit aldrig ebbende Mismod, at der netop staar skrevet over Deres Bog: Hvor det er trist og kvælende og fejlt alt sammen. Med min bedste Vilje kan jeg ikke finde, at den ene af Deres Malere har mere eller mindre Ret end den anden, kun at de begge, hver paa sin Vis, slider deres Sjæle itu paa Livet og saa gaar hen og 2 syr Stumperne sammen med det, man kalder en Theori. Deres hvasse og udmærkede Ord om de danske Vejrmøller ufortalt finder jeg bag Deres Sprogs Voldsomhed en sviende Jammer over den hele Uvejsomhed.
Jeg sender Dem disse Par Bemærkninger, for at De kan more Dem med dem mellem de sikkert mange og mange afvigende Textnoter, De vil modtage.
Har jeg været dum, trøster jeg mig med, at det næppe er første Gang. De kan jo i værste Tilfælde betragte mig som en gammel, ugift, literært interesseret Dame, der ikke har kunnet staa for den Fristelse at glemme sin Strikkestrømpe for at kunne skrive til en Forfatter.
Deres hengivne
Viggo Stuckenberg