Harry Søiberg til Henrik Pontoppidan
Sendt fra Skagen. 25. september 1912
min Hustrus Anerkendelse
p.t. Skagen 25/9 - 1912
Kære Hrr. Henrik Pontoppidan!
Hjærtelig Tak for Deres Brev! Deres Kritik er saa langt fra at gøre mig bitter, at jeg tværtimod føler mig taknemlig for den Interesse, De viser og altid har vist mine Evner!
Deres Brev rammer paa det rigtige Sted, selv om Beskyldningerne for Maner og norsk Laan – synes mig vel kraftige. Men vent blot og De skal faa se, at jeg nok skal faa Uhyrene: "Stil og Sprog" 2 tæmmet paa rette Maade! Saa jeg ogsaa paa det Omraade skal vinde min Hustrus Anerkendelse!
Det glæder mig saa inderligt, at De atter er rask og har faaet Deres fulde Kraft tilbage!
Ja, det er længe siden, da jeg sidst talte med Dem! Og i den Tid er der hændt mig Begivenheder, der har vendt op og ned paa meget i mit Sind –
Jeg er ikke længere "gift"! Jeg er fri1 og har en Følelse, som jeg paa ny skal til at begynde paa min Ungdom! Nu da den sidste Rest af Barndommens 3 Overleveringer (Kvindeidealet) er sprængt i Tusind Dele. Vi Mænd er nogle løjerlige Drømmere og Fanatikere! Vor Skabertrang er saa forrykt, at vi tror at kunne skabe Sjæl, hvor der ingen er! –
Den 8de Oktober rejser jeg til Berlin, hvor jeg blir en Maaned og tager saa til München, hvor jeg har tænkt at blive Vinteren over! Hvis jeg kan arbejde!
Jeg har tænkt at skrive en ny Samling Fortællinger i Vinter – før jeg tar fat paa et større Arbejde, som har beskæftiget mig i flere Aar – kan jeg godt sige! 4 Jeg ved ikke nu, hvor Freiburg ligger – men saafremt De blir der og den ikke er for langt af Vejen, vilde det være mig en stor Glæde at møde Dem der!
Med hjærtelig Hilsen!
fra Deres hengivne
Harry Søiberg
