Henrik Pontoppidan til Harry Søiberg
Sendt fra Snekkersten. 7. december 1914
Krigsulykkerne synes endeløse
Snekkersten.
7.12.14.
Kære Hr. Harry Søiberg!
Tak for Deres fortræffelige Bog1, der sikkert – trods dens halvnorske Sprog – vil skaffe Dem mange nye Venner. Den lille Skrædder har De stillet os forbavsende levende for Øje i de fleste afgørende Situationer. Hans Kones Skikkelse har jeg derimod haft vanskeligt ved at få til at hænge sammen. Hendes Personlighed synes mig at skifte kamæleonagtigt med Naturstemningen. Snart er hun Megære, snart Elverpige. Men Skildringen af Høbjergningen ude på Holmene er stor og festlig Kunst. Også Markedsscenen 2 er ypperlig set og gengivet. Det er Billeder, man vil beholde i Mindet.
Veed De noget om, hvor Gudlaugsson2 befinder sig? Jeg har ikke fået sagt ham Tak for en smuk Fortælling3, han elskværdigt sendte mig for mere end et halvt År siden. Lever han på Skagen, så vær så god at bringe ham en Hilsen fra mig og sig ham, at det ikke er af Ligegyldighed, jeg ikke har takket ham. Men jeg måtte lade hans Bog ligge ulæst et Par Måneder, fordi jeg var optaget af eget Arbejde, og jeg var derefter ikke længer sikker på hans Adresse.
Her lever jeg på 3de Måned med Sygdom i Huset. Det har været en 3 trist Tid for mig. Krigsulykkerne virker jo også nedslående, fordi de synes at skulle blive endeløse.
Jeg beder Dem bringe Hilsen til alle fælles Venner både i Højen og Skagen. Jeg ønsker mig tit derop. I "Vesterhus"4 står vel alting godt? Jeg tænker ofte på vort Samliv hos de fortræffelige Mennesker dér.
Lev nu vel!
Deres hengivne
H. Pontoppidan
