Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Kastanievej 7. 30. juli 1887
den særeste af alle Sære
Lørdag. Kastanievei 7 *Juli 1887 [30.7.18871]
Min kjære Margrete!
Skjøndt vi unægtelig gjerne havde seet godt Brev fra Emil i denne Uge, saa var dog Dit lille kjærlige, friske Brev ogsaa meget velkomment og gav Inger det sidste Stød til at begynde en lille Tour til Havreholm og Helsingør, som hun kommer tilbage fra paa Mandag. Hun har ganske vist gaaet lidt afventende herhjemme, thi jeg holder ikke meget af at savne hende, naar Noget bevæger mig stærkt, men da det Ene tager det Andet i vor store Familie, kan jeg jo dog ikke holde hende i Arrest. Nu var det forresten ikke mig alene der holdt hende, men Lisbeth var atter paa en fornøielig lille Tour og Marie Poulsen har boet her hos os i en 5 a 6 Dage umiddelbart efter at have forladt Hospitalet, saa der havde Inger nok at gjøre med at 2 tage vare paa hende. Nu er hun hos Fru Falkenstjerne2 og nu hun begynder at vinde Kræfter faaer man godt Haab om, at Kuren har været heldig. Lisbeth var paa Smidstrup hos Grosserer Lunds3 og besøgte med det samme Anna Krog4 i Esperngjærde. Hun har det bedre og ligesaa den anden svage Søster, og de har faaet en god og billig Bolig derude; men Anna kan ikke tage tilbage til sin Plads efter Sommerferien, saa det seer alligevel trist ud.
– Jeg har ogsaa, mod Sædvane, at fortælle om Sygdom; Mathilde har haft lidt Smaadaarlighed med en bolden Finger, hun maatte til Læge med; men det er forhaabentligt forbi. Derimod er Knud mere alvorlig syg, om det end i Øieblikket ikke seer saa slemt ud. Han maatte vende hjem fra sin Jyllandsreise, efter at have tilbragt 8 Dage i Hjørring, meest i Sengen, for at give sig ordentlig i Kuur for en daarlig Mave, som han siger har plaget ham i de sidste 2 Aar; og nu ligger han tilsengs, paa St Hans, med varme Omslag, og mener, at der vil hengaae flere Uger før det viser sig om Kuren vil hjelpe. Jeg synes nok, det er meget slemt, 3 og er naturligviis bedrøvet derover; men det er dog godt, at der bliver taget alvorligt fat derpaa. Man har jo nok kunnet mærke paa ham, at han ikke havde det godt; han er dog en svag Mand og deraf kommer vist meget af hans Særhed. – Men "den særeste af alle Sære", er han dog ikke, thi det er forbeholdt Burmann-Becker5; det Skudsmaal faaer han i det mindste af Fru Spleiss6, han bedste Vens Hustru, saa Lise Lendrop kan maaskee faae Hyre nok med denne forresten elskværdige, christelige Mand. Han er 57 Aar og hun er 28, saa det er godt, at hun ikke hører til de dagligdags unge Piger; jeg troer, hun alligevel vil faae det godt og være til Velsignelse.
At fortælle Dig, at vi har det voldsomt varmt i disse Dage, er jo temmelig overflødigt, thi det føler Du sikkert selv; men naar jeg saa føier til, at saa skjønner vi dobbelt paa, hvor godt vi har det i Lindehuset, saa er dermed sagt at vort Sommerliv her, med aabne Døre for al Sommerens Skjønhed og for mange Kjære, der gaaer ud og ind hos os, er et heelt lille Eventyr.
I næste Uge venter jeg 3 Hjørlunde Børn herind, (Margrete, Gertrud og Dines) medens deres Forældre med de 2 ældste Børn tager sig en lille Forfriskning ovenpaa den travle Tid; det gaaer enten til Gilleleie eller til Kullen, og maaskee 4 støder Karl Poulsens til. Men forinden kommer Morten og Julie herind i Anledning af den lille Drengs Daab7 paa Tirsdag. Johanne vil selv bære ham; Etatsraad Ekhardt, Morten og jeg skal være Faddere; han skal døbes Kl 4 i Helligaands-Kirken af Blaumüller8. Tænk paa os. Nu vil jeg haabe, at denne stærke Varme, ikke skal tage Kræfterne fra Johanne; hun er ellers flink, og Drengen er sød, men lille. Foruden os og Eckardts og nogle enkelte af Johannes Familie, skal der Jensens og Laurits Djørups, saa vi bliver dog 17.
Nu har jeg maaskee fortalt altfor vidt og bredt, men det skader jo ikke, Du faaer Noget at tænke paa. Ingers sidste Ord, før hun reiste, var, hils endelig Margrete. – Ja – først og sidst Hilsen til Dig, mit elskede Barn! og til Din kjærlige, omhyggelige Mand og til Hanne og til Fleta da ogsaa. Ja – Gud velsigne Eder Alle.
Ogsaa Lisbeth hilser først og sidst ved
Moder
