Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 1. juli 1887
i en rosenklædt Villa med Veranda
Fredag *Juni 1887 [1.7.18871]
Min kjære Margrete!
Inden jeg tager fat paa at ordne mine Ting til den store Flytning2 i Morgen, vil jeg see at faae et nogenlunde samlet Brev istand til Dig, der kan bringe vor Søndagshilsen og fortælle lidt om al den forventede Herlighed, vi med Længsel seer ud imod. Her er nemlig saa inderlig varmt3 og saa lidt af Frihed og Friskhed, at man synes jo det vilde være meget trangt ikke at komme lidt løs og alle Mennesker der paa nogen Maade kan, styrter jo ogsaa afsted; og naar Du faaer dette Brev, maa Du altsaa tænke Dig os i en rosenklædt Villa med Veranda og smukke Blomsterbede; med Gynge, Trapez og Kroquetplads (med Spil); med 2 Styrtebad, deilig Kjælder og andre Sommergoder; med frisk Luft og smukke Alleer, og endelig Landbohøiskolens Have ligeved. Du seer altsaa, det er saa godt som det kan være i Kjøbenhavn og bedre end vi har drømt.
Nu kommer det an paa, hvormange der vil dele vore Herligheder, det bliver maaskee ikke saa Mange, men vor lille Have vil nok trække alle de Bekjendte, der bliver tilbage her. – Erik og Johanne faaer vel Lov at give lidt Tid inden de kan flyve afsted, men længere end høist nødvendigt holder vi dem ikke.
Johanne har det vedblivende godt, at sige (efter Omstændighederne) det synes virkeligt som hun faaer Lov til selv at amme sit Barn, hvilket hun er meget lykkelig over. Hun har jo al den Pleie og kyndige Omsorg, som hun trænger til; ja maaskee endogsaa lidt mere. Leopold Meier4, der jo er Specialist i det Fag og i selve Øieblikket maatte klare Sagerne, han gjennemfører 3 nu sine Principer til det yderste, og saa maa det vel blive særdeles godt, skjøndt det gaaer over min Forstand. – Jeg har været der et Par Gange, men da Johanne helst maa kjede sig og Drengen5 ikke maa røres, saa er der jo foreløbigt ikke meget at komme efter og vi nøies derfor med smaa Kig. Jeg har ogsaa været bange for at sætte mine Kræfter til inden jeg naaede min Villa.
Imorges fik vi en interressant og vel ogsaa fornøielig Efterretning: at Lise Lendrop6 er blevet forlovet med en cand. jur. Fuldmægtig i et af Ministerierne Burmann-Becker7. Han er Discipel og Ven af hendes Fader, saa han hører ikke til de Unge; men skal være en flink Mand der nok ogsaa sidder i gode Kaar; han har ikke før været gift. Det forekommer mig, at det er et bekjendt Navn; veed Emil ingen Besked? han maa være over de halvtreds. Det er vist Glæde i Hjemmet derovre og dertil kommer saa, at Otto8 har taget første Deel af sin medicinske Examen med særdeles godt Resultat. Hos Djørups staaer det ogsaa fornøieligt til fortiden. Vilhelm9 blev Kandidat med Laud; Frants10 anden Examen med Udmærkelse; Laurits11 er kommet tilbage og seer kjendelig godt ud; Mathilde Balle12 er der i Besøg med sine 2 smaa Piger, og Ane Maries13 800 Kr 4 sætter Top paa Skjæppen.
Du spørger om min Pige. Hun er saa complet, som man kan tænke sig; dygtig, pæn, villig, dannet; ret en Else No. 2. Mit Huus er egentlig altfor lille til en saadan Storhed, men nu har jeg hende og tør ikke lade hende gaae. – Jeg har ondt af Dig, der skal af med Christine, men man kan jo ikke altid have No. 1. – Hvorfor har Du saa truet med at faae Fleta ud? Jeg synes, hun er vel ung og i hvert Fald maa Du da ikke tænke Dig, at faae hende ud uden at betale for hende; jeg begriber i det mindste ikke, hvor det skulde være.
Jeg vil har spurgt Julie; men i Karletiden vil hun ingen unge Piger have, og i Pigetiden har hun overflødig Hjelp. Det er selvfølgeligt at jeg lader Dig vide, dersom jeg faaer mindste Spor paa en passende Plads.
Hvor der klages over Tørken; mon det virkelig er saa slemt; i saa Fald er de stakkels forpinte Landmænd rigtignok at beklage og dem, der har Noget tilgode hos dem, er heller ikke at misunde. Nu de kjærligste Hilsner til Eder Alle; I har her et Trekløver af trofaste Venner. – Gud see i Naade til den tørstige Natur og til Alle dem, der trænge saa haardt til hans stærke Haand og gjøre det Alt saaledes for os, at vi bæres igjennem.
Din trofaste
Moder
