Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Kastanievej 7. 10. august 1887
den Lille faaer sig nogle gode Søvne
den 10de August *1887 [Onsdag 10.8.18871]
Min søde Margrete!
Skjønt Emils Breve har været mageløs rare og indholdsrige, saa synes jeg jo nok at Dit i Dag var endnu bedre, og det er en heel Fest for mig at sætte mig til at besvare det og takke for det. Du skal naturligviis have Din Deel af Takken, men den gaaer dog langt videre; og jeg kan ikke blive færdig med at skjønne paa, at jeg nu kan see tilbage paa disse sidste Maaneders bange og svære Tider uden at noget er gaaet i Stykker og uden at der er krævet Offer af os. – Jeg veed nok, vi maa ikke unddrage os, naar det skal være saaledes, og jeg haaber ogsaa, jeg maa kunne give, hvad Vorherre forlanger af mig; men vi har jo faaet Lov at bede om at spares, og at takke inderligt, naar vi bønhøres.
De 2 søde Smaa, de vil tidt minde mig om denne Sommer paa Kastanievei, thi de har givet mit Ophold her sit Præg, og har næsten heelt udfyldt alle Interresser og 2 Tanker. Lidt kommer der jo ind imellem, men det er ikke meget, og naar vi nu skal til at see os om efter Andet og Andre, er Sommeren gaaet og vi skal igjen i Tour paa Svanholmsvei. Men een Ting er der rigtignok tilbage, som vedbliver at ligge paa mig, og det er min kjære Knud. Baade hans Svaghed og hans forvrøvlede Embedsforhold, eller hvad jeg skal kalde det, er jo en alvorlig Sag; men man maa jo bie og see Tiden an og see hvad Gud vil. Det bebreides ham af Mange at han ikke har søgt Reservelægeposten paa Oringe; men det synes jeg nok, jeg kan forstaae. Han har maaskee overvurderet sig selv men Mange har hjulpet ham dertil. Erik har besøgt ham, men fik ikke ret meget ud af sit Besøg; han fandt ham sengeliggende men dog ikke særlig daarlig. Jeg tænker Inger tager snart lidt derned.
At Du, min søde Margrete! har haft megen Kjærlighed og Omhu omkring Dig det har jeg hele Tiden været forvisset om, og det er rigtignok en stor Beroligelse at tænke paa. Og der vil vel ogsaa gaae en Tid endnu, da Du trænger dertil; thi det synes jo 3 at gaae noget langsomt; men det maa man nok kunde finde sig i. At den Lille faaer sig nogle gode Søvne ovenpaa den halve Flaske Portviin, hun deler med Dig, er begribeligt nok; men kan Du taale Din Part kan hun vel ogsaa taale sin.
Man skulde synes, at var der noget, der gjorde en Mave haard, maatte det være Portviin; men det forstaaer Vedkommende jo nok. I mine unge Dage skulde man altid have Rhinskviin og naar man kom op Madeira med Kinabark; men der er jo ogsaa Moder i den Slags Ting. Blot jeg kunde faae Knud til at tylle sig med Portviin.
Jeg skal hilse fra Erik og Johanne, de var her nys. – Margrete og lille Dines fra Hjørlunde er her og er søde; Gertrud venter vi i Morgen; men Veiret maatte gjerne være bedre.
Nu mangfoldige Hilsner til Eder Alle fra Inger, Lisbeth og
Moder
Inger skal nu ud at lykønske Ellen Heymann2, der er blevet forlovet med en juridisk Kandidat.
