Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Kastanievej 7. 17. august 1887
Gud Fader grebet paa fersk Gerning
Onsdag *Aug. 1887 [17.8.18871]
Min kjære Margrete!
Da Du saa gjerne vi have lange og mange Breve maa Du jo have et Extrabrev midt i Ugen, som jeg vil haabe maa træffe Dig oven Senge, eller da i det mindste havende været lidt oppe; thi nu skulde Du jo gjerne til at prøve Kræfterne og Benene, om man end kan sige sig selv der maa Tid til før Du og vi Andre med Dig√ maa forlange ret meget Dygtighed. Men blot at faae Lov at begynde er allerede meget og det maa Du nok have Lov til at længes meget efter, thi naar de reglementerede 9 Dage skal overskrides saa synes man jo altid det er lidt trangt.
Det er yndigt at faae Brev fra Dig, men skriv kun med Blyant og i Sengen, saa anstrenger det mindst og jeg trænger til at høre om den Bitte2 og al hendes Deilighed; 2 da hun skal ligne sin Fader forbyder Beskedenheden jo ikke Dig at udtale Dig derom.
At lille Børge3 er over al Maade fortryllende kan Du sige Dig selv; men han har ikke ret meget Krop saa det er lutter Aand; men Din Lille, der ikke bestiller Andet end spise og sove er vel en rigtig lille Kjødklump.
Forresten, i Alvor, er det dog forbausende at see, hvor et lille Barn kan udvikle sig i et Par Maaneder; hvor ofte man end har seet det, undres man altid paany derover. Jeg maa saa tidt tænke paa et Udtryk af Luther4, at ved at see saadan et lille nyskabt Barn, er det som om man greb Gud Fader paa fersk Gerning. I det mindste maa selv den viseste blive stum af Beundring.
Men da lille Børge dog helst skulde have noget Krop for at færdes her i Verden, saa kniber det lidt for hans Forældre at bestemme sig til at reise med ham saalænge vi ikke har mere Varme, saa jeg veed ikke, hvad det bliver til. Forældrene havde unægtelig godt af at komme afsted, men Barnet havde jo bedre af at blive i Ro. Nu i Dag synes jo Veiret at skifte Characteer.
3 Du kan nok forstaae, at nu er det Knud, der tidligt og sidigt ligger mig paa Hjerte og jeg gaaer hver Dag og venter paa at høre, hvad Lægerne herinde dømmer. Han har nemlig lagt sig ind paa Kommunehospitalet, men meente selv, at dette kun vilde være af kort Varighed, da han tænkte sig at skulle til et Bad. Han overrraskede os ved at møde til Middag i Søndags og kom just tilpas til at samles med dem Alle, da jeg jo maatte gjøre lidt Fest af Valdemars Fødselsdag5.
Vi blev jo meget overraskede og betagne ved at see ham komme, men det var jo for saa vidt oplivende, som man deraf saae at han dog er ret kraftig; men han seer meget daarlig og uhyre mager ud, hvilket vel nok tildeels er bevirket ved den strænge Diæt. Nu vil det jo vise sig om Lægerne kan skjønne hvad der er i Veien; Erik bringer mig Bud saasnart han kan faae noget at vide, og derfor sidder jeg egentlig Time for Time og venter. Egentlig havde jeg ogsaa tænkt at vente saalænge med at skrive til Dig, men nu skal Du dog have dette i Dag og saa hører Du lidt igjen paa Søndag.
4 Fra Inger og Lisbeth har jeg naturligviis mange, mange Hilsner. Inger er som sædvanligt stærkt optaget; hun har for mange Interresser til nogensinde at komme i Ro. Brandtfesten6 lagde megen Beslag paa hende, da de havde Brug for hende baade her og der. Nu i de sidste Dage offrer hun sig for de søde Børn, der jo ikke kræver saa lidt Underholdning naar Tiden skal gaae godt for dem. I dette Øieblik gik hun ind med dem til vore Have-Naboer, Fru Constantin-Hansen7, der saa gjerne vilde see Julies Børn.
Imorgen følger hun dem hjem. Morten og Julie8 med de 2 ældste har nydt Livet paa Kullen, sammen med Carl Poulsens og har nok haft Fornøielse deraf, trods det, at Veiret tidt har været koldt.
Fra Dalsgaard9 har jeg haft godt Brev; ligesaa fra Hjørring10. Fra Mathilde er det temmelig længe siden; hende har jeg ikke saa lidt ondt af.
Nu de tusinde Hilsner til Eder Alle.
Eders trofaste
Moder
