Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Kastanievej 7. 20. august 1887
saasnart Kulden tager mig, saa er jeg færdig
Lørdag *August 1887 [20.8.18871]
Kjære Margrete!
Skjøndt jeg kun har meget lidt at føie til mit sidste lange Brev, vil jeg dog ikke, at Søndagen skal savne sin Hilsen fra os, saameget mere som vi nu vel kan træde ind i de gamle Folder, i Haab om at det lille Menneskebarn, der har bragt saa megen Forstyrrelse ind imellem os, nu vil skikke sig pænt regelmæssigt og føie sig ind under god Husorden. Hidtil har hun rigtignok vendt omkring paa os Allesammen og en Tid endnu vil hun vel commandere i Magleby Præstegaard, men her maa vi have hende sat lidt til Dørs, thi nu er der Andre, der skal have Plads.
Nu er det først og fremmest Knud og dernæst Mathilde. At have dem paa 2 nært Hold, det længes jeg usigeligt efter. Det er saa vanskeligt at komme til Knud, da han ligger paa Fælledsstue2 og er saa fortvivlet correkt, at han ikke engang vil have at Erik maa komme paa udenfor de reglementerede Tider, paa hvilke det næsten er umueligt for Erik at komme, og vi Andre vil han nødig have, fordi det generer.
Men skal han ligge ret længe lader jeg mig ikke afvise, thi det er altfor piinligt for mig at gaae har uden at komme til ham; jeg kan ikke udholde at have ham saa nær og dog saa langt borte. Han er egentlig saa kjærlig og blød, men han kan ikke faae det frem, mindre og mindre.
Det er modsat med Mathilde; hun snakker op ad Døre og ned ad Stolper og vi har nylig haft et langt, livligt Brev fra hende; men man bliver egentlig ikke derfor klog paa, hvordan hun har det√, saa jeg længes meget efter at see, hvad Spor, det Liv har sat paa hende. At hun har meget travlt i denne Høstens Tid, kan jo ikke undre. – Hvilket deiligt 3 Veir! Hvor jeg har ondt af Skolebørnene, der nu er kommet tilbage. Einar Plockross3 drager dybe Suk, trods sine 15 Aar; han paastaaer, de har ikke haft een saadan Dag i den hele Ferie; men der seer han dog vel sort.
Torsdag Morgen reiste de søde Hjørlunde-Børn4 og 1 Time efter kom Einar, der senere efterfølges af sin Søster, saa Du seer, jeg har altid Mange at sørge for. Det er en underlig Sommer for mig, saa umaadelig forskjellig fra mange foregaaende; men skjøndt jeg ofte synes, det er en anstrengende Sommer, saa kan jeg dog mærke, jeg har meget godt af den Friskhed, jeg her nyder. Her er saa skyggefuldt og gode Spadsereveie med tilstrækkelige Bænke, at det ikke kunde passe bedre for mig og jeg har ogsaa vundet meget op med Hensyn til at gaae. Men saasnart Kulden tager mig, saa er jeg færdig, saa duer jeg til Intet. –
Erik og Johanne er da ikke kommet afsted; da det kom til Stykket turde de ikke reise med deres Lille; navnlig turde 4 Johanne ikke blive ene tilbage med ham og Erik kunde kun blive borte i faa Dage, da han har lovet at hjelpe paa en anden.
Inger derimod muntrer sig for at suge det sidste ud af sin Ferie; hun er i Smidstrup og andre Smaatoure. Nu skal jo Arbeidet til at begynde igjen, men det bliver dog kun lidt i den første Tid.
Lisbeth sender mange Hilsner og takker Hanne for Brev. Ogsaa jeg sender mange, mange Hilsner til Alle fra den største til den mindste.
Eders trofaste
Moder
