Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 26. marts 1887
Henrik er her i Byen i denne Tid
Lørdag *Marts 1887 [26.3.18871]
Kjære Margrete!
Hvad betyder dog det, at Du har haft 4 daarlige Nætter? Det er ganske utilladeligt og kommer formodentligt af, at Du har altfor meget for. Paa hvad Maade har Du haft det? Blot jeg dog kunde komme ned at see lidt til Dig og faae lidt Tag i Dig; thi Du√ maa ikke tro, det glæder mig at høre om Din Travlhed med Sengeklæder og hvad Du sparer ved Din Dygtighed. Sk... med den Sparen for nærværende Tid, Du skal sidde i Dronningestoel og lade Dig opvarte og der skal spændes for Landaueren til smaa Kjøretoure, saa Du ikke skal trave ud i daarligt Føre og blive anstrengt. Husk paa, hvilken lille Krop, Du har; den kan ikke bydes det samme som de store og stærke, og den Steen, Du ikke kan løfte, maa Du lade ligge. Værsgod og hvil Dig en à 2 Gange om Dagen og see paa Dit Uhr, saa Du ikke springer op før Du har ligget mindst 1 Time. Det er ikke moersomt, men for een Gangs Skyld kan 2 man jo ogsaa gjerne være for forsigtig. Er det overflødigt saa saameget des bedre, men det veed man aldrig forud. Jeg vil ogsaa have Lov til at være for forsigtig paa Dine Vegne. – Nu glæder jeg mig meget til at Inger skal hente mig en Hilsen fra Eder, thi hvor godt Hanne end kan gjøre dette, saa vil det dog ikke være nok for mig.
Vil Du sige Hanne fra Inger, om hun vil tage sine Noder med og komme herud Fredag Formiddag Kl 10½. Det kan blive moersomt at faae Hanne herud paa bestemte Tider; det kan jeg altid saa godt lide.
Hvor jeg er blevet imponeret ved at høre, at I tænker paa, at forære Hans Peter Matratser; men godt er det, at Du ikke selv kan faae med dem at gjøre. I dette Øieblik er Inger inde i Byen at kjøbe Sofa med Tilbehør; de faaer det saa godt, de kjære Unge, at Louise siger, hun kommer ikke engang til at mangle en Svovlstikholder. Jeg troer, at det, at hun intet Legat2 opnaaede har lukket alle Hjerter saadan op, at Hans Peter og Louise ret kan synge: at, hvor Bønder af Hunger dø3, finder den lille Fugl et Frø. – Naa – men nu kan hun jo selv berette – jeg veed egentlig ikke saa megen Besked. Jeg seer hende nemlig 3 kun sjeldent, da der er saadan forfærdelig Vei imellem os4 og hun tilmed har været forkjølet og indespærret en Tid. – Forresten er min Familie jo optaget af Sophie Heises Bryllup5, saa de faae neppe Tanke for Hans Peters og hvad der især bidrager til at trænge Bryllupstanker tilbage, er den Bekymring og Uro, der har været oppe for Laurits Djørup6, der efter [at] have seet forfærdelig mager og daarlig ud i lang Tid, nu har maattet gaae tilsengs og foreløbig skal ligge en Maaned. – Det hedder sig, at han nu har det bedre og Familien er ikke særlig bekymret; men dem der staae lidt i Frastand og bedre kan see, hvor ængstelig svag, han seer ud – de frygter.
Gud see i Naade til dem Alle!
Det er jo ogsaa bedrøveligt med alle Eders Patienter; Søster Emilie7 maa have nok at gjøre. –
Her laver vi jo til Bal; det er en anden Skuffe; men denne Gang føier Alt sig lidt bedre, end da det sidst gjaldt Heymanns; thi da kom Afbudet som en Forløsning for mig i det mindste. Denne Gang følger Lisbeth sammen med en ung Pige her i Nærheden (en søster til Margrete Bøie) og dermed er meget vundet; jeg har været saa kjed af at lade hende fare ene til saadant et offentlig 4 Sted og Knud vil naturligviis ikke med. Hvad Kjole angaaer, da er den røde blevet chemisk renset og er som ganske ny; men det kostede ogsaa 4 Kr. Det er ganske vist lidt eensformigt at være aldeles eens paa de 3 Baller, hun har været i Vinter; men det er der ingen Andre der veed, end hun selv; thi der er det moersomme eller kjedelige ved den Slags i Kjøbenhavn, at hun kommer ikke til at træffe sammen med et eneste Menneske 2 Gange paa disse 3 Steder.
Inger var i Hjørlunde i Søndags, hvor hun traf Alt vel og havde det meget godt i Kirken. Fra alle de Andre veed jeg ikke andet end godt. Henrik er her i Byen i denne Tid.
Nu de allerkjærligste Hilsner fra os tre. Alle mine Skjænd i Begyndelsen af Brevet er lutter kjærlige Hilsner
din trofaste
Moder
Inger kom nu hjem og havde talt med Louise; hun skulde strax til den ventende Elev, men fortalte, en passant, om Eders Brudegave. Dersom jeg har opfattet det rigtigt, er jeg inderlig bevæget ved at see Eders opoffrende Kjærlighed. Gud lønne Eder.
