Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 10. marts 1887

igjen at sidde sammen i sluttet Kreds

Torsdag *Marts 1887 [påbegyndt 10.3.1887¹]

Kjære Margrete!

Det er rigtignok i god Tid naar jeg i Dag begynder mit Brev, men paa Morgendagen tør jeg ikke stole og et forjaget Brev hader jeg. – Allerførst skal Du have Hilsen fra alle de smaa gule Blomsterhoveder, der er ifærd med at voxe heelt ud af Kurven; de har været os til megen Fornøielse, især fordi de gav saa tydeligt tilkjende, at de var levende.

Og saa kan jeg bringe Dig Hilsen fra Skamlen, der nu staaer og praler med sine gyldne Striber og tager sig udmærket ud; og endelig for Gulvtæppet som jeg hver Dag fornøier mig over og som bliver kjønnere og kjønnere eftersom Veiret bliver lysere. Og saa skal Du da ogsaa med det Samme have Hilsen fra os levende Væsner, der gaaer midt imellem Herligheder og har meget at takke for baade fra Gud og Mennesker. Vi holder godt sammen og er taknemmelige for vor lille fredede Plet, der vidner for os om, at man kan dog leve i Vrøvlet uden at sluges deraf.

Inger gik nys ud paa sin Strandveistour og Lisbeth sidder taalmodigt og bearbeider sin lille Hauch². Det er godt for Inger, at hun til April 2 mister adskillige Timer, thi hun seer noget træt ud og kan nok behøve at trække Veiret lidt. Nu kommer jo ogsaa Paaskeferien³ snart og hun gaaer og taler lidt om, at det var rart at kigge lidt ned til Eder, men om det bliver til Noget, det kommer jo an paa om I kan have hende og jeg undvære hende. Jeg saae meget gjerne at hun bragte Bud imellem os. Lisbeth synes jo ogsaa hun absolut maa have en Svip til Magleby, men det faaer at staae hen.

Jeg gaaer under saa mange Forventninger, at jeg lover at gaae taalmodigt, thi ellers var det knap til at holde ud. Jeg seer hver Dag ud efter Hjørring, men er nu glad naar jeg ikke seer det, idet Haab, at Ministeren, der veed at Kampmann nødig vil til Hjørring, skal trække det ud til han seer om han ikke kan give ham Nakskov.

Knud gaaer med meget Haab om Overlægepladsen herinde, men der er naturligviis ældre, der søger den. Erik er indstillet til at blive Politilæge⁴, men det forlyder, at Frøken Nielsen⁵ skal have den. Dette sidste vilde jeg ønske og finder rimeligt; Erik søger den kun for ikke at blive 3 sprunget forbi til en Gang at blive Overlæge. Blot Knud ikke skal faae for lang Tid at gaae paa det Uvisse; det er en kjedelig Tilværelse for ham, saaledes som han nu gaaer og driver af og han bliver ogsaa heel sær derunder, men hans Patienter priser ham i høie Toner.

Ved Du, at Marianne Kampmann⁶ er kommet paa Sindsygeanstalten; hun gik selv og ønskede og var saa melankolsk, at de var bange for at have hende hjemme. Naar hun var heroppe var hun heel sød og naturlig indtil hun kunde faae fat i Inger alene og udgyde sit Hjerte. – Hvor det dog er en svær Sygdom at blive underkastet. Fru Kampmann kommer af og til herop; hun tager dette stille og roligt som Alting, og hun danner deri en underlig Contrast til min Søster, der slet ikke vil lade sig trøste, skjøndt hendes Barn egentlig har det godt. Men hun har vel nok Ret i at rigtig rask bliver hun aldrig. – Det er umaadeligt den Mængde skrøbelige og gamle Mennesker, der hører til vor Kreds og som Alle raaber paa Inger – og jeg vilde jo ogsaa gjærne have en lille Deel af hende. Den raskeste af os Alle er gamle Tante Marie trods sine 83 Aar.

Med Hensyn til Smaabørn, saa har jeg kun at bemærke, at det er Bleer og Navlebind, som absolut maa være af gammelt 4 Linned; det var jo ogsaa godt om Skjorterne var af Linned, men saa fine Sager eier man jo ikke og det gaaer ogsaa godt med fiint Stout eller Sligt. – Dersom Du har let ved at faae fat i Galæbler, saa maa Du godt sende mig nogle Stykker herind til Johanne.

– Nu fik jeg lige Brev fra Mathilde; det var et godt Brev af samme Slags, som de sædvanlige. Liv er der jo altid i hende, men man mærker dog nok at hun føler sig langt borte og trykkes deraf. Dog lader hun jo til at give sig til Ro derovre for det første og mere forlanger jeg ikke. Naar Lisbeth saa til næste Aar skal ud, saa er her jo god Plads.

Lørdag
Skjøndt der ikke er stor Udsigt til, at dette Brev kommer langt i Dag, saa vil jeg dog for god Ordens Skyld sende det afsted og kan nu lade følge friske Hilsner fra Eriks, Mortens⁷, Louise, Holger og Valdemar, der vare mine Middagsgjæster til Maccaronibudding og Oxesteg i Gaar. Det var saa hyggeligt engang igjen at sidde sammen i sluttet Kreds; det har været saa sjeldent i denne Vinter; jeg har jo aldrig kunnet være ved Bordet og Mortens har jo ogsaa været udelukkede. De var 5
[ark nr.] 2/
saa elskværdige Allesammen, at jeg ret fik at føle, at om Verden end aldrig bliver gjort saa sort, saa er der dog meget godt tilbage. Men Møie og Besvær er der jo nok af, og det kan ikke nægtes at navnlig baade Morten og Julie seer anstrengte og medtagne ud; det er jo ogsaa svært som det har trængt sig sammen om dem paa alle Maader, og saa er det den første Vinter Julie har savnet Mathilde, medens Morten ikke har haft anden Hjælp til Skolen end Lars Nielsen; først nu er Sundbo saa stærk at han kan begynde og læse. Børnene ere derimod komne godt over det. – Men "Han som har hjulpet hidindtil, han hjelper nok fremdeles". – De har da været heldige med at faae en god Lærerinde til Sommer og der er allerede meldt en heel Deel Piger; men til Vinter skulde de rigtignok saa inderlig gjerne være fri og have en Anden til at overtage Skolen.

Fra Louise har jeg mange Hilsner; hun beder mig sige, at i Overgangen til April vil hun gjerne komme ned til Eder og kan rette sig efter naar der er Vogn i Stege. Hvornaar kommer Hanne?

Det var noget godt Snak jeg sagde om Kampmann og Nakskov; jeg seer det er et 3^die Klasses Embede; især dersom han ikke faaer Hjørring kan han nok faae Tid at bie.

6 Jeg tænkte ^nok√, det vilde være forgjæves at tromme de møenske Præster op. Der raabes jo forresten høit nok om den Sag, men det veed I vel knap der kun holde Berlingeren. Nu omstunder gjælder det ikke mere: at tie en Sag ihjel; nu troer jeg, man taler den ihjel. Idetmindste bliver jeg altid saa led og kjed af al den Snak, at jeg taber Interressen. Her vil man vide at Scavenius skal have en Gjæld, der gaaer i Millioner saa han maa vel tage reisaus⁸ tilsidst.

Nu er dette ogsaa blevet et utilbørligt langt Brev, saa jeg maa haste med at tilføie mine sidste Hilsner; ja mange Hilsner til Alle I Kjære fra

Eders trofaste
Moder