Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 9. marts 1886
Sind og Sands er nærved at forgaae mig
den 9de Marts [Tirsdag 9.3.18861]
Kjære Margrete!
Da jeg kan sige mig selv at Eriks Brev trænger til Supplement, maa jeg see at faae et saadant istand, skjøndt Du nok kan forstaae, at Sind og Sands er nærved at forgaae mig i denne "de store Følelsers Tid." – Netop som vi gik med al vor Interresse henvendt paa Mortens Sager og vidste, hvor høit Bølgerne gik derude, kom Erik med sin Bombe2 ind i det Altsammen og siden har man knapt kunnet faae sig samlet sammen.
Men lad mig skynde mig med at sige, at dette Vidunder, dette Ufattelige er tillige saa glædeligt i alle Maader, at jeg ikke kan blive færdig med at takke derfor. Min Glæde over hende forgylder hende naturligviis, saa jeg vil ikke indlade mig paa at tegne hende, men vist er det, at hun gjør et meget elskværdigt Indtryk og da jeg 2 har kjendt hendes Forældre i Fredericia, tør jeg nok tro, at Indtrykket ikke lyver.
Hun er Datter af en meget dygtig Officeer3, der faldt ved Dybbel og Moderen4 boede tilsidst her i Kjøbenhavn, hvor hun døde for 4 Aar siden. Hun har kun een Søster5, der nylig er blevet gift med en Kaptain Raaby6 herinde og det er for at besøge denne Søster, hun har været herinde et Par Maaneder; thi ellers boer hun hos Etatsraad Ekhardt paa Ørumgaard7, der er gift med hendes Moster.
Paa hint Bal hos Jensens8 saaes de første Gang og havde ikke den lille Fru Poul9 fortalt Inger (et Par Dage før Begivenheden) om hvor megen Interresse de 2 havde følt for hinanden paa det Bal√ , vilde vi neppe have ahnet hendes Tilværelse, saa jeg har√ naturligviis lige saa lidt seet hende før som nogen af mine andre Svigerdøttre.
At Erik er meget lykkelig siger sig selv. I Dag spredes der Forlovelseskort i Hundredeviis og jeg er vis paa, Mange vil glæde sig. Aldersforskjellen er aldeles som hos Eder.
Paa Torsdag (den 11te) haaber jeg at faae de Hjørlunder herind for at hjelpe os med at holde Høitid; Mindernes Dag10 falder godt sammen 3 med hendes Fortid; men hvor Minderne har saa lyse Spor kan de ikke fordunkle nogen Glæde.
Jeg tænker ogsaa at faae Tante Hanne fat og saa kan vi ikke være flere, da jeg ogsaa har skrevet til Henrik.
Det er sandt – Johanne er noget i Slægt med Anna Jensen11.
Jeg vedlægger Mortens Brev for at slippe lidt nemt fra det, og Du veed saa ligesaa meget som jeg selv. Jeg havde troet, og maaskee ønsket, at det var blevet Kjærteminde, men den gamle gjensidige Kjærlighed har seiret. Blot de nu ikke paa begge Sider har spændt sig for haardt for.
Og midt under al dette er jo saa Hans Peters Udnævnelse12 kommet, saa nu varer det vel ikke mange Dage før Inger og Louise skal afsted; og maaskee Morten ogsaa. Jeg er glad det ikke er faldet i denne Uge, thi jeg vil dog gjerne have lidt Ro til at tænke paa ham ogsaa.
Det er kjedeligt, at man slet ikke kan høre fra Knud; men der er i lang Tid ikke kommet engelsk Post. Tro mig, han glæder sig over Erik.
De Samsinger er heelt afskaarne13; vi havde et lille Telegram; da var Alt vel og de [linie mangler]
4 Henriette Jessen har faaet en lille Søn14, den tredie, og det var gaaet godt; men tænk Dig Marie og Anna ere kaldte til Randers, fordi Moderen er blevet sindsyg og tilmed har et Underlivstilfælde; der er Tale om at faae hende til en Nervelæge i Viborg.
Med Petra er det vedblivende godt; hendes Mand har besøgt hende og fundet hendes fuldstændig normal og meget glad og kjærlig. Nu kommer det an paa, hvorlænge hun kan holde ud at være der; Fürste vil gjerne holde paa hende; men det er jo svært at være blandt de syge Mennesker.
Hvor det dog har været koldt; det er ikke gode Tider for de hostende og mine Tanker gaae tidt til den kjære Fru Zeuthen, der nu er gjemt for det, hun ikke kunde bære. Alverden hoster jo, men man har ikke lige mange Kræfter til at bære det igjennem. Med mine Kræfter gaaer det dog upaaklageligt.
Hils nu de tusinde Gange.
Jeg tænker Emil og jeg ere enige i, at vi kunde have sparet os vor Sorg over, at Frøken Lind og Erik ikke kunde komme hinanden nærmere. – Nei – Bladet sig vender under usynlige Hænder – og det er bedst at lade dem raade.
Eders trofaste Moder
