Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 7. maj 1886
naar man har 18 Børn og 18 Børnebørn
Fredag *Mai 1886 [7.5.18861]
Kjære Margrete!
Først vil jeg bringe Dig Hilsen fra Dine Violer, der staaer foran mig og har duftet deiligt for os, men nu unægteligt hænger med Hovedet.
Jeg havde tænkt, at jeg denne Gang skulde skrive Dig et rigtig rolig og samlet Brev til, hvilket jeg har længtes efter; men i Aftes blev vi pludseligt overraskede af Hans Peter og dette Besøg har bragt mine Tanker saaledes i Dands, at jeg næppe i Dag faaer Hold paa dem. I det Hele maa jeg opgive at finde Hvile for mit Sind og mine Tanker, thi naar man har 18 Børn og 18 Børnebørn, hvis Vee og Vel man følger med Interresse, saa er man nødvendigt i Fart, saa længe man ikke er blevet sløv, saa Roen maa opgives – Gud give mig blot at bevare Freden!
Hvad der har kaldt Hans Peter hertil 2 er deels at klare sig, hvorledes han skal stille sig med Hensyn til at søge Embede; thi det residerende Kapellani bliver nok til Vind – og deels for at faae redet lidt op i de forvrøvlede Sager hos Schmidts.
Han vil jo saa gjerne have Louise løs, og Louise kan ikke komme løs. Moderen er syg og umedgjørlig og hver Gang, der bliver Tale om, at hun skal undvære Louise, er hun ude af sig selv – og dog kan Louise aldrig være hende til Maade. Foruden sin Excem lider hun formodentlig af Neurasthenien. (Jeg haaber, I har læst Knuds Bog2; Kjøbenhavnerne har kastet sig over den med Begeistring; Inger mener, den gjør Skade).
Men for at komme tilbage til Hans Peter – saa er der taget den temmelig fortvivlede Bestemmelse, at Louise og Moderen skal tage til Horne i nogle Sommermaaneder, og det, saasnart hun er rask nok dertil. Den anden Side af Huset staaer ledig; i Præstegaarden kan der faaes lidt Meubler og saa skal Louise lave Mad etc. Dette er det Eneste, Fru Schmidt vil, og Hans Peter vil jo ogsaa gjerne have sin Eensomhed forsødet – men om det bliver det – det bliver 3 rigtignok et Spørgsmaal. Men lad dem nu kludre med det, som de kan og vil. Hans Peter er den eneste, der har lidt Myndighed over Fru Schmidt. – Den stakkels Kone er forresten ogsaa meget at beklage og de Andre med hende. – Siden vi taler om den Slags Sygdom vil jeg med det Samme fortælle, at nu skjønner de ogsaa hos Onkel Vilhelms, at lille Mathilde3 er utilregnelig i mange Maader.
Lørdag Formiddag.
Hilsen fra Hans Peter. Han har nu skrevet Ansøgning om det Embede, Emil har anbefalet ham; han har nemlig erfaret at der hidtil ingen Ansøgninger derom er indkommet – men der kan vel komme endnu. Det er ikke med Henrykkelse at han forestiller sig at flytte fra Horne til Skiveegnen4, men skulde Kampmann virkelig komme til Skive, saa kunde det jo blive fornøieligt for begge Parter. – Jeg vedlægger Brev fra Mathilde, at hun selv kan fortælle, men beder om at faae det tilbage.
Med Hensyn til mine Sommerplaner da staaer det ganske stille. Jeg takker Gud og Eder for at vide, at min Bænk staaer og venter paa mig; men jeg tager ingen Bestemmelse før jeg seer, paa hvilken Tid Eriks Bryllup5 falder. Bliver det ved Pintsetid som der tænkes paa, saa tager jeg ikke 4 herfra, før jeg har hilst dem Velkommen hjem efter deres Reise. Det maa dog ikke vare altfor længe inden jeg seer dem efter deres Bryllup, da jeg nu eengang ikke kan faae Lov, at være med ved mine Sønners Bryllup.
Erik gaaer stille og glad omkring – men han er stille og det er aabenbart, at nu, hun er borte, føler han ret hvilket Omslag i hans Liv, der er indtraadt, og han gjør sig vel ogsaa nogle Tanker om, hvorvidt han kan føre en Huusstand igjennem, der bliver begyndt saa stort. Han har før ivret imod dem, der begyndte med et Udstyr paa 10000 Kr, og nu staaer han selv overfor det Samme, og har for saavidt selv Skyld, som han har leiet den store Leilighed. – Men, det gaaer nok Altsammen; han har i Sandhed faaet en god Gave af Vorherre og han føler det. I næste Uge reiser han et Par Dage derover. – Hvad Brudegave angaaer, hører Du nok fra Inger; Alle ere enige om at slaae sig sammen.
I Hjørlunde har de det jevnt godt; de har begyndt Skolen6 med henved 40 Piger, men det er jo vel lidt. Herhjemme er det ved det Gamle; de unge Sønner vende jo af og til dygtig omkring paa os; men jeg takker Gud, at de endnu har et lille Tilholdsted. – Jeg selv drikker Emservand og skal nu til at prøve paa, om jeg kan komme op af en Trappe. Benene har hidtil været meget svage.
5 [ark nr.] 2/
Søster Augusta følger i Dag sin stakkels 15aarige Søn7 til Pastor Dalsgaard8 ved Aarhuus. Det skal forsøges, om han kan være blandt Fremmede. Han seer ogsaa saa uhyggelig ud, at han daarligt kan være blandt mange Mennesker; men jeg veed ikke om de selv kan see det. Hans hængende, savlende Mund og meget besværlige Udtale, gjør ham saa ubehagelig som muelig, især nu, han bliver stor og lang, med Idiotismen udtrykt i hele sin Holdning; men mærkelig nok er hans Ydre værre end hans indre Tilstand, thi det, han siger, er slet ikke saa galt, og han er god og medgjørlig; og han kan besørge ethvert Byærinde med den største Nøiagtighed. Det er jo et stort Kors, der der er lagt paa dem; men jeg troer, de siger sig selv, at man kan have Sorger af sine Børn, der er meget sværere.
– Men nu veed jeg, at dette alligevel er blevet et langt Brev, saa nu maa jeg slutte med, at vi altså haabe paa Æren og Glæden af Din Husbonds Besøg og 6 saa fremdeles at vi skal faae en god lille Sommertid med hinanden.
Hils Dine unge "Damer" – jeg længes efter at see dem som unge huslige Døttre i en idyllisk Præstegaard. Det maa være efter Knuds Smag.
Endnu engang de kjærligste Hilsner fra os alle ved
Moder
Lisbeth beder mig takke for Violerne og beder Emil tage den "Faust" med sig herind, som han "uden hendes Vidende og Villie har faaet transporteret ned til Møen".
