Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 27. februar 1886
Rigdom er dog en slem Pukkel
Lørdag Formiddag *Marts 1886 [27.2.18861]
Kjære Margrete!
Skjøndt jeg er bange for at mit Brev, paa Grund af Isforholdene2, ikke bliver noget Søndagsbrev, saa vil jeg dog ikke fra min Side være Skyld deri, da jeg nu er rask nok til at tage hele Correspondancen op. Rigtignok føler jeg, hvor lidt vi Andre kan udfylde det Savn3, som hver Søndag vil minde Eder om; men det er jo bedst i Sorgens og Savnets Tid, naar det daglige kan gaae sin regelmæssige Gang, uanseet om vi har Interresse derfor eller ei. Lad mig engang imellem høre lidt om Zeuthen og da ogsaa om Fru Warming4; den Stakkel maa gaae saa underlig deelt mellem sin Mands Hæder5 og sit Hjertes Sorg. – Naa – men vi maae jo Alle gaae underlig deelte med vort 2 Liv, og det var et sandt Ord i Emils Tale6, at det er ikke Livstræthed og Ulyst til at bære Livets Byrder, der er det samme som at være moden for Evigheden. Og dog trøster jeg mig lidt med, at Vorherre kalder paa de arbeidende og besværede, saa vi tør nok komme om vi end ikke føler√ andet hos os end vort Arbeide og Besvær; men deiligt er det, naar vi kan høre Himmerigs Klokker kalde.
I denne Nat har jeg haft mange Tanker og vaagne Timer, thi vi fik i Gaar vedlagte Brev og nu længes jeg meget efter at see Udgangen. At Morten7 er bedst skikket til Præstegjerning og at det vil være en Vinding for Julie at slippe for det store Husvæsen; det er indlysende – men der er jo meget Andet at tage i Betænkning – og saa bliver det jo et Spørgsmaal om Ministeren vil give ham Anerkjendelse. – Det er ellers morsomt nok som Fyn8 for Øieblikket kalder paa mine Børn, thi det er vel ogsaa derhen, at Knud kommer.
Fra Samsø har jeg fremdeles gode Efterretninger; blot de nu kan bjerge Børnene 3 i den slemme Kulde, at Marie ikke skal til at begynde med dem saasnart hun kommer op9. Du veed jo om de gode Efterretninger fra Petra; Gud give det maa vinde og vare.
Inger var i Gaar til stor Soirée med Dands og Herligheder hos Otto Marstrands10. Der var levende Billeder11 arrangerede af Zacho12 og Haslund13, saa det var en heel Kunstnydelse; de smukke unge Fruer i Familien kunde ret tage sig ud, ikke mindst Anna Jensen14 som Dronning Blanka15.
Jeg tænker lidt paa, naar jeg hører om disse Herligheder, at Rigdom er dog en slem Pukkel at have paa, naar man skal igjennem den snevre Port, thi Livet kan gjøres saa fornøieligt og behageligt og see saa smukt ud, at Alle griber derefter. Det er vist meget vanskeligt at holde sig i Ballance.
– Nu i Morgen skal Inger see Livet fra den modsatte Side, thi hun tager ud til Hjørlunde16. Den modsatte Side har naturligviis ogsaa sine Fristelser.
Fra Lisbeth har jeg mange Hilsner; hun passer paa som en Smed; hver Gang Inger reiser sig fra sit Klaver sidder hun øieblikkeligt ved sit og øver sig med en Ihærdighed, som jeg haaber tilfredstiller 4 Rosenhoff. Forresten kan jeg godt lide den Maade, han tager Tingene paa; han stopper hende i Farten og lærer hende at forstaae, at Musik er ikke det samme som Fingerfærdighed. Det samme har jo Inger sagt hende mange Gange; men hun er mistænksom og mente, det var fordi Inger ikke selv kunde lade Fingrene løbe. – For et halvt Aar kan det jo nok gaae med denne grændseløse Optagen af Musik, men længere kan jeg heller ikke holde det ud, saa jeg beklager ikke, at Pengene sige Stop; men haaber, paa den anden Side, at Pengene er givet godt ud, saa hun der har erhvervet sig en Dygtighed, der kan komme hende tilgode.
Nu er dette jo blevet hele 4 Sider, skjøndt jeg saa nylig har skrevet. Nu maa jeg ogsaa slutte hurtigt med de kjærligste Hilsner.
Eders trofaste
Moder
