Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 5. februar 1886
alle de forlæste, overarbeidede, unge Piger
Fredag Aften *Fbr. 1886. [5.2.18861]
Kjære Margrete!
Medens Inger bearbeider Louise, Lisbeth og Emilie Poulsen2 i Theori vil jeg benytte Tiden til at underholde mig med Dig og see om jeg kan faae lidt Samling paa mit Sind og mine Tanker. Thi heelt fra Morgenstunden har her været saadan Diskuteren om Frimenigheden i Kjerteminde3 og Mortens Stykke4 i "Tidens Strøm", at jeg er heel træt i mine Tanker. Inger tager jo ikke smaat paa den Slags Ting og for hver, der kom hjem og skulde have Mortens Stykke læst, begyndtes der jo forfra paa Sagen. Hver har jo sin Mening om, hvad der vil falde af til ham for Straf; men da han ikke har noget Embede, der kan tages fra ham, saa lader de ham vel snakke og lader som ingen Ting. Selv er han naturligviis forberedt paa, at tage, hvad der kan følge; 2 og siger vel som dengang han kaldte Avisen "løgnagtig"5 at han har ikke noget imod at prøve, om der endnu er Sandhed i Danmark. Efter dette antager jeg det for givet, at han slet ikke tænker paa Kjerteminde, thi i dette Øieblik kan han da være vis paa ikke at blive anerkjendt.
Jeg for mit Vedkommende kan ikke andet end synes godt om Mortens Udtalelser, om det end er naturligt, at Hjertet bæver lidt ved at see ham stille sig i Breschen. Paa Søndag kommer han og Julie herind for at gaae til Alters6; jeg glæder mig til at see dem.
Den anden Sag, der allarmerede os, at Carl Poulsen7 var blevet forbudt at holde Altergang i Kjerteminde, den er jeg dog kommet til at forstaae, som ret rimelig og correkt; det er jo kun ved at samle sig om en bestemt Præst, at der bestaaer en Menighed; men derfor kan det gjerne være, at det har været vigeureust. ( – jeg veed ikke, hvordan det staves).
Stakkels Hans Peter8 der hverken kan komme i Vei med det ene eller andet; det er saamæn en Taalmodighedsprøve. 3 Men han har ogsaa været forkert vendt i sine Tanker, thi at saadan en gammel Bisp skulde gjøre store Anstrengelser for den Sag, var jo ikke at vente. I den kommende Uge vil han sikkert komme op med Lectien, det tvivler jeg ikke paa, men saa vil der jo atter gaae Tid. – Hils ham mange Gange fra mig; hver Fredag, naar Louise er her, da har jeg halvt Besøg af ham.
Det lader til, at Henrik har gjort sine Sager godt i sine Skildringer af Kronjyden og Randers-Egnen; især skal det være moersomt at læse om Støvringgaard. Det kostbare Værk9 kan man desværre ikke faae fat i. – Henrik er fortiden hjemme i Østby at see til dem og tager saa en Tid til Frederiksdal10.
Jeg seer stadigt ud efter Nyheder fra Samsø og gaaer jo lidt beklemt om Hjertet, indtil min kjære Marie er ført over disse alvorlige Dage11. Det er svært for mig ikke at kunne række hende en hjælpende Haand, og Marianne Kampmann, der saa ofte har offret sig er ikke rask nok dertil, saa det seer broget nok ud derovre. Men jeg haaber paa, at de har gode Venner blandt de Samsinger, der ikke vil svigte, naar der trænges. Man har nok at tænke paa med sine 4 mange kjære Børn.
Mathilde har endnu ikke nogen Bestemmelse; de Steder hun hidtil har haft Kig paa har ikke ført til noget; men der er jo god Tid endnu; jeg har hørt lidt om en Plads i Norge – men veed egentlig Intet. Knud12 var her til Afsked i Søndags og reiste til St. Hans i Mandags; men forresten faaer vi ham vel nok jevnligt at see.
Naar jeg nu har faaet fortalt at lille (eller store) Michael Djørup13 skal til Pastor Dalsgaard14 i Jylland og Mathilde Bülow15 til min Broders i Stubbekjøbing saa har jeg givet Dig vidtløftig Besked om Alt hvad der foreligger. Og saa er jeg vist ogsaa omtrent udtømt, thi det bliver alt for vidtløftigt at røre ved det Meget, som jeg gaaer og tænker paa Dagene igjennem og Nætterne med. I denne urolige By seer man Livet fra saa mange Sider, man aldrig før har drømt om og nu først skjønner jeg, hvilken fredet Tilværelse jeg har ført hele mit Liv igjennem. De fleste af mine Børn vil faae det anderledes svært, end jeg har haft det. Og i det Hele synes jeg, at den nulevende Slægt har langt haardere Vilkaar, eller er det fordi det stiller sig saaledes for det gamle Øie. Navnlig har jeg saa ondt af
5 [ark nr.] 2/
alle de forlæste, overarbeidede, unge Piger, man uafladeligt træffer paa herinde. De gaae alle som i Feber for at uddanne sig og taber næsten sig selv under al denne Bearbeiden af Andre. Hvad er der dog at gjøre derimod?
Det seer ikke meget ud til at Ægtestanden lukker op for dem, thi af de 160 Interessenter i Gisselfeldt16, hvortil Lisbeth hører, og hvoraf 115 er over 18 Aar, er der i sidste Aar kun blevet gift 1. Heldigvis var denne ene foran Lisbeth, men hun har endnu 17 foran sig, saa Udsigterne er lange. Iaar hører de 70 Kr17 op, som jeg har faaet til hende af Finantserne, og dertil en daarlig Kapitelstaxt, saa jeg fristes ikke til at slaa stort paa. – Men lad endelig ikke mig klage, der har Erik ved den ene Side og Inger ved den anden; men saadan stakkels Enker som Fru Krog18 – hvordan holdes hun oven Vande? Hvor det gjør mig ondt at høre at Frøke[n] Krog atter er simpel19; jeg synes, hun seer ængstelig svag ud; hvad er det dog hun feiler? Hils hende og Dine kjære store Piger, der nu gaar 6 deres Høitidsdag20 imøde med raske Skridt. Hils ogsaa Din Husbond mange Gange fra os Alle. Lisbeth besøgte begge hans Søstre i Søndags; Fru Varming havde det godt og Fru Zeuthen saae ikke særlig daarlig ud21. I disse Dage maa Lisbeth jevnlig ind og see til Tante Hanne, der er sengeliggende; hun er jo den eneste, jeg har at sende. Forresten griber hun jo hvert Øieblik, der pauseres inde hos Inger, til at øve sig i sine Sager til Rosenhoff, saa jeg tænker, det gaaer godt for hende. Hun er i det mindste meget fornøiet over selve Timerne.
Nu veed jeg Du har faaet Smæk for Skillingen, men Du har jo ogsaa Hans Peter at dele med. Endnu engang de kjærligste Hilsner til Eder Alle fra Eders
trofaste
Moder
