Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Svanholmsvej 5. 7. november 1884
At vi taler Politik kan Du nok forstaae
Fredag Aften *Nbr 1884 [7.11.18841]
Kjære Margrete!
Du skal da ikke klage over, at du ikke hører tidt nok fra os i denne Tid; saa naar jeg nu begynder et Brev, saa er det nærmest for min egen Skyld, thi jeg vil dog ogsaa være med og har ogsaa Lyst til at udtale mig om det, der beskjæftiger mig og ligger mig paa Hjerte. Det er forresten slet ikke saa let at komme til Skriveriet og faae sine Tanker samlet, thi her er slet ikke saa lidt Uro omkring mig, nu Valdemar2 spøger omkring paa alle Tider af Dagen og Lisbeth og Hans Peter hver paa sin Maade muntrer Forholdene.
Det gaaer som sagt ud over Roen og Arbeidet, men det er unægteligt meget oplivende, at have al det Vrøvl om sig i disse mørke, korte Dage; og da Christine er flink i Kjøkkenet og Lisbeth ogsaa kan tage rask fat, kan jeg jo tage lempeligt paa min Part og skal nok vogte mig for, at indlade mig paa det, jeg ikke kan magte. Og dette 2 maa i Særdeleshed gjælde, nu den kjære Juul staaer for, thi ellers bliver jeg ganske ødelagt, baade paa den ene og anden Maade; og maa jeg blot vedblivende være nogenledes rask, saa er jo ogsaa deri saa meget givet, at vi kan være nøisomme med Alt øvrigt.
Men inden jeg kommer for dybt ind i at fortælle om os, maa jeg takke for Breve, baade fra Dig selv og dem fra Dine Svigerinder, som det var mig meget kjært at læse. Du maa endelig af og til hilse dem Begge fra mig; de og deres Smaa√ hører jo med til Magleby Præstegaard og hører derfor ogsaa med til mine Kjære. Det er jo tungt at høre, at Fru Zeuthen ikke har det godt; herhjemme vilde der heller ikke være godt at være for hende, da det lader til, vi skal have virkelig Vinter. Her giver vi os naturligviis over Kulden, hvilket er meget utilbørligt, da her jo er saa luunt og godt. Det er anderledes svært at bjerge sig paa Landet og især alle mine kjære smaa Børnebørn, dem gruer jeg lidt for i Kulden; jeg mindes saa grant fra gamle Dage, hvor jeg syntes det var trangt naar vi havde streng Kulde før Juul.
Jeg har ikke hørt fra Samsø og Hjørlunde for ganske nylig, derimod har jeg haft rart Brev fra Marie Henrik, hvilket jeg vil vedlægge, at Du kan see, hvorledes de har det der; jeg har en Følelse 3 af at have sværtet Henrik i mit sidste Brev. Jeg lader ogsaa følge godt Brev fra Holger; men begge Brevene maa jeg have tilbage.
Vor lille Louise3 er jeg vedblivende glad ved og kommer til at holde meer og meer af hende; hun er kjærlig og har et opvakt Hoved, men er ikke meget udviklet eller uddannet i nogen Retning; og de trange hjemlige Forhold præger sig naturligviis ogsaa i hendes Stemning. Hun spiser her hver Onsdag og er meget hyggelig at have iblandt os; Lisbeth og Valdemar synes jo det er meget moersomt, at have saadan en ung Svigerinde. Idet Hele er det de Unge, der regjerer herhjemme i Vinter; men det bør de ogsaa have Lov til; man veed ikke, hvorledes det seer ud til næste Vinter.
Det er kjendeligt at Valdemar er meget glad ved at være kommet hjem, om han end har været saa fastgroet i de gamle Vaner, at han har ondt ved at komme ud over dem. Endnu er Kjøbenhavn ham en fremmed By, som han ikke har meget Mod til at indlade sig med, men det kommer nok. Der har været nogle smaa Familieforsamlinger for de meget Unge i Anledning af Forlovelsen og der har han været med, ellers gaaer han herhjemme meget travl med sit Fransk, hvis Gloser, han har svært ved at faae banket ind i Hovedet. Det er godt, de er 2 til at lee af hinanden, thi gik det ikke som en Spøg, saa gik det slet ikke, skjøndt det er 4 hans eget Ønske, først at lære Fransk og saa efter Nytaar tage fat paa Tydsken og lidt mere.
At vi taler Politik kan Du nok forstaae, men der er ingen Uenighed i min Flok, end ikke Valdemar. Morten har skrevet et meget godt Stykke, synes jeg, om "at staa paa Hovedet"; i det Hele, veed Du nok, han kan nok skrive mig tilpas. Det gaaer da godt med "Tidens Strøm"; de begyndte med 800 Abonnenter4. Ogsaa Skolen5 er i god Gang; de har vist henved 60 Elever. Mine Doktorer har det ved det Gamle og Inger ligesaa. – Hans Peter har vist faaet ganske godt fat paa Arbeidet; men hans hule Kinder bliver ikke fyldigere ved ogsaa at have faaet en Kjæreste at passe, som han tilmed tidt er bekymret for, fordi han synes, hun bliver overanstrengt. Men han maa jo selv igjennem Ilden før han kan gjøre det godt for hende, men saa bliver det, med Guds Hjelp ogsaa godt. Har jeg skrevet, at Louise til Nytaar skal begynde hos Frøken Steenberg6?
Fra Lisbeth har jeg mange Hilsner og Tak for Chocoladen, der var gruelig velkommen. Nu er det nok mig, der skylder Dig Penge, thi jeg har 2 Gange faaet Garn fra Stege. Jeg skal nok faae noget Godt ud af de Unævnelige. Du kan ellers tro, det gaaer smaat med Arbeidet, thi ved Lys maa jeg bruge Briller og kan endda daarligt see. – Hils nu Din kjære Husbond og dine rare Pigebørn, ogsaa Frøken Krog og Jomfru Meisner, ogsaa [fortsætter lodret nedad i venstre margin på side 1:] Pigerne. Tak for al Eders Kjærlighed.
Eders trofaste Moder.