Marie Oxenbøll til Margrethe Jespersen, f. Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 15. juni 1879
min forunderlig uvirkelige Tilværelse
Søndag [15.6.18791]
Mit kjære Barn!
Vi trængte haardt til at faae Brev fra Dig; thi vi som kun vidste, at Du var reist ene ud2 i Regn og Blæst, for at møde det nye og store i Dit Liv, vi længtes jo meget efter at høre at Du var kommet godt i Havn og modtaget af kjærlige Arme. Nu takker jeg Gud for hvad han har givet Dig og er vis paa, at hvordan hans Veie med Eder√ end blive, saa vil Eders Tro, Haab og Kjærlighed voxe en velsignet Væxt, thi
Det er saligt at følges ad3
Med Jesus selv, i sit Navn os givet,
Til Kjærlighedens guldprude Stad
Hvor Gud er Lyset saavelsom Livet.
Det maa have været en forunderlig Overgang for Dig, mit søde Barn! at komme fra dette stille Hjem, hvor Død og Grav endnu skygger, til al det fulde Liv og de mange fremmede Mennesker, og jeg kan forstaae, Du gaaer lige saa meget i Taage og Drøm, som jeg, der slet ikke kan komme ud af min forunderlig uvirkelige Tilværelse. Men det stormer jo ogsaa saa mærkværdigt 2 sammen omkring mig, at jeg kun kan bære det ved at dukke mit Hoved og tage saa mildt og stille derimod, som mueligt. Saaledes ogsaa med Hensyn til Eders Bryllupsfærd4, I kjære Børn! Jeg har slet intet Ønske i saa Henseende, men skal indrette Alt efter bedste Evne saaledes som det er Eder kjærest; naar Hans Peters Examen5 er tilende, saa er der jo ikke noget der særligt lægger Beslag paa mig. – Her er blevet saa forunderlig stille siden Du og Knud reiste; Lisbeth ligger endnu i Sengen, men skal dog op i Eftermiddag. Vi have faaet indrettet et fiint lille Modtagelses-Værelse i Kabinettet, men jeg sidder der ikke med min gode Villie.
Først nu, da der er Tale om, at Din Ven søger Embede paa Sjælland, er det gaaet op for mig hvor fornøieligt, det vilde have været, at have Eder i Ørum; men det er jo absolut fornødent, at søge til mildere Forhold og jeg ønsker Eder af Hjertet at det maa lykkes. En saadan forestaaende Oprykning gjør jo, at der saa lidt som mueligt skeer Forandring i det der er, saa jeg indseer, at der er ikke meget, der skal bringes istand før Bryllupet; heldigviis beholder jeg jo god Plads til at gjemme paa et og andet Stykke, som I kunde 3 ønske at føre til Eders nye Hjem. Men om Sligt kan vi jo tales ved naar vi sees. Fortiden maa det være nok at sende Dig og Din Emil de kjærligste Hilsner; og Tante Hanne6 og Jensen maa da ogsaa have deres Part, de have været trofaste Venner imod Dig og have godt Sind til at dele Din Glæde som Dit Savn.
Din trofaste
Moder
