Marie Oxenbøll til Morten Pontoppidan
Sendt fra Randers præstegård. 20. januar 1878

det er Julie, der er den Offrende

Søndag [20.1.1878¹]

Kjære Morten!

Du kan nok sige Dig selv, at den Afgjørelse, der i disse Dage ligger Eder saa alvorligt paa Sinde, ogsaa fylder mig, og det maa derfor ikke undre Dig, at jeg har et Par Ord at føie til Faders; thi der er et Par Punkter, der springe mere og mere frem jo oftere jeg tænker derpaa. Først da jeg læste Dit Brev blev jeg varm for Sagen, thi jeg vil nødig holde Nogen af mine Kjære tilbage, naar Herren byder dem at forlade alle Ting og følge ham; og jeg vil ogsaa nu være trøstig og tro, det er ham, der kalder, naar Du fremdeles føler Dig dragen til Høiskolegjerningen; men jeg maa dog give Dig følgende at betænke. Vel er det sandt, at vi baade tør og bør driste paa Herren og hans gode usvigelige Ord, naar det er vor Hjertens Mening at tjene ham og gaae for hans 2 Ansigt; men vi har ogsaa et Ord at staae ved. Det er ikke alene til Dagligbrug, det hedder: en Mand er en Mand og et Ord er et Ord, men Herren prøver ogsaa alvorligt Oprigtigheden og Trofastheden af vort Ord og vi maae bære meget Vand til Steenkarrene før vi faae Vinen at smage. Naar jeg nu tænker paa, at det kun er 1½ Aar siden Du gav Dit Præsteord² og ligeledes Dit Ord til Provst Heiberg³, saa synes jeg der maa være noget forkeert deri. Det var jo dog et alvorligt meent og vel overveiet Ord, som Vorherre ikke engang har faaet Tid til at velsigne. (Jeg har heller ikke været glad ved Faders utidige Fingerpeg⁴).

Men det andet som Du maa have klart for Øie, det er: at det er Julie, der er den Offrende. Du giver af Din Overflødighed, men hun giver Alt; thi Hjemmet med dets Fred, det er for Kvinden i Almindelighed og for Julie i Særdeles, Alt hvad hun begjærer i Verden. Og I maa ikke daare Eder med, at Eders Hjem kan staae stille og fredet, hvor en stor Huusholdning skal holdes i Gang med sparsomme Midler, thi det er i hvert Fald meget vanskeligt at finde hjælpende Kræfter. Og endelig er det jo ogsaa Julies Penge, der voves. 3 Ved Siden af dette er der ogsaa at betænke at de daarlige Pengeforhold vist vilde blive meget følelige for Høiskolerne, saa det ogsaa af den Grund kan være vanskeligt at begynde nok en. Lad Carl Poulsen⁵ og Marie Jacobsen komme der; de ere Begge skabte dertil, og saa kan Du hjelpe ham med Foredrag. De ere ikke bundne og jeg troer ikke, Carl Poulsen synes særlig godt om det i Gjedved.

Men saa til Slutning kun dette, at vi baade der og her vil følge Dig og Din Gjerning med al vor Kjærlighed og god Tro til den; og fra Fader skal jeg udtrykkelig sige, at han er glad ved, at Du i Mørch og Hostrup⁶ har Venner, som ikke ville opmuntre Dig i denne Sag uden at kjende baade Dig og Stedet vel skikkede.

Ved at læse mit Brev igjennem er det faldet paa mig, at det kunde see ud, som om jeg meente, Carl P. og Marie Jac. sagtens kunde vove Noget. Min Tanke i det Øieblik var, at Marie Jac. er i Trit med Høiskolelivet og det saa vilde falde lettere; forresten veed jeg slet ikke om de tænke derpaa; jeg veed kun, at hun atter skal til Askov til Sommer.

Nu vor kjærligste Hilsen ved Din

trofaste Moder

Knud ventes hjem omtrent den 1^ste.